Det uafhængige integritetspanel, Tennis IRP, har en række anbefalinger til, hvordan man bekæmper matchfixing i professionel tennis - blandt andet at man helt dropper livedækning af kampe på lavt niveau, så der ikke kan spilles, mens kampene er i gang.
Som BetXpert adskillige gange har beskrevet, er tennis den sport, hvor der registreres flest tilfælde af mistænkelig bettingadærd, og derfor har det uafhængige integritetspanel, Tennis Independent Review Panel (Tennis IRP) udarbejdet en rapport med i alt 12 konkrete forslag til, hvordan man kan få det tal nedbragt.
Blandt andet foreslår panelet, at det forbydes, at spiludbydere agerer sponsorer for officielle tennisevents, og at live streaming samt indsamling af live data fra kampe på lavere niveau forbydes.
Det drejer sig i forslaget om alle turneringer, hvor der er en præmiesum op til 15.000 dollars, eller hvad der svarer til cirka 98.000 kroner.
Derudover foreslås det, at kampen mod matchfixing opgraderes og tilføres flere midler og personale.
Fristende, når man ikke lever af det
Rapporten er blevet til efter en række interview, optagelser og undersøgelser på tværs af sporten, ligesom flere fageksperter er blevet konsulteret.
I rapporten konkluderer Tennis IRP, at der er en række faktorer i sporten, der gør den særdeles udsat for matchfixing. Blandt andet nævnes det, at der kun er mellem 250 og 350 spillere, der tjener nok til at kunne leve af det, og at der ikke er sammenhæng mellem præmiesummen og tilmeldingsgebyret i flere turneringer.
Samtidig er der mange kampe på lavere niveau, som foregår uden tilskuere eller anden overvågning. Og der er, mener Tennis IRP, ikke nok muligheder for at beskytte spillerne imod at blive kontaktet og fristet af matchfixere - især når spillerne ikke tjener mere, end de gør.
Sportradar: De mindste turneringer udgør ikke en trussel
Tennis IRP er grundlagt af ITF, WTA, ATP og Grand Slams bestyrelse. Panelet udarbejdede i sommer en midlertidig rapport, hvor flere af disse forslag til bekæmpelse af matchfixing første gang blev luftet.
I den oprindelige rapport var flere forslag dog en anelse mere strikse - blandt andet blev det foreslået, at live streaming og indsamling af live data fra kampe i turneringer med præmiesum op til cirka 163.000 kroner (25.000 dollars) skule forbydes.
Sportradar, der er ITF's officielle datapartner, kritiserer flere af forslagene i rapporten. Ifølge Gambling Insider siger managing director of group operations, David Lampitt, at panelet med flere af forslagene skyder gråspurve med kanoner. Han mener blandt andet ikke, at det er nødvendigt at fokusere så meget på turneringer på de helt lave niveau, da det er turneringerne lige over ITF-niveau, der ifølge Sportradar udgør den største trussel.