I vores optakt til SAS Ligaens sidste runder før vinterpausen, er vi nået til skridt 2 i 3-trins-raketten: Midterholdene. Vi kigger lidt på tingenes tilstand i klubberne og på nøglekampene i de sidste tre runder.

Undertegnede var inden sæsonstart så letsindig at komme med et bud på holdenes endelige placeringer – disse bud vil også fremgå af nedenstående gennemgang. Som bekendt er Superligaen lige så lunefuld som det danske sommervejr, og ikke alle forudsigelser har holdt stik: Der har været overraskelser, negative såvel som positive...

Denne statusopgørelse er som nævnt delt i tre. Vi lagde ud i går med bundholdene, fortsætter i dag med midterklubberne og slutter af i morgen med et kig på toppen.

Optaktens bundholds-del kan læses hér: http://www.betxpert.com/artikel/for-de-sidste-3-sas-runder-bunden

Kommentarer til denne optakt kan skrives hér: http://www.betxpert.com/forum/display.asp?threadID=1755...

Her følger en gennemgang af hvert af de 4 midterhold – rækkens nr. 5-8 - startende fra bunden.

Silkeborg

Bud: Midten
Status: Midten/Bunden

Egentligt så burde Silkeborg have været med i gårsdagens tekst omkring bundholdene. Men de ligger i øjeblikket nummer otte i ligaen, foran FCM grundet en bedre målscore. Spillet har dog ikke været godt nok i efteråret, og man har ikke scoret nok mål. Kim Olsens uheldige skade op til sæsonstart samt mindre skader hos de øvrige offensive kræfter har gjort at man ikke har kunnet stille med en tilstrækkelig farlig offensiv. Man har måttet sætte sin lid til, at defensiven kunne holde stand og forsøgt at spille på kontraangreb og lukrere på fejl hos modstanderen. Man har ikke for alvor evnet at skabe kampe mod de hold man konkurrerer direkte med i tabellen, og når der er tale om offensivt stærke hold som FCM, Esbjerg og AaB, så kommer man til kort hvis ikke man har noget at byde ind med. De tre resterende kampe er netop mod de nærmeste konkurrenter, og udeblivende point kan sende Silkeborg meget tæt på nedrykningsstregen:

20/11: Esbjerg (hjemme)
27/11: AGF (ude)
4/12: AaB (hjemme)

Især kampen mod AGF er en nøglekamp, og det kan blive en meget nervøs omgang, hvor de to hold vil være meget forsigtige. En sejr i netop denne kamp er et succeskriterium for begge hold op til vinterpausen. Esbjerg og AaB, som man møder hjemme, har også været nede i sølet, men de er så småt ved at spille sig op. Forventningerne til disse to opgør må ikke sættes for højt, selvom man henter de fleste af sine point på netop hjemmebanen.

Forventet pointhøst: 2-5 p

Esbjerg

Bud: Midten
Status: Midten

I Esbjerg er sæsonen sjældent startet så skuffende som det har været tilfældet i år. Forventningerne var at man kunne true de fire øverste og blande sig i kampen om Royal League- pladserne. Men i stedet har man været helt nede og kysse bunden af ligaen. Spillerne virkede pressede, det samme gjorde træneren. Nu har man afhændet træner Ove Pedersen til AGF, i en periode hvor lykken er ved at vende for Esbjerg, som kun har tabt én ud af de seneste seks kampe. Kulminationen på opturen kom senest, hvor FCK blev slået med 3-1. På trods af en skidt start, kan man stadig øjne chancen for kontakt til top 5, og så er efteråret reddet – selvom man sikkert ikke glemmer nedturen lige med det samme. De sidste 3 kampe inden vinterpausen:

20/11: Silkeborg (ude)
27/11: Horsens (hjemme)
4/12: SønderjyskE (ude)

Umiddelbart ser Esbjerg ud til at have det nemmeste program af alle hold. 3 hold fra den nedre region af ligaen, hvor Silkeborg er den vanskeligste opgave. Kan man få en sejr her, så tror jeg på gode muligheder for fuld valuta og en flot spurtafslutning på efterårssæsonen.

Forventet pointhøst: 5-9 p

AaB

Bud: Toppen
Status: Midten

AaB sluttede sidste sæson af i en sådan stil, at flere havde spået dem gode muligheder for at blande sig i toppen og endda måske blive det bedste bud på en outsider. Men som det efterhånden er tradition, så startede nordjyderne sæsonen elendigt. Sammen med Esbjerg må man nok tage imod prædikatet ”Efterårets skuffelse”. Men også i Aalborg er lykken ved at vende. Skader og karantæner er kommet af vejen, og spillet flyder bedre og bedre. Senest måtte et uoplagt Brøndby-hold tage imod en lille øretæve på 3-0. I Nordjylland glemmer man hurtigt, og optimismen er pludselig tilbage. Man tror igen på at man kan få kontakt med toppen. Dog skal man ikke sælge skindet endnu. For man har endnu ikke fået gang i hverken den ene eller den anden angriber, og man kan ikke blive ved med at sætte sin lid til, at midtbanespillerne leverer de nødvendige mål. Simon Bræmer er et af efterårets største flop, og AaB vil nok se sig lidt om efter en angriber i vinterpausen. Yderligere vil det gavne med forstærkninger til midtbane og forsvar, da truppen er tynd og ikke kan håndtere flere skader på én gang. De resterende kampe lyder på:

20/11: FC Nordsjælland (ude)
27/11: FCK (hjemme)
4/12: Silkeborg (ude)

Det er ikke det letteste program der venter. Både FCN og Silkeborg er bedst på hjemmebanen, mens ethvert opgør mod FCK kan betegnes som en stor udfordring. Selvom man slog Brøndby, er jeg endnu ikke overbevist om, at skuden er vendt. Det er tre svære opgaver, der kan give mere eller mindre hvad som helst.

Forventet pointhøst: 3-6 p

FC Nordsjælland

Bud: Bund
Status: Midten

I Farum har man overrasket særdeles positivt i denne sæson. Man overlevede i sidste sæson efter en lang og hård kamp mod de øvrige bundhold, hvor skærene blev klaret via en imponerende indsats. Johnny Pedersen fik skik på holdet og evnede at føre det videre over sommeren, hvor man hentede nye (og relativt ukendte) kræfter til. Disse har løftet opgaven flot, og for første gang virker man til at have en sammentømret trup. Dette skal endda ses i lyset af, at man havde den famøse poker-fadæse. Skurken Mads Junker har dog lukket munden på samtlige kritikere og ligger nu øverst på topscorerlisten, og en del medier forventer et vintersalg af den unge bomber. Det ville være et stort tab for klubben, og anbefalingen herfra er at vente til sommeren, så han kan være med til at gøre arbejdet færdigt. Holder man stilen og supplerer truppen i vinterpausen, så har man gode chancer for at sikre sig kvalifikation til næste års Royal League. Men først skal følgende kampe overstås inden vinterpausen:

20/11: AaB (hjemme)
27/11: Viborg (ude)
4/12: Brøndby (hjemme)

Skal man gøre sig forhåbninger om at holde på den nuværende 5. plads i ligaen, så er minimumskravet en sejr over AaB og mindst 1 point mod enten Viborg eller Brøndby. AaB-kampen vil jeg udråbe til nøglekamp for begge hold, da en sejr er altafgørende for om efteråret kan godkendes ud fra de nuværende forventninger. Kampene mod Viborg og Brøndby kan man ikke kalkulere med det store i, og pointhøsten kan gå hen at blive temmelig lav.

Forventet pointhøst: 1-5 p