Årets udgave af det traditionsrige etape-cykelløb Giro d´Italia begynder lørdag. Læs Jesper Sørensens optakt der gennemgår ruten og klassements-favoritterne (og outsiderne) samt lister vinder-oddsene...
Odds
Tips
Ruten
Klassements-favoritten: Wiggins
Udfordreren: Nibali
De øvrige favoritter
Hold også øje med
Årets første Grand Tour er lige om hjørnet. Giro d’Italia 2013 er klar med et festfyrværkeri af en rute, og med flere store bjerge, tyder noget på at vi får en interessant udgave.
Særligt fordi sidste års Tour de France-vinder, Bradley Wiggins, har valgt at stille til start. Her vil han få modstand af blandt andre italienernes store håb, Vincenzo Nibali, samt sidste års vinder, Ryder Hesjedal. Men også flere andre store navne søger lykken i Italien: Samuel Sanchez, Robert Gesink og Cadel Evans søger således opmuntring i Giro d’Italia efter et par svære sæsoner.
Årets Giro d’Italia byder på et visit til Frankrig, hvor Col du Galibier skal bestiges, men ellers bliver det meste af løbet (i modsætning til sidste år hvor Giroen startede i Herning) holdt i det italienske, hvor hjemmebanefavoritten Nibali håber på at overliste Wiggins og snuppe ”Il Trofeo Senza Fine” - Giroens ”uendelige trofæ”.
Odds
Udvalgte vinder-odds:
Wiggins 2,1 Ladbrokes, 2,0 Bet365, NordicBet, 1,95 Unibet
Nibali 3,25 Unibet, 3,2 Sportingbet, 3,0 Bet365, Danske Spil
Hesjedal 11,0 Unibet, Ladbrokes, 10,0 Bet365, NordicBet
Sanchez 22,0 Unibet, 21,0 Sportingbet, 15,0 Ladbrokes, Danske Spil
Evans 34,0 Ladbrokes, Sportingbet, 29,0 Bet365, 26,0 NordicBet
Scarponi 34,0 Bet365, Sportingbet, 31,0 NordicBet, 26,0 Ladbrokes
Gesink 41,0 Bet365, 35,0 NordicBet, Unibet, 34,0 Sportingbet
Pellizotti 50,0 Unibet, 41,0 NordicBet, 34,0 Bet365, Ladbrokes
Santambrogio 50,0 Unibet, 35,0 NordicBet, 34,0 Bet365, Ladbrokes
Basso 67,0 Bet365, 41,0 NordicBet, Ladbrokes, 40,0 Danske Spil
Betfair har også odds på Giro d'Italia – i skrivende stund er likviditeten dog stadig ret lav.
Tips
Hold øje med tips fra BetXperts dygtige cykeleksperter:
Ruten
Giro d’Italia starter denne gang i Italien, modsat sidste år hvor starten som bekendt gik i danske Herning. Startbyen hedder i år Napoli, hvor 1. etape på 130 kilometer både starter og slutter. Til at starte med kører man et par gange på stigningen Via Francesco Petrarca, men de sidste 70 kilometer er flade strækninger i byen, og afslutningen er pandekageflad. Årets første Grand Tour-etape bør sende en sprinter i den lyserøde førertrøje.
2. etape er kun 17,4 kilometer lang: Det er nemlig en holdtidskørsel. Den køres fra Ischia til Forio. Ligesom sidste år, hvor Alex Rasmussen (endnu uvist om danskeren er med i år) ikke kunne følge med hos Garmin-Sharp og missede den lyserøde førertrøje, er det en kuperet een af slagsen. Den bør umiddelbart ikke passe et sprinterhold, som fx Orica-GreenEDGE, men derimod et mere alsidigt hold som netop Garmin-Sharp.
Allerede på 3. etape kommer de første stigninger. Etapen fra Sorrento til Marina di Ascea er 222 kilometer lang. Det er ikke de hårdeste stigninger, man bliver mødt af, men etapen slutter med en skarp nedkørsel, der i dén grad kan sætte nogle af favoritterne under pres – særligt når Nibali befinder sig i feltet. Vil Astana forsøge at spille ud allerede nu?
De middelsvære bjerge forsvinder ikke på 4. etape, der er hele 246 kilometer lang fra Policastro Bussentino til Serra San Bruno. Det meste af dagen er flad, men etapen sluttes med en drilsk afslutning. Selve opstigningen af Croce Ferrata slutter med 7 kilometer til mål. Stigningen holder ganske fine procenter hele vejen igennem, men bør ikke slå nogle af de større favoritter ud af kurs. De sidste 6-7 kilometer går mest nedad inden der kommer en flad spurt – mon ikke vi skal forvente at se en klassements-outsider, der løber med sejren her? Finalen er umiddelbart ikke hård nok til at de helt store ryttere vil spille ud.
Endnu en etape over 200 kilometer venter på 5. etape. Etapen, der starter i Cosenza og 203 kilometer senere slutter i Matera, er flad det meste af dagen – lige indtil finalen venter, hvor det går opad, hvilket bør sortere de tungeste sprintere fra. Finalen er en opadgående rampe, hvor ryttere med en hurtig finish og en stærk acceleration kan rykke afsted og nuppe sejren.
Anderledes godt ser det ud for sprinterne på 6. etape, der går fra Mola di Bari til Margherita di Savoia. Etapen er 169 kilometer lang, og den er næsten pandekageflad. Det ligner en klassisk sprinteretape.
7. etape er en drilsk etape: Op, ned, op, ned. Hele dagen. I 177 kilometer. Undervejs skal Chieti passeres – den stigning kendes fra Tirreno-Adriatico, hvor den i årevis har været en afgørende etapeafslutning. Etapen slutter fladt, men det bliver en knaldhård dag, hvor førertrøjens hold nok får sit hyr med at kontrollere begivenhederne.
På 8. etape får vi den første klassementsduel: Rytterne skal nemlig ud på en 54,8 kilometer lang enkeltstart. Foruden at være lang, så slutter den ovenikøbet også med en lille, hård stigning. Stigningsprocenterne på den sidste kilometer hedder 10-11 %. Det bliver en hård, hård dag, og der vil nok komme store tidsforskelle i klassementet.
Sidste etape inden første hviledag, er 9. etape, der slutter i VM-byen Firenze. Der er flere store stigninger undervejs, men etapen slutter på et ’let’ stigende opløb. De sidste 2 kilometer stiger cirka tre procent. Ligner en klassisk udbryderetape.
Efter en velfortjent hviledag, der i år er blevet placeret på et ’normalt’ tidspunkt, venter 10. etape. Og her kommer den første rigtige bjergafslutning. Først skal Passo Cason di Lanza passeres – en svær stigning, der har flere lange stykker med over 10 %. Men det er på Altopiano del Montasio, der hele skal afgøres. Stigningen er 21,9 kilometer lang, men de første 11 kilometer bemærkes ikke – det gør de sidste 10 dog. De første 6,5 kilometer stiger lidt over 7 % i snit, og herefter kommer der en knaldhård passage på over 12,9 % inden finalen flader en anelse ud.
11. etape byder igen på en opadgående stigning mod mål. Etapen er 182 kilometer lang. Stigningen – Vajont – er dog ikke den hårdeste, og det bliver næppe de helt store tidsforskelle der kommer her – hvis overhovedet nogen.
På 12. etape får sprinterne en chance igen. Det er lidt kuperet, men de sidste 50 kilometer er uden udfordringer, hvorfor alle sprinterne bør være til stede i afslutningen.
13. etape er ligeledes en etape for sprinterne, men til gengæld er den 254 kilometer lang og med småstigninger i finalen – er man uopmærksom, kan man godt blive sorteret fra her.
Men så slutter det også for sprinterne i denne omgang. For de kommende etaper er væsentlige for klassementet. 14. etape er kun 168 kilometer lang, men har to, lange stigninger med. Den første er Sestriere, der ikke er vanvittig stejl, men stadig udmattende. Men det er Bardonecchia, der trækker tænder ud. Denne stigning afslutter 14. etape, og selvom den er kort, så er de sidste tre kilometer modbydelige. De stiger i snit med 9,7 %.
Dagen efter venter 15. etape, der er en anelse hårdere. Her smutter vi nemlig over grænsen til Frankrig via Col du Mont Cenis, der er 25 kilometer lang, og så skal etapen afsluttes på Col du Galibier – men først klatrer rytterne lige op ad Col du Telegraphe, hvilket gør at etapen reelt afsluttes med en 34,4 kilometer lang stigning, der er vanvittigt hård. Det bliver et festfyrværkeri, hvis rytterne tør angribe. Og det skal der nok være nogle der gør.
Efter to hårde dage i bjergene, får rytterne endnu en hviledag.
Vi starter herefter blidt ud. 16. etape, hvor rytterne sendes tilbage til Italien. Det er en relativt let dag, men omkring 20 kilometer før finalen kommer der en hård stigning, inden dagen sluttes med en nedkørsel og flad vej. Bør ikke skabe tidsforskelle.
17. etape er endnu en rolig dag i sadlen. Etapen er flad i 192,6 kilometer, men herefter kommer der en kort, lille stigning. De sidste 17 kilometer går dog ned og dernæst på flad vej. Det er en dag for sprinterne, men uopmærksomhed kan sortere et par af dem fra.
Herefter venter 18. etape, der er en 20,6 kilometer lang bjergenkeltstart. Stigningen er ikke den hårdeste, men den er lang og skal nu nok skabe nogle relativt fine tidsforskelle. Men det er kun opvarmning for de kommende begivenheder.
For på 19. etape begynder løjerne for alvor. Etapen er 139 kilometer lang, men der er tre voldsomme stigninger: Passo di Gavia, Passo dello Stelvio og Val Martello Martelltal. Alle tre stigninger er så hårde, at det kan skabe en dramatisk dag i feltet. Val Martello Martelltal er 22 kilometer lang, men på toppen af stigningen flader den lidt ud, før en knaldhård rampe skal afgøre løjerne. Det er ikke usandsynligt, at favoritterne sparer sig til de sidste to kilometer.
20. etape er om muligt endnu hårdere. De første 65 kilometer er ligegyldige, men på de sidste 140 kilometer går det op og ned hele vejen. Der er hele fem store bjerge. Det hele sluttes på Tre Cime di Lavaredo, og de sidste tre kilometer er ubarmhjertige. De stiger med hele 12,4 %.
Sidste etape – 21. etape – er en 197 kilometer lang paradeetape. De har udskiftet den normale afsluttende enkeltstart med en lang, flad etape. Løbet slutter i Brescia, hvor der køres flere omgange som vi kender det fra Champs Elysees i Tour de France.
Den største favorit
Bradley Wiggins, Sky Procycling
Vinder man Tour de France i temmelig overbevisende stil, så vil man naturligvis også være favorit i Giro d’Italia året efter. Og det er Bradley Wiggins naturligvis også.
Han viste sig ganske godt kørende i Giro del Trentino, hvor en defekt (og en elegant cykelparkering) holdt ham fra et topresultat. Det er ikke til at sige, hvordan han ville gøre det i en direkte Nibali-duel, men italieneren så måske en anelse stærkere ud.
Men det var Giro del Trentino – det er ikke der, han skal toppe. Det er under Giro d’Italia, hvor der blandt andet er en enkeltstart på over 50 kilometer. Han har det måske bedre i de franske bjerge, men omvendt har han ikke vist, at han ikke skulle kunne håndtere disse stigninger fint. I Sky-lejren melder man om at han klatrer bedre end nogensinde før.
Samtidigt har han stærke folk som Sergio Henao og Rigoberto Uran omkring sig. Og Sioutsou og Cataldo. Team Sky skal nok have styrken, og Bradley Wiggins kan komme til at køre bag sit tog på mange af de italienske stigninger. Henao har efterhånden styrken til selv at være kaptajn i en Grand Tour, så de øvrige hold skal virkelig spille sig ud, hvis de vil matche Sky på holdet.
Bradley Wiggins har vist små svaghedstegn – men desværre for konkurrenterne, er det holdkammeraten Chris Froome, der har presset Wiggins til at vise disse svaghedstegn. Nibali kunne ikke presse briten under sidste års Tour de France – kan han det i år?
Wiggins får nogle hårde dage i bjergene, og han har ”kun” omkring 50 kilometers flad enkeltstart at gøre godt med. Jeg kan godt se ham triumfere i Brescia, men jeg kan også se ham knække. Han skal være løbets store favorit, men jeg vil ikke give ham Senza Fine på forhånd.
Udfordreren
Vincenzo Nibali, Astana
Vincenzo Nibali skal forsøge at løfte italiensk cykelsport efter en historisk ringe Giro d’Italia sidste år, hvor der ikke var én eneste italiener på podiet. Han var stærk i Giro del Trentino, og han arbejdede for holdet i Liege-Bastogne-Liege. Historikken viser, at det sjældent betaler sig at være så godt kørende allerede i Giro del Trentino, men Nibali ved efterhånden godt hvordan man forbereder formen, så jeg tvivler på at det bliver et alvorligt problem.
I Giro d’Italia skal han forsøge at få skovlen under Bradley Wiggins og Sky. Til det har han fået et stærkt hold: Janez Brajkovic, Fredrik Kessiakoff, Fabio Aru, Paolo Tiralongo, Tanel Kangert, Valerio Agnoli, Alessandro Vanotti og Dmitriy Gruzdev. Hvis alle finder formen, særligt Brajkovic, så kan det hold godt skabe ballade i Giroen. I Trentino var Aru meget imponerende, og hele holdet var i det hele taget i hopla og kontrollere løbet.
Men det bliver Nibali, der skal gå efter at vinde løbet, og han skal forsøge sig i ethvert terræn. Wiggins vil nok tage tid på ham på enkeltstarten, og herefter vil meget bestå i at Sky forsøger at kontrollere løbet. Nibali kender dog langt de fleste stigninger og nedkørsler, hvilket bør være til hans fordel. Man må forvente, at de italienske stigninger er bedre for Nibali fremfor Wiggins, og derfor bør forskellen i styrke mellem de to ikke være den samme som under Tour de France sidste år.
Men selv om Wiggins havde problemer med umiddelbart at følge Nibalis accelerationer under Giro del Trentino, så var englænderen i stand til at komme tilbage uden de store problemer – han så ud til at køre med overskud, og hvis han konstant kan køre og psyke Nibali på den måde, så kan det sagtens ende med en overlegen sejr igen, medmindre Nibali finder ud af hvordan han skal køre Wiggins.
Øvrige favoritter
Ryder Hesjedal, Garmin-Sharp
Sidste år vandt Ryder Hesjedal ganske overraskende Giroen. Han var god fra dag 1, og han blev kun stærkere og stærkere. Han havde én dårlig dag, men ingen anså ham for en reel trussel på det tidspunkt, hvorfor man ikke for alvor valgte at køre ham ud af klassementet – og herefter var løbet mere eller mindre kørt, da canadieren bare blev stærkere og stærkere.
Den fejltagelse laver man næppe i år. Viser han svaghedstegn, så giver de andre favoritter gas. Men Hesjedal kommer nok til at være med helt fremme igen. Formen så god ud i Liege-Bastogne-Liege, og han lignede en rytter, der planmæssigt blev stærkere og stærkere under Ardennerne. Desuden har han et fint hold omkring sig.
Men Hesjedal er bare ikke en rytter, der kommer til at være en Grand Tour-favorit på forhånd, medmindre det er et meget svagt felt. Han er en fighter, og han kæmper til sidste øjeblik. Han skal vinde på sin stabilitet og fight, og håbe at de øvrige konkurrenter er knap så stabile – men både Wiggins og Nibali har vist sig at være meget stabile de seneste par år, så sejren bliver nok svær for Hesjedal.
En top3-placering virker derimod ret realistisk, hvis han kan finde sidste års styrke. Noget tyder på at han er på rette vej.
Han valgte at stå af før bjergene i Romandiet Rundt, men han fortalte efterfølgende, at det var et valg han selv tog. Han føler sig bedre end sidste år på nuværende tidspunkt.
Samuel Sanchez, Euskaltel
Spanske Samuel Sanchez er tilbage i Giro d’Italia efter mange års fravær. Målsætningen er at vinde en etape og ende på podiet. Hvis Sanchez får vundet en etape, vil han være en af de ryttere, der har vundet etaper i samtlige Grand Tours – det samme hvis han ender på podiet.
Sidste sæson blev ødelagt af at han måtte udgå af Tour de France relativt tidligt, men han nåede blandt andet at vinde Baskerlandet Rundt og blive nummer to i Lombardiet, hvorfor det ikke var en kæmpe katastrofe. Men han kommer til at savne det faktum, at han ikke fuldendte en Grand Tour.
Året forinden (2011) endte han som nummer fem i Tour de France, og han vandt yderligere en etapesejr og bjergtrøjen i samme løb. Sanchez har stadig et højt niveau, selvom han er en anelse under de bedste.
I år har han haft en rolig start på sæsonen. Han var ikke rigtig synlig i Tirreno-Adriatico med undtagelse af vanvidsetapen Sagan vandt – her blev han nummer fem. I Baskerlandet Rundt blev han nummer 2 på en enkelt etape, men i det samlede klassement var han ikke med fremme, ligesom han også var langt tilbage i Liege-Bastogne-Liege.
Men det hele handler om Giro d’Italia, hvilket betyder at formen først kommer hen ad vejen, og Samuel Sanchez er en rytter, der godt kan lide at bruge de første par etaper på at køre sig i form, således han for alvor topper i tredje uge.
En vinder ser jeg ham ikke som – men podiet er indenfor rækkevidde, særligt hvis han går helhjertet efter klassementet og lader tanken om etapesejren glide lidt i baggrunden.
Michele Scarponi, Lampre-Merida
Det kan godt være lidt svært at vurdere Michele Scarponi på nuværende tidspunkt. Han så fin ud i Paris-Nice, inden han blev fanget bagved og mistede vanvittigt meget tid på Nice-etapen. Han blev nummer tre i Catalonien Rundt, mens han i Giro del Trentino så mindre god ud – men det var en Scarponi, der havde foden på bremsen. Han ville nemlig ikke gå for dybt før Liege-Bastogne-Liege, hvor han manglede lidt i finalen, men stadig endte som nummer fem.
Under sidste års Giro d’Italia viste han dog så småt tegn på, at alderen trykker. Han nåede aldrig sit reelle topniveau, og selvom han hev en fjerdeplads hjem, så var det ikke Scarponi i samme styrke som hverken 2010 eller 2011. Jeg tror dog fortsat på Scarponi – måske ikke en podieplads, men jeg tror på, at han kan udfordre i det her løb. Særligt hvis Liege-Bastogne-Liege blev kørt på 85-90 % og han fortsat så småt er ved at bygge op på formen.
Det kræver dog, at han finder den form, han havde i 2011. Det var ikke fordi, han var en skandale i 2012 – men han vinder bare ikke i den form.
Cadel Evans, BMC
Tilbage i slutningen af 2011 sendte Cadel Evans et tweet til Giro d’Italia. Det var i forbindelse med deres idé om at sende de bedste tweets på den lyserøde førertrøje. Dengang skrev Cadel Evans ’an unfinished business’ med hentydning til hans første Grand Tour i 2002, hvor han sluttede som nummer 12 i Giro d’Italia, selv om han kort før løbet sluttede havde førertrøjen og lignede et godt bud på en vinder.
Derefter holdt han Giro-pause før han i 2010 blev nr 5. Han deltog så ikke i hverken 2011 eller 2012, men nu er han altså tilbage.
Men Giro d’Italia blev først tilføjet hans løbsprogram i slutningen af marts, og det virker som en lidt panisk løsning – en erkendelse af at han næppe vil kunne konkurrere på toppen i Tour de France. På denne måde ’sikrer’ man også, at Tejay van Garderen er kaptajnen i Tour de France, fordi Cadel Evans vil være udmattet af Giro d’Italia-deltagelsen. Bum – sådan sætter man hierarkiet på plads.
Australierens Giro d’Italia ser svær ud – han kæmpede som altid i Giro del Trentino, men han var konstant et skridt efter. Jeg kan ikke se, at han skal kunne få skovlen under Wiggins i år, ligesom Nibali også synes at være et niveau over ham. Men han er med i det øvrige felt, hvilket betyder at podiet er indenfor rækkevidde. Han skal dog gøre det på samme måde som altid: Ved at være hamrende stabil i samtlige terræn.
Mauro Santambrogio, Vini Fantini
Mauro Santambrogio har i den grad hævet niveauet, efter at han har fået chancen hos sportsdirektør Luca Scinto. Jeg kan dog godt frygte, at han måske har været lidt for overivrig med formen indtil videre, for han var stærk i San Luis (januar), Trofeo Laigueglia, GP Citti di Camaiore (begge februar) Tirreno-Adriatico (marts) og Giro del Trentino (april).
Luca Scinto har evnerne til at udvikle ryttere, og særligt få gang i dem. Giovanni Visconti nød meget godt af det i mange år, sidste år var det Filippo Pozzato, og i år er det Santambrogio, der aldrig rigtigt fik chancen hos BMC.
Kan han holde i tre uger? Det kan godt blive svært, men hvis han kan, så har han vist sig om en af de stærkeste klatrere i feltet indtil videre. I både Tirreno-Adriatico og Giro del Trentino var han meget stærk, og selvom han nok får det meget svært på den lange enkeltstart, så kan han nok hente en del i bjergene igen. Hvis niveauet kan holdes over tre uger, så kan han sagtens ende med at blive den bedste italiener efter Nibali – men det er et stort hvis. Han har aldrig prøvet det før som kaptajn, og han har i forvejen haft et stærkt forår.
Robert Gesink, Blanco Pro Cycling
Jeg er stor fan af Robert Gesink, men han har simpelthen bare problemer med at indfri potentialet. Denne sæson har ikke været fantastisk indtil videre – han havde alle chancer i Paris-Nice, men skuffede stort og måtte til sidst udgå. I Catalonien Rundt så det en anelse bedre ud.
Det skyldes naturligvis at han vil toppe her under Giro d’Italia, og hvis han kan holde sig fri fra styrt, så bør han gøre det ganske godt. Sandheden er at Robert Gesink ofte styrter. Ofte udgår han som følge af styrtet, men tit gennemfører han også et løb, selvom han har været i asfalten – det hæmmer naturligvis hans præstation. Men det kan ikke blive ved med at være en undskyldning: Han bør snart have lært at blive siddende på cyklen.
Han blev nummer seks i sidste års Vuelta a España, men var aldrig rigtig imponerende. Han udgik af Tour de France og satsede i stedet på Vueltaen, men han kunne ikke følge spanierne og Froome. Han havde ellers vist ganske god styrke ved blandt andet at vinde Californien Rundt tidligere på sæsonen – men det er det niveau, han skal finde og holde gennem hele Giroen, hvis han vil være med helt fremme.
Jeg tror på, at han kan gøre det ganske godt, hvis han kan holde sig fri fra styrt. Men med et ekstra hold i feltet bliver det bare endnu mere hektisk, hvilket kan gøre det svært for Gesink. Hvis han holder sig skadesfri, så vil han være ganske farlig, for han har efterhånden udviklet en ganske habil enkeltstart – han har bare ikke rigtigt haft mulighed for at vise den på den helt store scene.
Ivan Basso, Cannondale
Ivan Basso kommer med på denne favoritliste på et lille wildcard – han har reelt set ikke vist noget, der for alvor gør at han skal være en af favoritterne, men omvendt ville det også være lige voldsomt nok at afskrive ham, for Basso er en rytter, der først præsterer, når han skal – og Giro d’Italia 2013 er en af hans sidste chancer.
Hans bedste placering i år er en fjerdeplads i Settimana Coppi e Bartali. Sidste år blev han nummer fem i Giro d’Italia. Det var naturligvis ikke en katastrofe, men det var i højere grad måden det skete på: Hans hold sad foran hver eneste dag og tog store føringer, men kaptajnen havde ikke benene.
Var det dårlig form? Så dårligt kan man vel næsten ikke regne. Alderen er ved at hente Basso, og selvom hans dieselmotor kan nyde godt af Skys tempo og mange af konkurrenternes kørestil – Wiggins, Hesjedal og til dels Evans – så ser jeg en placering blandt de syv bedste som hans mest realistiske mål.
Hans hold er ligeledes knapt så stærkt i år. Szmyd svigtede sidste år, men Basso savner stadig en rytter som ham. Nibali har taget Agnoli og Vanotti, mens Capecchi er røget til Movistar. Han kan ikke forsøge at dominere løbet på samme måde, som hans hold forsøgte sidste år, og mon ikke Cannondale lige så meget kører for sprinteren Viviani?
Hold også øje med
Vinderen bliver sandsynligvis een af de ovenfor beskrevne favoritter, men der er stadig en række interessante ryttere, der er værd at holde øje med. De kan overraske og køre sig ind i top10 eller måske endda top5 – men både podiet og sejren ser ud til at være en tand for urealistisk, medmindre de virkelig har fundet topformen.
Hos Ag2r har man dog Domenico Pozzovivo, der egentligt bør have fine chancer for at lave et ret godt resultat. Hans bedste resultat er ottendepladsen sidste år. I år har han ikke haft helt den samme optakt, da han styrtede ud af Giro del Trentino og missede Liege-Bastogne-Liege, men Pozzovivo kan lave ravage, hvis han har fundet formen igen og er sluppet uskadt fra styrtet. Han er en fremragende klatrer på dagen, men som klassementsrytter mangler han det sidste, før han for alvor er en kandidat til meget andet end en fin placering og en bjergtrøje.
Han har dog en særdeles stærk Carlos Betancur med i truppen. Betancur er stærk i mange terræner, og han er topkandidaten til den hvide ungdomstrøje. Siden klassikerne har Betancur arbejdet med vægten, der skulle lidt ned. Han har været i god form meget længe, så jeg tvivler lidt på ham i uge tre, men hvis Pozzovivo ikke er klar, så bør Betancur stå klar i kulissen og få et godt resultat med hjem.
En anden colombianer, der fortjener at blive nævnt, er Sergio Henao, der ville have været kaptajn på mange andre hold end lige netop Team Sky. Han skal passe på Bradley Wiggins i bjergene, og kun hvis Wiggins ikke har formen, hvilket synes utænkeligt, eller hvis Wiggins er uheldig, bliver han sluppet fri – og så kan Henao sagtens hente et meget flot resultat med hjem fra Italien. Han er klar til at blive Grand Tour-kaptajn, men han må højst sandsynligt vente et halvt år endnu på at få sin egen chance.
Hos Movistar sætter man især sin lid til Beñat Intxausti, mens man håber på at Juan Jose Cobo på en eller anden måde kan finde formen, der gav ham sejren i Vuelta a España 2011. Han finder den næppe, men Intxausti er efterhånden moden nok til at bevise, at han godt kan være en stabil rytter i andet end små, ugelange løb. Jeg kan godt se ham gøre det ganske godt.
Enten ender Jose Rujano som nummer 74 eller udgår, eller så ender han i toppen af klassementet og klatrer overbevisende. Det er naturligvis lidt overdrevet, men Rujano er en flyvende rytter, man ikke aner hvor står. Han er skiftet til Vacansoleil, hvor der skal resultater på bordet, hvis han vil fortsætte med at køre hos dem. Han viste lidt i Romandiet Rundt, men ikke noget, der gør at man skal tro på ham i Giro d’Italia. I 2011 klatrede han med de bedste, men siden har det været én stor nedtur for Rujano.
I skrivende stund vides det ikke om Daniel Moreno fra Katusha deltager eller ej, men hvis han gør, så skal han nævnes. Som Rodriguez’ højre hånd har han leveret ganske fine resultater. Kan han køre for sig selv? Jeg kan se ham ende med en etapesejr og en placering mellem 10-20, men ikke meget mere end det. Hans formkurve kommer nok til at blive alt for lang.
Androni satser på Franco Pellizotti, og normalt plejer Savios satsninger at gå meget godt – men Pellizotti var ikke imponerende i Giro del Trentino, selvom han dog viste ok form på den sidste etape. Men – og det er vigtigt – Pellizotti havde førhen for vane at køre disse optaktsløb lidt sløvt. I 2008 blev han for eksempel nummer 15 i Giro del Trentino, men endte alligevel med at blive nummer 4 i Giro d’Italia. Året efter var resultaterne heller ikke store før 2.-pladsen i Giro d’Italia. Så godt kommer det næppe til at gå for Pellizotti denne gang, men på udvalgte etaper tror jeg bestemt, at han kan være med helt fremme, og jeg kan godt se ham kæmpe med om en placering blandt de 15 bedste i klassementet.
Colombia var et af de hold, der fik wildcard til Giro d’Italia. Holdet har en række interessante ryttere, såsom Johan Esteban Chaves, men Chaves har været meget skadet, hvorfor resultaterne nok skal laves af Fabio Duarte og John Atapuma. Atapuma startede Tour Down Under som en af de største favoritter, men han var ikke helt stærk nok i bjergene, og spørgsmålet er om han når at finde styrken før Giro d’Italia. Fabio Duarte har et stort potentiale, men han har ikke set helt skarp ud i meget lang tid. Det var ikke helt godt i Trentino, men så lidt bedre ud i GP Industria & Artigianto. Hvis han finder benene, så kommer det til at blive flot, for Duarte er en dygtig cyklist.
Bardiani må nok forventes at satse på Stefano Locatelli, der er en ung italiensk klatrer. Han kommer fra en niendeplads i Giro del Trentino, hvor han generelt så ud til at have en ganske god form. Set over en hel Grand Tour får han det dog nok svært, men mon ikke han nok skal vise sig i ny og næ – ellers gør angrebsivrigeStefano Pirazzi det han gør bedst: Angriber i tide og utide.
Hos RadioShack har man både Tiago Machado og Robert Kiserlovski, men det er sidstnævnte der virker stærkest i øjeblikket. I Romandiet Rundt kørte han en meget flot prolog, og på kongeetapen var han meget aktiv. Forudsat at han ikke har toppet for tidligt, er han på vej mod et reelt Grand Tour-gennembrud, selvom han dog fik et lille gennembrud i 2010 med 10.-pladsen i Giro d’Italia.
Ikke meget tyder på det lige i øjeblikket, men hvis Michele Scarponi ikke er helt klar, så er Prezemyslav Niemiec klar til at overtage kaptajnrollen hos Lampre-Merida. Han er ikke glad for angreb og skiftende tempo, men han nyder at slide sig op ad et bjerg i samme tempo. Senest gav det en sjetteplads i Giro del Trentino, og generelt har han haft en god sæson med lutter top10-placeringer i etapeløb. Medmindre Scarponi er helt ved siden af sig selv, så ender Niemiec dog nok som hjælperrytter.
En anden polak, der dog bliver kaptajn, er Team Saxo-Tinkoffs Rafal Majka. Majka har talent. Det har han vist enkelte gange, særligt under sidste års Vuelta a España. Men han er ung og uerfaren. På enkelte etaper kan han gøre det meget godt, men jeg tvivler på ham i det samlede klassement – han virker ikke så stabil.
Holdet bag Majka tæller blandt andre to danskere: Matti Breschel og Mads Christensen.
”Vores beskyttede rytter er Rafal. Selv om han stadig er meget ung, tror vi på, at han kan slutte blandt de 10-15 bedste ryttere i klassementet, hvis han har ramt sit topniveau, og han kan også være en bejler til ungdomstrøjen. Udover at beskytte Rafal vil holde også køre efter en etapesejr, og specielt ryttere som Manuele, Matti, Mads, Karsten og Evgeny skal forsøge at gribe de muligheder, der byder sig,” siger Team Saxo-Tinkoff-sportsdirektør Lars Michaelsen.
