Før Mayweather vs. McGregor: Et kig på historiens største crossover fights

Ventetiden på The Money Fight er efterhånden ved at være ovre. Lørdag nat den 26. august møder superstjernerne Floyd Mayweather og Conor McGregor omsider hinanden i bokseringen. Læs Loke Barretts Mayweather vs. McGregor optakt her. 

Mange ser denne kamp som et freak show frem for en sportslig begivenhed, men uanset hvad, så har den genereret enorm interesse blandt sportsfans verden over. Der er tale om milliardomsætning og pay-per-view rekorder, som står for fald.

BetXpert har allerede en infoanalyse, hvor de tekniske aspekter i kampen bliver diskuteret, men her bringer vi et tilbageblik på de største crossover fights i historien.

Dette kan muligvis fortælle mere om, hvad vi kan forvente os i denne kamp, der står mellem bokseren Floyd Mayweather og MMA-kæmperen Conor McGregor. 

Boksning vs. wrestling

Ali vs. Inoki

Det er slet ikke noget nyt fænomen, at kæmpere fra én kampsport prøver lykken i en anden. Allerede i midten af 1970'erne begyndte den japanske catch wrestler Antonio Inoki at arrangere kampe mod mestre fra andre discipliner. Hans mål var at vise, at wrestling var en overlegen kampsport i forhold til andre. Det lykkedes ham at sætte en kamp op mod selveste Muhammad Ali, som fandt sted i 1976. På dette tidspunkt var Ali på sit højeste. Han kom til Japan efter at have slået bl.a. George Foreman, Ron Lyle og Joe Frazier inden for de seneste par år.

Der er stadig stor uvished omkring, hvilke regler denne kamp egentligt fandt sted under. Inokis folk hævdede efterfølgende, at deres mand hverken måtte grapple eller tackle sin modstander. Derudover måtte han eftersigende heller ikke sparke bokseren under bæltet, hvis han ikke havde et knæ i jorden samtidig. Det virker latterligt i dag, men målet var uden tvivl at tvinge wrestleren til at stå med Ali, så han kunne få en let knockoutsejr. Udover dette var det uvist, om det egentligt skulle have været en opvisningskamp eller en rigtig slåskamp. Ali tog let på opgaven, men det siges, at han så Inoki træne i ugerne op til kampen, hvor han fandt ud af, at det var alvor.

Selve kampen var et sørgerligt syn. Inoki var så hæmmet af de regler, som var blevet aftalt, at han lå på jorden størstedelen af tiden og sparkede Ali på benene. Inoki nægtede at kæmpe stående, og Ali nægtede at kæmpe på jorden. Publikum var enormt utilfredse over den manglende action. Det var kun i fjerde runde, hvor Ali var fanget i et hjørne, at Inoki kunne sparke igennem.

Derudover kom det eneste rigtigt spændende øjeblik i kampen i sjette runde, da japaneren greb fat i boksemesterens ankel og hev ham til jorden, hvor han kunne lande et par albuer til hovedet. Inoki fik fratrukket flere point for forseelser som dette, hvilket førte til, at kampen endte uafgjort efter femten runder. Dette betød, at ingen af de to mestre efterfølgende tabte ansigt. Inoki kunne hævde, at han havde vundet kampen, mens Ali kunne forsvare sig med, at hans modstander havde kæmpet beskidt. Der var dog ikke nogen tvivl om, hvem der egentligt gjorde mest skade.

Inoki landede over 100 spark i kampen, mens Ali kun forsøgte sig med en håndfuld slag undervejs. Ali brugte størstedelen af tiden på at blive udenfor sin modstanders rækkevidde. Hans ben var stærkt medtaget allerede halvvejs i kampen. Inokis sko sled hul på hans ben, som desuden var meget hævet. Efterfølgende gik der ovenikøbet betændelse i Alis sår, så det eftersigende blev diskuteret, om hans ben skulle amputeres.

Dette skete som bekendt aldrig, men det er meget muligt, at den manglende bevægelighed, som kendetegnede Ali senere i hans karriere, skyldtes denne kamp. Begivenheden var i sidste ende en skuffelse, der er blevet glemt i eftertiden, men mange mener, at den har medvirket til, at MMA siden opstod som en selvstændig sport.

Læs vores store optakt til kampen mellem Khabib Nurmagomedov og Conor McGregor her.

 

Andre the Giant vs. Wepner

På samme stævne var der desuden en kamp mellem den enorme wrestler, Andre the Giant, som var mere end 2,20 meter høj og vejede omkring 240 kg., og den middelmådige sværvægtsbokser Chuck Wepner. Det endte med, at bokseren tabte, da han blev kastet ud af ringen.

Kampen var i sig selv ikke noget kønt syn, men Wepners historie er dog interessant. Han var brudt igennem året forinden efter en titelkamp mod Ali, hvor han viste enorm fightervilje, selvom han var totalt outmatchet. Hvis dette lyder bekendt, er det ikke så mærkeligt. Sylvester Stallone kom nemlig med Rocky-filmen året efter. Han har siden påstået, at hans film ikke er inspireret af Wepner, men dette er svært at tro på, når han i treeren lod sin figur kæmpe mod en gigantisk wrestler, Hulk Hogan, som han ovenikøbet endte med selv at kaste ud af ringen. Stallone har tyvstjålet fra Wepners liv flere gange, og mens han har tjent milliarder på sine film, så har virkelighedens Rocky aldrig set så meget som en krone…

Livestream khabib vs. McGregor UFC 229: Her kan du se kampen

Takada vs. Berbick

Efter den skuffende kamp mellem Ali og Inoki skulle der gå omkring femten år, før en lignende kamp igen blev sat op. Opskriften var fuldstændig den samme: En japansk wrestler, Nobuhiko Takada, tog imod en sværvægtsbokser, Trevor Berbick.

Der må ikke være nogen tvivl om, at Berbick var en solid fighter. Han er i dag kendt som Alis sidste modstander og den bokser, som en ung Mike Tyson vandt sit første verdensmesterskab imod. Hans præstation i denne kamp var dog ligefrem pinlig. Han havde på ingen måde forberedt sig på, hvad der ventede ham.

Takada kom med det samme ud og sparkede hans ben synder og sammen. Berbick brokkede sig til kamplederen frem for at forsvare sig, mens japaneren, som ikke havde gjort noget galt, fortsatte sit voldsomme angreb. Efter få minutter kunne bokseren ikke stødte på sit ben længere, og da han blev ramt af et head kick, så udvandrede han fra ringen i prostest, hvilket førte til et nederlag på diskvalifikation. Endnu en gang var det en ren fadæse.

Boksning vs. MMA

Gracie vs. Jimmerson

I november 1993 afholdte UFC deres første event. Der var tale om en turnering, hvor otte kæmpere med forskellige baggrunde mødtes for at afgøre, hvilken kampsport som var den ultimative. Vinderen blev som bekendt Royce Gracie, der havde sort bælte i brasiliansk jiu-jitsu – en stil som ingen kendte dengang.

I sin første kamp mødte han den 25 kg. tungere bokser, Art Jimmerson, som igen ikke var forberedt på, hvad der ventede ham. Han stillede op i buret med boksehandske på én hånd. Hans plan var at jabbe på afstand, men handsken gjorde det fuldstændig umuligt for ham at forsvare sig, hvis han skulle ende på jorden. Jimmerson blev hurtigt taget ned og mountet, hvorefter han gav op mere eller mindre uden modstand. Der skete intet med ham, men kampen viste, at boksere ikke skal gøre sig store forhåbninger i et bur, hvis de ikke har trænet nogen form for grappling.

Én bokser har vundet i buret

Foruden Jimmerson er de mest navnkundige boksere, som har forsøgt sig i MMA, Erik Esch, bedre kendt som Butterbean, Francois Botha, Ray Mercer og James Toney. Esch blev submittet med en heel hook i 2003, selvom han vejede over 100 kg. mere end sin modstander, Genki Sudo, og Botha blev submittet med en armbar i 2004, selvom han vejede ca. 40 kg. mere end sin modstander, Yoshihiro Akiyama.

Mercer er den eneste bokser, som har oplevet succes i buret. Han mødte i 2009 den tidligere UFC-mester i sværvægt, Tim Sylvia, som han knockoutede på blot ni sekunder. Sylvia vadede dog frem, uden respekt for sin modstander, før han blev fanget. Det er mig en gåde, hvordan en udmærket kæmper, som både kan sparke og bryde, kunne præstere så ringe mod en modstander, som kun kunne true ham med sine hænder. Nederlaget satte MMA-kæmpere over hele kloden i et dårligt lys i forhold til boksere, selvom det var en enlig svale.

Toney vs. Couture

I 2010 prøvede Toney lykken i MMA. Han havde uden tvivl set Mercers kamp året før, for hver gang han blev spurgt omkring sin gameplan, sagde han blot, at han kun behøvede ét slag for at afgøre en kamp, uanset hvem han mødte. Jeg ved stadig ikke, om dette blot var trashtalk, eller om Toney faktisk var håbløst naiv.

Han blev matchet op med MMA-legenden Randy Couture, som har været mester på to forskellige vægtklasser i UFC. Kampen blev solgt som UFC vs. Boxing. Der var enorm interesse og mediebevågenhed omkring den, ligesom det er tilfældet nu her, selvom det selvfølgelig ikke nåede helt de samme højder som i dag.

Endnu en gang endte en crossover fight som en fadæse. Toney blev taget ned inden for få sekunder, og han vidste overhovedet ikke, hvordan man forsvarer sig på jorden. Han havde inden kampen gjort grin med MMA-kæmpere, som han mente var quitters, hvis de tappede out, når de var fanget i et choke hold, men han endte selv med at gøre det samme.

Succesfulde crossovers 

Heldigvis er der flere eksempler på kæmpere, der har haft succes med at krydse over fra én kampsport til en anden. De fleste af dem kæmper i UFC i dag. Listen tæller bl.a. formidable thaiboksere som Germaine de Randamie, Joanna Jedrzejczyk og Valentina Shevchenko, som alle er blandt de absolut bedste kvindelige kæmpere i verden. Mange kender formentligt også Stephen Thompson, der kom til MMA efter en lang karriere i kickboksning, hvor han var ubesejret.

Det bedste eksempel må dog være den mangedobbelte verdensmester i boksning, Holly Holm, som endte med at vinde UFC-titlen efter en dominerende sejr mod den dengang urørlige Ronda Rousey. Retrospektivt kan man argumentere for, at Rousey var meget endimensional, så sejren ikke er ligeså imponerende. Hun var nok mere en judokæmper end en rigtig MMA-kæmper. Dette ændrer dog ikke ved, at næsten ingen havde set hende tabe denne kamp på forhånd.

Fælles for ovenstående kæmpere er, at de alle sammen dedikerede sig 100 procent til MMA, efter de tog springet fra deres tidligere sport. Det tog dem flere års hård træning at nå dertil, hvor de er i dag. Der er stadig ikke nogen tvivl om, at en eventuel modstander altid vil forsøge at tage disse kæmpere til jorden i en kamp, men de formår alle at stoppe takedowns, og de kan også forsvare sig udmærket fra ryggen, hvis de skulle blive taget ned. Omvendt har de mange grapplere, som bl.a. Demian Maia, Ronaldo Souza og Daniel Cormier, der tidligere har vundet flere turneringer på gulvet, naturligvis lært at kæmpe stående, så de kunne begå sig overalt, da de begyndte at kæmpe i UFC.

En ting er at komme som kæmper fra én specifik kampsport til MMA. Det er noget helt andet at gå som MMA-kæmper til et mere snævert regelsæt, uanset om det gælder boksning, kickboksning eller grappling. Jeg kan ikke komme i tanker om andre kæmpere end McGregor, som har prøvet lykken i professionel boksning på højeste niveau, efter de var brudt igennem i MMA. Anderson Silva forsøgte godt nok at få en boksekamp sat op mod Roy Jones Jr. i mange år, men dette lykkedes aldrig. Der er dog nogle enkelte eksempler fra kickboksning, som kan tale for, at ireren ikke er fuldstændig uden muligheder på næste lørdag.

Mange showkampe i Japan

I Japan er de endnu ikke stoppet helt med at sætte showkampe op mellem kæmpere fra forskellige discipliner. Tilbage i 2010 lykkedes det bl.a. den fremragende MMA-kæmper, Gegard Mousasi, at slå den tidligere sværvægtsmester hos K-1, Kyotaro, i kickboksning, selvom han var stor underdog. Det hører dog med, at Kyotaro havde deltaget i en stor konkurrence et par uger forinden, så han havde nok ikke taget denne kamp så seriøst.

Derudover så man sidste år, hvordan en anden MMA-kæmper, Hisaki Kato, knockoutede en af de bedste kickboksere i verden, Joe Schilling, i kickboksning. Han havde gjort det samme i en MMA-kamp året forinden, så i dette tilfælde er det umuligt at bortforklare resultatet med manglende motivation eller forberedelse.

En anden showkamp fra Japan, som fandt sted ved samme stævne som Mousasi vs. Kyotaro, er det mystiske opgør mellem den formidable grappler, Shinya Aoki, og den farlige kickbokser, Yuichiro Nagashima. Her var det blevet aftalt, at den første runde ville blive kæmpet efter regler fra K-1, mens anden runde ville være med MMA-regler.

Aoki gjorde alt, hvad han kunne, for at holde Nagashima på afstand fra start, og han overlevede som planlagt første runde. Men da det endelig blev hans tur til at angribe, så kastede han sig hovedløst ned i et takedown, hvor han blev fanget af sin modstanders knæ og blev knockoutet. Det tog blot fire sekunder af anden runde, før Aoki havde tabt, selvom alle på forhånd ville have været enige om, at Nagashima umuligt kunne vinde med MMA-regler.

Intet er umuligt i kampsport

Det bedste eksempel, som McGregor kan drage inspiration fra, er Alistar Overeem. Hollænderen er en legende i MMA, som stadig er blandt de bedste sværvægtere i verden. Tilbage i 2008 deltog han i en showkamp mod en af de bedste kickboksere nogensinde, Badr Hari. Alle var fuldstændigt enige om, at Overeem ikke burde have en chance, hvis det udelukkende gjaldt kickboksning, men alligevel præsterede han det umulige, da han knockoutede sin modstander i første runde.

Hari tog rematchen seriøst og vandt overbevisende, men deres første kamp illustrerer, at alting kan ske i kampsport, hvis man undervurderer sin modstander. Overeem vandt desuden det prestigefyldte K-1 World Grand Prix i 2010, hvor han bl.a. slog Tyrone Spong og Gökhan Saki, hvilket var en utrolig bedrift.

Hvis historien har lært os noget, så er det, at showkampe, som Mayweather vs. McGregor, meget vel kan ende med at blive en skuffelse. Hvis en kæmper endelig krydser over fra en disciplin til en anden, så skal denne være en atlet i sin prime, som dedikerer sig fuldstændigt, før det bliver rigtig interessant.

Overeem har trænet kickboksning hele sit liv, men dengang besad han ikke den store erfaring, ligesom det er tilfældet med McGregor i boksning nu her. Han viste dog, at man stadig kan true enhver, selvom man er rendyrket MMA-kæmper, hvis man har power og skarpe hænder. Dette gjælder især, hvis den fighter, som kæmper i sin egen disciplin, har undervurderet sin modstander på forhånd, eller kæmper uden respekt, som det bl.a. var tilfældet med Sylvia og Aoki. Intet er fuldstændig umuligt i kampsport.