Brøndby var uhyre tæt på, men snublede lige før målstregen (De blå-gule havde vundet 2-0 over Sporting i Portugal, men tabte så 0-3 hjemme på Vestegnen). Men Danmark fik dog en enkelt klub med i Europa League-gruppespillet: OB vandt 3-1 samlet over skotske Motherwell (2-1 hjemme og 1-0 ude).
Og fra tredje seedningslag fik fynboerne faktisk en hæderlig lodtrækning da turneringens tilbageværende hold skulle fordeles i 12 grupper; i hvert fald kunne det have set værre ud med klassemandskaber som Juventus, Atlético Madrid, Liverpool og Sevilla i første seedningslag, og med Manchester City i andet seedningslag...
OB trak tyske Stuttgart, spanske Getafe og - fra fjerde lag - schweiziske Young Boys (der slog Tottenham Hotspur i hjemmekampen i sidste CL-kvalifikationsrunde, men derefter tabte stort i London). Gode, men ikke uovervindelige mandskaber.
Titelforsvarer Atlético Madrid - der stadig råder over VM-profilen Diego Fórlan - havnede i en interessant Gruppe B med tyske Leverkusen, norske Rosenborg og Aris Tessaloniki. Og så kan fodboldelskere også godt begynde at slikke sig om læberne ved udsigten til stormagtsmøderne i Gruppe A mellem Juventus og Manchester City.