Facebook-siden "Odds Lounge" lokker med lukrative spilforslag på fodboldkampe, men er i virkeligheden et svindelnummer med forfalskning af spillekuponer og fusk med opslag. Bettingekspert advarer mod alle lignende sider: "Der findes ingen sikre kampe."

Det vrimler med oddssider og grupper på Facebook, som mod betaling sælger tips på sikre eller ligefrem "fixede" fodboldkampe, som ikke kan gå galt. Du skal altså bare lige betale 150 kroner eller mere.

Men som vi nu skal vise, så er der ofte tale om gemen svindel. Der snydes nemlig med Facebooks tidsindstillinger, opslag slettes, regnskab pyntes og spillekuponer forfalskes.

En af disse oddsgrupper hedder "Odds Lounge." Gruppen gik i luften i oktober måned 2015 og havde mere end 800 medlemmer.

Her kunne man købe et spilforslag på en enkelt kamp for mellem 150-175 kroner, eller købe pakker for 400 til 1.000 kroner. Til gengæld ville man som "minimum" tjene 12.000 kroner.

Det lyder jo meget fristende, men inden vi går videre med Odds Lounge, skal vi lige dvæle ved garantien om sikre gevinster. Allerede her bør alarmklokkerne nemlig ringe, for der findes ingen sikre gevinster i spilleverdenen ifølge bettingekspert.

"Det er ikke sandsynligt, at man kan købe fixede eller sikre kampe på nettet. Det er faktisk helt hen i vejret," siger Torben N. Sørensen, professionel bettor og tidligere redaktør på Tipsbladet.

Han uddyber, at der selvfølgelig finder matchfixede kampe sted, men der er absolut ingen af disse bagmænd, som har nogen interesse i sælge dem til diverse Facebook-sider, som alle har adgang til.

"Hvis noget er for godt til at være sandt, så er det det som regel, og så enkelt er det. Naive håb om at lave penge på denne slags fix-services sætter jeg i samme bås som den tillid, man bør have med nigerianske internet-scams," siger han.

Og som vi nu skal se, så er Odds Lounges resultater netop for gode til at være sande.

Forfalsker spilkuponer

BetXpert har gennem længere tid overvåget gruppen Odds Lounge og har været i kontakt med personer, som har købt spilforslag af gruppen. Her betaler man via MobilePay og får spilforslag sendt i sin personlige indbakke.

Mange af de betalte spilforslag går dog ikke hjem. Men for at bevise at Odds Lounge er pålidelig, så lægges der med jævne mellemrum gratis spil op på siden, hvor der altid er gevinst.

Tag nu for eksempel spilforslaget til kampen mellem de colombianske hold La Equidad og Tigres.

"Gratis kamp. Har lige modtaget den. Værsgo'!," stod der.

Spillet er et halvleg/fuldtids-spil, som lyder 1/X. Altså skal La Equidad vinde første halvleg, mens kampen skal slutte uafgjort. Nederst i opslaget står der: "Er rimelig sikker på den her, så spil den nu hvor den er gratis"

Hjemmeholdet fører 2-0 ved pausen, men kamper ender 2-2. Derved er odds 17 i hus. Problemet er bare, at der er ingen af sidens medlemmer, som når at se opslaget. Med god grund.

BetXpert overvågede siden den pågældende aften og kan konstatere, at spillet aldrig kom op før kampstart. Noget tyder altså på, at der er fusket med tidsindstillingerne, så man får det indtryk, at spillet lå på siden allerede før kampen begyndte.

Det bekræftes i kommentarfeltet, hvor gruppens medlemmer er ærgerlige over at have misset odds 17. BetXpert har ligeledes konstateret, at de mest kritiske opslag løbende blev slettet.

Billedtekst: Her ses et udpluk af de vrede og skuffede medlemmer, efter at de har "misset" odds 17. 

"Dejligt at vinde hele tiden"

Som bevis på, at der blev lavet penge på kampen, lagde Odds Lounge efterfølgende en spilkupon fra Danske Spil* op, hvor man kan se gevinsten fra den colombianske kamp - ledsaget af teksten: 

"Kampen gik hjem endnu engang." og "Dejligt at vinde hele tiden."

Problemet er blot, at kuponen aldrig er blevet spillet hos Danske Spil*. Som man kan se på billederne herunder er kuponnumrene fra Danske Spil* identiske med de øvrige "vundne" kuponer, som er blevet vist på siden gennem tiden.

Danske Spil* bekræfter overfor BetXpert, at kuponerne er falske.

"Der findes ikke ens kuponnumre, det kan ikke lade sig gøre," siger pressechef Marie Grabow Westergaard til BetXpert.

  

Billedtekst: Dette er et udpluk af Odds Lounges "beviser" for, at de igen og igen rammer høje odds. Spilkuponerne er dog forfalskede. Som det ses øverst på kuponnumrene, slutter de alle sammen på "2" - og det kan ikke lade sig gøre.

Danske Spil* misbruges

Hos Danske Spil* tager man afstand fra svindlen og ærgrer sig over, at deres navn figurerer på forfalskede spillekuponer.

"Vi er trætte af, at vores navn misbruges på denne måde, men det er desværre ikke noget nyt, og det sker ret ofte," siger Marie Grabow Westergaard til BetXpert.

Hun forklarer, at de jævnligt oplever, at deres navn misbruges på diverse Facebook-sider, som lokker med at score lette penge. Lige nu har de dog ikke nogen automatisk overvågning, som kan slå ned på svindlen 

"Der er grænser for, hvad vi kan gøre ved det. Hvis vi opdager det, så kan vi selvfølgelig prøve at stoppe det og melde svindlen til politiet, men som sagt - det sker hele tiden, og så kunne vi ikke lave andet," siger hun.

Billedtekst: I et opslag fra december måned lokker Odds Lounge med en "100% fixed kamp."

Odds Lounge lukker ned

For at skabe opmærksomhed om servicen ses der ofte opslag med tekst om, at nu er der en kamp til salg, men der er kun 5-10 personer, som kan købe den. Går den ikke hjem, får man alle pengene tilbage, lover gruppen.

Kort efter meldes der udsolgt. Kampen går herefter hjem til et højt odds, fortælles der. Men man får ingen information om hvilke kamp, der er tale om. Og disse 5-10 personer, som har købt pakken, hører man aldrig fra. BetXpert har forgæves forsøgt at komme i kontakt med folk, der har scoret en gevinst.

Til gengæld figurerer pletskuddet i Odds Lounges regnskab over, hvor mange kampe der er gået hjem.

En håndfuld dage inden, at BetXpert udkommer med denne historie, lukker Odds Lounge ned. Ifølge folkene bag fordi der er for "megen negativitet" blandt sidens medlemmer.

I stedet laves gruppen om til en lukket gruppe - som stadig eksisterer. Ifølge Odds Lounge er den nye gruppe til for dem, som "er seriøs med henblik på at vinde penge i odds..."

Den nye lukkede gruppe har BetXpert også observeret, og her fortsætter svindlen. I weekenden blev der lagt et par live-spil op på, at enten Brahimi eller Corona fra Porto skulle score næste mål i kampen mod Uniao Madeira. Desværre for spillet scorede Uniao Madreira det næste mål - og hermed var de tabt. Tabt var også spilforslaget, som øjeblikket efter blev slettet.

Billedtekst: Disse målscorerspil blev lagt op i den nye hemmelige gruppe "Odds Lounge." Opslaget blev dog hurtigt slettet igen, efter at Uniao Madeira scorede, og spillene var tabte. Vi nåede dog at tage dette billede.

Billedtekst: Dette var afskedsopslaget, da Odds Lounge valgte at lukke den åbne side ned - og i stedet gøre den til en lukket gruppe.

Ikke enestående eksempel

Bruger man søgefunktionen på Facebook og eksempel skriver "betting", "matchfix" eller "odds", så dukker hundredevis af åbne og lukkede, danske og udenlandske sider frem. Mange af disse lokker ligesom Odds Lounge med hurtige penge, sikre bets og er fulde af "beviser" for, hvor godt de klarer sig.

Bettingekspert Torben N. Sørensen fraråder alle at forsøge sig med disse købeservices.

"Lad være. Der er nul fix-services derude, som har adgang til informationer om kampe skulle være fixede eller ej," siger han.

Vi har forgæves forsøgt at få en kommentar fra manden bag Odds Lounge.