Denne fredag starter herrernes håndbold-VM, der anno 2009 afvikles i Kroatien, fra den 16. januar til den 1. februar.

Kroatien har håndbold og fodbold som nationalsport. Der er derfor store forventninger til det forestående VM, og hjemmeholdet kan forvente maksimal opbakning, og er blandt favoritterne til at hjemtage VM guldet. Befolkningens interesse for håndbold betyder forhåbentlig også, at der kommer en del tilskuere til de kampe, hvor Kroatien ikke deltager.

Danmark vandt for et år siden EM i Norge, men er alligevel ikke blandt top-favoritterne, som Kroatien og Frankrig må betegnes. De knap så store forventninger til Danmarks præstation skyldes dels et dårligt OL for 5 måneder siden, samt at Danmark må undvære de 2 vigtige spillere i Joachim Boldsen og Kasper Nielsen, der var med i grundstammen i forsvaret under EM. De 2 er dels ude med en skade og dels stoppet på landsholdet.

Trods de knap så store forventninger til Danmark, venter der helt sikkert et spændende VM i det håndboldgale Kroatien.

Eksperttips under hele VM
Husk at du under hele slutrunden vil kunne finde tips og analyser fra vores faste håndbold-eksperter, Casper Larsen og Esben Billum på http://www.betxpert.com/ekspert/hb/ 
 
Allerede nu har denne artikels forfatter, Casper Larsen, lagt 4 tips ud på interessante turneringsspil.

Massiv TV-dækning fra VM
Slutrunden dækkes af flere TV-kanaler. TV 2 og TV 2 Sport følger turneringen, det samme gør TV4 Sverige og TV2 Norge samt de tyske TV-kanaler DSF og RTL. Hele TV-programmet kan ses her
http://www.betxpert.com/tv.asp?sport=handball

Turneringsform
Turneringsformen er ændret lidt til dette VM og de 24 deltagere er inddelt i 4 grupper af 6 hold. I hver gruppe spiller alle mod alle, hvilket betyder 5 kamp på 6 dage til hver af holdene. Derefter går de 3 bedste videre til mellemgruppen, mens de 3 nederst placerede spiller en slags taberturnerings kaldet Presidents Cup. Denne er indført for at give de mindre hold nogle flere kampe mod mere jævnbyrdige modstandere, så de ikke tager hjem efter hvert VM med 5 store nederlag som resultat.

I de 2 mellemgrupper tager holdene de point med over, som de har fået mod de 2 andre hold fra deres gruppe, som er gået med videre. Derfor gælder det altså om, at få de maksimale 4 point med over. Det giver nemlig en bedre mulighed for at ende blandt de 2 bedste i mellemgruppen, som giver adgang til semifinalen og senere en finale / bronzekamp. De hold der ikke ender blandt de 2 bedste, spiller placeringskampe mod holdene fra den anden gruppe.

Turneringsformen betyder, at de 4 hold der kommer i semifinalen kommer til at spille 10 kampe på 15 dage. Det kræver altså en god bredde på holdet for at blive verdensmester.

Grupperne

Gruppe A
Kampene i gruppe A spilles i Osijek, hvor der er plads til 5.000 tilskuere. Gruppen indeholder følgende hold:

Frankrig
Ungarn
Rumænien
Slovakiet
Argentina
Australien

Frankrig vandt for 5 måneder siden OL og stiller med et rigtig stærkt hold her ved VM. Holdet er ført an af nok verdens bedste håndbold spiller Karabatic samt en af verdens bedste keepere Omeyer. Udover de 2 indeholder holdet en række klasse spillere. Frankrig bør derfor spille sig let videre fra gruppe A, hvor modstanderne ikke er de sværeste. Ved 3 af de seneste 4 VM slutrunder har holdet hentet medalje. Holdet må undvære den stærke stregspiller Bertrand Gille, der har meldt fra til denne slutrunde.

Ungarn bør også rimelig sikkert gå videre fra gruppe A. Holdet føres an af deres stjernespiller Nagy, der til dagligt spiller i Barcelona. På holdet er desuden Gabor Csaszar, der til dagligt gør sig godt bemærket i den danske liga for Viborg. Ungarns herre står noget i skygge af de Ungarske kvinder, der generelt klare sig bedre. Herrerne har ikke de store meritter at se tilbage på, og ved de seneste slutrunder er de endt omkring nr. 8-10, hvilket meget vel kunne ske igen her ved VM.

Hvis Ungarns herre står i skyggen af deres kvindelige landshold, så er det endnu mere tydelig i Rumænien, hvor kvinderne er med helt toppen, mens herrerne ligger et stykke længere nede. Holdet har ikke deltaget ved en slutrunde siden 1996, hvor de var med til EM. Holdet kvalificerede sig til dette VM ved at slå Montenegro over 2 kampe. Rumænien kommer formentlig til at kæmpe med Slovakiet om 3. pladsen i gruppen og dermed videre kvalifikation. 

Slovakiet debuterer som deltager ved en VM slutrunde. Holdet kvalificerede sig noget overraskende ved at slå Slovenien over 2 kampe. Første kamp i Slovenien endte uafgjort, hvorefter Slovakiet gik videre med en sejr på 1 mål hjemme i Slovakiet. Holdet har deltaget ved de 2 seneste EM slutrunder, hvor det begge gange er blevet til en 16. og sidste plads. Som nævnt skal de formentlig kæmpe med Rumænien om 3. pladsen og videre kvalifikation.

Argentina er sammen med Brasilien nærmest fast deltager ved VM slutrunderne. De 2 hold kvalificerer sig som regel uden de store problemer fra den panamerikanske kvalifikations turnering. Fra at være suveræn i Sydamerika og så til at klare sig godt ved VM er der dog et stykke. Argentina har ved de seneste slutrunder placeret sig som nr. 15-18 lige foran Brasilien. Med den forholdsvis lette gruppe A de er havnet i, kan de måske spille med om 3. pladsen, der vil give dem adgang til mellemgruppen for første gang. Det kræver formentlig sejre over Slovakiet og Rumænien, hvis det skal lykkedes.

Australien er som i så mange andre sportsgrene med ved VM, da de ikke har den store modstand i Oceanien, når de skal kvalificere sig. Der er ikke den store tradition for håndbold i Australien. Holdet trænes af Morten Fjeldsted og består primært af spillere der til dagligt spiller i de lavere divisioner i Danmark, Norge og Sverige. Holdet ender som regel sidst ved VM, og deres bedste resultat er tilbage i 2003, hvor de blev nr. 21 af 24 deltagere. De går helt sikkert ikke videre her, og deres mål må være at begrænse nederlagene.

Gruppe B
Kampene i gruppe B spilles i Split, hvor de er plads til 12.500 tilskuere. Gruppen indeholder følgende hold:

Kroatien
Spanien
Sverige
Sydkorea
Cuba
Kuwait

Kroatien stiller op på hjemmebane som en af de store favoritter til at hjemtage guldet. Holdet brød for alvor igennem i 2003, hvor de vandt VM i Portugal. Siden har de ligget med helt i toppen og bl.a. vundet OL guld og VM sølv. Sidste år ved EM blev det til sølv, da Danmark trak det længste strå i finalen. Ved OL i Beijing gik holdet efter at gentage OL guldet fra Athen. Det lykkedes dog ikke, da de tabte til Frankrig i semifinalen. Holdet føres an af en af verdens bedste spiller Balic. Han er lige som flere af de andre bærende spillere skiftet til Zagreb hjemme i Kroatien. Zagreb er derfor blandt de største favoritter til at vinde Champions League i denne sæson. Balic har dog døjet med ryggen længe og ikke spillet for meget denne sæson. 

Kroaterne går op i fodbold og håndbold, så der venter helt sikkert hjemmeholdet en fantastisk opbakning, som meget vel kan give dem de sidste 15-20%, der gør, at de går hele vejen og tager guldet. De er godt nok havnet i en rimelig svær indledende pulje, men bør alligevel gå videre og med en fair chance for at tage 4 point med over i mellemgruppen.

Spanien har en række af verdens bedste klubhold, men på landsholdsplan kan de ikke helt leve op til samme niveau. Der ligger de lige en halv klasse under de bedste. De gik dog hele vejen ved VM i 2003, hvor de tog guldet. Ved OL i Kina hentede de en bronze medalje efter de slog Kroatien i bonnzekampen. Siden OL er en række af nøgle spillerne stoppet på landsholdet, men de har dog et par markante profiler på holdet stadig i form af Romero, Enterrios og Rocas. Spanien bør trods den svære gruppe være stærke nok til at gå videre fra denne gruppe.

Sverige har de seneste sæsoner været i en mellemperiode, hvor de har skullet bygge et nyt hold op efter deres tidligere guldhold, der op gennem 90`erne og starten af dette årtusinde fejede alt modstand til siden og fra 1990-2001 hentede de medalje til hvert eneste VM. Det nye hold har haft lidt svært ved at komme ud af skygge fra det hold. De har dog heller ikke leveret de store resultater, der kunne bringe dem ud af skyggen. Holdet har dog rigtig mange dygtige spiller bl.a. Kim Andersson og Macus Ahlm, der til dagligt er blandt de bærende spillere på et af verdens bedste klubhold Kiel. Sidste år ved EM viste Sverige dog lidt bedre takter og hentede en 5. plads, hvilket er det bedste resultat det "nye" landshold har leveret. Sverige kommer nok til at kæmpe med Sydkorea om 3. pladsen.

Sydkorea var den store positive overraskelse ved OL, hvor de vandt den indledende gruppe efter sejre over bl.a. Danmark og Island. I kvartfinalen blev de dog stoppet af Spanien. Holdet spiller, som de sydkoreanske kvinder, en hurtig gang håndbold. Deres store stjerne er Yoon der igennem mange sæsoner har ligget helt i toppen af topscorelisten i den tyske bundesliga. Sydkorea har ikke tidligere leveret de store resultater ved VM, så det bliver spændende at følge dem her, og se om de kan leve op til niveauet fra OL. De sydkoreanske kvinder har tidligere leveret topresultater ved OL, for så derefter i dem mellemliggende VM slutrunder at levere ringere resultater. Så spørgsmålet er om det samme billede viser sig her ved herrerne. Disse udsving skyldes, at Sydkorea satser meget på OL, hvorfor spillerne bliver lovet livslang pension, hvis de henter guld, mens der ikke er samme "gulerod" ved VM slutrunderne. Kan Sydkorea leve optil niveauet fra OL, så kan de godt spille med om de 3 øverste pladser.

Cuba leverede en stor overraskelse i 1999, da de ved VM i Egypten hentede en 8.plads. Siden har de ikke kunne leve op til den præstationen, og denne slutrunde er faktisk deres første siden VM i Egypten. Holdet kvalificerede sig i den panamerikanske kvalifikation turnering, hvor de tabte knebet til Argentina i semifinalen, hvorefter den slog Chile klart i kampen om 3.pladsen og en VM billet. Holdet har ikke den store chance for at gå videre fra denne meget svære gruppe B.

Kuwait er fast deltager ved VM slutrunderne. Håndbold og hovedsporten i Kuwait, men trods popularitet så levere holdet ikke de store resultater. Som regel placerer de sig blandt de nederste hold ved slutrunderne. Det bliver formentlig også resultatet ved denne slutrunde for Kuwait. Holdet kvalificerede ved at spille sig i finalen ved kvalifikationsturneringen i Asien. I finalen blev det dog til et klart nederlag til Sydkorea.

Gruppe C
Kampene i gruppe C spilles i Varazdin, hvor de er plads til 5.400 tilskuere. Gruppen indeholder følgende hold:

Tyskland
Polen
Rusland
Makedonien
Tunesien
Algeriet

Tyskland stiller op som regerende verdensmestre. Holdet var dog ikke på papiret det bedste ved VM, men fordelen af hjemmebane gav holdet de ekstra 15-20%, der gjorde, at de gik hele vejen og blev verdensmestre efter at have slået Polen i finalen. Siden VM har holdet ikke helt kunne leve op til den titel. Sidste år ved EM blev det til en 4. plads og senest ved OL blev det til exit allerede i indledende gruppe og holdet endte på en skuffende 9. plads. Op til VM trækkes nogle af de bærende spillere med skader (Kraus, Hens og Roggisch), og det er endnu uvist om de stiller op her ved VM. Tyskland bør ikke få problemer med at gå videre fra denne gruppe, men de genvinde næppe VM guldet.

Polen kom noget overraskende helt til finalen ved seneste VM slutrunde. Som tyskerne har de dog ikke helt kunne følge op på det flotte resultat. Ved EM blev det sidste år til en 8. plads, mens senest hentede de en 5. plads ved OL. Holdet består af en række dygtige spillere fra den tyske bundesliga og har en rigtig stærk start 7`er. Problemet er, at når der skal skiftes ud, falder kvaliteten betydeligt. Holdet bør som tyskerne ikke få problemer med at gå videre her, men jeg vil blive noget overrasket, hvis det skulle lykkedes dem at gå hele vejen igen og hente medaljer.

Rusland er lidt i samme situation som Sverige, da de står i skyggen af deres tidligere guld hold. Op gennem 90`erne var det nemlig russerne, som kæmpede med svenskerne om medaljerne. Siden har russerne ikke kunnet finde nær det samme niveau igen. Sidste år blev det blot til en 13. plads ved EM. De fleste på holdet spiller til dagligt sammen hjemme i Medvedi, som er med i Champions League og gør det udmærket. Holdets store profil gennem de seneste år Kokscharow stoppede sidste år på landsholdet. Rusland kommer nok til at kæmpe med Tunesien og måske Makedonien om at sætte sig på 3. pladsen og dermed en plads i mellemgruppen.

Makedonien har ikke deltaget i en slutrunde siden EM i 1998. Det er også noget overraskende, at holdet er med her. De mødte nemlig Island, der vandt sølv ved OL, i kvalifikationskampene. De vandt overraskende med hele 8 mål hjemme og begrænsede derefter nederlaget på Island til 6 mål. Den helt afgørende spiller i de kampe var holdets stjerne Lazarov. Han spiller til dagligt i Zagreb, og har været topscorer i Champions League i 2 af de sidste 3 sæsoner. Han har fået tilbud fra både Ungarn og Kroatien om at få pas, men har takket nej og stiller nu for første gang op med sit hjemland til en slutrunde. Makedonien kan måske drille Rusland og Tunesien og snuppe en 3. plads i denne gruppe, selvom det nok vil være lidt overraskende, hvis det skulle lykkedes at gå videre. 

Tunesien overraskede meget for 4 år siden, da de ved VM på hjemmebane hentede en 4. plads. Ellers placerer holdet sig som regel som nr. 10-14 ved VM slutrunderne. Det bliver formentlig også tilfældet igen her i Kroatien. Holdets store stjerne er Hmam, der blev topscore ved VM i Tunesien. Efterfølgende var mange klubber ude efter ham, men han endte med at vælge franske Montpellier, hvor han i dag spiller sammen med et par spillere mere fra det tunesiske landshold. Tunesien skal som nævnt kæmpe med Makedonien og Rusland og den sidste plads i mellemgruppen.

Algeriet, er som Tunesien og Egypten, rimelig faste deltagere ved VM slutrunderne. Holde er dog lige en klasse under de 2 andre afrikanske hold, så jeg levner dem ikke mange chancer, for at gå videre fra denne gruppe. Holdet har ikke de store stjerne og har gennem de sidste mange år placeret sig meget stabilt omkring nr. 16-18 ved VM slutrunderne.

Gruppe D
Kampene i gruppe D spilles i Porec, hvor de er plads til 3.500 tilskuere. Gruppen indeholder følgende hold:

Danmark
Norge
Egypten
Serbien
Saudi-Arabien
Brasilien

Danmark vandt for et år siden EM i Norge, og der var store forventninger til, at de skulle hente medaljer med hjem fra OL. Sådan gik det ikke helt, og Danmark skuffede en del til OL, hvor de med nød og næppe kom videre fra indledende gruppe. Derefter blev de stoppet af Kroatien i kvartfinalen. Siden OL har Joachim Boldsen valgt at stoppe på landsholdet, mens Kasper Nielsen har været skadet stort set siden OL, og er ikke med her. Det betyder, at halvdelen af den normalt rigtig stærke 4-blok i forsvaret er væk. Det har fået Wilbek til at satse knap så meget på forsvaret, og i stedet satse på at få scoret nogle flere mål. Danmark stiller med 4 slutrunde debutanter og forventningerne er ikke nær så store, som forud for OL. Danmark har tilhørt verdenstoppen de seneste år og hentet en række medaljer bl.a. bronze ved seneste VM i Tyskland. Så trods lidt ændringer på holdet, så bør Danmark høre til gruppen af outsidere, der ligger lige efter Frankrig og Kroatien. Danmark er havnet i en rimelig let indledende pulje, og bør ikke have problemer med at gå videre. 

Norge havde sidste år fordel af hjemmebane, hvilket de udnyttede til at slå Danmark i den første kamp. Generelt lagde de godt ud, men gik lidt død som turneringen skred frem og måtte til slut nøjes med en 6. plads. Norge var ikke kvalificeret til OL, og har det seneste år måtte sige farvel til de rutinerede Frode Hagen og Glenn Solberg. Playmaker Børge Lund har døjet en del med en skade i efteråret og næppe helt på toppen til VM. Norge blev blot nr. 13 ved seneste VM, hvilket var skuffende for dem. Ser man tilbage på de tidligere resultater, så ligger de deromkring. Trods de manglende spillere så bør Norge være stærke nok til at gå videre fra denne gruppe, og dermed ende i top 12. Kan de ende i top 10 må det være meget tilfredsstillende for dem.

Egypten er som nævnt rimelig fast deltager sammen med Tunesien og Algeriet. Egypten er det bedste af de 3 hold, og slog da også Tunesien i finalen ved kvalifikationsturneringen. Holdet har dog ikke niveauet til at spille op med de bedste, men med denne rimelig lette gruppe de er havnet i, er der en chance for at de kan gå videre og dermed komme blandt de 12 bedste. Skal det lykkedes, skal de formentlig slå Serbien og holde dem bag sig.

Serbien stillede tidligere op sammen med Montenegro, men de 2 lande blev delt for et par år siden. Serbien havde en svær lodtrækning i kvalifikationskampene til VM. Det så da heller ikke ud til, det skulle lykkedes dem at kvalificere sig efter de havde tabt den første kamp ude mod Tjekkiet med 5 mål. Med god opbakning hjemme i Beograd lykkedes det dem at vinde med 5 mål og gå videre med mindst mulige margin på reglen om udebane mål. Holdet består primært af spillere fra Røde Stjerne Beograd, der var i Champions League pulje med FCK. Der klarede Røde Stjerne sig dog ikke for godt. Skal de gå videre fra denne gruppe, skal de slå Egypten og holde dem bag sig.

Saudi Arabien er rimelig fast deltager ved VM slutrunderne. Holdet kvalificerede sig via Asiens kvalifikationsstævne, hvor de lige præcis hentede en 3. plads og fik den sidste billet til VM. Holdet kommer, som de plejer, til at kæmpe med de mindre hold om de sekundære placeringer. Siden 1997 har holdet deltaget 5 gange ved VM og bedste placering er en 19.plads fra VM i Portugal i 2003. Saudi Arabien går helt sikkert ikke videre fra denne pulje, men skal nærmere koncentrer sig om Presidents Cup senere i turneringen

Brasilien er sammen med Argentina nærmest faste deltagere ved VM. Holdet har tidligere været lige lidt efter Argentina, der har haft overtaget i de indbyrdes opgør. Senest lykkedes det dog Brasilien at slå Argentina i finalen ved den panamerikanske kvalifikationsturnering. Dermed er der håb om, at de kan ende lidt højere ved dette VM end tidligere, hvor de har placeret sig som nr. 19-22, blandt de ringeste hold. Brasilien går næppe videre fra denne gruppe, men forventer de kan klare sig fornuftigt i Presidents Cup.