Godt odds på Giro d'Italia 2014: Fra Belfast til Trieste

Den italienske rute, der indeholder en hyldest til afdøde Marco Pantani, byder på nogle skræmmende stigninger, herunder berygtede Monte Zoncolan i De karniske Alper, og to af feltets absolut bedste klatrere, Nairo Quintana og Joaquim Rodriguez, ser ud til at skulle kæmpe om den samlede sejr. Begge jagter deres første Grand Tour-sejr nogensinde, og de udfordres blandt andre af den tidligere Tour de France-vinder, Cadel Evans.

 

Sidst Rodriguez stillede op i Giroen, i 2012, blev han toer efter Hesjedal. Spanieren ville have vundet løbet, hvis der havde været bonussekunder på hver eneste etape, men det var der ikke det år. Det er der i år, omend ret skrabede. Vinderen af hver etape får fratrukket 10 sekunder, mens nr to og tre får taget 6 og 4 sekunder.

Hold øje med vinderspil og h2h-tips fra BetXperts eksperter:

Jacob Nordestgaard

Søren Knudstorp (se fxhans vinderspil på Evans)

Jesper Sørensen (se fx hans vinderspil på Rodriguez)

Vinder	Bedste odds	Bookmaker
Nairo Quintana	1,91
Joaquim Rodriguez	3,50
Cadel Evans	13,00
Rigoberto Uran	17,00
Domenico Pozzovivo	29,00
Michele Scarponi	29,00
...	...	...
Rafal Majka	51,00
Nicolas Roche	151,00
...	...	...
Chris Anker Sørensen	1001,00

Storfavoritterne

Årets løb kan ikke prale af have et bredt felt. Som jeg ser det, er der på forhånd to storfavoritter, samt en enkelt rytter, der kan udfordre dem en anelse.

Nairo Quintana, Movistar

Chancevurdering: 51 %

Hvad er mere passende i et løb, der hylder Marco Pantani, at den klejne, spinkle colombianer, Nairo Quintana, er løbets største favorit? Quintana minder om Pantani, fordi han er så dygtig på stigningerne, og fordi han har formået at charmere store dele af sportens mange fans.

Nairo Quintana er kun 24 år, og Giroen bliver hans kun tredje Grand Tour. Sidste år kørte han Tour de France, og selvom han ikke kunne true Chris Froome over tre uger, så endte han på en andenplads, og han fik trods alt sat briten lidt under pres mere end bare én gang undervejs i løbet. Quintana er en helt fantastisk klatrer, og han havde såmænd også være en af de helt store udfordrere i årets Tour de France, havde han stillet op. Movistar valgte dog i stedet at sende Quintana til Italien, og jeg tror såmænd ikke det er helt tosset, for som chancevurderingen antyder, så har Quintana ganske gode chancer for at vinde sin første Grand Tour.

Quintana har ikke kørt ét eneste løb siden Catalonien Rundt, der sluttede den 30. marts. Han stod til at skulle køre Vuelta a Asturias i starten af maj, men løbet blev aflyst. Det gør næppe det store for Quintana, for selvom man sagtens kan argumentere for, at han mangler løb i benene, så gjorde han det samme sidste år, hvor han efter Liege-Bastogne-Liege tog hjem til Colombia, og først vendte tilbage, da Tour de France skulle køres. Han var således uden løb i benene fra slutningen af april til starten af juli.

Quintanas resultater har været fine i år. Han startede med at vinde Tour de San Luis. Her fandt han ud af, at formen simpelthen var for god, og Quintana valgte efterfølgende at slappe lidt af, men da Tirreno-Adriatico blev kørt i marts, var han tilbage i god form. Her kunne han intet gøre mod en ustoppelig Contador, men han formåede at holde andenpladsen i løbet efter en solid enkeltstart. Det sidste løb blev så Catalonien Rundt, hvor han hentede en femteplads. Der blev ikke rigtigt lavet noget på stigningerne i løbet, og Quintana var kun 10 sekunder fra den samlede sejr. Jeg er ikke så bekymret for Quintanas manglende løb. Jeg var sidste år, da han stillede op i Tour de France, men der beviste han, at han uden problemer kan håndtere sin træning alene.

Quintanas evner er perfekte til løbet. Han kan bruge den første uges tid på at køre sig helt i topform, da der ikke sker så meget her (meget flade etaper), og når vi rammer uge tre, så kommer vi ind i en del af løbet, hvor alle etaper nærmest passer Quintana. Jeg er særligt spændt på at se ham på bjergenkeltstarten.

De mange bjerge i løbet gør, at vi skal kigge mod klatrerne, og her er Quintana simpelthen bare den bedste rendyrkede klatrer. Det er dog ikke helt uvæsentligt, at Quintana mangler erfaring. Han har for eksempel kun vundet ét stort WorldTour-etapeløb, nemlig Baskerlandet Rundt i 2013. Det er bestemt ikke uvæsentligt.

Joaquim Rodriguez, Katusha

Chancevurdering: 31 %

Den næststørste favorit er Joaquim Rodriguez. Rodriguez er ligesom Quintana en spinkel klatrer. Han blev i mange år betragtet som en puncheur, men Rodriguez har bevist, at han er noget mere end det, og de problemer, han engang havde på lange stigninger, eksisterer ikke længere. Det beviser hans resultater.

Rodriguez er nemlig en af de ryttere, der er endt på podiet i samtlige Grand Tours. Hans første podie kom i 2012, hvor han blev nummer 2 i Italien. Senere samme år endte han som nummer 3 i Vuelta a España, mens det sidste år blev til en 3.-plads i Tour de France. Siden 2008 er han endt i top10 i en Grand Tour hele otte gange. Men han har endnu aldrig vundet, og dét er ved at blive et problem for ham. Han har nemlig ikke helt haft køligheden til at afslutte det.

Sidst han var i Giroen var altså i 2012, hvor han tabte med sølle 16 sekunder til Ryder Hesjedal. Rodriguez havde ellers maglia rosa i store dele af løbet, men på allersidste etape – en enkeltstart – blev han passeret af Hesjedal.

Rodriguez har valgt en anden stil i denne sæson. Normalt har han kørt mange løb, og har som regel været på toppen i de fleste af dem. I år har han sprunget et par løb over hist og her, for i stedet at forberede sig i højderne til årets løb. Ikke desto mindre vandt han Catalonien Rundt, hvor han understregede at formen og evnerne stadig er der. Ardennerne blev aldrig den store succes grundet et styrt i Amstel Gold Race, men det burde ikke forhindre ham i at være i god form i det italienske etapeløb.

Rodriguez er en stærk rytter, og hans punch i finalen gør, at han på mange bjergetaper kæmper med om de bedste bonussekunder. Han har flere gange før bevist, at han er en af de ryttere, med den bedste udholdenhed. Det beviste han senest i Tour de France, hvor han – sammen med Quintana - var blandt de to stærkeste ryttere på de sidste par bjergetaper.

Svaghederne hos Rodriguez må være, at han har problemer med at afslutte tingene. Igennem tre uger kan han sagtens presse Quintana – helt bestemt. Han er slet ikke uden chancer i den duel, for Quintana er ung, og han er uerfaren. Rodriguez mangler lige det sidste, men 2014 kunne godt blive året, hvor han endelig får sin første Grand Tour-triumf.

Udfordreren

Cadel Evans, BMC

Chancevurdering: 6 %

Cadel Evans blev nummer tre under sidste års Giro, uden at han for alvor lignede en rytter, der var i topform undervejs. Den tidligere Tour-vinder havde nemlig hele tiden fokus på Tour de France, hvor han dog var for træt til at præstere noget. I år er det anderledes. Hele sæsonen er lagt an på at skulle formtoppe i Italien, og i Giro del Trentino viste han storform, da han både vandt en etape undervejs (og et holdløb) samt tog den samlede sejr.

Evans har haft en lidt varieret sæson. Han startede med at blive to’er i de australske mesterskaber og Tour Down Under, men han havde det anderledes svært på de europæiske landeveje: en 5.-plads i Tour du Haut Var og en 7.-plads i Strade Bianche er fine resultater, men man forventer mere af en rytter, der gerne vil vinde Giro d’Italia. I Baskerlandet Rundt viste han flotte takter med en syvendeplads, og i Giro del Trentino vandt han og understregede han formen nok skulle være der i den store Giro.

Det bliver dog nok svært for Evans, for han er absolut ikke den samme klatrer som Nairo Quintana og Joaquim Rodriguez. Han kan sagtens klatre, og han er en stor fighter, når han virkelig er motiveret, men når Quintana virkelig sætter farten på tidligt på stigningerne, så kan jeg godt se Evans få problemer med at hænge på.

Jeg tror på, at Evans vil være stærk. Jeg har svært ved at se ham vinde, men Evans har erfaring, og han har vist god form. Et top3-resultat er realistisk, ligesom sejren ikke er helt umulig. Man må i det hele taget ikke undervurdere, at BMC virkelig har fået tingene til at spille i år. Det smitter af på rytterne.

Øvrige klassementsryttere

Rigoberto Urán, Omega Pharma-Quick Step

Rigoberto Urán får ikke mange chancer af mig. Han var ellers indkøbt til at blive den store klassementsrytter hos Omega Pharma-Quick Step (på trods af at man har Kwiatkowski..), men Urán har ikke rigtigt fået det til at spille i 2014. Han viste kortvarigt lidt form i Tour of Oman i starten af året, men har ellers ikke siden præsteret noget som helst. Han blev nummer 31 i Tirreno-Adriatico og nummer 29 i Catalonien Rundt.

Samtidigt missede han også Ardennerne, fordi han var på noget kraftig antibiotika. Han har altså været sat en del tilbage, men Urán har ikke nødvendigvis for vane at skulle præstere i løbene før han rammer formen. I 2013 var han for eksempel heller ikke synderligt god, før han stod i Giroen.

Sidste år blev han nummer to i det italienske løb, selvom han i starten af løbet kørte for Wiggins. Det gjorde, at han kom lidt tilbage i klassementet, men stille og roligt kæmpede han sig op igen. Hvis han finder den form igen, så er han en seriøs udfordrer til podiet, men det er svært at vide, hvor han står efter et ringe forår.

Domenico Pozzovivo, Ag2r

En rytter, der har vist god form i denne sæson, er Domenico Pozzovivo. Ag2r-rytteren startede med at blive nummer 6 i Tour of Oman, 5 i Roma Maxima, 6 i Tirreno-Adriatico, 8 i Catalonien Rundt, og senest er han blevet nummer 2 i Tirreno-Adriatico samt nummer 5 i Liege-Bastogne-Liege, hvor han var en af de ryttere, der forsøgte at skabe noget i finalen.

Hans store mål er Giro d’Italia, og han er i glimrende form. Men faktum er, at han ikke for alvor har haft kæmpe succes i løbet tidligere. Det er blevet til tre top10-placeringer (9, 8 og 10), men den lille klatrer har potentiale til mere, synes jeg. Årets udgave bør passe ham rigtig godt, så chancen er bestemt, at han kan opnå sit bedste resultat nogensinde i Giroen.

Noget af det, der bekymrer mig ved Pozzovivo, er dog hans gode form hele sæsonen. Det er svært at fastholde en lang formkurve, og selvom en 6. plads i Tour of Oman absolut ikke er et udtryk for at han var i topform, så har han altså været i gang siden januar, hvor han kørte Tour de San Luis.

Hvis Pozzovivo undgår uheld, så bør han afgjort være at finde i top10, når løbet er slut. Dertil er feltet ikke stærkere, og Pozzovivos kvaliteter gode. Men hvis Pozzovivo har toppet lidt for tidligt, så får han det noget sværere i sidste uge, og det bliver afgørende for hans slutplacering.

Michele Scarponi, Astana

Michele Scarponi skal forsøge at få det sidste ud af benene, men sandheden er at Scarponis karriere ser ud til at nærme sig enden – i hvert fald som en af de bedre klassementsryttere. Tilbage i 2011 var han i superform og vandt løbet efter Contadors diskvalificering, men siden er det gået tilbage for Scarponi, der i både 2012 og 2013 blev nummer fire i løbet.

Han er ikke helt færdig. Han kan stadig køre med fremme, men hverken en niendeplads i Tirreno-Adriatico eller en ottendeplads i Giro del Trentino er særligt skræmmende før Giro d’Italia, hvor han er holdets kaptajn. Han har et meget stærkt hold omkring sig, hvis alle kører for ham, så selvfølgelig er han – forudsat at han finder formen – en kandidat til en af de sjovere placeringer, men jeg har meget svært ved at se ham vinde.

Til gengæld er Astana som hold meget interessant. De har Janez Brajkovic, der ikke har lavet noget længe, og som næppe overhaler Scarponi under løbet. Men til gengæld har de Fabio Aru, der måske er Italiens største Grand Tour-talent. Jeg vil ikke blive helt overrasket, hvis hans store gennembrud kommer i årets løb, ligesom også Mikel Landa ligner en rytter, der er i meget god form, og som også jagter et stort gennembrud.

Så på papiret er Scarponi nok kaptajnen, og det er han også som udgangspunkt, men særligt Aru står klar i kulissen, hvis alderen begynder at trykke hos Scarponi. Hvis Scarponi finder formen og benene, så kører han med om en top5-placering og måske endda et podie.

Rafal Majka, Team Tinkoff-Saxo

Rafal Majka lever fortsat lidt i anonymiteten, men den stærke polak fra Team Tinkoff-Saxo må ikke undervurderes efter sidste sæsons syvendeplads i løbet. Majka har ikke vist det store i denne sæson, men det blev dog til en fjerdeplads i Criterium International. Han er ikke ligefrem en rytter, der plejer at vise alverden i løbet af sæsonen, før han rigtigt skal præstere.

Majka stiller op i Romandiet Rundt, hvor også den udpegede kaptajn, Nicolas Roche, stiller op. Det er såmænd ikke fordi, jeg tvivler meget på Roche, der blev nummer fem i sidste års udgave af Vuelta a España, og som ser frem til at starte løbet her på hjemmebanen. Jeg har bare en større fidus til polakken Majka, der næppe vinder løbet, men som sagtens kan kæmpe med om en ny top10-placering, og i det her felt sågar en top5-placering, hvis han finder formen.

Hans største svaghed er, at han simpelthen bare mangler lidt i evnerne – han er ikke en af de bedste ryttere, men Majka har i flere omgange vist glimt af at han har et rigtig godt talent, som han kan drive meget vidt. Selvom Roche formentligt starter med kaptajnnummeret på ryggen, så tror jeg, at Majka ender med at være den bedst placerede Tinkoff-Saxo-rytter efter tre uger i Italien.

Øvrige ryttere

Som man måske kan fornemme, så er jeg ikke overdrevet imponeret af feltet. Tre ryttere har fået 89 %, og det er egentligt et meget godt udtryk for dette års felt: Vinderkandidaterne er ikke så mange. Til gengæld er der mange ryttere, der kæmper med om top10.

En af dem, der går efter top10, er den irske rytter, Dan Martin (Garmin-Sharp). Martin er en fantastisk rytter med et stort fighterhjerte, men Martin har endnu ikke præsteret noget i klassementssammenhænge i de lange løb grundet diverse uheld og sygdom undervejs. Top10 er muligt, hvis alt forløber optimalt.

Hans holdkammerat,den tidligere vinder af løbet, Ryder Hesjedal (Garmin-Sharp), vil formentligt gerne revanchere sidste års fadæse, hvor han hurtigt måtte erkende, at han ikke havde benene til at gøre noget. Problemet er bare, at Hesjedal næsten intet har vist de seneste to sæsoner.

Italienske Ivan Basso (Cannondale) får en ny chance for at køre klassement i årets løb. Jeg er ikke helt overbevist om at Basso er færdig på topniveau, men det er absolut ved at være sidste udkald. Under sidste års Vuelta a España viste han egentligt meget fine ben, men han måtte udgå på grund af kulden. Sejrschancerne er der næppe, men hvis Basso kører en god Giro, så kan top5 være muligt.

En femteplads var lige præcis hvad Nicolas Roche (Team Tinkoff-Saxo) opnåede i Vuelta a España sidste år. Det var lidt Roches store gennembrud i klassementssammenhænge, men løbets sidste par etaper viste også, at Roche var stegt til sidst. Han bevarede femtepladsen, men hvis Roche ikke holder alle tre uger her i Italien, så kan det blive fatalt for ham.

Franco Pellizotti (Androni) var på vej til Astana, men da han ikke måtte køre løb før nu, hvis han skiftede, valgte Androni og Pellizotti at fortsætte samarbejdet. Pellizotti har gjort det fint nok i denne sæson, og selvom alderen trykker lidt, så kan han sagtens ende med at forbedre sidste sæsons 11. plads.

Sky har haft alt andet end en god forårssæson. Det var planen, at de skulle satse stort på Richie Porte i årets Giro d’Italia, men australieren er ude af løbet, og i stedet ligner Dario Cataldo (Sky), deres kaptajn. Meget mere end top10 er vist for meget at forlange af ham. En joker på dette hold kunne være Peter Kennaugh (Sky), som før har vist potentiale på stigningerne.

Fabio Duarte (Colombia) er lidt af en humørrytter. Potentialet er kæmpe stort, men Duarte har simpelthen ikke vist nok på højeste niveau. Når han rammer dagen, er han en af de bedre klatrere i feltet, hvilket han beviste med andenpladsen på Tre Cime de Lavaredo under sidste års Giro d’Italia. Kan han holde det samlet over tre uger, så kan det være, at gennembruddet kommer. Han var stærk i Giro del Trentino.

Fabio Aru (Astana) har jeg allerede snakket lidt om. Italieneren har et kæmpe potentiale, og senest blev han nummer fire i Giro del Trentino. Han har ikke så mange løb i benene, og han er ret ung, men Aru har allerede bevist sine evner på højeste niveau i glimt.

En af de unge ryttere, som jeg er mest spændt på at se, er Wilco Kelderman (Belkin). Han har vundet etapeløb i både Danmark og Norge, og sidste år blev han nummer 17 i Giro d’Italia. Kelderman havde nok foretrukket en rute med lidt flere enkeltstartskilometer og færre bjerge, men talentet er der hos den unge hollænder.

Joaquim Rodriguez er den indiskutable kaptajn, men Daniel Moreno (Katusha) plejer at være god til at lukrere af holdkaptajnen. Han har aldrig gjort det godt i Giro d’Italia, men tre gange er han endt i top10 i Vuelta a España.

Pierre Rolland (Europcar) har nærmest gjort det til en vane, kun at præstere i juli. I år kræver Europcar mere af ham, da de har sendt ham til Giro, som han aldrig før har kørt. Jeg kunne godt se det ende ret anonymt, men Rolland har alle evnerne til at ende i top10.

Lampre-situationen er lidt interessant. Egentligt havde man Chris Horner, men efter et uheld er han ude. I stedet står man i en situation, hvor formstærke Damiano Cunego (Lampre) står på startlisten. Hans form var dog meget god i april, og spørgsmålet er om det ikke bliver for meget for den lille italiener, der i øvrigt heller ikke har vist alverden i klassement i de store løb? I stedet virker polske Przemyslaw Niemiec (Lampre) som deres bedste klassementsbud. Niemiec er bundstabil, og han kommer fra en tredjeplads i Giro del Trentino.

Danskerne

Der er ikke mange danskere på startlisten, og ingen af dem kommer til at gøre noget i klassementet. Lotto-Belisol har i skrivende stund Lars Bak på startlisten, og han har tidligere vundet en etape i løbet. Der er ingen klassementsryttere på holdet, så han kan få en fri rolle.

Hos Tinkoff-Saxo har man Christopher Juul-Jensen, der kommer til at arbejde under hele løbet, samt Chris Anker Sørensen, der både er en væsentlig hjælper for Majka og Roche, og som også sagtens kunne tænkes at få en fri rolle i bjergene. Og så skal man altså ikke undervurdere ham – godt nok vinder han ikke ofte, men til gengæld er han rigtig dygtig til at ende i det afgørende udbrud, der holder hjem på en hård etape.

Ruten

Årets løb starter i Belfast, og 1. etape er et holdløb på 21,7 kilometer. Der er ikke de store udfordringer: Undervejs kommer rytterne højest op i 60 meters højde, og ser man bort fra starten af holdløbet, så er der heller ikke de store tekniske udfordringer på ruten. Der er flere, lange stykker på ruten, der går lige ud, og her kan farten virkelig komme højt op.

2. etape byder igen på en tur, der starter og slutter i Belfast. Etapen er 219 kilometer lang, og meget skal gå galt, hvis det ikke ender med en massespurt. Der er en lille bakke med 15 kilometer til mål, men den bør ikke kunne sortere sprinterne fra, så medmindre noget går galt, så skal vi se de tunge drenge spurte om sejren her.

Dagen efter går turen til Dublin. 3. etape er 187 kilometer fra Armagh til Dublin, og det er sidste dag i det irske. Etapen er lidt småkuperet i starten, men finalen er flad, og hvis de to linjeløbsetaper i Irland ikke ender i en massespurt, så vil det være en overraskelse.

Allerede her kommer der en hviledag. Hele cirkusset skal flyttes til Italien, og det ville ikke være optimalt for rytterne at køre dagen efter, efter en lang hjemrejse.

Rytterne bliver placeret i Giovinazzo, og her starter 4. etape, der slutter i Bari 112 kilometer senere. Det er altså en blid dag, der venter rytterne, hvilket nok er gjort for at de får mest mulig hvile. Etapen til Bari er også uden forhindringer, og når de kommer til Bari første gang efter 45,8 kilometers kørsel, er det fladt hele dagen. Det ligner en ny massespurt.

5. etape byder på de første individuelle udfordringer for rytterne. Etapen går fra Taranto til Viggiano og er 203 kilometer lang. I finalen skal Viggiano-stigningen passeres to gange. Målstregen er på toppen af anden opkørsel. Den er ikke særlig hård, omkring 4 %, så det hele afhænger af, hvordan rytterne kører den, og kigger man på favoritterne i løbet, så er stigningen ikke optimal til et angreb.

Dagen efter er der igen lidt forhindringer. 6. etape går fra Sassano til Montecassino, og etapen er ufattelig lang: 247 kilometer venter rytterne. De sidste 8,5 kilometer går opad, for her venter Montecassino-stigningen, der ikke er så hård igen (5,2 %). Måske kan en eksplosiv rytter lave lidt forskel her.

Der har ikke været en oplagt etape for udbryderne, selvom både femte og sjette etape kan ende med en outsider, der vinder. 7. etape er måske et godt bud på en etape, hvor udbryderne kan vinde, for etapen er kuperet meget af dagen. Problemet er dog, at de sidste 40 kilometer er flade, og mon ikke sprinterne gerne vil have denne etape også?

På 8. etape sker der helt med stor sandsynlighed ting og sager i klassementet. Rytterne skal til Montecopiolo, og her venter Cippo di Carpegna (7,85 km og 8,3 %), der topper med 35 kilometer til mål, og efter en nedkørsel venter Villagio di Lago (9,30 km og 6,3 %) og Montecopiolo (6,35 km og 6,5 %) lige efter hinanden. Montecopiolos afslutning stiger med 13 %, så de eksplosive ryttere ser frem til denne finale. Cippo di Carpegna var Pantanis foretrukne stigning, men den er formentligt for langt fra målstregen til at der sker noget her.

9. etape bliver heller ikke en dag, hvor rytterne kan slappe af. Etapen er 172 kilometer og går til Sestola. De afsluttende ti kilometer stiger i snit med 5,7 %, og den er klart stejlest i begyndelsen af stigningen. De sidste fire kilometer er kun omkring 4 %.

Herefter venter løbets anden hviledag. Løbet starter herefter lidt roligt igen med 10. etape, der er 173 kilometer lang. Etapen er flad næsten hele dagen, men ti kilometer før mål kommer der et lille bump, der kan drille lidt, men umiddelbart er det en dag for sprinterne.

Realistisk set kan vi fortsat stå uden en rigtig udbrydersejr, men det bør 11. etape lave om på. Etapen til Savona er 249 kilometer lang, og der er nogle hårde stigninger undervejs, der gør at sprinterne er chanceløse, og samtidigt er de så tilpas langt fra målet, at klassementsrytterne næppe har de store ambitioner. Derfor kan et udbrud sagtens få lov på denne dag. Den sidste stigning topper 29 kilometer fra målstregen og er 7,5 % over 8,2 kilometer.

12. etape kan meget vel gå hen og blive en af de mest afgørende i løbet. Det er en enkeltstart på 46,4 kilometer, der er flad de første 36 kilometer, og så kommer der lidt stigninger i finalen. Den første er 3,5 kilometer lang og stiger med 5,1 %, mens den næste er 2,2 km og stiger med 3,6 %. Der er ikke vanvittigt mange sving på ruten.

Sprinterne kommer formentligt i ilden igen på 13. etape. Etapen er 157 kilometer lang, og selvom den er lidt småkuperet, så er det ikke noget, der bør hindre rytterne i at holde det samlet.

14. etape slutter på Oropa, hvilket er en hyldest til den nu afdøde Marco Pantani. Pantani vandt nemlig på denne stigning i Giro d’Italia 1999 før han blev taget ud af løbet. Han havde mekaniske problemer i bunden af Oropa og startede i en position som nummer 50, men overhalede samtlige ryttere på de sidste otte kilometer. Undervejs er der tre stigninger, der når over 1000 meter, nemlig Alpe Noveis (7,9 % over 8,95 kilometer), Bielmonte (6,2 % over 18,35 kilometer) og den afsluttende stigning, Oropa (6,2 % over 11,8 km). En brutal dag.

I 1998 vandt Marco Pantani Giroen, og undervejs understregede han sejren på etapen til Plan di Montecampione, hvor han iført den lyserøde førertrøje tog sin anden etapesejr i løbet. Det er samme stigning, der venter rytterne på 15. etape af årets udgave. Etapen er 225 kilometer lang, men de første 205 kilometer er næsten helt flade. De sidste 20 kilometer går op ad stigningen, der stiger med 7,8 %. De sidste par kilometer stiger med næsten 9 % i snit, så det er en hård stigning, der venter rytterne.

Det er også derfor, de belønnes med en hviledag efter Plan di Montecampione. Det er løbets sidste hviledag. Tilbage er der seks etaper.

De sidste to gange, der har været hviledag, er feltet blevet mødt af en rolig dag dagen efter. Sådan er tilfældet ikke denne gang. 16. etape er drønhård. Etapen er ganske vist kun 139 kilometer lang, men rytterne skal over Passo di Gavia (8,0 % over 16,5 kilometer), Passo dello Stelvio (7,2 % over 21,7 kilometer) og Val Martello (6,4 % over 22,3 kilometer). Det er en vanvittig dag. Val Martello slutter med en kort rampe på 9,1 % på de sidste par kilometer, men der kan være sket meget tidligere på dagen. Mange ryttere har problemer med at komme i gang dagen efter en hviledag, og særligt denne etape kan ramme ekstra hårdt.

17. etape kunne ende med at blive en lidt rolig dag. Etapen er relativt kuperet, men ikke mere end at sprinterne godt kan holde det samlet, hvis de yder en stor indsats. Men hvor mange sprintere er tilbage, og hvor mange er interesserede i at jagte for sejren her? 20 kilometer før målstregen venter Muri di Ca’ Del Poggio, der stiger med 12,2 % på lidt over 1 kilometer. Jeg tvivler på sprinterne, særligt hvis et par af de store (fx Kittel) har valgt at stå af.

Bjergene kommer igen på 18. etape, og det er nu løbet for alvor bliver afgjort. Der er tre store stigninger, men sådan som etapen er designet, så vil jeg blive svært overrasket, hvis nogen af favoritterne rører på sig før Rif Panarotta. Den stiging er 16,85 kilometer lang og stiger i snit med 7,9 %. De sidste 13,8 kilometer stiger i snit med 8,4 % - det er en meget konstant stigning.

Rytterne er ikke færdige med at køre enkeltstart. På 19. etape venter der en bjergenkeltstart på 26,85 kilometer over Cima Grappa. De første 8 kilometer er relativt flade, men så begynder stigningen – og den er ikke let. De første 12 kilometer af stigningen stiger i snit med 7,4 %, mens resten af den stiger med 8,9 %.

Løbets sidste afgørende etape er 20. etape. Her venter berygtede Monte Zoncolan. Først skal rytterne over Passo del Pura og Sella Razzo, der også er to hårde stigninger, men respekten for Monte Zoncolan er så stor, at favoritterne ikke vil røre på sig før den stigning under normale omstændigheder. Til gengæld er vi så langt inde i løbet, at benene kan begynde at være lidt trætte, og som vi før har set det i Giroen, har det betydet at favoritterne har holdt sig lidt passive på de store etaper sidst i løbet. Men Monte Zoncolan kræver som regel svar, og de 10,10 kilometer er nogle af de hårdeste i hele Italien. På et tidspunkt kører rytterne i mere end 3 kilometer på stigningsprocenter over 15 %, mens finalen er på 8,8 %. Quintana har allerede udtalt, at han ser mest frem til dette løb.

Klassementet er på plads, men 21. etape skal også lige overstås. Løbet slutter i år i Trieste, og etapen er 172 kilometer lang, hvilket måske er lidt unødvendigt. Der køres runder i Trieste, hvor der indgår en lille bakke, men umiddelbart er det en etape for sprinterne, der får lov at afslutte løbet.

Det er ikke tilfældigt, at Marco Pantani er nævnt et par gange i rutebeskrivelsen. Det er nemlig 10 år siden, at Pantani gik bort, og det italienske løb har valgt at hædre den lille, afdøde klatrer i årets udgave. Derfor har RCS Sport valgt at inkludere tre stigninger til ære for Pantani, nemlig de førnævnte stigninger, Oropa, Montecampione og Pantanis favoritstigning, Carpegna. Il Carpegna mi basta, udtalte Pantani. Pantani var ikke en stor fan af rekognosceringer, og foretrak som oftest at træne på Carpegna fremfor at rejse ud til diverse stigninger og blive bekendte med dem før fx Tour de France og den italienske rundtur. I dag er sådan en tilgang nærmest utopi.