Der er igen seks tætte kampe på menuen i den kommende spillerunde i 1. division, der strækker sig fra torsdag til søndag. Runden skydes i gang i Vejle til et imødeset opgør mellem de to største oprykningsfavoritter, når førerholdet Viborg kommer på besøg. Vores faste skribent på 1. division, Tonni Munk Jensen, tror mest på udeholdet i den kamp.

Om det var tunge busben ovenpå en uge med midtugerunde, eller det var tilfældigheder, er svært at vide, men ikke desto mindre endte weekend-runden med lutter hjemmesejre og en ordentlig målfest, hvor de seks opgør bød på 25 mål og alle kampe over 2,5 mål. Samme scenarie får vi næppe i den kommende runde, hvor mange af de lavest-scorende hold tørner sammen i vigtige bund- og midteropgør, hvor underholdningen ikke altid er den bedste.

I bunden fortsætter nedrykkerne fra Vendsyssel med at overraske negativt, og et eller andet skal der ske i det nordjyske, for ellers bliver træner Johnny Mølbys tid i klubben ekstrem kort. Han kan skele til Næstved og Køge som for to uger siden lå sidst i tabellen, men som via to sejre i træk begge har taget et stort hop til midten af rækken. 

Vejle - Viborg

Spilles torsdag d. 29/8 kl. 18.00 - Se mere info i vores matchcenter. 

Vejle tog sæsonens anden sejr, da de tog en pligtsejr hjemme mod oprykkerne fra Skive. Den var ved at komme i fare til sidst, og de skabte ikke de chancer, som man kan forvente af en nedrykker af Vejles kaliber, men de tre point kom i hus, og det gavner både selvtilliden og placeringen i tabellen. Nye udlændinge er hentet i ugens løb, og man råder efterhånden over en multinational trup, som nok holder kvalitet, men som kan være svær at styre i modgang. Kampen mod Viborg er ekstrem vigtig, for et nederlag vil bringe dem ni point bag den nuværende oprykningsfavorit. Uden anfører Schoop på midtbanen ligner det en meget tæt kamp.

Viborg har bragt sig i spidsen af rækken og ligner pt. det bedste bud på en Superliga-oprykker. Sæsonen er selvfølgelig lang, og de ved af bitter erfaring fra sidste sæson, at det først er vigtigt at besætte oprykningspladserne i sidste spillerunde, men holdet og spillestilen ser bestemt spændende ud. De seneste tre halvlege har været forrygende og med Superliga-klasse, og fortsætter de den stil, så kan de også sagtens vinde i Vejle. Nytilkomne Aaquist scorede i sin debutkamp og øger konkurrencen endnu mere på et forvejen fint Viborg-hold, der med mod kan og bør sætte sig på midtbanen i dette opgør.

Ciffertip fra hoften: 1-2/1-1/0-1

Viborg draw no bet til odds 2,05 (nu odds 1,92 hos Unibet)

Viborg ser stærke ud og topper i øjeblikket, mens Vejle ikke spiller som en enhed og har haft en svag sæsonstart. Viborg har defensive fravær, og Vejle vandt senest, men hjemmeholdet er uden anfører og har tabt begge hjemmekampe til andre tophold.
Læs hele eksperttippet her.

Fremad Amager - Næstved

Spilles fredag d. 30/8 kl. 19.00 - Se mere info i vores matchcenter. 

To hold med modsatrettede formkurver, og disse kampe kan ofte være ret så svære at vurdere. Fremad Amager er efter en pointmæssig fin sæsonstart i den grad kommet ned på jorden. To point i de seneste fire kampe er slemt nok i sig selv, men når man samtidig spiller skidt og møder formodede midter- og bundhold, så begynder alarmklokkerne at ringe. Det kører ganske enkelt ikke for Olof Mellbergs tropper, der giver flere chancer væk end i sidste sæson, og samtidig ikke selv skaber nær så mange som tidligere. Holdet har ingen skader, men de nye spillere, som blev hentet i sommerpausen, har ikke formået at løfte holdet endnu.

Næstved er i den omvendte verden. Elendig sæsonstart afløst af to sejre i træk og syv point i de seneste tre kampe. Krisestemningen er væk, og nu har man pludselig også den effektivitet og de marginaler, som man manglede tidligere. Som tidligere nævnt så vil Næstved med en del nye spillere nok forbedre sig i løbet af sæsonen, og det ser man allerede små tegn på nu. At besejre Vendsyssel og Nykøbing er godt gået, og den nye spanske træner Argila har imponerende hurtigt fået styr på tropperne. Nu kan de med masser af selvtillid tage til Amager og jagte flere point i en forventelig tæt affære.

Ciffertip fra hoften: 1-1/0-0/2-1

Under 2,5 mål til odds 2,04

Det ligner en nervøs affære mellem to af de lavtscorende hold i bundregionen. Næstved har holdt buret rent to kampe i træk og vil køre samme forsigtige taktik igen, mens Fremad Amager i jagten på point også meget vel kan vælge at tænke på en solid defensiv først.

Nykøbing - Kolding

Spilles fredag d. 30/8 kl. 19.00 - Se mere info i vores matchcenter. 

Nykøbing så meget stærke ud i sæsonindledningen, men to nederlag i træk uden at score sætter store spørgsmålstegn ved deres styrke. Indsatsen mod Viborg senest var tæt på elendig, og der var reelt klasseforskel i en kamp, som ellers plejer at passe Nykøbing fint. I en kamp som denne skal de vise, at de er til at regne med i den øverste halvdel. I så fald bør de kunne tage teten mod Koldings oprykkere i en forventelig underholdende affære, hvor begge hold ligger på cirka fire mål i snit pr. kamp. 

Kolding fik sæsonens første nederlag, men det var ikke uden sværdslag, at de tabte lokalopgøret mod Fredericia med 3-4. Faktisk var det oprykkerne, der pressede på i 2. halvleg, og de har efterhånden bevist, at de i den grad hører til i rækken. De er sammen med Fredericia de mest scorende hold i rækken, og selvom defensiven så til tider ser noget usikker ud, så er det værd at lette på hatten for Koldings sæsonstart. Efter to spændende lokalbrag med masser af tilskuere er det nu hverdag igen. De har allerede besejret Køge og Næstved på udebane, og umiddelbart passer deres spillestil glimrende til en kamp som denne. 

Ciffertip fra hoften: 2-1/2-2/3-1

Nykøbing-sejr til odds 2,35 hos Danske Spil

Meget svær kamp at forudsige, da Koldings niveau er svært at vurdere. Det vil overraske, hvis de over lang tid kan blive ved med at præstere til en placering i den øverste halvdel. Det her er en de sværere udekampe, og oddset er umiddelbart blevet presset for højt op på 1-tallet.

Skive - HB Køge

Spilles fredag d. 30/8 kl. 19.00 - Se mere info i vores matchcenter  https://www.betxpert.com/matchcenter/fodbold/skive-hb-koege/24270343

Skive er på mange måder rækkens grå mus. Ingen store armbevægelser, men masser af hårdt arbejde. Tager point i ny og næ og håber så ellers på, at de kan holde nedrykningsstregen på afstand så lang tid som muligt. Her er en af de kampe, hvor de har gode chancer for point. Køge er uden tvivl det bedre hold, men hjemmebanefordelen gør kampen helt lige, og de har tidligere haft et rigtig fint tag på sjællandske hold, når de gæstede de ydmyge rammer på Hancock Arena. Skive lader HB Køge få teten på bolden, men vil være farlige på omstillinger i en kamp, hvor det er umuligt at pege på vinderen.

Efter fire skuffende kampe er HB Køge endelig stemplet ind i sæsonen. To tiltrængte sejre i træk, hvor holdet har scoret seks mål og spillet ganske udmærket, er guld værd for et hold, der hang en del med næbbet for to uger siden. Træner Karlsen har skiftet lidt ud i forsvar og angreb for at finde den rette formation, og det ser umiddelbart ud til, at han har fundet noget rigtigt, for de var klart bedst i den seneste kamp mod Fremad Amager. Nu skal de dog for alvor have arbejdshandskerne på og tålmodigheden i behold, for ellers kommer de hurtigt ned på jorden igen.

Ciffertip fra hoften: 1-1/0-0/1-2

Uafgjort til odds 3,45 hos Unibet (nu odds 3,40)

Uafgjort kan vise sig at passe begge hold fint. Skive får endnu et point skrabet sammen, og Køge forlænger sin ubesejrede stime. De to midterhold spiller mange jævnbyrdige kampe, og har historisk set også lavet mange pointdelinger, idet hele syv af 16 møder de seneste fem år er endt således.

Roskilde - Fredericia

Spilles søndag d. 1/9 kl. 13.45 - Se mere info i vores matchcenter.  

Roskilde fortsætter med at spille tætte kampe, men de seneste to er vippet til modstanderens fordel, og de næste uger kan blive ret definerende for holdet. Formår man at kæmpe sig ud af den startende negative spiral med tre nederlag i de seneste fire kampe, eller får man flere nederlag og dumper ned på sidstepladsen, hvor det kan være svært at rejse sig igen? Skader til fire stamspillere hjælper bestemt ikke den tynde trup, som har brug for en enorm arbejdsindsats fra alle mand og en del marginaler, hvis sejren skal i hus mod et af ligaens mest formstærke mandskaber.

Fredericia vandt igen i weekenden og har i et ellers meget svært kampprogram hentet 13 point i de seneste fem kampe. Det er ekstremt flot, og som nævnt før så har holdet nok det højeste topniveau i ligaen. Tidligere har Fredericia haft to problemer. Det ene var at score mål, men det virker umiddelbart løst med 14 scoringer i de seks første kampe. Det andet var, at man ofte kun spillede sig helt ud mod de bedste modstandere, og den har de stadig i sig. Derfor kan en udekamp mod et defensivt og hårdt kæmpende Roskilde-mandskab også vise sig sværere end som så for Jonas Dals tropper.

Ciffertip fra hoften: 1-2/2-2/1-3

Fredericia-sejr til odds 1,95 hos bet365 (nu 1,91 hos Mr Green)

Der skiller allerede ni point mellem de to hold, og rammer Fredericia niveauet fra de seneste kampe, så skal de også være i stand til at besejre Roskilde, der indkasserer flest mål af alle hold og i øjeblikket kæmper med en del skader hos vigtige spillere.

Vendsyssel - Hvidovre

Spilles søndag d. 1/9 kl. 18.00 - Se mere info i vores matchcenter.  

Kan man efter fem nederlag i træk uden at score et mål og med rædderligt spil blot vinde 9-0 over et Danmarksserie-hold i pokalen, og så er alle problemerne løst og glemt? Det er det store spørgsmål i Hjørring i de her dage, hvor byens fodboldhelte fik en længe venter sejr onsdag aften. Der var syv nye mand i startopstillingen, og modstanderen var svag, så det ville alligevel overraske, hvis man nu går ud og spiller med masser af selvtillid og kører Hvidovre over søndag aften. Men fodbold er en forunderlig størrelse, og det mentale er ekstremt vigtigt, så helt afvise det, kan man naturligvis ikke.

Hvidovre har fundet en god gænge, hvor det i sidste weekend blev til den fjerde kamp i træk uden nederlag. Samtidig var det sæsonens første sejr, og da den oven i købet først kom langt inde i overtiden, så var det naturligvis en stor forløsning for holdet. Nu gælder det sæsonens længste udebanetur søndag aften kl. 18, og det er naturligvis ikke optimalt, men spiller de op til niveauet fra de seneste kampe, så bør de også kunne byde Vendsyssel op til dans. Hjemmeholdet vil nok komme flyvende ud og lægge pres på fra start, men overlever Hvidovre de første 20 minutter, så er der gode chancer for point i en kamp, hvor de med det første mål for alvor kan ryste den kriseramte modstander.

Ciffertip fra hoften: 1-1/2-1/2-2

Hvidovre +0,5 til odds 2,02 hos bet365

Det er svært at vide, hvilken tilstand Vendsyssel starter kampen op i, men uanset om de måtte komme med fornyet selvtillid efter pokalsejren i midtugen, så virker oddset på Hvidovre-point en anelse for højt. Især når man tager i betragtning, at Vendsyssel ikke har scoret et mål i fem kampe og spillet dårligere og dårligere fra kamp til kamp.

Regnskab efter spillerunde 6

  • Antal spilovervejelser (og ikke egentlige eksperttips) i ugeoptakten: 22
  • Status: +4,15 units
  • Tilbagebetalingsprocent: 118,86 %

Statistik for eksperttips kan findes på linket her
For 1. divisions-sæsonen 2019/20 lyder statistikken som følgende: 

  • Antal eksperttips: 14
  • Status: -3,20 units
  • Tilbagebetalingsprocent: 75,38 %