Giro d'Italia 2016 - optakt: Landa tager det hele

Det er tid til årets første Grand Tour, når Giro d'Italia starter den 6. maj. Jesper Sørensen kigger i optakten nærmere på ruten, rytterne, bjergtrøjen, pointtrøjen og odds. Det bedste valuebet findes hos en giftig spanier.

Det er slut med endagsløb og små etapeløb. Nu begynder de allerstørste løb at komme, og Grand Tour-sæsonen indlededes naturligvis med den italienske variant, Giro d'Italia. Et af de løb, jeg ser allermest frem til i løbet af sæsonen, og i år er absolut ingen undtagelse.

For det virker til at være en fornuftig udgave. Årets rute indeholder flere etaper, der indbyder til offensiv kørsel, hvis man vil lave en forskel.

Spørgsmålet er som altid, om rytterne griber disse muligheder, men når løbets to største favoritter hedder Vincenzo Nibali og Mikel Landa, så er der meget, der tyder på, at vi kan få et rigtig interessant løb.

Italienske Vincenzo Nibali er favoritten ifølge bookmakerne, men han har ikke vist meget i denne sæson. Lige bag ham er spanske Mikel Landa, der skulle bruge lang tid på at komme i gang, men som i Giro del Trentino i den grad viste tænder.

Landa er en herlig rytter, der har sin force i bjergene. Han er svag på enkeltstarten, og det betyder at han skal i offensiven. Han bliver løbets helt store animator, hvis alt udspiller sig efter drejebogen.

Det gør det naturligvis ikke - der vil altid være overraskelser, og Giro d'Italia er ingen undtagelse. Hvem husker for eksempel ikke Ryder Hesjedals overraskende sejr for år tilbage?

Eller hvad med sidste år, hvor Mikel Landa bragede igennem, og faktisk var ganske tæt på at støde Alberto Contador fra den spanske trone? Jo, Giro d'Italia plejer at levere, og jeg tror ikke, at det kommer til at forholde sig anderledes i 2016. 

Odds & Tips – Giro d’Italia 2016

Hold øje med tips fra BetXperts cykeleksperter:

Jesper Sørensen 

To favoritter - Nibali og Landa

Der er to favoritter til årets Giro d’Italia: den italienske darling, Vincenzo Nibali, og baskernes nye helt, Mikel Landa. De to ryttere kørte på samme hold sidste år, men Landa skiftede før denne sæson til Team Sky.

Her havde han en svær start, men vurderet på præstationerne i Giro del Trentino, så er han akkurat så stærk, som han var for et år siden – lidt anderledes ser det ud for Vincenzo Nibali…

Vincenzo Nibali, Astana

Chancevurdering: 33 %

Vincenzo Nibali får æren af at være den største forhåndsfavorit. Det skyldes dog ikke præstationerne i denne sæson, for ser man bort fra Tour of Oman, så har han kørt langt under niveau hele året. Senest underpræsterede han i Giro del Trentino og Liege-Bastogne-Liege.

Men sådan har tilgangen været for Nibali i de seneste par sæsoner. Førhen var han en rytter, der præsterede året lang, men i de seneste år har han ændret tilgang, og det gør ham svær at analysere.

Da han vandt Tour de France tilbage i 2014, var han usynlig det meste af året, men virker ikke desto mindre til at være lidt stærkere op mod løbsstarten.

Dengang var han med fremme i Romandiet Rundt og Criterium du Dauphine inden han vandt de italienske mesterskaber. Samme tilgang fulgte året efter, men her var han så svag i starten af Tour de France, at han aldrig var med i kampen om sejren.

Jeg tror, at Nibali kommer til at være i fin form under løbet, og det skal han være, hvis han vil vinde løbet. Kigger man ruten igennem, så er der faktisk ikke vanvittigt mange hårde etaper, der slutter med et stejlt bjerg til allersidst, og det er en fordel i duellen mod Mikel Landa, der nok er den bedre bjergrytter.

Der er en lang enkeltstart på 40 kilometer undervejs i løbet, og her skal Nibali hente al den tid han kan, for det er en disciplin, som Landa virkelig lider i.

Det er derfor, han er favoritten: på grund af de mange enkeltstartskilometer. Det var også en af årsagerne til, at Landa ikke vandt løbet sidste år, så han har givetvis fokuseret en del på disciplinen, men næppe nok til at han kan true Nibali i topform.

Dermed kan årets løb godt ligne et langt forsvar af trøjen, for enkeltstarten kommer allerede på 9. etape, og der er ikke de vilde bjergudfordringer før det.

Det skal ikke lyde som om, at jeg taler Nibali ned som en dårlig bjergrytter. Det er han jo naturligvis ikke. Min vurdering er bare, at Landa vil være en tand skarpere end Nibali, når det går opad, og det er det styrkeforhold, vi må forholde os til.

Til at assistere sig i bjergene har Nibali et stærkt hold, men det er nok Kangert og Fuglsang, der bliver hans vigtigste folk. Fuglsang så stærk ud i bjergene i Giro del Trentino, og jeg tror godt, at Astana kan ende med to mand i top10.

Nibali kan vinde løbet. Han er favoritten, men det er kun fordi, vi ved hvilket niveau han kan køre på. Gør han så det? Det er godt nok et svært spørgsmål, og vi får nok i realiteten mange svar på den indledende enkeltstart, hvor han bør hente tid på Mikel Landa.

Mikel Landa, Team Sky

Chancevurdering: 33 %

Usynlig i Coppi e Bartali. Formsvag i Baskerlandet Rundt, men vandt en etape alligevel. Vinder af Giro del Trentino. Sådan kan Mikel Landas tre løb i 2016 opsummeres, og fortsætter den formkurve, så bliver han helt uhyggelig i årets Giro d’Italia.

Han fik sidste år sit helt store gennembrud i dette løb, og i min optik have han sandsynligvis vundet løbet, hvis Astana turde satse helhjertet på ham og ikke Fabio Aru. Det er spekulationer, men han havde Contador i knæ på sidste bjergetape, indtil han mere eller mindre blev bedt om at vente på Aru.

I år går han efter at få hævn. Aru er her ganske vist ikke, men den store konkurrent er Vincenzo Nibali fra hans tidligere hold. Det er uden tvivl noget, der spiller ind for Mikel Landa, selvom han måske ikke siger noget om det. Han er ellers en meget snakkesaglig rytter, der ikke er bleg for at sige noget kontroversielt i diverse interviews.

Hans helt store problem er enkeltstarten, og der er cirka 50 kilometers ”flad” enkeltstart, hvor han vil få problemer.

Derudover synes jeg heller ikke, at der er helt så mange hårde bjergetaper, der slutter på et langt og hårdt bjerg – til gengæld er der mange hårde etaper, der slutter på en lille rampe, og det kan Landa også lide: det er bare svært at vinde meget tid på sådanne etaper.

Hvis formkurven er et tegn på, hvad vi kan forvente os, så vil vi se en Landa i offensiven. Han skulle forsvare sig meget i Giro del Trentino, og hans hold led meget, men hvis holdkammeraterne lige hæver deres niveau, så Landa ’blot’ skal afslutte tingene, så kan vi godt se en ny basker på toppen af cykelverden.

I min optik er han en af de bedre bjergryttere i feltet – selv i sidste års Vuelta a España, hvor han var lidt under niveau, fik han til sidst kørt sig op, og havde han fået mere fri snor der, havde han nok vundet en etape eller to mere.

Jeg må indrømme, at min tro på Landa er stor. Tiden må vise, om jeg overvurderer ham.

Fire solide udfordrere

Det er ikke tit, at en udfordrer vinder et langt etapeløb som Giro d’Italia. Det sker dog: nogle gange så overraskende, som da Ryder Hesjedal vandt Giro d’Italia eller som da Chris Horner vandt Vuelta a España (der i højere grad tillader overraskende sejre), og andre gange med en semi-favorit som Vincenzo Nibalis Tour de France-sejr.

Overordnet set taler længere etapeløb dog som regel også for at det er favoritterne, der vinder – ting som uheld og held bliver mindre faktorer. Rytterne i den her bunke kan vinde årets løb. Det skal bare gå deres vej.

Alejandro Valverde, Movistar

Chancevurdering: 13 %

Jeg glæder mig som et lille barn til at se Alejandro Valverde. Han er en rytter, der deler fans hele tiden, men jeg må erkende, at jeg er hamrende vild med spanieren, der bare bliver ved med at præstere.

I år har fokus i første omgang været på Giro d’Italia, og det kostede lidt i hans Ardenner-form. Han vandt dog ikke desto mindre Fleche Wallonne, hvor det efterhånden mest af alt handler om spurten frem for så meget andet. Herudover har han også vundet et par etapeløb.

Her vil jeg gerne fremhæve ét løb som noget særligt, for det er for mig stadig en af sæsonens flotteste sejr. I det lille løb, Ruta del Sol (eller Andalusien Rundt om man vil), var Valverde lidt efter Tejay van Garderen på sidste etape. Ligemeget.

Valverde angreb nærmest fra bunden af den sidste stigning i løbet, og han smadrede alle konkurrenterne. Valverde har i mange år fået skudt i skoen, at han er en kedelig rytter, der bare sidder på hjul, men det er ikke helt sandt – det sker kun i de løb, hvor han kan lukrere på sin stærke spurt. Han er ikke bange for at angribe.

Han har for det meste haft det svært i etapeløb, og Giro d’Italia 2016 er da også ved at være sidste chance for Valverde. Spanieren virker til at være blevet en del mere stabil i bjergene, men det har så måske kostet lidt på topniveauet.

I min optik er der dog mange etaper, der passer perfekt til ham i år, og finder han den form, som han næsten altid har i Vuelta a España, så kan det godt se pænt ud.

Han får det svært mod Landas ryk i bjergene, og han har ikke Nibalis stærke enkeltstart. Til gengæld kan han forsvare sig og sluge massevis af bonussekunder.

Er det nok til at vinde løbet? Det er ikke sikkert, men det ville ikke være første gang, at vinderen af et stort etapeløb slet og ret bare var ham, der var den mest stabile rytter.

Lad os ikke afskrive Valverde, før han selv fejler i det – for det har han haft en tendens til at gøre. Han er ikke altid vågen på flade etaper, hvor vinden spiller ind, og han er ikke altid den skarpeste, når det kommer til taktikken, hvilket før har betydet, at han har misset et hav af potentielle sejre – men når alt spiller for Valverde, så er han blandt de allerbedste. Også i bjergene.

Ilnur Zakarin, Katusha

Chancevurdering: 7 %

Zakarin har fanget meget hype efter præstationen i Romandiet Rundt, og han har i det hele taget set ret fornuftig ud i år indtil videre. Min tro på ham som Grand Tour-vinder i øjeblikket begrænser sig dog til 7 %, hvilket dog også må siges at være pænt for en rytter, der kun har hentet en enkelt etapesejr i Grand Tours indtil videre.

For Zakarin mangler noget i et tre ugers lang etapeløb. I Romandiet kørte han op med Quintana på første bjergetape, og slog ham i spurten. Kan han holde det niveau dag ind og dag ud i årets Giro d'Italia, så bliver han da naturligvis en farlig mand - særligt hvis han finder enkeltstartsbenene fra den enkeltstart, der gav ham den samlede triumf i Romandiet Rundt sidste år. 

Han så nemlig stærk ud i Romandiet - meget stærk. Måske var han endda en smule for stærk. Sidste år var han også ret stærk i Romandiet, men fik aldrig rigtigt kørt klassement i den italienske Grand Tour.

Det er dog utvivlsomt planen i år, og kan han bevare den gode form over alle tre uger, så er det en god rute for ham her. Der er mange enkeltstartskilometer, og der er mange bjerge, der passer fint til hans kvaliteter.

Hans odds raslede ned efter den første sejr i Romandiet Rundt, men i min optik passer 7 % meget fint med hans vinderchancer. I det hele taget skal man passe på med at lade disse optaktsløb diktere for meget - men man må så sandelig heller ikke helt ignorere dem.

Rigoberto Urán, Cannondale

Chancevurdering: 6 %

Nu skrev jeg, at alle ryttere i denne kategori kan vinde løbet, og jeg vil ikke rigtigt trække i land. Rigoberto Uran kan godt vinde løbet. Det beviser to andenpladser i 2013 og 2014 vel også. Jeg tror bare, at Urán får rigtig svært ved at vinde løbet, men til gengæld kan han godt hente et podie hjem, hvis han holder samme form som tidligere i dette løb.

Sidste år skuffede han. En 14. plads er ikke et godt resultat. Til gengæld kørte han sig meget op i den sidste uge, hvor han beviste at han godt kan være med helt fremme i løbet.

Han er ikke samme bjergrytter som Landa eller Nibali, og han henter ikke bonussekunder som Valverde, men til gengæld er han – i topform – den klart bedste enkeltstartsrytter blandt klassementsrytterne. I 2014 kørte han i den lyserøde førertrøje efter at han smadrede konkurrenterne på den lange enkeltstart.

Hvis han skal vinde løbet i år, så kræver det samme form på enkeltstarten. Han skal simpelthen vinde tid på konkurrenterne, og det skal være mere end bare et par sekunder. Det så ikke godt ud på enkeltstarten i Romandiet Rundt.

I al fald i forhold til Landa skal vi gerne snakke 3-4 minutter. Sidste år tabte Landa 4:14 på den lange enkeltstart, så det er ikke urealistisk.

I min optik er en podieplacering nok det, som Urán skal håbe på, men hvis han rammer den form, som han havde i 2013 og 2014, så er han blandt de mest stabile i feltet. Problemet er bare, at han virkelig ikke har vist meget i 2016, og jeg er egentligt lidt i tvivl om formen hos colombianeren.

Rafal Majka, Tinkoff

Chancevurdering: 4 %

Skulle jeg lade min mavefornemmelse regere, så ville jeg nok give Majka flere procenter, men jeg kan ikke finde mange argumenter for at hæve procentsatsen. Han har nemlig ikke vist alt for meget.

Resultaterne tæller en 7. plads i Tour de San Luis og en 5. plads i Ruta del Sol. Herefter var han resultatmæssigt anonym i Paris-Nice, men det skal nævnes, at han kørte meget stærkt for Alberto Contador i det løb, og faktisk så rigtig stærk ud.

Siden har han holdt en lille pause, og har op til løbet kørt Liege-Bastogne-Liege og Romandiet Rundt.

Majka er tidligere blevet nummer 6 og nummer 7 i Giro d’Italia, mens det blev til en tredjeplads i sidste års Vuelta a España. Han lignede en af de stærkeste ryttere under Vueltaen, men problemet for Majka er, at han ikke er nogen stor vinder.

Majka er en solid enkeltstartysrytter, men det er næppe ham, der kommer til at vinde tid på alle konkurrenterne, men bemærkelsesværdigt nok blev han faktisk nummer fire på den hårde enkeltstart i Giro 2014. Det gør han næppe på årets enkeltstart, selvom han dog godt kan levere samme resultat på bjergenkeltstarten.

Jeg kan ikke helt vurdere, om ruten er optimal for Majka eller ej. Jeg hælder mest til, at den ikke er perfekt, men samtidigt byder den ind til offensiv kørsel, og her har vi før set, at Majka er rigtig stærk. Spørgsmålet er om han kan udnytte den egenskab, når han samtidigt kører klassement og ikke bare får lov at køre væk.

Så der er ikke så meget, der taler for at chancevurderingen skal være højere – kun lige min mavefornemmelse, der fortæller mig, at Majka kommer til at være blandt de stærkeste i bjergene. 

Tonsvis af outsidere

Der er mange interessante ryttere i årets Giro d'Italia, og leder man efter en stor overraskelse, så skal man måske kigge i denne kategori. De store overraskelser forekommer naturligvis ikke hele tiden, men har man set årets klassikere, så vil man måske have fået troen på, at det aldrig er for sent at slå til i de allerstørste løb. 

Hollandske Tom Dumoulin (Giant-Alpecin) var ikke mange etaper fra at vinde Vuelta a España, men gik lidt ned til allersidst. Hollænderen har masser af enkeltstartskilometer, og han starter på hjemmebane i Holland, så det virker optimalt for ham - selvom jeg efterhånden tvivler på ham som klassementsrytter. Han har ikke vist meget i år, hvor han dog også har været plaget af sygdom.

Hvis han møder ind i skarp form, så er han måske være at holde øje med, for så kan han føre løbet efter enkeltstarten på niende etape. Trade-potentiale?

Så har jeg større tiltro til italienske Domenico Pozzovivo (Ag2r). Den spinkle klatrer kommer næppe til at vinde løbet, men når han rammer dagen, så er han en fornøjelse at se på. Han er altid med fremme på bjergetaperne, men mangler måske stadig lige at få den helt store triumf. I min cykelromantiske verden kunne det være smukt, hvis han blæste afsted på 20. etape og tog etapesejren der. 

Lad os fremhæve en dansker. Jakob Fuglsang (Astana) kunne ret beset godt være blevet nævnt lidt før, hvis man vurderer hans form fra Giro del Trentino. Han så i al fald ret stærk ud i det løb, og han var blandt andet stærkere end Pozzovivo.

Danskeren kommer dog til at være bundet til Nibali, så det er nok begrænset hvor meget, han får lov til at køre efter, men hvis Nibali hurtigt melder ud, at han ikke har formen, så er top5-placering afgjort realistisk for danskeren. 

Jeg ved ikke helt, hvor man skal placere Johan Esteban Chaves (Orica-GreenEDGE). Sidste år vandt han to etaper i Vuelta a España og fik en samlet femteplads. Det virker til, at han er stærkest i efteråret, men kan han finde den form på denne tid af året, så kunne han være et frisk bud på en reel top5-kandidat, og med lidt held en smule mere.

Ryder Hesjedal (Trek-Segafredo) er en rytter, jeg aldrig har kunne lure. Han har altid præsteret, når jeg ingen forventninger har haft, og det modsatte når forventningerne har været der.

Sidste år startede han dårligt i dette løb, men sluttede faktisk løbet som en af de allerstærkeste ryttere. Han fik naturligvis også lov til det, da han var røget lidt ud af klassementet, men han beviste, at det ikke er slut endnu. I år har han dog intet vist overhovedet. Akkurat som sidste år.

En anden rytter, der også kørte på et rigtig højt niveau sidste år, var hollandske Steven Kruijswijk (LottoNL-Jumbo). Hollænderen er tilbage i år igen, men har ikke gjort noget væsen af sig. Det ville dog være dumt at glemme ham helt, fordi han viste virkelig karakter i sidste års løb, og han markerede sig som en af de bedste klassementsryttere. 

Lad mig fremhæve en anden russer. Sergey Firsanov (Gazprom-Rusvelo), der tidligere har kørt på et dansk kontinentalhold, har gang i sin bedste sæson i en alder af 33. Firsanov vandt Coppi e Bartali og endagsløbet Giro dell'Appennino, inden han var en af de stærkeste bjergryttere i Giro del Trentino, hvor han blev nummer fire. Han vinder næppe, men på en udvalgt etape kunne han meget vel gå efter en sejr, og med lidt held kan han ende i top10. 

Så går turen til det franske. Alexandre Geniez (FDJ) har vist små tegn på at han er skarp i år, og ligesom resten af holdet, har han flere gange præsteret flot på enkeltstarter i denne sæson. Geniez er ingen superrytter, men sidste år blev han nummer ni i løbet. Det resultat kan han godt matche i år. Man skal også holde øje med den erfarne Jean-Christophe Peraud (Ag2r), der får debut i løbet. Jeg tror ikke meget på ham, men han har før overrasket mig, og alderen synes ikke at være et problem.

Italienske Davide Formolo (Cannondale) vandt sidste år en etape i dette løb, men manglede holdbarheden i det samlede klassement. Den har han måske ikke fået i år, men jeg forventer at se Formolo tage et skridt op ad udviklingsstigen i år, for selvom han intet har vist i år, så er han et ret interessant talent.

Den sidste rytter, jeg lige vil gennemgå i forhold til klassementet, er Tanel Kangert (Astana). Kangert er luksushjælper for Nibali, og han led lidt på stigningerne i Giro del Trentino, men han fik arbejdet sig tilbage flere gange, vandt to etaper og blev nummer to i klassementet. Det ville være en fejl at undervurdere den bomstærke rytter fra Estland. Men jeg tror ikke på ham i det lange løb.

Sprinterne: Kampen om pointtrøjen

Den eneste anden trøje, jeg går i dybden med, er pointtrøjen. Giro d'Italia er nemlig altid fyldt med interessante sprintere, men problemet er, at ikke alle sprintere har i sinde at køre løbet til ende - for eksempel kan man nok vurdere, at en rytter som André Greipel, der har fokus på Tour de France, næppe slidder sig hele vejen til Torino.

Giro d'Italia kører efter sit eget pointsystem, men det minder lidt om det vi kender fra Tour de France. Hver enkelt etap er kategoriseret (A, B, C, D eller E), og der gives så særlige point alt efter kategorien. Det er gjort, således at det er sprinterne, der vinder pointtrøjen, og ikke bjergrytterne, som det ofte skete førhen. Pointene fordeler sig således i hver kategori:

Kategori	1	2	3	4	5	6	7	8	9	10	11	12	13	14	15	16	17	18	19	20
A & B	50	40	34	28	25	22	20	18	16	14	12	10	8	7	6	5	4	3	2	1
C	25	22	20	18	16	14	12	10	8	6	5	4	3	2	1
D & E	15	12	9	7	6	5	4	3	2	1

Kategori	1	2	3	4	5	6	7	8	9	10
A & B	20	16	12	9	7	6	4	3	2	1
C	10	6	3	2	1
D & E	8	4	1

Kandidaterne til trøjen

Bjergtrøjen: Sådan fordeles pointene

Det er svært, at vurdere bjergtrøjen, og derfor gør jeg det heller ikke - ikke i optakten i al fald. Hold øje med mine betragtninger i forumtråden til optakten i takt med at løbet køres. Bjergtrøjen er nemlig ikke en trøje, som ret mange kører efter.

Visconti gør måske, hvis han får lov. Pirazzi gør måske, men kan ikke kæmpe med i de helt store bjerge dag efter dag. Sidste år var Mikel Landa (klassementsrytter) milimeter fra at vinde den, men Astana foretrak andre ting.

Men pointskemaet er væsentligt, så det kan findes lige her. Cima Coppi er som altid vigtig. Det er løbets højeste punkt, og her gives der flere point end alle andre steder. I år findes den på 19. etape.

Igen i år er den ikke placeret på målstregen, hvorfor det højest sandsynligt bliver et udbrud, der henter pointene her.

I det hele taget ligner det en rute, der passer udbryderne meget godt, så måske skal man kigge efter dem, når man tænker på bjergtrøjen. Bookmakerens markeder før løbet plejer ikke at være særligt interessante, for en rytter skal kun lige nævne "bjergtrøjen" i forbifarten, før de bliver gjort til halv-store favoritter i konkurrencen. Det er bare ikke en trøje, som man kører særligt meget efter. 

Kategori	1	2	3	4	5	6	7	8	9
Cima Coppi	45	30	20	14	10	6	4	2	1
1	35	18	12	9	6	4	2	1
2	15	8	6	4	2	1
3	7	4	2	1
4	3	2	1

Ruten - Giro d’Italia 2016

For 12. gang i løbets historie starter Giro d’Italia på udenlandsk jord. Denne gang er det Holland og byen Apeldoorn, der er blevet udvalgt til at være startby for den italienske grand tour.

1. etape: Apeldoorn - Apeldoorn (9,8 km) *** (E)

Årets Giro d’Italia starter med en kort enkeltstart i den hollandske by, Apeldoorn. Ruten er helt og aldeles flad, men den ser til gengæld småteknisk ud med flere skarpe sving. Det er dog nok ikke helt tilfældet, for ruten foregår eftersigende på store, brede veje og flere lange lige strækninger.

Efter 4,8 kilometer tages der mellemtider, og på de sidste to kilometer er der to skarpe sving, men også to lange strækninger uden andre udfordringer. Rytterne starter i Omnisport Apeldoorn, der er en velodrom.

2. etape: Arnhem – Nijmegen (190 km) ** (A & B)

Ruten er helt flad på anden etape af Giro d’Italia, men alligevel har arrangørerne givet etapen to stjerner i sværhedsgrad. Det skyldes naturligvis, at vinden kan spille en faktor på denne etape i Holland.

I det hele taget en interessant rute. Efter cirka 90 kilometers kørsel skal rytterne køre på en cykelsti, så der bliver vejen pludselig meget smal. Med omkring 35 kilometer til mål rammer feltet løbets første stigning, så mange af de små hold vil kæmpe for at få en mand i udbrud, så de kan låne bjergtrøjen i starten af løbet. Det er en hård stigning, men den er placeret for langt væk fra mål.

I finalen skal de køre en rundstrækning på 8,65 kilometer to gange. Der kommer et blødt sving med 350 meter til mål, men de sidste 350 meter går lige ud på en ret bred vej. Det ligner en dag for sprinterne.

3. etape: Nijmegen – Arnhem (190 km) * (A & B)

En let dag i Holland. I går gik turen fra Arnhem til Nijmegen, og på denne etape er det så den omvendte tur. Der er ikke så meget at sige om denne etape, for den er ret let.

Finalen er en rundstrækning på 14 kilometer, der skal køres to gange. Den ser lidt kuperet ud, når man ser den tæt på, men der bør absolut ikke være nogle problemer for sprinterne. Selve opløbet foregår på en let kurvet vej, så det gælder om at tage spurten længst mod venstre. Sprinterne tager denne dag, hvor der igen er lidt bjergpoint på spil, da der er en enkelt kategoriseret (4. kategori) stigning.

4. etape: Catanzaro – Praia a Mare (200 km) *** (C)

En meget klassisk Giro d’Italia-etape. De første 120 kilometer er ret flade, men de sidste 80 kilometer er meget kuperede. Det ligner en klassisk udbryderetape, som de altid placerer i starten af løbet.

Der er kun to kategoriserede stigninger, der er placeret lidt over midtvejs på etapen, og så er finalen ellers bare op og ned hele vejen af mindre stigninger. Rene sprintere får det svært her, men omvendt ligner det heller ikke en klassementskamp. Der er en lille stigning, Via del Fortino, der indeholder nogle stejle stigningsprocenter, men den efterfølgende stigning er ikke vildt hård (1,8 km, 7,7 %). De sidste 8,7 kilometer går enten ned eller lige ud. Det bliver et udbrud eller en klatrestærk sprinter – lidt a la en type som Fabio Felline.

5. etape: Praia a Mare – Benevento (233 km) ** (A & B)

Giro d’Italia elsker disse lange etaper, der er lidt småkuperede, men jeg tror ikke rigtigt, at hverken ryttere eller fans er så vilde med dem. Den her er små-svær at kontrollere på grund af mange stigninger undervejs, men de sidste 53 kilometer er flade.

På den sidste kilometer stiger opløbet en smule (3,4 %), mens der er også lidt brosten. Ikke noget vildt slemt, og jeg er ikke sikker på, at etapen skal have to stjerner. Det kan blive et udbrud, men hvis en hurtig sprinter, der kan klare et stigende opløb, har en god dag, bliver hans hold sendt frem på de sidste 60 kilometer.

6. etape: Ponte – Roccaraso (157 km) *** (D)

De første bjerge kommer allerede på sjette etape. Rytterne skal over to stigninger. Først køres Bocca della Selva, der er næsten 18 kilometer lang. Den er ikke voldsomt hård, og der kommer næppe til at ske meget her, udover at udbryderne meget gerne vil have bjergpointene.

Efter 140 kilometers kørsel kommer dagens sidste stigning, nemlig Roccaraso (Aremogna). Den er omkring 17 kilometer lang og stiger i snit med 4,8 %, så det er heller ikke den sværeste stigning. Den køres dog lidt i etaper, og der er flere steder hvor den flader ud. På de sidste 800 meter stiger den med 7,1 %, og det kan sagtens ske, at det først er her, at de bedste ryttere rykker på sig.

7. etape: Sulmona – Foligno (211 km) ** (A & B)

Efter den første hårde dag i bjergene, så kan det betyde at feltet får en lidt rolig dag i dag, hvilket giver udbruddet chancen. Etapen er 211 kilometer lang, og nærmest som vanen tro er den småkuperet.

Den sidste stigning – der ikke er kategoriseret – topper dog efter 170 kilometers kørsel, og herefter er der ingen udfordringer. Sprinterne kan naturligvis vælge at køre efter sejren her, men det afhænger nok lidt af hvor hårdt de har haft det indtil videre. Bliver det en spurt, så er den sidste kilometer ret teknisk, og man skal holde tungen lige i munden.

8. etape: Foligno – Arezzo (186 km) *** (C)

Det her er en etape, som jeg ser lidt frem til, fordi den kan blive meget, meget drilsk. Jeg tvivler på, at dens klassementsbetydning vil være tre stjerner værd, men regner det en smule, så kan stjernerne helt klart retfærdiggøres.

Med 25 kilometer tilbage af etapen starter Alpe di Pioti-stigningen (6,4 kilometer), og der er både grusveje og stigningsprocenter over 10 %. Det er dog ikke den eneste udfordring, for også finalen i Arezzo er svær. Den sidste kilometer stiger i snit med 5 %, og det er særligt de første 250 meter, der er svære. Sekunder kan komme spil på denne etape.

9. etape: Chianto Classico Stage – Chianti Classico Stage (40,5 km) **** (E)

På niende etape af Giro d’Italia venter en voldsomt svær enkeltstart for rytterne, og der er ingen tvivl om, at den bliver meget afgørende for løbet. Der har på nuværende tidspunkt kun været én bjergafslutning, så det her bliver den første store udfordring for klassementsrytterne.

Enkeltstarten er rigtig hård. De køres i et meget kuperet terræn, og efter 28 kilometers kørsel kommer der en fem kilometer lang stigning (4,9 km og 3,7 %). Fra toppen af denne stigning er det bare nedkørsel til målstregen. Det ligner en hård enkeltstart.

10. etape: Campi Bisenzio – Sestola (219 km) *** (D)

De første 25 kilometer er flade, men herefter går det enten opad eller nedad for rytterne i feltet. 10. etape er en modbydelig etape, fordi der er meget lidt hvil at finde på etapen.

Kigger man på ruten, så ligner det at målstigningen er hamrende stejl, men sandheden er lidt anderledes. Først skal rytterne over Pian del Falco, der overordnet set er 16,4 kilometer lang, men det er primært de sidste fire kilometer, der er hårde her. Fra toppen af den stigning følger en nedkørsel, inden rytterne slutter på Sestola. Det er en stigning på 7,45 kilometer, der i snit stiger med 5 %.

11. etape: Modena – Asolo (227 km) *** (C)

Det her en noget speciel etape. De første 204 kilometer er helt pandekageflade, og der er ikke den mindste udfordring. Det er lige før, der heller ikke rigtigt er nogle sving på ruten, men det er der naturligvis.

Men i finalen kan det blive hektisk. Det starter med Forcella Mostaccin, der er en vild stigning, der stiger med 16 % enkelte steder. Derefter er flere små stigninger, og det går op og ned hele vejen hen til målstregen. Med 5 kilometer til mål kommer der en stigning på 1,5 kilometer, der stiger med 6 %, inden det går nedad mod målstregen. I finalen er der flere sving, rundkørsler og også små brostenspassager, så det er afgjort en finale, der byder på det hele. Det kan godt blive ret flot.

12. etape: Noale – Bibione (168 km) * (A & B)

Der kommer næppe til at ske meget på denne etape. Hvert år er der bare én etape, der er helt og aldeles flad, og det her er årets udgave. Der er ingen udfordringer rent højdemæssigt på etapen.

Arrangørerne selv nævner at antallet af rundkørsler, fartbump og andre vejmøbler kan udgøre en forhindring, Umiddelbart ligner det en fridag for alle de hold, der ikke har en sprinter eller lyserød førertrøje. Der er relativt mange sving i finalen, så lur mig om det ikke bliver en farlig etape i finalen, skulle der komme regn. Ellers sker der næppe meget her.

13. etape: Palmanova – Cividale del Friuli (170 km) ***** (C)

Fem stjerner? Nah, ikke helt. 13. etape er afgjort hård med fire kategoriserede bjerge. De første to stigninger er Montmaggiore, der i omkring 5 kilometer stiger med 10,5 %, mens den næste er Crai-stigningen, der skal køres lidt i etaper. Det er også en stigning med hårde passager, men problemet er, at der er næsten 100 kilometer til målstregen fra toppen af den stigning.

Så skal det i stedet afgøres på Cima Porzus, der topper med 30 kilometer til mål. Stigningen er næsten 9 kilometer lang, og den stiger en lang overgang med næsten 9 %. Direkte efter en nedkørsel venter stigningen Valle (6,2 kilometer). De sidste 5,2 kilometer stiger i snit med 8,5 %. Fra toppen af denne stigning er der 14 kilometer til målstregen, så det er slet ikke sandsynligt, at der kommer tidsforskelle mellem de allerstærkeste på denne etape. Fem stjerner er måske lige i overkanten.

14. etape: Alpago (Farra) – Corvara (210 km) ***** (D)

Konge-etape i Dolomitterne. Det er en modbydelig hård etape som foregår i højderne. Etapen er 210 kilometer lang, men hele dagen skal der køres op og ned. De første 95 kilometer går op ad, og herefter følger adskillige stigninger. Hele syv stigninger er der på vejen til Corvara.

Den første er Passo Pordoi (9,25 km og 6,9 %), der topper efter 94,7 kilometers kørsel. Herefter følger en kort nedkørsel inden stigning nummer to Passo Sella (5,55 km og 7,9 %). Igen følger der en kort nedkørsel inden næste stigning, og det gentager sig igen til dagens fjerde stigning.

Efter 159 kilometers kørsel står rytterne ved bunden af Passo Giau. Stigningen er næsten 10 kilometer lang, og stiger i snit med over 9 %. En rigtig hård stigning, men ikke dagens sidste. Efter en kort nedkørsel er der kørt 179,1 kilometer af etapen, og så kommer dagens sjette stigning: Passo Valparola, der er 11,5 kilometer lang.

Det er ikke jordens hårdeste stigning, men de sidste 7 kilometer stiger i snit med over 6 %. Fra toppen af denne stigning følger en lang nedkørsel, og så er der kun 10 kilometer tilbage af etapen.

På de sidste 5 kilometer kommer der en ret drilsk lille stigning. Med 4,9 kilometer tilbage af etapen kommer en kort stigning på 500 meter, som i snit stiger med 13,4 % (maxprocent på 19 %), og herefter går det stille og roligt opad mod målstregen. En rigtig, rigtig hård stigning, men igen er det næppe på de sidste par kilometer, at der skal ske en udskilning. Rytterne skal finde de angrebsivrige ben frem.

15. etape: Castelrotto – Alpe di Siusi (10,8 km) **** (E)

Giro d’Italia elsker bjergenkeltstarter, og den disciplin er tilbage i årets løb. Rytterne skal klatre op ad Alpe di Siusi, og det er ingen let stigning.

Etapen er kun 10,85 kilometer lang, og de første små to kilometer er uden problemer, men så rammer rytterne også bunden af stigningen. Herefter stiger den bare op i vejret, og i snit stiger den med omkring 8 %. Det er en hård og voldsom dag, og de her bjergenkeltstarter kan ofte gøre ret ondt på nogle ryttere.

16. etape: Bressanone – Andalo (132 km) *** (D)

En kort etape af slagsen, men der er rigeligt med stigninger på etapen. De første 44 kilometer går svagt nedad, men så er rytterne også ved bunden af Passo della Mendola, der er næsten 15 kilometer lang og stiger med over 6 %. Herefter følger en lang nedkørsel hen til 112,8 kilometer-mærket, hvor Fai Della Paganella begynder.

Det er en stigning på omkring 10,25 kilometer. Det er en halvhård stigning, der flader lidt ud på toppen – men der er faktisk en lille passage, der når op på hele 15 %, så der kan sagtens ske noget her. Herefter følger en kort nedkørsel, inden de rammer det sidste bump før målstregen.

Finalestigningen er dog ret blød. Der er lige 2,5 kilometer, der slutter halvanden kilometer fra mål, der stiger med omkring 6 %, og herefter flader den så ud. Det ligner et udbrud eller en af de sekundære ryttere, der vinder den her etape.

17. etape: Molveno – Cassano D’Adda (196 km) * (A & B)

Efter en række svære etaper, skifter terrænet helt. 17. etape er uden udfordringer, og efter en lille kategoriseret stigning efter omkring 100 kilometers kørsel, er det helt fladt til allersidst.

Der er lidt sving i finalen, men det sidste sving kommer med 500 meter til målstregen, så det er ikke en synderligt krævende etape. Hvis sprinterne fejler her, så skal der godt nok gå meget galt. Den er skræddersyet til dem.

18. etape: Muggio – Pinerolo (240 km) *** (C)

Igen en ualmindelig (unødvendigt) lang etape her i Giro d’Italia. De første 211,8 kilometer er gabende kedelige og ligegyldige, men herefter går det for alvor løs. Jeg tror, det her kan ende med at blive en ret spektakulær finale.

Først skal rytterne over Pramartino, der er en stigning på 4,65 kilometer, der i snit stiger med 10,5 %, og kigger man på den store ruteprofil, så ligner det dagens eneste stigning. Men det er det ikke, for zoomer man ind, finder man San Maurizio, der kun er 500 meter lang, men som stiger med 13,2 %. Fra toppen af denne stigning er der 2 kilometer til målstregen. Perfekt til sene angreb. Stigningen San Maurizio bliver en oplevelse - vejen er meget, meget smal og snoer sig mellem huse på hver sin side. Absolut seværdig.

19. etape: Pinerolo – Risoul (162 km) ***** (D)

Så går turen til Frankrig. Etapen er 162 kilometer lang, og indeholder to voldsomt hårde stigninger. Den ene kan groft sagt siges at starte efter 38,9 kilometers kørsel og toppe efter 106,4 kilometers kørsel. Det er ikke helt sandt, men det er der, vejen begynder at gå opad. Officielt har Giro d’Italia valgt at sige, at stigningen er 21,3 kilometer lang, men man kan godt fjerne de første 10,8 kilometer. Herefter stiger den i snit med over 9 % - det er samtidigt løbets højeste stigning (Cima Coppi) med sine 2.744 højdemeter, og derfor en vigtig stigning i bjergkonkurrencen.

Herefter følger en nedkørsel, indtil der er omkring 12,85 kilometer tilbage af etapen, og så kommer stigningen Risoul, der er ret hård. Den stiger i snit med 6,9 % og bliver stejlere og stejlere jo tættere vi kommer toppen.

20. etape: Guillestre – Sant’Anna di Vinadio (134 km) ***** (D)

Endelig, fristes jeg til at råbe. Løbets absolutte konge-etape i min optik. Etapen er kun 134 kilometer lang, men det er en af etapens styrker. De her korte bjergetaper er ofte ret interessante, fordi rytterne måske tør mere.

Etapen starter med at gå opad. De første 19 kilometer stiger bare direkte op i vejret, og der kan herske kaos allerede her. Stigningen – Col de Vars – er hårdest i bunden, så bjergbenene skal være skruet på allerede fra starten af.

Dernæst følger en lang nedkørsel til bunden af Col de la Bonette, der kommer efter 41 kilometers kørsel. Det er en stigning på 22 kilometer, der overordnet set stiger med omkring 6 %. Herefter følger en nedkørsel hen til den sidste store stigning, der starter med 103,1 kilometers kørsel.

Her venter Colle della Lombarda, der er 19 kilometer lang. Bjerget stiger i snit med omkring 7,5 %, og den er hårdest i bunden og mod toppen af stigningen. Herfra følger en nedkørsel til 131,7 kilometer af etapen er kørt, og så kommer dagens sidste udfordring. Den sidste stigning er kort, men stiger med omkring 9,7 %. Det her kan blive en strålede etape, og er det tæt i toppen af stillingen, så bør man udnytte terrænet her.

21. etape: Cuneo – Torino (163 km) * (A & B)

163 kilometer skiller rytterne fra at afslutte årets Giro d’Italia, og der kommer næppe til at være andet end etapesejren på spil i Torino. Arrangørerne har dog alligevel valgt at lave en lidt tricky finale.

Når rytterne når Torino, skal de til at køre en rundstrækning på 7,5 kilometer. I starten af hver rundstrækning er der en lille, kort men stejl bakke, der generer en anelse, men det bør absolut ikke hindre en massespurt. Måske giver det en lille chance til udbryderne, for meget afhænger af hvilke sprintere, der er tilbage på dette tidspunkt.