Én kamp resterer for det danske landshold i gruppespillet ved EM – men hvad skal der til for avancement, som vinder og som nummer 2?...

Nogle ting står på forhånd klart for de danske muligheder for avancement inden Danmark-Tyskland og Portugal-Holland søndag kl. 20.45 tørner sammen i de to sidste opgør i Gruppe B – at et nederlag sender Danmark ud og en sejr Danmark videre. Et muligt avancement er én ting, men om det bliver som højst overraskende vinder af gruppen eller som nummer to kan også vise sig interessant, afhængigt af hvem man håber at skulle op mod fra Gruppe A i kvartfinalen.

Relevante tiebreakers i gruppen:

1) Points i indbyrdes kampe

2) Målforskel i indbyrdes kampe

3) Flest scorede mål i indbyrdes kampe

Hvis flere end to hold fra start har stået lige og to hold fortsat står lige efter at have taget disse tiebreakers i brug, vil de tre tiebreakers atter blive taget i brug - udelukkende med fokus på disse to holds indbyrdes møder (kan blive relevant i gruppe B).

Dansk sejr = sikkert avancement

Leverer Danmark overraskelsen og slår Tyskland er en plads i kvartfinalen sikret – om det bliver som nummer ét eller to er dog ikke på forhånd sikret; dette afhænger af resultatet af Holland-Portugal.

- Portugal taber eller spiller uafgjort: Dansk førsteplads. I dette scenarie står Danmark og Tyskland lige på seks point, med Portugal på 3 eller 4 og Holland på 1 eller 3, og Danmark tager så førstepladsen via den indbyrdes sejr over Tyskland.

- Portugal vinder: Her vil både Danmark, Tyskland og Portugal stå lige på seks point. Så kommer de indbyrdes opgør i spil. Med dansk sejr vil alle tre hold have tre point i de indbyrdes møder og målscoren bliver så afgørende. Portugal er sikret en målscore på 3-3 i disse, mens Danmark via 2-3-nederlaget til Portugal som minimum vil ende på 3-3 (1-0-sejr); med både Danmark og Portugal på 3-3 vil Tyskland ryge ud (med en målscore på 1-1), mens Danmark får andenpladsen eftersom vi tabte til Portugal. Alle andre danske sejre vil sikre Danmark førstepladsen (sejre på 3-2, 4-3, 5-4 osv. vil sende Tyskland videre som nummer to og Portugal ud).

Dansk nederlag = Farvel og tak

Går det som sandsynlighederne taler – dansk nederlag – er EM-slutrunden slut for Danmark, uanset hvad.

Hollandsk sejr vil betyde at Portugal, Holland og Danmark i givet fald ender med 3 point. Indbyrdes er Danmark sikret en målscore på 3-3. Portugal vil med et nederlag på ét mål gå videre (0-1 giver dem 3-3 i indbyrdes, mens Holland ender på 1-1 – som ovenfor vil Portugal her slutte over Danmark grundet sejren i onsdags – mens 1-2, 2-3 osv. giver Portugal en bedre målscore i de indbyrdes møder), mens hollandsk sejr på to eller flere mål tager andenpladsen grundet positiv målscore i de indbyrdes kampe.

Ved uafgjort mellem Holland og Portugal ender Portugal med fire point og tager pladsen foran Danmark

Uafgjort = Alt afhænger af Holland-Portugal

Deler vi i Lviv i porten med naboerne mod syd vil det danske avancement ligge i hænderne på opgøret, der spilles i Kharkiv.

- Holland vinder: Dansk andenplads. Holland og Portugal ender lige på tre point, mens Danmark med fire point tager andenpladsen bag Tyskland (7 point).

- Uafgjort eller Portugal-sejr: Farvel og tak med en tredjeplads. Vinder Portugal ender de med flere point end Danmark og tager dermed naturligvis andenpladsen, mens uafgjort betyder at Danmark og Portugal begge ender på fire point – og her tager Portugal kvartfinalepladsen via 3-2-sejren fra i onsdags.

Dansk førsteplads:

Dansk sejr over Tyskland OG portugisisk pointtab

ELLER

Dansk sejr på ét mål (dog ikke 1-0) OG portugisisk sejr

Dansk andenplads:

Dansk 1-0-sejr OG portugisisk sejr

ELLER

Dansk uafgjort OG portugisisk nederlag

Yderligere gennemgang af de forskellige scenarier i ”Dødens pulje” kan ses i Tunitis’ blog "Dødens pulje er langt fra død”. Tunitis har yderligere lavet en gennemgang af scenarierne i Gruppe A – gruppen hvorfra kvartfinalemodstanderne til de to hold fra Gruppe B, der går videre, skal findes. Den blog kan findes her.