Årets udgave af den belgiske brostensklassiker køres denne søndag. Se vinder-oddsene og læs Jesper Sørensens analyse af ruten, favoritterne og outsiderne...
256 kilometer venter rytterne denne søndag. Flandern Rundt er sæsonens andet ”monument”, og her skal rytterne ud på en lang, hård dag på brosten og bakker. Helt præcist er der 17 stigninger undervejs, og flere af disse er brostensbelagte.
Odds
Udvalgte vinderodds:
Sagan 3,1 NordicBet*, 3,0 Bet365*, Ladbrokes, Sportingbet, Unibet*
Cancellara 3,25 Ladbrokes, 3,0 Bet365*, Sportingbet, NordicBet*
Chavenel 13,0 Unibet*, 11,0 Ladbrokes, 9,0 Sportingbet
Boonen 13,0 Bet365*, Unibet*, 12,5 NordicBet*, 11,0 Ladbrokes
G. Thomas 26,0 NordicBet*, 23,0 Unibet*, 21,0 Sportingbet
Pozzato 21,0 Bet365*, Ladbrokes, Sportingbet, Unibet*, NordicBet*
I skrivende stund findes h2h-væddemål hos Bet365*, NordicBet* og Unibet*.
Tips
Følg BetXperts cykeleksperter og deres eksperttips her (hvor man kan skrive sig på ekspertens mailingliste og dermed få et praj når nye tips lægges ud):
Ruten
Ruten blev ændret forud for 2012-sæsonen – de flade stykker blev forkortet - og resultatet blev, at tre mand – Boonen, Ballan og Pozzato – skulle afgøre løbet, mens et stort felt kom ind omkring 40 sekunder efter. Umiddelbart skulle man forvente at ruteændringen ville gøre løbet en anelse hårdere, men sidste år var det måske ikke helt det korrekte billede – det lignede i højere grad et felt, der var lidt forsigtigt på en ukendt rute.
De syv første stigninger har egentligt bare ét formål: At dræne rytterne en anelse for energi. Den ottende stigning er Oude Kwaremont, der skal passeres første gang ud af tre mulige. Herefter følger Paterberg, der også slutter løbet. Efter Paterberg passeres første gang, venter Koppenberg, Steenbeekdries og Kruisberg inden rytterne skal over Oude Kwaremont og Paterberg for anden gang. Dagens tredjesidste stigning er Hoogberg inden Oude Kwaremont og Paterberg passeres for tredje og sidste gang.
Efter den 17. stigning er der cirka 13 kilometer til mål. Her kan enkelte ryttere måske finde energien igen og forsøge at hente dem, der har angrebet på stigningerne, men hvis man sidder på Paterberg med syre i benene, har man næppe meget at give af på de sidste 13 kilometer.
De 17 stigninger:
1 Tiegemberg (750m, 5.6%) — 91km
2 Taaienberg (800m, 5.6%) — 113km
3 Eikenberg (1.17km, 5.6%) — 119km
4 Molenberg (500m, 9.8%) — 134km
5 Rekelberg (800m, 4%) — 149km
6 Berendries (900m, 7.2%) — 154km
7 Valkenberg (880m, 6%) — 160km
8 Oude Kwaremont (2.2km, 4.2%)) — 182km
9 Paterberg (380m, 13.7%) — 186km
10 Koppenberg (620m, 10.2%) — 192km
11 Steenbeekdries (700m, 5.3%) — 198km
12 Kruisberg/Hotond (1.8km, 4.8%) — 209km
13 Oude Kwaremont (2.2km, 4.2%)) — 219km
14 Paterberg (380m, 13.7%) — 223km
15 Hoogberg/Hotond (4.2km, 3.1%) — 230km
16 Oude Kwaremont (2.2km, 4.2%) — 239km
17 Paterberg (380m, 13.7%) — 243km
Favoritterne
Fabian Cancellara, RadioShack-Leopard-Trek
Efter sit imponerende show i E3 Prijs Vlaanderen, er Fabian Cancellara en af de største favoritter sammen med Peter Sagan. Hvis Cancellara har tilsvarende energi og styrke, som han havde under E3 Prijs Vlaanderen, så skal konkurrenterne havde en meget, meget god dag, hvis de vil gøre sig forhåbninger om at komme med Cancellara til stregen.
Men Cancellara styrke er også hans svaghed: Alle ved at han skal angribe udefra, og alle ved at han gør det. Hvis han angriber, kan han forvente at få Sylvain Chavanel (eller måske endda Tom Boonen) samt Peter Sagan på baghjulet, og alt efter hvordan løbet har udfoldet sig, vil ingen af dem arbejde lige så hårdt som Cancellara for at holde feltet tilbage: Cancellara er den eneste mulighed hos RadioShack-Nissan, modsat Chavanels Omega Pharma-Quick Step, der har Boonen og Terpstra, og samtidigt har han mere eller mindre kun ét angreb modsat Peter Sagan, der både kan køre alene til stregen og vinde i en spurt.
Men én ting er at konkurrenterne skal fange Cancellaras hjul – de skal også kunne holde det i utroligt mange kilometer, og vi ved, at Cancellara vil forsøge at rykke flere gange, hvis ikke han får hjælp fra dem, der hægter sig på ham. Men alle holder øje med ham, og alle vil reagere på hans relativt svage hold. Han får det svært, men meget få er stærke som Cancellara.
Peter Sagan, Cannondale
Det virker helt pjattet at have en så ung rytter som Peter Sagan som favorit i et monument – og så er det ikke engang første gang, at han er favorit før et monument.
Men Sagan er et unikum, der har bevist at han er en toprytter, der sagtens kan stå distancen. Hans hold er ikke altid det stærkeste, men har flere gange steppet op i denne sæson, når der har været behov for det. I finalerne har han klaret det på egen hånd, takket være en hurtig finish, stor styrke og ganske god forståelse for cykelløb.
Under E3 Prijs Vlaanderen tog han andenpladsen efter Fabian Cancellara, men han var langt efter. Tidligere i løbet havde han dog en defekt, hvorfor han brugte meget energi på at komme tilbage, hente favoritudbruddet sammen med resten af Cannondale-holdet og dernæst selv gå i angreb – da Cancellara angreb kunne han ikke mere, hvilket er forståeligt nok.
Hvis ikke Cancellara er flyvende på samme måde som i 2010, så er Sagan den største favorit. Hvis Cancellara ”blot” er på sit normale niveau, hvor han dog stadig er stærk, så kan han få svært ved at få Sagan væk fra hjulet, og det vil formentligt neutralisere hans angreb, da Cancellara ikke ønsker at hive Sagan til stregen, og i en mindre gruppe vil Sagan i mange tilfælde være den stærkeste rytter.
Outsidere
Tom Boonen, Omega Pharma-Quick Step
Den forsvarende vinder Tom Boonen (tre sejre i alt i Flanderen Rundt) bør holdes som outsider, selvom det måske kan se lidt svært ud for ham i årets udgave af Flandern Rundt. Hans optakt har haltet lidt, men han arbejdede solidt for Mark Cavendish og de øvrige holdkammerater under Tre dage ved Panne.
Under E3 Prijs Vlaanderen var han en af de største skuffelser. Boonen udtalte selv efterfølgende at motoren egentligt var i orden, men at det blot var benzinen, der manglede. Jeg vil ikke afskrive ham, men umiddelbart forventer jeg at Boonen er noget stærkere i Paris-Roubaix end under dette løb.
Sylvain Chavanel, Omega Pharma-Quick Step
For de har nemlig Sylvain Chavanel, der har vist sig at være skræmmende stærk. Franskmanden bliver tit ”fanget” i holdets taktik, hvilket både har givet ham god succes og også et par skuffelser undervejs.
Jeg kunne forestille mig, at Omega Pharma-Quick Step valgte at sende Chavanel i offensiven relativt tidligt. Særligt hvis Boonen mangler lidt af styrken på stigningerne kan man sende Chavanel med på hjulet af Fabian Cancellara, og så håbe at Cancellara-ekspressen holder til mål – og hvis den ikke gør, så kan Chavanel enten forsøge sig i finalen eller man kan håbe på, at Tom Boonen er kommet til kræfter.
Jeg vil umiddelbart mene, at Sylvain Chavanels vinderchancer må anses som værende større end Tom Boonens i øjeblikket. Og samtidigt har man også Niki Terpstra og Stijn Vandenbergh, som man kan spille ud.
Geraint Thomas, Team Sky
Geraint Thomas har haft en fin sæsonstart indtil videre med en fjerdeplads i Omloop Het Nieuwsblad og en fjerdeplads i E3 Prijs Vlaanderen. Og det er bare hans klassikersæson, for Thomas blev nummer tre under Tour Down Under.
Han er Team Skys mand til Flandern Rundt. De har både Edvald Boasson Hagen og Ian Stannard, men det er Geraint Thomas, der er deres bedste bud på en topplacering. Stannard er stærk som en okse på flad vej, men hvad kan han efter 17 stigninger? Han kommer til at lide. Boasson Hagen er jokeren, for han har potentialet, men han får det aldrig rigtigt vist.
Så Geraint Thomas bør være med fremme i dette løb. Han har tidligere gjort det godt med en 10. plads i 2011, hvor han i realiteten dog burde kunne have endt længere fremme. I finalen arbejdede han hårdt for Juan Antonio Flecha, selvom han virkede til at være mindst lige så stærk.
På en god dag kan han godt ende med at snyde favoritterne. Han virker meget stærk, om end han ikke helt har fået topresultatet med hjem fra klassikerne – men formen er placeret efter at toppe på denne søndag.
Filippo Pozzato, Lampre-Merida
Pozzato har ikke vist meget andet end at sidde i feltet, misse afgørende udbrud og sidde i den forkerte del ved vindsplittelser – men Pozzato bør stadig nævnes, for han brillerer ofte når løbene er store. Og Flandern Rundt bliver ikke meget større for Pozzato.
Han vandt Trofeo Laigueglia og blev nummer to i Roma Maxima, og han lignede allerede en topkandidat i starten af marts – men i Milano-San Remo havde han ikke styrken til at komme med i det afgørende udbrud, i Omloop sad han i feltet, der ikke ville gøre meget for at komme frem til udbryderne, og i E3 Prijs Vlaanderen og Gent-Wevelgem var han aldrig rigtigt med fremme hvor det var sjovt.
Er formen dårlig? Det tror jeg egentligt ikke den er. Men resultatmæssigt ser det noget svagere ud end forrige sæson, hvor han ovenikøbet skulle forsøge at komme tilbage fra en skade. Det kan blive hvad som helst med Pozzato, men hans potentiale kan der ikke stilles spørgsmålstegn ved.
Øvrige ryttere
Flere af de ryttere, der nævnes her, kan på en god dag godt være en outsider eller ende på podiet, men deres vinderchancer er svært begrænset.
Den første er italienske Luca Paolini (Katusha), der i den grad har vist ganske god form. Han vandt Omloop Het Nieuwsblad, og han var også med fremme i E3 Prijs Vlaanderen. Jeg tror ikke han kan vinde, men med hans evner og form er det ikke usandsynligt, at han kan kæmpe med om podiet såfremt alt flasker sig. Top10 synes i hvert fald at være meget realistisk for Paolini, der også har en god finish.
En god finish har Heinrich Haussler (IAM Cycling) også. Han snakker selv om han har fortidens styrke igen, men han mangler endnu at bevise at han er på et niveau, hvor han kan kæmpe med om sejren i et løb som Flandern Rundt.
Hos BMC satser man på Greg van Avermaet og Thor Hushovd efter at Gilbert og Phinney står over, men ogsåDaniel Oss kan nævnes i denne sammenhæng. Hushovd har jeg ikke den vilde tiltro i dette løb: Han er mere optaget af Paris-Roubaix. Oss har vist god form op til løbet, og han kan blive en fin joker, men van Avermaet har i årevis været på kanten af et reelt gennembrud i disse løb.
Sebastian Langeveld (Orica-GreenEDGE) fortjener måske endda mere end et prædikat som ’øvrig rytter’ for jeg synes han har set ganske glimrende ud på det seneste. Han mangler en finish for at reelt kunne kæmpe med om de flotteste placering, men han virker stærk, og det kan være ham langt.
Juan Antonio Flecha (Vacansoleil) har så småt fundet formen på det seneste, hvilket han viste med femtepladsen i Gent-Wevelgem, men han har ikke rigtigt set ud til at have samme styrke som førhen. Samtidigt er Flandern Rundt heller ikke just favoritløb, men han har da en enkelt gang nuppet en tredjeplads i løbet her.
Hvis vi slutter i det nordiske, så har Norge tre outsidere til dette løb. De to af dem – Boasson Hagen og Hushovd – er allerede nævnt, men Katushas Alexander Kristoff er måske den, der fortjener mest kredit. Jeg har svært ved at se ham vinde løbet, hvis det skal ske via forceringer og angreb, men hvis lykken skulle tilsmile ham, og det hele bliver samlet i en mindre gruppe som det skete for Nuyens i 2011, så er han en af de hurtigste. Han har flere gange vist sig at være stærk i disse løb, men mest realistisk er det han ”blot” tager feltets spurt og snupper en respektabel placering på den baggrund.
Det sidste navn er danske Matti Breschel fra Team Saxo-Tinkoff. Han har ikke rigtigt vist noget, men han er som skabt til disse løb, når han er i topform. Han har flere gange været ganske stærkt i løbet, men spørgsmålet er hvor formen er.