Politiken kan afsløre, at DBUs vært, når fodboldunionen har været på træningslejre i Cypern med flere ungdomslandshold, har været med til at arrangere fixede kampe med falske dommere. Ingen af kampene involverer de danske hold.
Afsløringer fra Football Leaks har i de seneste uger rystet fodboldverdenen, hvor flere topklubber og agenter er involveret i overtrædelser af fodboldreglerne for at øge deres egen indtjening uden hensyntagen til både fans og spillere.
I Danmark har Politiken gennem sit samarbejde med partnermedier i European Investigative Collaborations (EIC) fået adgang til lækket, der består af over 70 millioner dokumenter. Politiken er det eneste danske medie, der har modtaget materialet fra Football Leaks, som oprindeligt blev overdraget til det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel.
Og nu kan avisen afsløre, at DBU har sendt ungdomslandshold til Cypern, hvor værten for turneringen var med til at fikse kampe med falske dommere. Kampene blev spillet i perioden 2016 - 2018.
Afviser fusk
Ifølge Politikens oplysninger så er mindst 32 vinterkampe på Cypern over de seneste tre år dømt af en gruppe på bare otte mænd fra lande Letland, Portugal og Rumænien, som har optrådt som officielle cypriotiske dommere. Men fem af dem er slet ikke dommere - derimod er de enten tidligere eller aktive fodboldspillere. De har underkendt gyldige mål, afviste åbenlyse offsides og dømt straffespark, ingen andre kunne se.
Cypriotiske Androsports er selskabet, der har arrangeret kampene, og det er gennem dem, at forbindelsen til DBUs ungdomslandshold går. Androsports har nemlig været med til at arrangere kampe for DBU, fremgår det af Androsports hjemmeside over arrangerede kampe. Politiken skriver, at ingen af de 32 kampe med de mystiske dommere involverer danske hold.
"Vi har en aftale med Androsports, der ikke tillader mig at gå i detaljer, men jeg kan sige, at aftalen mellem det danske og cypriotiske fodboldforbund har været, at dommerne til kampene mod Cypern var sendt direkte af dem. Vores firma arrangerer hundredvis af kampe i forskellige lande, så det er svært for mig at sige lige nu, hvad arrangementerne var for de specifikke kampe. Men jeg er chokeret, for jeg har kendt Androsports i nogle år og har aldrig haft grund til at være mistænksom," siger direktør i Royal Sports Management, Pawel Zurakowski, til Politiken.
Da Androsports konfronteres gennem EIC, afviser direktøren, at der har været tale om falske dommer og matchfixede kampe.
Nyt for DBU
Hos DBU lyder meldingen fra kommunikationschef Jakob Høyer, at det er helt nye oplysninger for fodboldunionen, og at de aldrig har haft direkte kontakt med Androsports, men derimod har arrangeret træningslejre gennem Royal Sports Management.
"Vi har ikke oplevet mystiske forhold i forbindelse med dommere til kampene dernede. Så det kommer som en stor overraskelse, at de (Androsports, red.) skriver, at de har stået for vores træningslejre. Vi har indgået aftaler med Royal Sports Management om vores træningslejre. Vi har i dag gjort opmærksom på, at vi ikke har tilladt, at Androsports bruger vores navn, da vi aldrig har indgået direkte aftaler med dem," siger Jakob Høyer til Politiken.
Efter Politikens henvendelse til DBU har Androsports fjernet de danske kampe og hold fra deres hjemmeside.
Så længe der er nogen der er villige til at spille på noget, er der nogen, der er villige til at snyde. Lille, men underholdende historie fra Football Leaks https://t.co/GVoYvpZAdh
— Henrik Liniger (@linigerDR) 19. november 2018