Er det rigtigt at dårlige baneforhold i vintermånederne giver færre mål i kampene? Vi har taget et kort kig på målhøsten i den danske Superliga...
Forårssolen er langt om længe ved at kigge frem efter en lang, kold vinter, hvor det virkelig har været frustrerende at stå og fryse på diverse stadions og se 22 spillere rende rundt på en umulig, knoldet bane, hvor bolden hoppede rundt i tilfældige retninger.
De elendige baneforhold har tydeligvis stor indflydelse på spillet og det velpolerede pasningsspil må pakkes pænt væk på de bundfrosne græsplæner. Men giver de svære baneforhold nu også færre mål i kampene eller kan Superliga-angriberne alligevel finde vej til netmaskerne?
Lille forskel i denne sæson
Vi tager lige et kort kig ned i fodboldstatistikken for at forsøge at finde et svar.
Lad os tage udgangspunkt i denne sæson, som har været yderst målrig med et scoringsgennemsnit på 2,85 mål pr kamp. Det er ialt blevet til 479 scoringer efter de 28 spillerunder. Lad os dele sæsonen op i to halvdele og se på antal scoringer i de første 14 spillerunder (fra 13. juli til 29. oktober), hvor vi må formode, at banerne var noget nær optimale.
Her blev der scoret ialt 244 mål i de 14 første spillerunder, hvilket giver et scoringsgennemsnit på 2,90 mål pr kamp for de 84 første kampe.
Det betyder jo så, at scoringsgennemsnittet er faldet lidt i perioden fra november til april, hvor banerne har været påvirket af vejrforholdene. Helt præcis er der 235 mål i de seneste 14 spillerunder, som giver et scoringsgennemsnit på 2,81 mål pr kamp.
Forskellen er vel så lille, at man ikke kan konkludere, at dårlige baneforhold har givet færre scoringer i denne Superliga-sæson. Vinterpausen (der i denne sæson dækkede fra den 10. dec til 1. marts) skulle gerne betyde, at der er relativt få kampe på en sæson, hvor dårlige baner er afgørende for resultatet.
Hvad med 2011/12-sæsonen? Større forskel
Det kunne jo være at Superligaen i denne sæson har været helt usædvanlig, så lad os da også lige se på samme tal for 2011/2012 sæsonen.
Her var der også godt gang i målscoringer hos Superliga-klubberne, der i de første 28 spillerunder smækkede ialt 457 Superligabolde i kassen. Det giver et scoringsgennemsnit på 2,72 mål pr kamp.
I de første 14 spillerunder blev der samlet scoret 235 mål i de 84 kampe, hvilket givet et scoringsgennemsnit på 2,80 mål pr kamp. I de efterfølgende 14 spillerunder kan vi måske begynde at snakke om at dårligere baneforhold kan have indflydelse på målhøsten, da der blev scoret ialt 222 mål og dermed et scoringsgennemsnit på 2,69 mål pr kamp.
Der er helt sikkert adskillige måder at forsøge at opgøre dette på, og det kunne også være interessant at se på andre ligaer, som f.eks den engelske Premier League, hvor der afvikles masser af kampe midt i juletiden:
Premier League 2012/13
Målgennemsnit set over hele sæsonen: 2,78 mål pr kamp (938 mål i 337 kampe)
Målgennemsnit december-januar: 2,67 mål pr kamp (267 mål i 100 kampe)
Her er taget stats fra 15. spillerunder (1. dec.) til den 24. spillerunde (30.jan).
Premier League-banerne er selvfølgelig toptunede (dræn og opvarmning) til at klare de hårde britiske vejrforhold, men man må dog notere en mindre målnedgang i vintermånederne.