Hvad er værst? At tabe en superliga kamp eller buste ud af WSOP ME på et badbeat? Det spørgsmål blev jeg stillet få minutter efter katastrofen indtraf. Og der var ikke så meget tvivl. Det gjorde forfærdeligt ondt i maven og sjælen, og derfor kan et superliga nederlag ikke sammenlignes med denne her tabte kamp.
Et fint bord
Lodtrækningen til dag 2B var rigtigt god for mig, skulle det vise sig. Ingen kendte pros og ingen superaggros. Jeg kunne sammen med en anden spiller stille og roligt stjæle de fleste potter uden den store modstand. Udover det, var der et par rigtigt dårlige spillere ved bordet. Man undres over hvordan de kunne sidde der, og man føler med de gode spillere, som de sikkert har badbeatet for at nå dertil.
Første gang jeg er oppe og stå og det vil sige all-in preflop var efter 3 timer. Jeg samler QQ op i BB og UTG har raiset til 1500. Jeg siger 4000 og han vælger så at clicke mig til 8000. Her tænker jeg automatisk at han har esserne, men med min stack og det forholdsvis sløje kortsnit jeg har kørt gennem turneringen, så var jeg klar til at gå hele vejen med damerne. Jeg siger all-in for mine sidste ca. 20000 og han kan selvfølgelig ikke folde på det her tidspunkt. Selvom han af en eller anden grund overvejer det et stykke tid. Han flipper ynkelige KTo op og jeg griner indvendigt over det elendige move han har lavet med den hånd. Damerne holder og min stack vokser sig større.
Superdonk
Den eneste anden spiller, som på det her tidspunkt har været aggressiv ved bordet bliver desværre også ham, der får lov til at fortsætte med at shuffle mine chips på vejen mod pengene. Vi har på det her tidspunkt været involveret i en del potter mod hinanden. Vi har næsten spillet 6 timer og er tæt på middagspausen.
Jeg raiser UTG+1 med KK til 2100. Blinds er 300-600 med 100 i ante. Knappen kalder og vores amerikanske ven, som sidder i BB vælger at reraise til 7000. Jeg spiller lidt skuespil og annoncerer så all-in. Det får ham op af stolen. Han spørger om jeg er stærk. Han prøver at nedstirre mig, men jeg rykker mig ikke ud af flækken og svarer heller ikke. På det her tidspunkt sætter jeg ham på QQ. Eventuelt JJ eller AK. Efter næsten 10 minutter siger han de magiske ord. "This is probably a bad call but I call". Og det er ikke småpenge han skal kalde. Det er omkring 35K ekstra han skal smide ind, så jeg bliver en smule overrasket, da han viser den miserable hånd AJo op.
Floppet er fint, men et grimt A viser sig på turn og jeg kommer til at vælte min stol i frustration. Tankerne flyver gennem hovedet, mens jeg samler mine ting op og forlader the Amazon room.
Dagen derpå
Nu er der så gået godt og vel 24 timer siden jeg røg ud. Ondt i hovedet på grund af for mange Budweisers, men med en fyldt tegnedreng efter en superheldig dag ved blackjack bordene. Jeg har fået beatet på afstand, og kan se tilbage på en fremragende turnering, som jeg vil gøre alt for at spille igen næste år. Jeg har samlet en masse erfaring op og håber at jeg kan udnytte det til at forbedre mit spil yderligere.
Jeg har helt klart en del mangler i mit spil. Det skal jeg være ærlig og indrømme. For efter at have set storspil fra flere spillere ved de borde, jeg har siddet ved, så kan jeg godt se at jeg ikke er helt deroppe, hvor det rigtigt ringer endnu.
I morgen forlader vi Vegas til fordel for en tur til Sion National Park. Det hele skal ikke dreje sig om poker, så det skal blive skønt at opleve noget natur og eventuelt danse lidt krigsdans med nogen Navajo indianere.
Søndag skulle jeg så helst være tilbage. Her vil jeg prøve en deepstack turnering med 300$ buy-in på The Venetian. Det er 2-dages turneringer med en lækker struktur. Her forventer jeg en top placering og jeg vender tilbage med resultater herfra om et par dage. Held og lykke til alle hjemme i Danmark.
