I dagens udgave af Jyllands-Posten sættes der fokus på en af de mere triste skyggesider indenfor betting; ludomani. Avisen undersøger de konkrete tilstande på de behandlingssteder der findes for ludomani i Danmark, i et forsøg på at afdække hvordan det egentlig står til på dette område.
Er det værre eller bedre end før den nye spillelov blev indført fra 1/1-2012? Er der kommet flere ludomaner, og hvem er de? Er behandlingsmulighederne forbedret?
Hos BetXpert bakker vi op om Jyllands-Postens initiativ, og selvom det tilsyneladende er en proces der endnu ikke er afsluttet, og der kan forventes flere artikler om emnet de kommende dage/uger, så er de foreløbige afdækninger ikke særligt opløftende.
De danske ludomani-behandlingssteder har siden indførelsen af den nye spillelov oplevet et stigende antal henvendelser fra unge under 18 år - dette til trods for at man skal CPR-valideres når man åbner en spillekonto på nettet. Jf. den danske spilleloven skal man være 18 år før man må spille hos de danske spiludbyderne.
Problemet er ikke bare begrænset til online spil eller "landbaserede" spil.
I flere af artiklerne i Jyllands-Posten peger pilen i retning af at en del af de personer der havner i ludomani, har tabt deres penge ved at spille hos Danske Spil-forhandlere.
Iflg. Johnny Sjørslev, ludomanibehandler på Frederiksberg Centret, går online-bookmakerne dog heller ikke fri; behandlingsstederne oplever flere tilfælde hvor forældre til unge ned til 14-15 år opretter en konto og mere eller mindre "overdrager" brugen af denne til deres børn, som så kan fodre kontoen med penge fra deres bank, VISA Electron eller MasterCard - medmindre forældrene også hjælper med en konto hos PayPal, Neteller eller Moneybookers konto. Dermed åbner forældrene døren til en verden som flere af de unge desværre ikke kan håndtere.
Hvem har ansvaret?
Den eneste spiludbyder Jyllands-Posten indtil videre har talt med om problematikken med ludomani blandt unge under 18 år er Danske Spil*, som via kommunikationschef Thomas Rørsig lader forstå at de slet ikke er interesseret i at have kunder under 18 år. Samtidig erkende Rørsig da også at det er svært at kontrollere hvem der sidder bag skærmen når spillene placeres.
Imidlertid påtager Danske Spil* sig ikke et ansvar for at tilsikre at alle de kiosker og butikker der forhandler deres spil overholder den meget simple regel om at spil ikke må sælges til unge under 18 år.
Denne problemstilling er ganske velkendt fra tiden før den nye spillelov, men det er BetXpert's indtryk at håndhævelsen stadig er lige så slatten som tidligere. Et solgt spil er penge i kassen til forhandleren, men det må i sidste ende være Danske Spil*'s ansvar at overvåge og udvælge forhandlere, der med 100% sikkerhed varetage den fornødne beskyttelse af de unge under 18 år fremfor den andel af forhandler-provisionen der tilgår dem fra de unge.
I de tilfælde hvor forældrene er vidende om og direkte impliceret i at et barn under 18 år spiller online, fralægger forældrene sig naturligvis også et stort ansvar. Det bør simpelthen ikke kunne ske, men som Thomas Rørsig påpeger så er det enormt vanskeligt for en udbyder at forholde sig til meget andet end hvem en given konto er registreret til - hvorvidt det så er en ung under 18 år der benytter den, er både teknisk og praktisk enormt svært at kontrollere for en spiludbyder.
Ikke desto mindre påpeger sundhedsminister Astrid Krag at spiludbyderne skal gøre hvad de kan for at sikre at børn og unge ikke spiller om penge, og udtaler til Jyllands-Posten:
"Virksomhederne, der tjener penge på spil, har et stort ansvar. De skal så vidt muligt sikre sig, at der ikke er mindreårige, som gør brug af deres spilletjenester".
Dette indspark fra Astrid Krag virker mest af alt som et ægte politisk refleks-svar, og et vidnesbyrd om at hun ikke har indset hvor problemstillingen skal gribes an. Med CPR-validering af alle kunder, som i sig selv er en 100% vandtæt sikring af at ingen under 18 år kan oprette en konto, kan det vel umuligt være spiludbydernes ansvar at samle op der hvor forældrene ikke slår til?
Måske skyldes en del at problemet at Astrid Krag og hendes politiker-kolleger har fejlet eklatant på ét centralt område, nemlig det økonomiske belæg for behandling og forebyggelse af ludomani. Det er jo i sidste ende politikerne selv der har vedtaget den nye spillelov, og dermed bærer ansvaret for at stille et rimeligt beredskab til rådighed for de mennesker der ikke magter at styre spillelysten.
Udbud og efterspørgsel hænger ikke sammen
En forholdsvis ny undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet viser at ca. 5.200 mennesker i Danmark kan betegnes som decideret ludomane. Ca. 8.900 har svært ved at styre spilletrangen og betegnes som problemspillere. Og ca. 71.000 betegnes som risikospillere, fordi deres spil risikerer at komme ud af kontrol. 32.000 unge er i risiko for at få problemer med spil.
I Jyllands-Postens artikler er der bl.a. et interview med en ung mand som har været i behandling 3 gange, og generelt er det ikke usædvanligt at ludomaner skal behandles flere gange.
Det er altså massive tal, som kræver massive midler til behandling. Men allokeres de så?
Tilbage i 2010, da alle de store partier på Christiansborg indgik en af de første grundlæggende aftaler om liberaliseringen af det danske spillemarked, aftalte de at der i 2012 skulle være afsat mindst 32 mio. kr. (2009-niveau) til ludomanibekæmpelse. I 2012 blev der uddelt 20 mio. kr. til både behandling og forebyggelse af ludomani. Altså en forskel på omkring 15 mio. kr. til den gale side, hvis man indregner inflationen.
I 2013 er ludomani for første gang en del af finansloven, og der er afsat 8,2 mio. kr. til forebyggelse og 21,5 mio. kr. til behandling af ludomani.
Man bemærker at der i 2013 er sket en markant stigning i midlerne i forhold til 2012, men når op imod 100.000 danskere i nogen grad befinder sig i en risikozone, så rækker 30 mio. kr. altså ikke ret langt.
Bevares - alle spiludbydere og andre spillesider gør hvad de kan for at informere om ludomani, og det er forhåbentlig en forebyggelse i sig selv. Men behandling kan kun udføres af kompetente behandlingssteder. Problemet er bare at flere af behandlingsstederne er underbemandede og har ventetider på op til flere måneder, hvilket for mange ludomani-ramte er en alvorlig risiko i sig selv.
Men er det så fordi pengene ikke er der? Næppe.
Staten ejer stadig 80% af Danske Spil*, og tjente sidste år en pæn skilling på den konto, ligesom spilleloven jo også indebærer at alle spiludbydere skal betale 20% i skat på bruttospilleindtægten (BSI). I 2012 endte den totale BSI for alle regulerede spiludbydere i Danmark på lige over 2 mia. kr. Altså har staten hentet godt og vel 400 mio. kr. på den konto.
Grav dybere!
Hos BetXpert håber vi at Jyllands-Posten vil fortsætte deres fokus på ludomani-problematikken og evt også følge op på den praktiske problematik overfor flere udbydere end Danske Spil*. Ligeså, og måske endnu mere, håber vi at de vil gå mere ind bag linierne og grave dybere i den politiske og økonomiske ubalance på området.
Så længe politikerne - til trods for en 2012-indtjening på spilleområdet der oversteg selv de vildeste forventninger - ikke engang kan allokere de midler de havde planlagt som minimum til forebyggelse og behandling, så er ansvaret altså også deres. Pengene må antages at være der - er viljen der også?
Har du selv eller kender du nogen der har haft berøring med ludomani-behandling, så byd meget gerne ind med kommentarer til denne artikel, fx om behandling har hjulpet, om den kom i tide, om den var tilstrækkelig e.l.
