Vinteren har været lang og hård, men nu lysner det. Fredag går den bedste danske fodboldrække, Superligaen, i gang med forårsssæsonen. Læs Nikolaj Petersens optakt der gennemgår transfers og chancer...

Vinteren går på hæld, og det er tid til at den bedste danske fodboldrække, Superligaen, igen lader bolden rulle. Sidste kamp i efterårssæsonen blev spillet 10. december sidste år, hvor AGF hentede et værdifuldt point med Jens Jönssons forrygende flugter i overtiden til 3-3 mod Silkeborg.

Når bolden ruller igen denne fredag (18:30 Silkeborg-AaB), vil det altså være næsten tre måneder siden Superliga-klubberne sidst spillede en betydningsfuld kamp. En lang pause, hvor enkelte klubber og spillere har haft mulighed for at flytte sig meget. Derfor er det også relevant at finde den store lup frem og vurdere klubbernes muligheder i foråret, hvilket jeg vil gøre et forsøg på.

Et hurtigt blik på tabellen fortæller en klar historie. Ligaen er delt op i tre. Øverst har vi FC København, der var det suverænt bedste hold i efteråret og derfor har hele 12 point ned til nummer to.

Dernæst følger et felt med FC Nordsjælland, AaB, OB, Randers og AGF. Disse fem har fem point imellem sig, så der er altså lagt op til åbent spil om 2.-6. pladsen.

Sidst har vi et felt på AC Horsens, FC Midtjylland, SønderjyskE, Esbjerg, Silkeborg og Brøndby, der formentlig er de eneste hold der kan blive involveret i nedrykningskampen.

Nu vil jeg forsøge at give jer et overblik over hvordan klubberne har handlet henover vinteren, samt hvad vi kan forvente fra de enkelte klubber og deres spillere.

Stilling før forårssæsonen

(alle hold har spillet 20 ud af 33 kampe, bortset fra AaB og OB der har spillet 19)

FCK 47 point

FCN 35

AaB 32

OB 31

Randers 31

AGF 30

Horsens 23

FCM 22

SønderjyskE 21

Esbjerg 19

--------------

Silkeborg 18

Brøndby 17

FC København

Tilgang: Pate Pape Diouf (Molde, tilbage fra leje) og Daniel Jensen (fri transfer).

Afgang: Christian Gamboa (Rosenborg), Søren Frederiksen (AaB), Christian Grindheim (Vålerenga, leje).

Nuværende placering: 1 (47 point)

Sidste sæsons placering: 2

Transfer-opsummering:

FCK har sagt farvel til tre marginalspillere, hvor af den ene har lavet en permanent aftale med den klub han var lejet ud til. Altså er der tale om et farvel til to marginalspillere. Ind er ligeledes kommet to spillere.

Rutinerede Daniel Jensen afløser Grindheim i truppen. Forskellen er at FCK får en spiller Ariel Jacobs har tillid til. Men ligesom Grindheim, bliver Daniel Jensen næppe andet end en marginalspiller. På samme måde kan man tale om at Diouf erstatter Søren Frederiksen i truppen, da de begge kan spille både kant og angriber, men igen vil jeg vurdere at Diouf vil bidrage med mere. FCK går altså styrket ud af transfervinduet.

Forventninger til foråret:

FCK vinder med stor sandsynlighed det danske mesterskab, og alt andet vil være en stor skuffelse. For det første ser konkurrenterne svagere ud, men derudover vil det være under al kritik at sætte 12 point til på 13 runder.

Forbrugsfesten er slut i FCK. Derfor skal foråret bruges på at hive nok point hjem til at sikre mesterskabet og den dertilhørende mulighed for Champions-League kvalifikation, men undervejs skal flere af klubbens yngre folk spilles ind, så man ikke står med et akut behov når aldrende spillere som Lars Jakobsen og Cesar Santin skal erstattes.

Forårets profil:

Kometerne Cornelius og Jørgensen bar i høj grad FCK-offensiven igennem efteråret og det er min forventning, at det igen er disse to spillere der vil dominere. De passer godt ind i Jacobs’ koncept.

Forårets talent:

Det er svært at kalde Thomas Delaney et talent efterhånden, da han har været omkring førsteholdet længe. Han er dog stadig en spiller der mangler det endelige gennembrud. Claudemir er måske er et salgsemne til sommer, og Thomas Kristensen bliver ikke yngre, så derfor kunne Delaney godt få lov at spille en større rolle. Han har primært brug for spilletid og ansvar for at flytte sig det sidste stykke. Derudover bliver det interessant at følge Christoffer Remmer, der ligner fremtidens mand på højrebacken.

FC Nordsjælland

Tilgang: Conor O’Brien (SønderjyskE), Uffe Bech (Lyngby), Francisco Calvo (Municipal Pérez Zeledón), Joao Pereira (FC Sheriff), Ricardo Bueno (Atletico Goianiense, leje)

Afgang: Ragnvald Soma (Lyngby), Michael Parkhurst (Augsburg), Rawez Lawan (Norrköping), Mikkel Beckmann (APOEL Nicosia), Andreas Laudrup (St. Etienne), Christian Gytkjær (Haugesund), Henrik Kildentoft (Haugesund), Seejou King (Sporting, leje), Daniel Jensen (AB, leje), Søren Henriksen (HB Køge), Enock Adu (Club Brugge)

Nuværende placering: 2 (35 point)

Sidste sæsons placering: 1

Transfer-opsummering:

Der er skiftet så meget ud i FCN-truppen, at det er svært at finde hoved og hale i tingene. Parkhurst, Beckmann, Laudrup og Adu er betydelige afgange. Til dels på grund af deres spillemæssige kvaliteter, men også fordi det er svært for kulturen i en spillertrup at der skiftes så mange ud.

Conor O’Brien, som vi kender fra SønderjyskE, virker som det eneste sikre indkøb. Han er en velfunderet offensivspiller med nogle gode dyder. Uffe Bech er en meget spændende offensivspiller, der er kommet til fra Lyngby. Han har gjort det godt i træningskampene, så der venter formentlig ham en større rolle i efteråret.

Calvo er en ung venstrebenet midterforsvarer fra Costa Rica, der er dygtig med bolden. Hans rolle vil nok i første omgang være begrænset, men én man håber, vil udvikle sig til mere. Pereira er en defensivspiller, der nok også vil kræve noget tid. Bueno skal bidrage i offensiven, men jeg ser ham mest af alt som en lottokupon. Lejeaftalen tyder også på at man er lidt usikker på hans evne til at tilpasse sig dansk fodbold.

Overordnet set er FC Nordsjælland blevet svækket i transfervinduet. Det er erfarne og dygtige spillere der har forladt klubben, mens indkøbene tyder på at man nu begynder lidt forfra.

Forventninger til foråret:

FC Nordsjællands overordnede mål er formentlig at få en placering der giver europæisk fodbold i næste sæson. Dette er sandsynligt, selvom klubben altså har valgt at svække truppen i pausen.

Udover klubbens ageren på transfermarkedet har Kasper Lorentzen også pådraget sig en alvorlig skade, der sætter yderligere pres på den unge trup. FCN skal nok få samlet point sammen, men det kan blive nogle ujævne præstationer der venter klubbens fans. Det er typisk prisen for at spille et nyt hold sammen.

Forårets profil:

Eftersom jeg tror FCN vil opnå målsætningen om europæisk fodbold i næste sæson, er det min klare forventning at erfarne Nikolai Stokholm vil spille en afgørende rolle. Han er anfører og truppens mest erfarne spiller og får derfor til rolle at holde sammen på holdet i overgangsfasen. Især udenfor banen vil han dominere.

Forårets talent:

Med skader og salg in mente tror jeg på at Uffe Bech får en fantomstart i den nye klub. Han har nogle individuelle kvaliteter der kan gøre ondt på et forsvar. Kontrakten med FCN og en fornem start i træningskampene har givet ham ekstra selvtillid.

AaB

Tilgang: Søren Frederiksen (FCK)

Afgang: Kasper Bøgelund (karrierestop), Nicholas Gotfredsen (Viborg)

Nuværende placering: 3 (32 point)

Sidste sæsons placering: 7

Transfer-opsummering:

Med indkøbet af Søren Frederiksen forbereder AaB sig på at Nicklas Helenius før eller siden vil blive solgt. Frederiksen er med sin arbejdsomhed og gode attitude en spiller efter Kent Nielsens hoved, men der er samtidig tale om et talent der er gået i stå. AaB skal have sparket noget selvtillid ind i ham før de kan høste frugterne.

Kasper Bøgelund var engang en bærende spiller i AaB, men det har samtidig været en karriere præget af skader. Af samme årsag blev hans rolle i AaB mindre og mindre som tiden gik. Klubben har derfor været forberedt på at undvære ham et stykke tid.

Gotfredsens afgang er af mindre betydning, og med spørgsmålstegnet ved Søren Frederiksen vil jeg sige at truppen styrkemæssigt er uændret.

Forventninger til foråret:

AaB var på et tidspunkt det bedst spillende hold i ligaen, hvilket ikke siger så lidt. Der var disciplin i bagkæden, men samtidig gav de mange unge spillere en modig og udfordrende stil fremad banen. Gassen gik dog også af ballonen til tider og jeg forventer at vi lidt vil se det samme i foråret, da der er tale om en ret ung trup.

Om man ender som nummer 3, 4, 5 eller 6 er svært at spå om. Feltet omkring disse pladser er meget tæt. AaBerne har måske mindst erfaring, men de har til gengæld vist et ret højt topniveau i efteråret. Det bliver op til marginalerne i de indbyrdes opgør.

Forårets profil:

Nicklas Helenius er den store profil i AaB og det vil han nok fortsat være i foråret. Hans gode bevægelse uden bold og kvaliteter med bolden betyder at han gør ondt på alle ligaens forsvar. Han er en relativt uselvisk spiller, så det betyder ikke nødvendigvis mange mål.

Forårets talent:

Om han efterhånden kun er et talent kan diskuteres, men jeg vælger at tro på at Kasper Kusk kan fortsætte de gode præstationer fra efteråret. Han har et godt drive med bolden og en god spilintelligens, der er med til at give AaB flow i opspillet.

OB

Tilgang: David Löfqvist (Parma, lejeaftale), Darko Bodul (Sturm Graz), Niclas Vemmelund (FC Fyn)

Afgang: Andreas Johansson (Djurgården), Hans Henrik Andreasen (OB)

Nuværende placering: 4 (31 point)

Sidste sæsons placering: 10

Transfer-opsummering:

OB har hentet to offensive forstærkninger ind i form af Bodul og Löfqvist. Bodul beskrives som en teknisk stærk angriber, mens Löfqvist er en hurtig og direkte spiller. Derudover har man fået talentet Vemmelund til fra konkursboet i FC Fyn.

Ud er gået Andreas Johansson, der i første halvdel af sæsonen lignede en mand i karrierens efterår, og boks til boks-spilleren Hans Henrik Andreasen. Johansson havde ikke mere i sig, mens Andreasen ikke passede til Troels Bechs mere låste stil. Han lignede til tider en hund i et spil kegler.

Mit kendskab til de to nye offensive forstærkninger er begrænset, men taget i betragtning at Johansson og Andreasens bidrag var minimalt, vil jeg mene at klubben er kommet forstærket igennem transfervinduet.

Forventninger til foråret:

OB skal fortsætte med at falde til ro i Troels Bechs koncept. Jeg har en forventning om at resultaterne vil forbedre sig, da man nu har haft en lang periode til at få indarbejdet tingene. Det bør eliminere små taktiske fejl og derved give et mere robust og driftsikkert mandskab. De har individualisterne, og bliver det hele sat tilpas i skema, så vil det give resultater.

Forårets profil:

Rasmus Falk sluttede efteråret godt af, så det ville være oplagt at han kunne fortsætte de gode tendenser. Desværre døjer han med en skade, der har kostet ham hele opstartsfasen. Derfor tror jeg i stedet på Krisztian Vadocz, der sent i første halvdel af sæsonen fik sat sig godt og grundigt på OB’s midtbane. Både direkte og indirekte er han en trussel.

Forårets talent:

Emil Larsen og Daniel Høegh er mere eller mindre etablerede navne på OB-mandskabet, men det er svært at få øje på andre, der kan træde frem i dette forår. De bør fortsætte udviklingen og rykke et skridt tættere på det danske landshold.

Randers

Tilgang: Lorenzo Davids (Bournemouth), Elfar Freyr Helgason

Afgang: Frank Kristensen (FCM), Mikkel Cramer (Horsens), Tidiane Sane (Elazigspor), Rasmus Hansen (SønderjyskE, lejeaftale)

Nuværende placering: 5 (31 point)

Sidste sæsons placering: Oprykker

 

Transfer-opsummering:

Ingen ringere end Edgar Davids’ fætter har Randers hentet ind for at lukke hullet efter Tidiane Sane. Klubben selv beretter at de har været efter Lorenzo Davids, som han hedder, i en længere periode. Han er en dygtig tekniker der kommer med en masse energi, så de to ting ligger tilsyneladende i blodet hos Davids- familien. Helgason har kun skrevet under på en halvårig kontrakt. En forsvarsspiller der vist mest er en lottokupon.

Afgangene tæller navnkundige spillere, men det er kun Sane der vil blive savnet. De tre andre var i forvejen marginaliseret i klubben, så det er kun en masse lønkroner der er sparet.

Sanes afgang er dog så stor, at jeg umiddelbart mener at Randers er svækket i transfervinduet. Jeg vil se Davids imponere før jeg tror på ham.

Forventninger til foråret:

Randers må under alle omstændigheder være glade og tilfredse med at være kommet så godt ind i ligaen. De vil uden tvivl gerne have endnu mere, men hovedmålet for sæsonen må have været overlevelse. Det klarer de, men de må nok tage sig til takke med en blød midterplacering. Modstanderne vil nok læse Randers bedre i foråret.

Forårets profil:

Han startede forrygende i denne sæson, men gik så langsomt i stå. Her tales om Lasse Rise, der med sin fart og pågåenhed var et værdifuldt aktiv i træner Colin Todds omstillingsorienterede fodbold. Om han starter på kanten eller i angrebet, så kan hans fandenivoldske spillestil gøre ondt på ligakonkurrenterne.

Forårets talent:

Et friskt bud kunne være Nicolai Brock Madsen, der fik en del minutter igennem efteråret. En ung og talentfuld angriber der er store forventninger til i Randers. Jeg er dog ikke sikker på at det allerede er hans tid i foråret, så et mere sikkert valg vil være Mads Fenger. Er allerede fast mand og et værdifuldt aktiv i midterforsvaret, men stadig en ung spiller.

AGF

Tilgang: Dominic Oduro (Man City, lejeaftale)

Afgang: Aron Johansson (AZ Alkmaar), Morten Moldskred (Tromsø), Søren Berg (FC Vestsjælland)

Nuværende placering: 6 (30 point)

Sidste sæsons placering: 5

Transfer-opsummering:

Topscorer Aron Johanssons exit ligner en afgørende svækkelse for AGF. Hans mange mål vil blive savnet, men jeg skeler især mod bevægelsen uden bold, defensivt som offensivt, hvor Johansson spillede en rolle i at AGF-mandskabet hang så godt sammen.

Moldskred var en fiasko og vil ikke blive savnet, mens Søren Berg havde alderen imod sig. Tilgangen af backtalentet Oduro fra Man City, der kommer på en 18 måneders lejeaftale, er svær at vurdere. Jeg tvivler på han kommer til at gøre sig gældende det første halve år.

Forventninger til foråret:

Uden Johansson bliver det op til Vatsadze at træde til. Typemæssigt er han ikke langt fra Johansson, men indtil videre har vi ikke set præstationer på samme niveau som islændingen. Søren Larsen har jeg ingen fidus til, da han arbejder for lidt uden bold og skaber stor afstand mellem midtbane og angreb i Peter Sørensens taktiske koncept.

AGF kom svagt fra start i sæsonen, men satte så ind med en forrygende periode, indtil det igen var meget ujævnt. I foråret forventer jeg noget lignende fra århusianerne, der stadig har en del unge spillere i truppen.

Forårets profil:

AGFs største succes på transfermarkedet over vinteren var nok at de kunne holde fast i Casper Sloth, der var ganske forrygende i efteråret. Han er temposætteren i AGFs spil igennem afleveringer og løb med og uden bold.

Forårets talent:

Skhirtladze har allerede spillet 11 kampe i denne sæson, hvor der generelt har været glimrende præstationer. Han er en arbejdsom spiller, der var med til at binde midtbane og angreb sammen. Med Johanssons afsked er der større forventninger til ham. Jeg vil ikke blive overrasket hvis han går uimponeret til opgaven.

Horsens

Tilgang: Mikkel Cramer (Horsens), Esben Petersen (Marienlyst), Charles Takyi

Afgang: Søren Jochumsen (karrierestop), Anders Nøhr (karrierestop)

Nuværende placering: 7 (23 point)

Sidste sæsons placering: 4

Transfer-opsummering:

Mikkel Cramer var en spiller man en overgang havde tiltro til i Randers, men i den seneste tid var der ikke tiltro til ham blandt trænerteamet. Han er en energisk midtbanespiller, der er god til at komme med ind i feltet. Jeg kunne godt se ham blomstre i Horsens. Han har dog kun fået kontrakt sæsonen ud.

Esben Petersen er en ung midtbanespiller, der nok skal bruge foråret på at vænne sig til Horsens og Superligaen. Hans rolle bliver formentlig minimal. Charles Takyi har imponeret ved prøvetræning og beskrives som en teknisk midtbanespiller, men han får nok brug for tid til at falde til. Der er som udgangspunkt tale om tre lottokuponer.

Søren Jochumsen og Anders Nøhr har så omvendt valgt at stoppe karrieren. Jochumsen var en kultfigur i Horsens, men pladsen i målet var for længst tabt. Anders Nøhr satser på andre ting end fodbolden, så denne afsked er sket i både klubbens og spillerens interesse.

Forventninger til foråret:

Horsens har et stærkt fundament. Selvom jeg til dels betragter dem blandt nedrykningskandidaterne, så mener jeg de har det mest solide mandskab af de seks ”nedrykningstruede”. De rammer måske ikke det højeste topniveau, men de er det hold med færrest børnesygdomme. Det bliver nok til en blød midterplacering.

Forårets profil:

Martin Spelmann er snart ved at være for god til Superligaen, og det kunne sagtens være til sommer han bliver skudt af mod udlandet. Han har altid været en energibombe, men er med tiden blevet mere og mere disciplineret, hvilket har givet mere konsistente præstationer. Højt niveau hver kamp.

Forårets talent:

Talent eller ej, men mit bud bliver unge Frederik Rønnow, der allerede har en afgørende rolle på holdet. Den unge målmand har taget ligaen med storm siden han, ved en tilfældighed, fik chancen i målet. De gode takter bør fortsætte, og Rønnow er snart et oplagt salgsemne.

FC Midtjylland

Tilgang: Frank Kristensen (Randers), Patrick Jensen (Vejle), Rasmus Christiansen (Fredericia, endt lejeaftale), Frederik Møller (Hobro, endt lejeaftale).

Afgang: Benjamin Kibebe, Mads Pedersen (Skive, lejeaftale), Rasmus Christensen (Hobro, lejeaftale)

Nuværende placering: 8 (22 point)

Sidste sæsons placering: 3

Transfer-opsummering:

Det er status quo for FC Midtjylland på transfermarkedet. Frank Kristensen er hentet ”hjem”, men hans rolle på banen bliver sandsynligvis minimal. Den erfarne angriber kan dog bidrage med en masse udenfor banen. Patrick Jensen er et forsvarstalent, der nok har brug for tid.

De to lejesvende der er vendt hjem, skal forsøge at kæmpe sig tættere på holdet, men jeg forventer at FCM i høj grad vil bygge videre på det de sluttede med i efteråret.

På afgangssiden har man lejet to talenter ud, der forhåbentlig kan bruge lejeopholdene til at komme tættere på førsteholdet. Benjamin Kibebe gav bredde i forsvaret, men var ikke andet end en marginalspiller.

Forventninger til foråret:

FCM har for vane at svinge meget igennem en sæson, da de ofte bruger mange unge spillere. Jeg forventer noget mere stabilitet i foråret, da man fortrinsvis holder fast i den samme trup. Nedrykning bør aldrig blive aktuelt, men til gengæld skal de nok heller ikke tro på ret meget opad. Holdet har for mange svage led.

Forårets profil:

Morten ”Duncan” Rasmussen fik ikke rigtig gang i målene i efteråret, men efter en lang periode med usikkerhed var det ventet at han havde brug for tid til at få banket rusten af og komme i form. Han er til tider en simpel fodboldspiller, men en stærk duelspiller med mål i støvlerne. Det kunne sagtens blive Duncans forår.

Forårets talent:

Erik Sviatchenko har allerede haft en lang skadespause, der bremsede udviklingen. Efter Kristian Bak er flyttet til midtbanen forventer jeg at han tager endnu større ansvar i forsvaret. Han er en klog spiller med gode individuelle færdigheder, der også har noget at byde på fremad banen.

SønderjyskE

Tilgang: Nicolaj Madsen (HB Køge), Marin Skender (Dila Gori), Rasmus Hansen (Randers, lejeaftale)

Afgang: Håkan Opdal (Start), Conor O’Brien (FCN), Henrik Bødker (Vejle), Jacob Eriksen (FC Sydvest)

Nuværende placering: 9 (21 point)

Sidste sæsons placering: 6

Transfer-opsummering:

SønderjyskE var træt af målmandssituationen i klubben og valgte derfor at give Håkan Opdal løbepas. Han er blevet erstattet af 33-årige Marin Skender, der har fået kontrakt sæsonen ud. En spiller jeg har svært ved at vurdere, men alder og kontraktsituationen fortæller at han er valgt i manglen på bedre. Nicolaj Madsen lukker hullet efter Conor O’Brien, men han er lidt mere den dybdeløbende type. Rasmus Hansen vil arbejde hårdt, men er mest tiltænkt en rolle som reserve.

SønderjyskE kommer svækket ud af transfervinduet. Conor O’Brien var en profil og har vist noget mere stabilitet end Nicolaj Madsen, der dog sagtens kunne få en flot periode i SønderjyskE.

Forventninger til foråret:

SønderjyskE er den første af fire oplagte nedrykningskandidater. De har for vane at skrabe det nødvendige antal point sammen, hvilket er en god erfaring at have med. Modsat tidligere sværger de dog til mere risikovillig fodbold, hvilket kan blive en akilleshæl. De skal under alle omstændigheder blive bedre på hjemmebane, hvor det indtil videre kun er blevet til een sejr i 11 kampe.

Forårets profil:

Lasse Vibe var en profil i efteråret, hvor hans speed og direkte spillestil sendte ham omkring landsholdet. Jeg ser Vibe som SønderjyskE’s individuelt stærkeste spiller og det vil nok i høj grad blive op til ham at true modstandernes forsvar.

Forårets talent:

Angriberen Bjørn Paulsen er en hårdtarbejdende spiller, der langsomt er blevet sluset ind på holdet. Han ligner fremtiden i angrebet, og med Tommy Bechmanns fremskridende alder samt Hedinssons skifte til sommer in mente, kunne det sagtens være allerede i foråret at han får lov at spille mere end de mange indhop.

Esbjerg

Tilgang: Hans Henrik Andreasen (OB), Emil Lyng, Mikkel Agger (Hjørring, endt lejeaftale)

Afgang: Kristoffer Sørensen (Varde), Martin Rauschenberg (Stjarnan, leje), Njogu Demba-Nyren (Brage)

Nuværende placering: 10 (19 point)

Sidste sæsons placering: Oprykker

Transfer-opsummering:

På trods af hans fremskredne alder (34) er indkøbet af Hans Henrik Andreasen en mindre genistreg. Han bør passe godt ind i Esbjerg, hvor de har haft brug for en målscorende midtbanespiller. Hans erfaring kan også blive et stort aktiv.

Emil Lyngs karriere er gået i stå og jeg tror ærligt talt ikke det bliver meget bedre i Esbjerg, men kigger man på de afgange der har været, så er Emil Lyng-projektet mere eller mindre gratis. Esbjerg er kommet styrket ud af transfervinduet.

Forventninger til foråret:

Esbjergs flotte efterår har givet træner Jess Thorup chancen for at blive U21-landstræner, hvilket han takkede pænt ja tak til. Det bliver dog først efter denne sæson, så Thorup har mulighed for at sikre Esbjerg en sæson mere i Superligaen før han takker af.

Holdet blev i efteråret båret af en stærk defensiv med Nicolai Høgh i spidsen, hvilket nok vil fortsætte i foråret. Med tilføjelsen af Hans Henrik Andreasen har man sandsynligvis sikret sig nogle flere mål fra midtbanen, hvilket nemt kan blive den afgørende faktor for overlevelse. Jeg tror på Esbjerg.

Forårets profil:

Jeg satser benhårdt på at Hans Henrik Andreasen bliver x-faktoren i foråret for Esbjerg. Kan de fortsat holde stand i defensiven, vil de offensive aktioner fra Andreasen nemlig kunne være afgørende i flere kampe.

Forårets talent:

Martin Braithwaite bør fortsætterudviklingen og forhåbentlig blive mere stabil i præstationerne. I efteråret var der både gode og dårlige perioder. Han bidrager med en enorm speed og en meget målsøgende spillestil.

Silkeborg

Tilgang: Steven Morrissey (VPS), Daniel Flyger (Skanderborg)

Afgang: Henrik Tømrer Pedersen (karrierestop)

Nuværende placering: 11 (18 point)

Sidste sæsons placering: 8

Transfer opsummering:

Erfarne ”Tømrer” var selv sent i karrieren ofte et friskt pust. Jeg tror især han vil blive savnet udenfor banen, hvor hans erfaring kunne have hjulpet igennem et svært forår. De to indkøb har jeg begrænset kendskab til, men det virker mest af alt som et greb ud i luften.

Forventninger til foråret:

Hård fight og dødbolde er opskriften for et Viggo Jensen mandskab, men spørgsmålet er om det er nok. Banerne i Superligaen er sjældent til flot pasningsfodbold tidligt i foråret, hvilket kan blive en fordel for Silkeborg. Jeg mener dog andre hold er kommet stærkere gennem transfervinduet, så må umiddelbart pege tommelfingeren nedad. Det ligner et svært forår for Silkeborg og jeg tror personligt de får ligaens jumboplacering.

Forårets profil:

Om klubben klarer skærene afhænger nok af egoisten Marvin Pourie, der er en af ligaens bedste angribere. Han har de individuelle kvaliteter, og hvis han leverer et flot forår, kan det måske sikre Silkeborgs overlevelse i den bedste række.

Forårets talent:

Simon Jakobsen har allerede en del kampe på CV’et på trods af sin unge alder. Den unge midterforsvarer er den mest oplagte af de unge, der bør lyse op.

Brøndby

Tilgang: Lebogang Phiri (Bidvest Wits)

Afgang: Mike Jensen (Rosenborg)

Nuværende placering: 12 (17 point)

Sidste sæsons placering: 9

Transfer-opsummering:

Brøndby er åbenlyst svækket, da man ikke engang regner med at Phiri skal gøre noget væsen af sig i denne sæson. Dermed står man med et kæmpe hul på midtbanen efter Mike Jensen, hvilket ikke er blevet bedre af at Franck Semou har pådraget sig en alvorlig skade i opstartsfasen. Brøndby skal opfinde noget nyt inde på den centrale midtbane i foråret, hvis Mike Jensens afgang ikke skal give store problemer.

Forventninger til foråret:

Brøndby satser benhårdt på at overleve, men det kræver at spillerne leverer et højere niveau end i efteråret. Der var til tider positive takter, men holdet var generelt for dårligt i begge felter. Det vil gøre ondt på ligaen hvis de må ned, men den økonomiske krise i klubben har gjort det umuligt at investere i forstærkninger.

Brøndby er en af favoritterne til nedrykning, og medmindre de mange unge spillere har bygget på niveauet henover vinteren, så kunne det godt ligne at den traditionsrige klub skal en tur ned i landets andenbedste række.

Forårets profil:

Mikkel Thygesen får efter alt at dømme en central rolle på den centrale midtbane. Han klarede det glimrende i en mere kontrollerende rolle i efteråret, men der er grund til at tro han vil løfte niveauet yderligere i foråret.

Forårets talent:

Der har været heftig udskiftning i forsvaret. Brøndby forsøgte henover vinteren også at skille sig af med anfører Clarence Goodson, der dog takkede nej til at skifte til tyrkisk fodbold. Goodsons rolle er svær at spå om, men jeg tror til gengæld unge Dario Dumic kan sætte sig på en plads i forsvaret. Den store og luftstærke spiller har vist den ærgerrighed der skal til på det her niveau, hvilket kan blive et godt aktiv i den svære situation.