Vi har været gennem de 24 EM bruttotrupper og gravet i arkiverne for at finde frem til hvilke spillere, der for de enkelte nationer har størst sandsynlighed for at eksekvere straffespark under sommerens slutrunde i Frankrig. Nyttig viden når der skal oddses på målscorere eller deltages i Drømmehold-konkurrencer.
Ethvert fodboldhold med et vist niveau udpeger på forhånd de ansvarlige for alle de roller, der skal udføres gennem en kamp. Nogle spillere har ansvaret for at tage hjørnespark, andre de indirekte frispark, endnu andre står for at kaste de lange indkast, osv.
Størst ansvar påhviler dog nok de to spillere, der er involveret når et straffespark er dømt; den angribende skytte og den forsvarende målmand. At eksekvere fra 11-meterpletten kan for betragtere se ud som noget af det nemmeste, og målmanden er næsten tilgivet på forhånd, hvis ikke han redder forsøget.
Men selv blandt de allerbedste straffesparksskytter i historien er det kun ganske få forundt aldrig at have svigtet den oplagte scoringsmulighed, et straffespark trods alt er.
Som tilskuer - og bettor - kan det på flere planer være nyttigt at have indblik i hvilke spillere de enkelte hold (sandsynligvis) tildeler ansvaret som straffesparksskytter under en EM-slutrunde.
Det kan være tjenligt i forbindelse med spil på topscorer/målscorere, eller i forbindelse med de mange Drømmehold-konkurrencer der udbydes vidt og bredt når vi har at gøre med store slutrunder.
Vi har kigget de 24 EM-hold efter i sømmene, og selvom der stadig er tid (og træningskampe) før de endelige EM-trupper offentliggøres, vil det være overraskende, hvis nogle af holdene ender med overlade ansvaret for straffespark til helt uprøvede spillere.
Gå også til vores kæmpe EM 2016-sektion her, hvor du finder mere statistik, optakter fra alle lande samt ikke mindst et bud på, hvordan du finder de bedste topscorerodds.
Ét spark, mange faktorer
En liste over straffesparksskytter vil altid være "dynamisk" i én eller anden form. Derfor har holdene også en eller flere spillere, der agerer backup for den primære skytte. Et væld af omstændigheder kan medføre, at en anden spiller end den oprindeligt tiltænkte ender med at sparke fra 11-meterpletten. Vi nævner i flæng:
- Hvor sent i kampen tildeles straffesparket?
Spillere udmattes i forskellig takt, hvilket bl.a. ses når ellers vante skytter udelades fra at sparke i straffesparkskonkurrencer. - Blev straffesparket begået mod den faste skytte?
Nogle spillere vil - pga overtro eller andre årsager - ikke eksekvere straffespark begået mod dem selv. - Hvem står skytten overfor?
I landsholdsregi kan man pludselig stå overfor en holdkammerat fra klubregi. Det giver en øget psykologisk effekt, som får visse spillere til at overlade sparket til en anden. - "Sælges" sparket til en spiller med personlige motiver?
En given spiller kan have personlige motiver for at overtage et straffespark fra en fast skytte, fx hvis han kan nå et hattrick eller en topscorertitel. Fører et hold fx 3-0 kort før tid, er sparket knap så afgørende. Det kan også være en spiller som spiller sin sidste slutrunde og "æres" af holdet ved at få ansvaret for et straffe.
EM-nationernes straffesparks-skytter
I oversigten herunder har vi listet vores bud på de enkelte landes primære og sekundære straffesparksskytter. Listen er baseret på objektive facts og en vis subjektiv vurdering. Vi har bl.a. gennemgået tidligere kampe med hensyn til, hvilke spillere der var på banen, da et straffespark blev dømt, om det blev begået mod en ellers fast skytte, osv.
Vores oversigt skal naturligvis tages med et vist forbehold. Selvom en spiller tidligere har sparket et straffespark i en venskabskamp, er det ikke ensbetydende med at han kan stå for presset i fx en EM-semifinale.
Desuden er der altid en "første gang" for alt. Derfor vil der uvægerligt opstå tilfælde hvor det ikke går som præsten prædiker; hvad en landstræner og hans hold beslutter bag taktikrummets lukkede døre kan vi af gode grunde ikke tage højde for.
Brug evt. kommentarfunktionen hvis du har begrundede indvendinger til vores bud - med den rette argumentation kan dit bud være lige så godt som vores!
Ud for hver spiller herunder er angivet hvor mange straffespark spilleren har scoret på hhv. eksekveret på sit landshold siden 1. januar 2008 (straffesparkskonkurrencer undtaget). I parentes er angivet årstal for hvornår spilleren senest har sparket et straffespark for sit land (i ordinær kamp).
Land | 1. skytte | Backups |
---|---|---|
Albanien 1 |
Sokol Cikalleshi 0/0 (-) |
Ledian Memushaj 0/0 (-) Shkelzen Gashi 0/0 (-) Hamdi Salihi 1/1 (2013) |
Belgien | Eden Hazard 7/8 (2014) |
Kevin De Bruyne 2/2 (2014) Kevin Mirallas 1/1 (2009) |
England | Wayne Rooney 6/6 (2015) |
Harry Kane 0/1 (2016) Daniel Sturridge 1/1 (2013) |
Frankrig 2 | Antoine Griezmann 0/0 (-) |
Olivier Giroud 0/0 (-) André-Pierre Gignac 1/1 (2014) |
Irland 3 | Robbie Keane 9/10 (2015) |
Jonathan Walters 3/3 (2015) Shane Long 2/2 (2016) |
Island | Gylfi Sigurdsson 4/4 (2015) |
Kolbeinn Sigthórsson 1/1 (2014) Alfred Finnbogason 1/1 (2013) |
Italien |
Daniele De Rossi 2/2 (2015) |
Antonio Candreva 1/1 (2015) Simone Zaza 0/0 (-) |
Kroatien | Luka Modric 2/3 (2014) |
Mario Mandzukic 2/3 (2014) Dario Srna 1/1 (2008) |
Nordirland 4 | Kyle Lafferty 0/0 (-) |
Oliver Norwood 0/0 (-) Jamie Ward 0/0 (-) |
Polen | Jakub Blaszczykowski 6/7 (2015) |
Robert Lewandowski 5/6 (2014) Arkadiusz Milik 0/0 (-) |
Portugal | Cristiano Ronaldo 3/5 (2015) |
Ricardo Quaresma 1/1 (2014) Joao Moutinho 0/0 (-) |
Rumænien | Gabriel Torje 3/3 (2013) |
Bogdan Stancu 0/0 (-) Claudiu Keserü 0/0 (-) |
Rusland | Aleksandr Kokorin 2/2 (2015) |
Artem Dzyuba 1/1 (2014) Roman Shirokov 3/5 (2015) |
Schweiz 5 |
Ricardo Rodriguez 0/1 (2014) |
Xherdan Shaqiri 0/0 (-) Granit Xhaka 0/0 (-) |
Slovakiet | Marek Hamsik 3/3 (2012) |
Vladimir Weiss 1/1 (2014) Stanislav Sestak 1/1 (2010) |
Spanien 6 |
Andres Iniesta 1/1 (2015) |
Cesc Fabregas 0/4 (2015) Sergio Ramos 1/2 (2014) |
Sverige | Zlatan Ibrahimovic 5/7 (2015) |
Sebastian Larsson 1/2 (2014) Marcus Berg 0/0 (-) |
Tjekkiet | Tomas Necid 1/1 (2016) |
Michal Kadlec 5/5 (2012) Borek Dockal 0/0 (-) |
Tyrkiet | Burak Yilmaz 1/2 (2014) |
Selcuk Inan 4/4 (2015) Arda Turan 0/1 (2011) |
Tyskland | Thomas Müller 2/2 (2015) |
Mesut Özil 5/5 (2016) Bastian Schweinsteiger 5/6 (2015) |
Ukraine | Yevhen Konoplyanka 1/1 (2015) |
Andriy Yarmolenko 1/2 (2014) Oleg Gusev 2/2 (2012) |
Ungarn | Balazs Dzsudzsak 4/4 (2013) |
Zoltan Gera 3/3 (2012) Tamas Priskin 1/1 (2014) |
Wales 7 | Gareth Bale 2/3 (2013) |
Aaron Ramsey 3/3 (2013) Simon Church 1/1 (2016) |
Østrig | David Alaba 6/7 (2015) |
Marko Arnautovic 0/0 (-) Aleksandar Dragovic 1/1 (2014) |
Noter
1 Albanien: Kun én spiller i den nuværende trup har sparket straffe på landsholdet (Salihi), men er ikke at betragte som fast starter. Bud på skytter er lavet ud fra vurdering af spillernes status i truppen samt evner fra 11 meter-pletten på klubhold.
2 Frankrig: En perlerække af tidligere skytter er ikke længere aktuelle: Ribery har sagt farvel til landsholdet, Benzema, Valbuena og Nasri er ikke udtaget. Dermed skal Frankrig ty til helt nye skytter, da Gignac er den eneste i EM-truppen, som tidligere har sparket straffespark på landsholdet. Griezmann ligner en sikker starter, og sparker på klubniveau straffespark for Atletico Madrid. Han er dermed den mest oplagte kandidat, men derudover er feltet ret åbent.
3 Irland: Den faste skytte, Robbie Keane, bliver sandsynligvis ikke 100% spilleklar til EM.
4 Nordirland: Ingen i nuværende trup har sparket straffe på landsholdet. Bud på skytter er lavet ud fra vurdering af spillernes status i truppen samt evner fra 11 meter-pletten på klubhold.
5 Schweiz: Manglende spilletid i Leicester har kostet Inler, fast straffesparksskytte de seneste år, en ellers fast plads på EM-holdet. Nye skytter skal derfor træde op. Rodriguez er fast sparker i sin klub Wolfsburg, men har kun et enkelt (brændt) spark på landhold-CV'et. Xhaka og Shaqiri er som teknisk dygtige dødboldsspecialister også oplagte bud trods manglende straffespark-historik på landsholdet.
6 Spanien: Et af de rigtig svære hold at spå om mht fast skytte. Siden 2008 er 12 af 29 tildelte straffespark brændt. Xabi Alonso (6 scoringer på 7 forsøg siden 2008) har pensioneret sig selv, og en ny fast skytte skal træde op. Efter 4 brændte straffe af 4 mulige er Fabregas næppe manden, men det kan ikke udelukkes, at han alligevel kommer i betragtning - én eller anden dag må det jo lykkes. Vi hænger dog vores hat på, at Spanien sætter deres lid til folk, der har leveret varen før.
7 Wales: Det tyder på, at dagsformen afgør hvem af Bale og Ramsey der får ansvaret for straffespark. De har begge sparket straffe mens den anden var på banen; senest det skete var det Bale, der eksekverede. Han har desuden sparket en enkelt gang på klubniveau i denne sæson (Real Madrid), hvilket Ramsey aldrig har gjort (Arsenal).