Begge danske Champions League-deltagere skal forsøge at spille sig videre tirsdag aften. Vi har tips til begge kampe...
Kl. 20.45 går det løs når både FCK og OB skal holde den danske fane højt på den europæiske scene. Kvalifikation til sidste kvalrunde inden Champions League-gruppespillet er på spil, men her slutter sammenligningerne også.
FCK er klare favoritter til at tage den videre kvalifikation efter en 1-0-sejr hjemme over Shamrock Rovers i onsdags. Københavnerne leverede en sløj indsats og havde Shamrock taget uafgjort med hjem til Irland havde det ikke været fuldstændig ufortjent, men Sölvi Ottesens scoring i kampens fjerde minut var nok til at sikre FCK et udgangspunkt til returopgøret, der før eller siden vil tvinge Shamrock til at komme frem og forsøge at score.
De danske mestre er storfavoritter til såvel sejren i aftenens kamp som den videre kvalifikation. Det bedste værdispil har vi dog fundet i et målfattigt opgør i Dublin på Tallaght Stadium, mellem et irsk mandskab, der næppe vil blæse til angreb fra start og et dansk mesterhold, der ikke behøver andet end 0-0 – men alligevel nok gerne vil lukke opgøret med en tidlig scoring (scorer FCK bare én gang skal Shamrock have bolden i kassen mindst tre gange for at gå videre).
Mens FCK må påtage sig favoritværdigheden ser det anderledes svært ud for OB. Vicemestrene skal til Grækenland til heksekedlen på Athens Olympiske Stadion hvor Panathinaikos holder hjemme. FCK hentede en 2-0-sejr i Athen i sidste års gruppespil, men selvom OB fik 2-2 ude mod netop FCK for nylig, ligner det en særdeles svær opgave i Grækenland.
Panathinaikos er generelt et stærkt hjemmehold, og OB viste svaghedstegn i weekenden ved at formøble en 2-0-føring ude mod AGF. Tore Regiuniussen sikrede at OB ikke er tvunget til at hente en sejr med sin udligning kort før tid i Odense, men selvom 1-1 er et hæderligt udgangspunkt, så betyder det stadig at odenseanerne skal på tavlen i Athen. OB har tidligere leveret mirakler på udebane – ikke mindst mod Real Madrid – og selvom ”mirakel” nok vil være lidt for meget at kalde dette, så ser det svært ud, og vi har vurderet at værdien ligger på græsk hjemmesejr.