Før søndagens storkamp mod Chelsea har BetXperts klubdoktor Mads Davidsen undersøgt Liverpools skavanker. Diagnosen er klar: Truppen er for ringe. Forsvarerne er for dårlige med bolden og de defensive midtbanespillere for langsomme.
Torsdag aften spiller Liverpool Europa League-hjemmekamp mod italienske Napoli. Her vil træner Roy Hodgson sandsynligvis køre videre med sin unge garde (læs Nicolaj Stages analyse af kampen).
Folk som David Ngog, Martin Kelly, Jay Spearing og Jonjo Shelvey har nemlig indtil videre gjort det glimrende i Europa. Liverpool er ubesejret og fører gruppe K (de to øvrige hold er hollandske Utrecht og rumænske Steaua).
Men én ting er at spille Europa League mod habile modstandere, noget helt andet at leve op til sine ambitioner om at være med i toppen af Premier League. Her er det ikke nok med talentfulde reserver.
Søndagens Chelsea-kamp er en vejviser
Hodgsons store test kommer søndag. Chelseas sublime og sammenspillede mandskab gæster Anfield, og her skal Liverpool finde helt andre tangenter frem, hvis der skal point på kontoen.
Kampen mod Chelsea er en skillevej for sæsonen. Liverpool er aktuelt nummer 13 og har kun tre point op til Tottenham på en femteplads. Omvendt er der kun tre point ned til en af nedrykningspladserne, så ud over at være en dyst mellem to storklubber, er Chelsea-duellen en vejviser. Skal Liverpool agere top- eller bundhold?
To sejre, men spillet skranter stadig
To sejre i træk – 2-1 hjemme over Blackburn og i søndags 1-0 ude over Bolton - har manager Roy Hodgson leveret, men spillet skranter stadig. Kan de røde reelt stille noget op mod Carlo Ancelottis ’Play Station-drenge’?
(Nicolaj Stage kommer med analyse af kampen - ventes klar lørdag eftermiddag)
Liverpools sejr i Bolton var holdets første udesejr siden april måned samt første gang i seks måneder, at holdet formåede at vinde to kampe i træk i Premier League. Det har vitterligt været hårde tider for de dedikerede ’scousere’.
Lad os prøve at kigge på, hvordan det ser ud rent spillemæssigt for Liverpool.
Hvis man skal analysere et fodboldhold, så skal spillet på banen dissekeres i mindre dele. Eksempelvis opdeles i opbygningsspil, afslutningsspil, omstillingsspil, erobringsspil og forsvarsspil.
Forsvarere er usikre med bolden
Under den nye manager Roy Hodgson har Liverpools opbygningsspil været en katastrofe. Holdets fire bagerste er helt basalt for usikre med bolden, når Daniel Agger ikke spiller, og aktuelt heller ikke højreback Glen Johnson. Martin Skrtel og Sotirios Kyrgiakos er dygtige duelspillere, men ingen af dem magter at føre bolden frem.
Det har givet holdet store problemer, fordi det så typisk er henvist til enten at holde possession – altså køre bolden rundt i egne rækker – eller gå tidligt i afslutningsspil med en lang bold rettet mod Fernando Torres. Liverpool spiller imidlertid kun med en spidsangriber, og så er vilkårene meget vanskelige for den spanske frontløber. Senest illustreret mod Bolton (hvor Torres lagde op til sejrsmålet, men generelt havde det svært).
Kun 10 mål i 10 kampe
Holdets uorganiserede og ukvalificerede opbygningsspil er årsagen til, at Liverpool kun har scoret ti mål i ti kampe i ligaen. Liverpool har masser af pasninger, men skaber få reelle målchancer. I arvefjendeopgøret mod Manchester United havde Liverpool sågar flere pasninger end Sir Alex Fergusons tropper (220 mod 176 i første halvleg), men det førte ikke til noget nævneværdigt.
14 mål har Liverpool indkasseret, hvilket er godkendt – også taget i betragtning af klubbens problemer. I målet har José ’Pepe’ Reina atter vist sig som Premier Leagues bedste målmand, mens både Martin Skrtel, Jamie Carragher og Sotirios Kyrgiakos har holdt niveau, rent defensivt, i midteraksen foran den spanske landsholdskeeper.
Langsom midtbane ødelægger omstillingsspillet
I Liverpools succesrige sæson i 2008/2009, med en andenplads og 86 point i ligaen, var holdet eminent til specielt en fase af spillet – omstillingsspillet. Javier Mascherano lå som bølgebryderen og var en af ligaens flittigste rent statistisk til at bryde spillet, hvorefter pasningsstærke Xabi Alonso fodrede Steven Gerrard og Fernando Torres med sublime bolde til at køre direkte mod mål. Skiftet fra forsvar til angreb gik lynhurtigt.
Det var en fantastisk effektiv maskine, som Rafael Benitez havde bygget op. I dag hedder bølgebryderen enten Lucas Leiva eller det danske sommerindkøb Christian Poulsen, og fodermesteren er ligeledes nytilkomne Raul Meireles.
Og det betyder ganske enkelt, at holdets omstillingsspil er ikke-eksisterende. Lucas og Poulsen er to langsomme spillere, der sjældent når frem i presset og får brudt boldene, mens Meireles fortsat leder efter Premier League-formen siden skiftet fra en portugisisk liga, hvor tempoet er et helt andet.
Scenariet medfører, at Steven Gerrard og Fernando Torres typisk skal angribe langt udefra mod et forsvar i balance. Liverpool magter ganske enkelt ikke længere at fange modstanderen i ubalance højt oppe på banen. Og det går naturligvis ud over afslutningsspillet, og derfor har holdet kun nettet 10 gange i Premier League.
Økonomiske problemer har undermineret truppen
Hodgson og Liverpools helt store problem er altså helt grundlæggende, at spillerstaben ikke rummer nok kvalitet til at duellere med de bedste. Rafael Benitez brugte for mange penge på spillere, der aldrig slog til, og klubbens to tidligere amerikanske ejere satte klubben i en alvorlig gæld, hvor alene renteregningen hvert år var på over 300 millioner kroner. Dermed har klubben været tømt for likviditet, og det lider holdet under i dag.
Roy Hodgson startede sin trænerepoke med at sende en rejselysten Javier Mascherano til FC Barcelona, og afløserne ligner en billig kopivare uden den fornødne kvalitet til at trække i den røde trøje. Og her tæller danske Christian Poulsen desværre med. Ligeledes venstrebacken Paul Konchesky, som er en hæderlig og ærgerrig spiller, men han rummer ikke niveauet til at spille for en topklub.
Hodgson vil have fem-seks nye spillere
Liverpool har for få spillere fra øverste hylde i fodboldhimlen. Og det kan kun likvide midler fra klubbens nye ejere (og eventuelt et nyt stadion) generere.
Spørgsmålet er, om klubben når at gøre noget ved problemerne, før de bliver endnu større (hvis eksempelvis Fernando Torres forsvinder). I hvert fald håber Roy Hodgson at kunne tilknytte fem-seks nye spillere i januars transfer-vindue. Han vil ikke specificere positioner, ud over at nyindkøbene helst skal inkludere ”en angriber af samme klasse som Torres.” (sportinglife.com)
For Liverpools skyld må man håbe, at Hodgson også påtænker at forstærke forsvaret og midtbanen markant...
Mads Davidsen er universitetsuddannet (Historie og Journalistik), sportsjournalist (har bl.a. skrevet for Tipsbladet) og fodboldtræner (eliteungdomstræner i B.93).
Mads vil fremover skrive en ugentlig (som udgangspunkt hver onsdag) artikel her på BetXpert. Hans primære interesser er dansk og engelsk fodbold, men han har indsigt i mange andre områder, fx arabisk fodbold.