Dart er ikke kun fadøl og bodegastemning. Det er også en højt eksponeret sport fuld af drama, passion og masser af muligheder for værdispil. BetXperts bruger Johnny Kirk (Jokir) har selv spillet dart og mødt nogle af historiens største spillere. Han skriver her om alt, du skal vide om sporten.
Dart? Ja, dart!
For de fleste mest kendt som en bodegaaktivitet. Det man spiller over en hulens masse fadøl. Og sådan er dart da stadig også anno 2015. Det nye er dog, at sporten er blevet voldsomt eksponeret via tv, særligt i Storbritannien. Og man forstår det faktisk godt, hvis man sætter sig og ser en kamp. Det er nemlig en yderst dramatisk og publikumsvenlig sport. Det er nemlig ikke unormalt med 10-15.000 tilskuere til en kamp mellem de store finaler. Og i modsætning til fx tennis eller snooker, så er der larm - masser af larm!
Stemningen kan blive helt elektrisk og sammenlignes med den, der opstår rundt om i de største håndboldhaller. De store spillere har hver deres sang, som tilskuerne synger, når de udmærker sig oppe ved skiven. Og generelt tillades der meget fra tilskuernes side.
Med den stigende interesse, store tv-eksponering og de mange penge, der pumpes ind i sporten, er dart også yderst attraktiv i et oddsmæssigt perspektiv. Markederne bliver større, og spillet er blevet interessant for semistore værdijægere.
Vi har fået hjælp af den trofaste bruger Jokir, Johnny Kirk, som selv er gammel dartspiller og har fulgt sporten siden 70'erne. Han giver her en grundig gennemgang af alt fra spiludbud, regler, de største stjerner til potentielle værdispil.
Har du lyst til at snuse mere til dart, så følg Premier League, der skydes i gang torsdag 5/2. Turneringen med tidens bedste spillere kan følges de næste 16 torsdage på TV3Sport.
Følg også med i Jokirs tråd om dart, hvor han løbende kommenterer på de forskellige turneringer og prøver at finde de gode spil.
Reglerne, kort fortalt
Der er flere forskellige regelsæt alt afhængig af, hvilken turnering der spilles, og hvilket forbund, der er arrangør. Mere om det senere. Dette er reglerne, der bruges ved store Majors turneringer og mesterskaber, der normalt vises på TV:
Der spilles bedste af 5-13 sæt. Det afhænger af, hvor langt henne i turneringen, man er. For at vinde et sæt, spilles der bedst af fem legs. Dvs. den der først får tre legs har vundet et sæt. Hvert leg spilles på følgende måde:
Der spilles ned fra 501. Hver spiller skiftes til at kaste tre pile og en vunden leg opnås ved at ramme det manglende pointantal i form af en double.
Eksempel: Spiller 1 mangler 40 point og skal derfor forsøge at ramme double 20. Rammer han den, har han lukket og vundet en leg. Rammer han eksempelvis 20 rent, skal han herefter forsøge at ramme double 10 osv. Bemærk! Scores der for mange point i forhold til spillerens resterende pointantal tilbagesættes scoren til inden han kastede de tre pile.
Dart splittet i to forbund
Nu bliver det lidt tricky, for modsat mange andre sportsgrene, så er dart delt op i to forbund, BDO og PDC.
Kort fortalt er BDO det oprindelige forbund. BDO British Darts Organisation blev stiftet i 1973, og Dansk Dart Union hører bl.a. under BDO-regi under paraplyorganisationen WDF, World Darts Federation, som blev stiftet i 1976.
Mange af de store turneringer dengang blev sendt live på ITV og BBC, men efter 1988 mistede dart mange sponsorer, og det var efterhånden kun verdensmesterskabet, der blev sendt på TV. Efterhånden blev flere britiske topspillere, herunder tidligere verdensmestre, som stadig var aktive, frustreret over de manglende muligheder for at leve som professionelle. I 1992 var der så 16 britiske topspillere, som dannede WDC, World Darts Council, der kort efter blev til PDC, Professional Darts Corporation, med henblik på at promovere sporten bedre på TV. Det afstedkom en del ballade og restriktioner overfor spillerne, men i dag er der ingen problemer med at skifte fra det ene forbund til det andet. Det går begge veje. BDO er for øvrigt for begge køn, mens der kun er herrespillere i PDC.
Faktum er, at de gode spillere, altså rigtig gode spillere, befinder sig i PDC. Det er som regel således, at hvis en spiller har gjort det rigtig godt hos BDO, så flytter han over til PDC. Pengepræmierne er væsentlig større her. BDO's verdensmester Stephen Bunting gik over til PDC i januar 2014 med stor succes efterfølgende, og allerede nu er han mellem de 10 udvalgte spillere, der med start den 5. februar skal spille med i det prestigefyldte Premier League. Turneringen bliver transmiteret live de kommende 16 torsdage på TV3sport.
Vestlig dartsyge
Dart er blevet populært i mange lande. I starten var der 15 medlemslande herunder Danmark, og i dag er der 68 medlemslande. En spiller, der især har gjort sin sport populær i sit hjemland, er den 47-årige hollænder Raymond van Barneveld, som er regerende mester i Premier League. Han er fire gange verdensmester i BDO regi, og i 2007 tog han verdensmesterskabet i PDC i en fantastisk finale mod Phil Taylor, den nok største spiller af dem alle. I 90’erne gav han et boom til darts popularitet i Holland, og gaderne lå nærmest øde, når han var på TV. Det har afstedkommet, at Holland har udviklet rigtig mange darttalenter, hvor det største navn i dag helt klart er Michael van Gerwen.
Udover stor popularitet i England og Holland er der masser af dartfans i fx Tyskland, Belgien, Sverige, Australien, USA og Canada for at nævne nogle. Med den store TV-eksponering lige nu, er jeg ret overbevist om, at dart vil få endnu flere fans i Danmark.
Hvis man mener at have evner udi dartspillet, er det bare med at komme i gang. Udover at der hænger dartskiver på mange bodegaer rundt i landet, så kan der findes en oversigt over klubberne i Danmark på Dansk Dart Unions hjemmeside her.
Oddsmuligheder
Der findes masser af oddsmuligheder hos flere bookmakere med dansk licens. Blandt andet Bet365*, Unibet*, Betsafe, Nordicbet*, Ladbrokes, Sportingbet og Betfair*. Herudover tilbyder flere asiatiske bookmakere som fx Pinnacle også odds på dart.
Der kan fx spilles på outrights, korrekt resultat, handicaps, flest 180’er (maks antal point for tre pile) og masser af andre specialspil på hver enkel kamp. Man kan gå ind på diverse oddssammenligningssider, fx oddschecker.dk, og finde de aktuelle odds.
Ved Premier League, som starter 5. Februar, kan kampene undtagelsesvis ende uafgjort. Her kan man så evt. vælge draw no bet, hvilket jeg selv regner med at foretrække i nogle tilfælde. Jeg tror også, at man kan finde værdi ved at spille på uafgjort i mange af kampene. Lad mig give et eksempel: Jeg ved godt, at statistikken er tynd med 32 kampe, men alligevel:
På dag 1 i Premier Leaque mødes Peter Wright og Dave Chisnall. Odds er i skrivende stund 2.38 4.33 2.40 for henholdsvis 1X2. Altså en helt lige kamp efter bookmakernes odds.
Det er jeg for så vidt også enig i. Begge spillere debuterede i sidste sæson i Premier League. Wright med 6-5-5 spillede 31% af kampene uafgjort. Chisnall med 3-4-9 spillede 25% af kampene uafgjort. Det er ikke utænkeligt, at der i det mindste er 24% chance for, at denne kamp ender uafgjort, hvilket giver 104% i betvalue. Deres første indbyrdes møde i Premier League i 2014 endte for øvrigt uafgjort 6-6. Kamp to vandt Chisnall 7-4.
Spillerne generelt i toppen af PDC er så gode, at det meget ofte er ham, der har udlægget, der vinder legget, og med to meget jævnbyrdige spillere, øger det også chancen for, at det kan slutte 6-6. Det kan godt være, at bookmakerne er bevidste om det, men jeg synes umiddelbart, det kunne ligne en mulighed for at finde god værdi.
At dart desuden er ved at være et solidt og likvidt marked ses ved, at der er flere professionelle bettere, som tilbyder spil-services på dart.
Følg Johnny Kirk alias Jokir i dart-tråden i forum om Premier League her, hvor han løbende følger op på turneringen og lægger tips ud.
Fortidens stjerner
Inden vi tager et kig på nutidens stjerner, så tager vi lige en tur ned ad Memory Lane og beskriver nogle af 70'ernes og 80'ernes største spillere.
De spillere jeg nævner under denne overskrift er alle nogle, jeg har haft fornøjelsen af at møde ved flere Denmark Open og British Open-mesterskaber - dog ikke ikke i kamp ved dartskiven. Kun i øvelokale og i kantinen. Under alle omstændigheder havde jeg mange fornøjelige timer med dart i 70’erne og 80’erne, og min begejstring for dart er ikke kølnet med årene.
Alan Evans fra Wales var en af de første spillere, man kunne se i fjernsynet i starten af 70’erne. Den første store tv-event var News of the World Championship i 1972, og her nåede han finalen. Han vandt desuden Winmau World Masters i 1975. Hans form ebbede ud i 80’erne, hvor det især var Eric Bristow, John Lowe og Jocky Wilson, der fik stjernestatus. Alan Evans var især kendt for det såkaldte "Alan Evans Shot". Når han havde 150 points tilbage at ramme var det ganske enkelt "Bull-Bull-Bull," hvilket tilsammen giver 150 points. Så var der altså heller ikke plads til flere pile i midten!
Han blev dog besejret på netop bullseyes af verdens måske største sportsmand gennem tiderne, Muhammad Ali. Det var til en showkamp i 1977 på Gypsy Green Stadium, England. Kampen var sat op med specielle regler. Evans fik kun point for at ramme triplerne. Ali var i stand til at ramme bullseye og proklamerede omgående sig selv som The Darts Champion of the World.
Alan Evans døde desværre i 1999, kun 49 år gammel.
Eric Bristow, "The Crafty Cockney" har været med til at gøre dart populært over hele verden, og er en af medstifterne af PDC i 1992. Han var nr. 1 på verdensranglisten flere sæsoner i 80’erne og fem gange verdensmester. Han havde en særlig teknik, hvor han strittede med lillefingeren, som om han holdt på en te-kop ved et finere engelsk te-selskab. Han er i dag ofte medkommentator på TV ved de store events.
John Lowe blev verdensmester tre gange (1979. 1987, 1993). Udover at blive husket som en fantastisk dartspiller huskes han også som den første, der lavede en 9-darts lukning på TV ved en kamp i 1984.
En 9 darts-lukning betyder, at man lukker en leg med kun 9 pile. De første syv er triple 20 (60 points), mens de to sidste typisk er triple 19 (57 points) og double 12 (24 points). Til sammen altså 501 points. Lukningen er meget spektakulær og sker kun ganske sjældent.
Se en 9 pils-lukning herunder af Adrian Lewis fra verdensmesterskabet i 2014 og fornem samtidig stemningen.
Den første spiller der lavede en 9-darts lukning på TV ved et verdensmesterskab var Paul Lim. Det var i 1990 I BDO regi, altså inden PDC var blevet stiftet. Det indbragte ham 52.000 pund. Phil Taylor blev til sammenligning som vinder af verdensmesterskabet dengang kun belønnet med 24.000 pund.
Jocky Wilson fra Skotland var verdensmester i 1982 og 1989.
Han var en af de spillere, der var med til at bryde ud fra BDO og danne PDC .
Når jeg husker tilbage på diverse finaler fra dengang, var det næsten altid med enten Eric Bristow, John Lowe eller Jocky Wilson involveret. Det var Jocky, som havde min største sympati med sin væremåde, spillestil og kropssprog under kampene.
Jocky Wilson var en speciel type. Han havde ingen tænder tilbage, og han kunne lide fadbamser og var kæderyger, men han var en fantastisk dartspiller, og han var flere gange tæt på at være den første til at lave en 9-darter på TV. Uden at annoncere det trak han sig helt tilbage fra dart i 1996. Forinden var han dog kommet med denne udtalelse: "I don't want anyone feeling sorry for me. There's only one person to blame for the situation I'm in, and that's me."
Han gav ingen interviews efterfølgende. Jocky Wilson døde i 2012.
Den legendariske sportskommentator Sid Waddel gik også bort i 2012. Men hvis de to mødes, Jocky og Waddel, hvorend de er, vil de nok skraldgrine og Waddel fyre sin bedste one-liner af:
”There is only one word for that: Magic Darts.”
Nutidens stjerner
Det var en kort - eller skal vi sige lang - nostalgisk tilbageblik. Nu til tidens største stjerner:
Phil Taylor, ”The Power”, har holdt sig på toppen, siden han blev verdensmester første gang i 1990. Imponerende 16 verdensmesterskaber er det blevet til. Et fænomen inden for dart og uden tvivl den bedste spiller gennem tiderne. Han er usædvanlig mentalt stærk i pressede situationer. Phil Taylor er 54 år, og nogle mener, at tiden er ved at rinde ud for ham med hensyn til at vinde de helt store turneringer.
Michael van Gerwen, ”Mighty Mike”, kunne godt blive Phil Taylors afløser på darttronen. Ja, hvis ikke han allerede har overtaget den. Helt usædvanlig vindermentalitet. Nr. 1 på verdensranglisten. Helt aktuelt har han lige vundet Unibet* Masters med de 16 øverste på PDC-ranglisten. Han satte turneringsrekord for én kamp med 14x180 scoringer i finalen mod landsmanden Raymond van Barneveld.
Gary Anderson, ”The Flying Scotsman”, nykåret verdensmester i PDC med finalesejr over Phil Taylor. Fantastisk dartspiller med et elegant kast og konstant høj gennemsnitsscore. Wayne Mardle, en anden topspiller, udtalte før VM for en måned siden om Gary Anderson, i forbindelse med vigtige doubler:
"Nobody can live with him when he does that. Whether you’re world champion or world No 1, you will get beaten by Gary Anderson." Og han fik ret.
At dart er blevet en verdensomspændende sport opdagede BetXperts redaktion ved en betting-konference i London for nyligt. Her havde Englands største bookmaker William Hill hevet deres topnavn Gary Anderson - "The Flying Scotsman" - ind til at spille dart på deres stand. Her ses han sammen med BetXperts artikelredaktør, Peter Bollerup Andersen.
Vi kunne have taget endnu flere med, ligesom vi kunne have lavet en liste over store talenter. For der er umiddelbart mange spillere i PDC, som kan opnå stjernestatus, og mange unge spillere, som banker på.
Premier League
Torsdag 5/2 begynder Premier League, hvilket er toppen af poppen for øjeblikket. Formatet, der spilles, er ret spændende, da der blandt andet vil blive kæmpet hårdt for at undgå nedrykning.
De 10 deltagere møder hinanden over de første ni aftener. Når de er overstået, har man fundet to nedrykkkere.
De resterende otte spillere vil herefter møde hinanden igen over de næste seks aftener.
Herefter er der finaleaften i O2 Arena i London.
Spillerne får to point for sejr og én point for uafgjort. I de enkelte kampe spilles bedst af 12 legs, først til 7, og ved 6-6 uafgjort.
Sidder du og brænder inde med en masse viden om dart og en god evne til at finde gode værdispil, så hører vi meget gerne fra dig. Kontakt analyseredaktør Jens Bøye på [email protected].