Lørdag eftermiddag blev 100 års-udgaven af Giro d’Italia skudt i gang med en 20,5 km lang holdtidskørsel. Om tre uger slutte etapeløbet med endnu en kamp mod uret: en pandekageflad 15,5 km enkeltstart i Roms gader.
Måske kender vi allerede den endelige vinder før enkeltstarten, men forhåbentligt er der spænding helt frem til sidste pedalomdrejning i årets Giro d’Italia.
Her på BetXpert vil løbet blive fulgt tæt, af cykeleksperterne Esben Billum og Mikkel Condé, der har en sæson-tilbagebetaling på henholdsvis 112 og 115%. Følg deres giro-tip på denne side.
Desuden har Mikkel skrevet nedenstående artikel – der er et kig på løbets vigtigste ryttere.
Officiel side for Giro d’Italia: Her.
Giroen: Optakt
For ikke at drunke i bynavne og bjergtinder, vil jeg i denne artikel blot koncentrere mig omkring løbets favoritter samt mine personlige outsidere.
De 5 store
Levi Leipheimer (Astana), Ivan Basso (Liquigas), Carlos Sastre (Cervélo TestTeam), Denis Menchov (Rabobank) og Damiano Cunego (Lampre). Alle er de blandt bookmakernes helt store favoritter til årets Giro, og de fire sidstnævnte har da også allerede vundet en stor tour.
Den eneste der stadig mangler at tage det sidste skridt op på podiet er Levi Leipheimer, og på trods af hård konkurrence, så er amerikaneren min personlige favorit til den samlede sejr.
Med kørslen i Tour de France 2007 samt præstationerne i sidste års Vuelta España, har Levi Leipheimer bevist, at han kan holde tre uger på absolut højeste niveau. Og efter sejre i både Tour of California, Vuelta Castilla y Leon og Tour of Gila i år er der ingen tvivl om, at Leipheimer kommer til start med en kæmpe portion selvtillid.
”I bet you’ll look good in pink, Levi. What you say?”
”I’ll look good in pink, in Rome!”
Sådan lød samtalen mellem Armstrong og Leipheimer efter Tour of Gila, og sådan kan det også meget vel komme til at gå.
Ivan Basso har allerede prøvet at ende Giro’en i pink (sandsynligvis med stor hjælp fra Dr. Fuentes) og selvom italieneren ikke har kørt i to år, er han alligevel storfavorit blandt bookmakerne. En favoritværdighed, jeg mener, der er stærkt overvurderet.
Ganske vidst kørte Basso godt i Tirreno-Adriatico og tog sejren i Giro del Trentino, men et tre ugers etapeløb, med et helt lands forventningspres på skuldrene, er altså noget helt andet. I Trentino slog Basso udelukkende andenrangs ryttere (i giroklassements-sammenhæng) og selvom han sandsynligvis kan køre en podieplads hjem i Giroen, så vil jeg blive lettere overrasket, hvis han ender i pink.
Lige så overrasket, eller endda mere, vil jeg blive hvis Damiano Cunego gentager triumfen fra 2004. Lampre-kaptajnen har det med at slå alt for store brød op, og efter de pinlige udtalelser op til Tour de France sidste sommer, synes jeg ikke, man skal give meget for de optimistiske kommentarer Damiano Cunego her til Giroen.
”Jeg starter løbet som en af de store favoritter”, er en af udtalelserne fra Cunego, men på trods af lovende takter i Baskerlandet Rundt, så skuffede Cunego i de tre Ardenner-klassikere (ja selv tre top10 placeringer var skuffende i mine øjne!).
Min manglede tro på samlet Cunego-sejr i Giroen (endda manglende tro på top5) skal også findes i de store Tours Damiano Cunego har kørt de seneste år. Ikke siden 2006 har Cunego holdt stort niveau over tre uger blandt de bedste, og i et så stærkt felt som i år, tvivler jeg dermed på, at 2009 bliver året, hvor ”Den Italienske Prins” vender tilbage til tronen.
Tronen satte Carlos Sastre sig på med den fornemme sejr i sidste sommers Tour de France, og ifølge den lille spanier selv, kommer han til Giro d’Italia i absolut topform.
”Når jeg har sat mig noget i sinde, så tænker jeg ikke på andet. Og det sidste lange stykke tid, har jeg kun tænkt på at køre på podiet i Giro d’Italia”, har Carlos Sastre for nyligt udtalt, og selvom han ikke har vist meget i år, så er Sastre blandt mine personlige favoriter til en podieplads.
Den bundsolide kørsel i bjergene kombineret med en hæderlig enkeltstart (tænkt på den sidste enkelstart i Tour de France i fjord) og en masse mandsmod, kan betyde, at 2009 starter lige så godt ud som juli måned endte i 2008 for Carlos Sastre.
Sidste mand i bookmakernes top5 er Denis Menchov. Efter to års samlet sejr i Vuelta España, kørte Menchov sidste år Giro d’Italia ”som opvarmning” til Tour de France. Her blev det til en samlet femteplads og senere en samlet fjerdeplads i Touren.
I år er Giroen ændret fra at være ”opvarmning” til at være et af de store mål for Denis Menchov. Rabobank har valgt at bygge hele holdet op omkring den stærke russer, og skal man tro Menchovs egne udtalelser er en podieplads bestemt inden for rækkevidde. Det mener jeg personligt også er realistisk.
Ja, jeg vil endda gå så langt som at udråbe Denis Menchov som en af de allerstørste favoritter til den samlede sejr i Giro d’Italia.
Outsiderne
Der er et utal af outsidere i årets Giro d’Italia, men blandt mine personlige top10 kandidater kan man ikke komme uden om; Michael Rogers (Team Columbia-High Road), Franco Pellizotti (Liquigas), José Serpa (Serramenti), Purito Rodriguez (Caisse D’Epargne) og naturligvis Captain America himself - Lance Armstrong (Astana).
Godt nok har kravebensbruddet sat Lance Armstrong tilbage i forberedelserne frem mod Giro d’Italia, men selvom han underspiller sin rolle, så regner jeg stadig Armstrong blandt de helt store top10 kandidater. Den mand kan simpelthen noget ingen andre kan, og han må derfor ALDRIG undervurderes! Det må mine fire øvrige outsidere dog bestemt heller ikke.
Franco Pellizotti har rigtig nok Ivan Basso at skulle køre for, men som beskrevet i min tip-analyse (Michele Scarponi vs. Franco Pellizotti) så mener jeg stadig, at Pellizotti har kvaliteterne til at køre med helt fremme i bjergene. Måske endda som kaptajn, hvis ikke Basso kan klare tre uger.
De to små klatrere José Serpa og Purito Rodriguez får begge vinger, når stigningsprocenterne virkelig tager til, og de starter da også begge to Giro d’Italia med pæne ambitioner:
”En placering godt fremme i klassementet samt en etapesejr” har de begge meldt ud, og selvom Purito skuffede i Fleche Wallone, er der ingen tvivl om, at formen er, hvor den skal være. Det viste han i Liege-Bastogne-Liege, og det ville undre mig meget, hvis ikke spanieren viser sig frem i bjergene.
Det gælder også for José Serpa, som på trods af et stærkt hold med Gilberto Simoni som kaptajn har fået frie hænder til at køre sin egen chance. Jeg vil sågar ikke blive overrasket, hvis Serpa ender med at lave ”en Rujano” (blev nr 3 i 2005).
Til sidst skal vi også lige runde Michael Rogers. Team Columbia-High Road spår ham blot til en joker-rolle, mens flere kollegaer i feltet ser ham som mulig top3 kandidat. Selv vil jeg ikke blive overrasket, hvis Rogers kører en top5 placering hjem, eftersom formen har været opadgående gennem hele sæsonen.
Hvis bjergbenene endelig er der, og Rogers kan undgå styrt og uheld, så bør australieren også endelig få indfriet nogle af de store forventninger der er til ham. Alt andet end top10 vil være skuffende i mine øjne.
Joker – Den skandinaviske bjergged
For en god ordens skyld vil jeg lige runde en af de skandinaviske deltagere i år. Fredrik Kessiakoff fra Fuji-Servetto. Den 28-årige svensker har allerede flere gange vist smagsprøver på sine kvaliteter i bjergene - senest da han kørte en fornem samlet 9.plads hjem i Tour de Romandie. Derfor er selvtilliden da også i top hos Fredrik Kessiakoff inden hans første Giro d’Italia.
Efter eget udsagn (interview med Cycling123.com) er det overordnede mål en top30 placering, mens en plads blandt de 15 første vil være et drømmeresultat. Dog lufter Kessiakoff også muligheden for at tabe tid i starten af løbet, for derefter at jagte en etapesejr frem for det samlede klassement. Under alle omstændigheder, skal han nok blive spændende at følge i bjergene!
Blot en skam, at landsmanden Thomas Lövkvist ikke også kører efter en klassementsplacering i Giroen. Det kunne ellers have været dejligt med to skandinaver til at blande sig i toppen. Husk dog, at du kan følge med i Thomas Lövkvists Giro d’Italia strabadser på www.Cycling123.com – hvor svenskeren efter hver etape opdaterer sin GIRO-dagbog.
Favoritterne i Giro d’Italia
Der findes en nyere version af denne artikel. Gå til den nye artikel her.