Der bliver åbnet op for konkurrencen på spilmarkedet for hestevæddeløb i 2018. Et bredt flertal i Folketinget har således besluttet at liberalisere spil på heste, som Danske Spil* indtil nu har haft monopol på.  

Spilmarkedet for hestevæddeløb bliver liberaliseret fra 1. januar 2018.

Det har et flertal i Folketinget besluttet som led i en ny aftale om de såkaldte udlodningsmidler.

Danske Spil*, som hidtil haft monopol på spil på hestevæddeløb, kan derfor forvente at få konkurrence på hestespil fra andre spilleselskaber fra det kommende år.

Aftalen vækker stor glæde hos skatteminister Karsten Lauritzen (V). 

"Som skatteminister for Venstre er det altid glædeligt, når man kan være med til at liberalisere dele af samfundet. Nu fortsætter vi den linje, som vi allerede har set virke på andre områder af spilmarkedet - nemlig at skabe mere konkurrence og samtidig sikre ansvarlige rammer for udbud af spillene. Det er sund fornuft og til gavn for alle aktører, også hestesporten," siger han i en pressemeddelelse udgivet af Skatteministeriet.

Spændende perspektiver

Beslutningen om at liberalisere spillemarkedet for hestevæddeløb kommer efter en lang årrække, hvor interessen og omsætningen på hestesporten har været faldende, og flere hestebaner har været tæt på at lukke.

"Hestevæddeløbssporten har lidt under den nuværende struktur igennem mange år. Den oprindelige tanke var god, men har aldrig fungeret for hestevæddeløbssporten," siger Peter Rolin, bestyrelsesformand for Dansk Hestevæddeløb, i en pressemeddelelse

Han tror, at den styrkede konkurrence på spilmarkedet kan være med til at øge interessen for spillet og styrke hestesporten i Danmark.

"Vi ser perspektiver i den kommende aftale, og det er glædeligt, at markedet bliver åbnet for andre spilleselskaber, der kan være med til at løfte omsætningen på hestespillet i Danmark," lyder det fra Peter Rolin.

Hestesporten skal stå på egne ben

Hestesporten vil fortsætte med at modtage tilskud i en fem-årig overgangsperiode, som skal hjælpe sporten i de indledende år under det liberaliserede spilmarked. Herefter er det håbet, at hestesporten kan klare sig selv. 

  

"Med en liberalisering får hestevæddeløbssporten mulighed for med tiden at kunne stå på egne ben. Men samtidig er der med rettidig omhu lagt op til en overgangsfase, der giver hestevæddeløbssporten mulighed for at kunne omstille sig," siger Peter Rolin.   

De spiludbydere, der opnår tilladelse til at udbyde spil på hestevæddeløb i Danmark, skal betale et bidrag på otte procent af deres omsætning. Pengene skal gå til initiativer, der skal øge interessen for hestesporten.