For et år siden startede Thomas Schyth som Premier League-ekspert, hvor han skulle skabe værdifulde tips og overskud på en af de sværeste ligaer i verden. Nu gør han status over det seneste bettingår, hvor der er lavet 200 spilforslag. Ordet gives hermed til Thomas Schyth:

Den 22. december 2017 – og dermed lige præcist over et år siden – blev jeg ansat som ekspert på Premier League og The Championship her på BetXpert. Som jeg også definerede dengang, er jeg et refleksivt menneske, hvilket jeg aktivt benytter i forbindelse med bl.a. betting, og derfor er det naturligt at tage et kig tilbage på debutåret og reflektere lidt over status indtil nu.

Det kunne hurtigt blive et blik på statistikken med hitrate, tbp mm. men det er ikke det, der er interessant at kigge på for mit vedkommende, og jeg er også overbevist om, at det langt fra er interessant at læse om for andre. Selvfølgelig kan det ikke undgås, at der i sådan en artikel som denne her bliver kigget på statistiker, da det også er en (stor) del af jobbet som ekspert, så det vil blive behandlet, da det også kan skabe læring.

Det, der til gengæld er mere interessant ved at kigge tilbage på et sådan år, er, hvad jeg har fået øjnene op for i perioden, hvad jeg har gjort,  og hvilke konsekvenser det har haft - hvad har jeg gjort forkert, og hvad har jeg gjort rigtigt?

Brugeren zAAz beskriver det ganske præcist, da han i kommentarfeltet til introartiklen om mig spurgte:

"…Hvis du skulle spå, hvad vil du så tro du har lært om betting, hvis vi ser 6 måneder frem?"

Nu er der så gået det dobbelte af de seks måneder, men spørgsmålet bliver ikke mindre relevant, og i selvransagelsens navn vil dette skriv derfor tage udgangspunkt i netop det spørgsmål. Hvad har jeg lært, og hvad kan jeg (og forhåbentlig andre) deraf lære fremadrettet?

Hvad er som forventet?

Brugerinputs

Da jeg sagde ja til titlen som ekspert, havde jeg selvfølgelig gjort mig nogle tanker om, hvad det ville kræve, og hvad det ville betyde. I forhold til mine forventninger til jobbet, var den mindste del af det faktisk tbp. Jeg var ganske overbevist om, at jeg havde god mulighed for at skabe profit i længden – om end andre tvivlede – men hvad kunne jeg forvente af tidsmæssig arbejdsmængde, krav fra redaktørerne, hvilke personlige og familiemæssige konsekvenser kunne det have mm.

Der har aldrig rigtig været tvivl om, at det var BetXpert, jeg ville være tilknyttet, hvis jeg skulle være ekspert. Den ene del af det er, at der er meget fokus på skrivearbejdet og veludførte analyser, og det tiltrak mig rigtig meget. En anden ting, der tiltrak mig, var den store mængde konstruktive, kritiske og vidende brugere, der findes på siden, og som aktivt byder ind i debatterne om de enkelte kampe og analyser.

Som jeg også nævnte i min introartikel, så opfatter jeg kritik konstruktivt, og det er en stor hjælp i den konstante personlige udvikling og selvrefleksion. Kun med inputs fra andre kan jeg dygtiggøre mig selv endnu mere og få øje på nogle af de ting, jeg måske overser.

På dette punkt er jeg bestemt ikke blevet skuffet. Jeg må sige, at jeg er oprigtig glad for den massive mængde feedback, jeg har fået fra dag 1, hvor mange indlæg til mine analyser har været kritiske og enormt konstruktive, hvilket jeg har fået en masse ud af. Det sætter jeg stor pris på, og jeg er glad for, at jeg på dette punkt ramte rigtigt i forhold til mine forventninger.

Arbejdsgiverens pres/forventning

En anden ting, der ikke overraskede mig, var "presset" fra redaktørerne og BetXpert. Den arbejdsindsats/mængde, der blev forventet af mig, var helt i linje med den forventning, jeg selv havde, og det har holdt ved igennem hele året. I de perioder hvor der ikke har været så meget tid til skriblerier herinde, har den største "skuffelse" over det faktisk været hos mig selv, mens opbakningen fra sidens administration i stedet har været forbilledlig. Det er selvfølgelig med til at skabe et godt arbejdsmiljø, og det er som forventet et rart sted at være.

Ekspert-sparring

Endnu en ting, jeg havde en forventning til ved ansættelsen, var, at der på siden findes adskillige dygtige eksperter med enorm viden, og at jeg ville kunne drage nytte af at sparre med dem. Her har jeg fundet ud af, at folk er præcist ligeså villige til at hjælpe og dele erfaringer, som man kunne forvente – altså positivt. Her er det fantastisk at være på en side som BetXpert, der favner så bredt vidensmæssigt. Det har betydet, at der ikke er en klub i en international turnering, man ikke kunne få sikker viden omkring, eller sparring generelt om odds man ikke kunne hente.

Hvad er jeg blevet overrasket over?

Der var bestemt ting, der viste sig at være helt i tråd med mine forventninger til tjansen som ekspert, men jeg må indrømme, at der også har været ganske mange aspekter af eksperttjansen, der har overrasket mig, og som jeg ikke havde set komme.

Tidskrævende

Først og fremmest har jeg været overrasket over, hvor meget det har krævet tidsmæssigt af mig at være ekspert. Jeg brugte i forvejen rigtig lang tid på engelsk fodbold: se kampe, læse artikler, holde mig opdateret mm. Jeg var også godt klar over, at dette tidsforbrug ville stige, da der jo selvsagt skulle sættes tid af til at skrive analyser, men jeg blev overrasket over, at den ekstra tidsmængde var så massiv.

Det har ikke været, fordi redaktionen har presset på eller haft forventning om, at der skulle leveres mere, men med eksperttitlen fulgte også en personlig forpligtelse om at gøre det så godt som overhovedet muligt. Det har betydet, at jeg ikke selv kunne stille mig tilfreds med at levere "det jeg plejer", men at der hele tiden skulle undersøges helt i dybden med alle kampe.

At være så grundig har krævet rigtig meget tid – mere end forventet – men er heldigvis også en del af bettingen, som jeg underholder mig med, da det er analysen, forarbejdet og at "regne kampbilledet ud", der betyder mere for mig end det rent statistiske bettingresultat.

Langsomt værdispot

I forlængelse af tidsforbruget på eksperttjansen kommer vi lidt tilbage til zAAz’s indledende spørgsmål om, hvad jeg tror jeg har lært – bettingwise – efter seks måneder. Jeg svarede dengang:

”Jeg håber og tror først og fremmest, at jeg bliver hurtigere til at spotte værdi, end jeg er i øjeblikket.”

Dengang var jeg ikke – som mange andre – i stand på at kigge på en kamp og med det samme spotte et odds, der skilte sig ud. Det håbede og troede jeg faktisk, at jeg med tiden ville lære og dermed kunne gøre oftere, hvilket igen kunne medføre tid "sparet" i forhold til analyser.

Sådan har det dog ikke været. Nu – som dengang – er jeg nødt til at benytte en god portion tid på at lave en grundlæggende, overordnet analyse af hver enkelt kamp i en runde og så se om det i forhold til oddset gør, at der er noget, der skiller sig ud.

Det vil der være i nogle kampe, og det vil så medføre en mere dybdegående analyse af de kampe, som til sidst kan udmønte sig et decideret tip, eller at jeg finder ud af, at der ikke var værdi alligevel.

Det positive med den tilgang er, at det også er en måde konstant – fra runde til runde – at holde sig opdateret på alle holdene i ligaen. Det negative er til gengæld, at jeg bruger enormt meget "forgæves" tid på at analysere kampe, som aldrig udmønter sig i tips eller analyser.

Efter et år med rimelig intenst tidsforbrug og konstant kig på odds, må jeg efterhånden komme til den konklusion, at jeg nok ikke bliver i stand til blot at kigge på en kamp og se et odds, der skiller sig ud. I hvert fald ikke på en liga der er så skarpt sat af markedet som Premier League. Ingen grund til at være træt af det, og i stedet må det blive et aspekt af min betting, som bliver henlagt i kassen med "arbejdsvilkår".

Psykologisk påvirkning

En anden ting, der har overrasket mig, er min egen mentale påvirkning af særligt losing-streaks. Det er populært at sige, at valuebetting er et maraton – ikke en sprint, og med til det statement følger en accept af, at der kommer tabende og vindende perioder.

I løbet af et år som ekspert kan det heller ikke undgås, at der vil komme større eller mindre perioder med op- og nedture, og det syntes jeg egentlig, at jeg var godt forberedt på.

Jeg har selv bettet i en del flere år end blot det ene, jeg har været ekspert, så tabende perioder er jeg rendt ind i før, og har egentlig håndteret det fint.

Det er jo ikke jordens undergang og med en fast tro på, at det man gør, er det rigtige, kan man også med rimelighed forvente, at variansen nok skal komme til at gå den anden vej på et tidspunkt.

Jeg er dog alligevel blevet overrasket over dette aspekt som ekspert, fordi det mentalt har tillagt sig endnu større betydning hos mig, end da jeg bettede "for mig selv".

Om jeg vandt eller tabte, havde kun betydning for mig selv, og selvom jeg kan "dække mig ind" med en udmelding om, at jeg jo ikke tvinger nogen til at følge mine spilforslag, så er der alligevel en bevidsthed om, at min titel som ekspert gør, at andre mennesker bliver berørt af både mine tabende og vindende perioder.

Jeg er ikke af den fornemmelse, at det har indvirkning på min generelle tilgang til betting, og jeg kan også overbevise mig selv om, at det blot er varians, der spiller ind, men det har alligevel større påvirkning på mit daglige humør, end jeg lige havde forventet. Der er så absolut mest energi i de perioder, hvor det går godt, mens der er kortere til dagligdags frustrationer efter en weekend, hvor nærmest alt, jeg har rørt, er blevet til røde tal.

Over/under-spil

Den sidste ting, der har slået mig som værende ganske overraskende, er, at når jeg kigger på min spilstatistik, så har hele 23 % af mine spil været på over/under-markedet. Det overrasker mig, fordi jeg allerede i introartiklen som ekspert beskrev min spilstrategi som:

”Jeg vil kun sjældent bevæge mig ud i over/under væddemål, da jeg ofte synes, de er for uforudsigelige..”

Derfor giver det selvfølgelig et løftet øjenbryn fra min egen side, når netop den spiltype er endt med at være en hel del højere, end jeg for et år siden havde forventet, men med en foreløbig tbp på 118 % for spiltypen er det – på trods af en lille sample – ikke noget, jeg har tænkt mig at ændre foreløbig. Jeg må nok blot erkende, at det bestemt er et marked, der kan være profitabelt, såfremt man mener, man kan finde værdi selvfølgelig.

Statistik – således er det gået

Når jeg nu har registreret at et større procentvis antal spil, end jeg havde forventet på over/under-markedet, så er det naturligt at gå videre til at kigge på, hvordan det så er gået – rent statistisk – i perioden som ekspert.

I stedet for bare at slynge alle tal ud, eller henvise til den detaljerede statistiksektion her på BetXpert, har jeg valgt nogle tal ud, der – måske – kan skabe lidt læring til fremadrettet, om end der stadig er fokus på, at samplen er meget lille.

Samlet tilbagebetaling: 108 % efter 200 kampe

Dette må siges at være særdeles godkendt, synes jeg, og i hvert fald også bedre end forventet. Mit eget personlige håb og forventning var, at jeg kunne ligge på lige under 105 %, hvilket svarer meget godt overens med min samlede forventede betvalue i analyserne på siden.

En sådan TBP giver da bestemt en tro på, at jeg gør noget rigtigt, men samtidig er 200 kampe tæt på ingenting indenfor betting, og det giver mig en bevidsthed om, at der fortsat skal arbejdes hårdt, hvis jeg skal gøre mig nogen forhåbning om også at lave plus fremadrettet.

Som ansat på siden som ekspert med fokus på Premier League og Championship er det naturligt at kigge mod disse ligaer. Der er dog også faldet tips af i andre turneringer, og da jeg tidligere i min betting-"karriere" har haft problemer, når jeg spredte mig over for mange turneringer, er det oplagt at kigge på, om jeg risikerer at gå ind i samme udfordring nu.

Liga/Division Tilbagebetalingsprocent
Premier League 108 %
Championship 112 %
FA Cup 97 %
Ligacup 100 %
Champions League 90 %
Europa League 73 %

Det er et interessant billede, der dukker op her, da det egentlig svarer rimelig godt til mine forventninger.

Overskuddet ser fint ud for de to ligaer, der er mine fokusområder, men når jeg så bevæger mig ud i andre områder, ender jeg med et minus.

Noget kunne tyde på, at jeg endnu ikke har knækket koden for kampe mellem hold fra forskellige divisioner/turneringer, og det må selvfølgelig være et fokuspunkt til mig selv fremadrettet. Det skal dog samtidig med i overvejelserne, at her er tale om en sample på 19 spil for de europæiske turneringer, så reelt siger det nok ikke meget om mine evner endnu.

Spiltyper

I forhold til spiltyper er det et ofte udbredt kritikpunkt, at det er nemmest at lave overskud på specialspil, som dog oftest har lav limit og validitet. Derfor kan det være oplagt at se, om jeg har en overflod af netop denne type spil.

Det kan så godt afsløres allerede nu, at den største mængde af mine spil er 1-X-2 eller over/under, men hvordan er det så gået?

Spiltype: Tilbagebetalingsprocent:
1-X-2 117 %
Over/under 99 %
Asian 97 %
Andre 116 %

Selvom det umiddelbart giver et billede af, at jeg skal holde mig til 1-X-2, så er det alligevel interessant igen at sætte tallene i forhold til ligaer, for her er min o/u-statistik for Premier League på 116 % og på Championship 162 %.

Det kan dog være interessant, at mine asianspil i Premier League – som er min tredjemest benyttede spiltype – er nede på en tbp på 97 %. Igen er samplen ikke så stor, men det kan være en overvejelse værd, i forhold til, om det er positivt for mig at vælge asian-varianterne på eks. underdogs frem for blot at spille dem lige på.

Tidshorisont før/efter 48 timer inden kampstart

Den klart mest interessante statistik for mig, handler dog ikke så meget om spiltyper, ligaopdeling mm. Den handler i alt sin enkelthed om tidshorisonten for, hvornår jeg publicerer mine tips op.

Under 48 timer til kampstart: 95 %

Over 48 timer til kampstart: 119 %

Det kunne sagtens være en velkendt konsekvens af, at markedet bliver mere præcist, jo tættere vi kommer på kampstart. De gange jeg er ude i god tid, fanger jeg så at sige markedet, når det er skævt, formentlig grundet en evne til at forudse noget i den kommende kamp, som markedet endnu ikke har reguleret for.

Det, der kan forstyrre billedet en lille smule, er, at i de fem analyser, jeg har smidt op, hvor der blot var 3-6 timer til kampstart, holder en tilbagebetaling på 202 %, men jeg går ud fra, det var i situationer, hvor jeg fik en tydelig oplysning, som oddset endnu ikke havde taget højde for (eller også har det været rent og skær held, eftersom der blot er tale om fem spil).

Det næste år – hvad er fokus?

Når jeg nu har registreret, hvilke ting der har overrasket mig, og hvilke der har været som forventet, er det naturligt at benytte dette til at skabe et fokus på, hvad jeg - og forhåbentlig andre - kan lære af det fremadrettet.

Positiv udnyttelse af brugerinputs

Først og fremmest er der flere af aspekterne, der har medført både gode og negative ting med sig.

Det første, jeg vil gribe fat i, er de inputs, jeg har fået til mine analyser fra brugerne og øvrige eksperter. Det har været fantastisk med så megen feedback, og jeg har fra start haft en holdning om at være så åben og imødekommende overfor disse inputs, at det til tider har tenderet til at kunne rykke min egen tilgang - og netop den del har ikke været udelukkende positiv.

Det har nemlig betydet, at jeg i nogle analyser har forsøgt aktivt at inddrage parametre, som jeg reelt normalt ikke benytter, som deciderede argumenter for og imod værdi. Et konkret eksempel kan være min forstørrede viden omkring expected goals, som jeg i nogle tilfælde er har brugt som aktive som argumenter for mine spil.

Det har ikke været succelsfuldt, har jeg kunne mærke på mig selv, og jeg har ikke i normal grad været sikker i mine analyser på den måde, og dermed skaber det en usikkerhed omkring, hvorvidt jeg har gjort det rigtige. Jeg er derfor blevet mere bevidst om, at selvom inputs og konstruktiv kritik skal tages imod med kyshånd, så skal jeg gøre det på en måde, hvor jeg fortsat fremstår med mit eget faste ståsted.

Det er trods alt min egen tilgang til betting, der har skaffet mig et plus på kontoen og en eksperttjans på siden, så det er også min egen tilgang, jeg skal holde stærkt fast i fremadrettet.

I stedet skal de mange inputs, anderledes betting-tilgange, feedback, kritik mm. modtages, tages til efterretning, bearbejdes og så ligge som en grundlæggende, forøget viden omkring valuebetting generelt og markedsmekanismer, men ikke – nødvendigvis – benyttes aktivt i selve analyserne.

Ferie og refleksionstid

En anden ting, der er både positivt og negativt, er, at en titel som ekspert forpligter. For mig personligt går jeg kun ind i rollen som ekspert, hvis jeg er overbevist om, at jeg vil lægge det arbejde, som der kræves. Det betyder større grundighed, mere research, grundigere analyser mm.

Det medfører en naturlig stor viden om ligaen – hvilket er positivt – men det medfører også et langvarigt, intensivt tidsforbrug, som gør, at det bliver svært at finde tiden til at trække sig lidt væk, gå i helikopterperspektiv, puste ud og lige reflektere over, hvad jeg gør, hvorfor og hvordan.

Jeg har en fornemmelse af, at jeg til tider benytter så meget tid, samtidig med at jeg skal passe familie, hus, job og fritid, at mit eget overskud daler. Det er selvfølgelig naturligt, men jo mindre overskud der er, jo svagere synes jeg også min evne til at finde og/eller vurdere værdi bliver.

Det kræver overskud, ro og balance at yde sit bedste i alle henseender i livet – således også med betting.

Så på trods af at titlen som ekspert forpligter – overfor mig selv – og jeg dermed gerne vil dække hver eneste interessante kamp i sæsonen og finde så mange værdispil som muligt, så tror jeg, at jeg skal være mere opmærksom på ind imellem at tage mig en "ferie" fra BetXpert – også midt i sæsonen.

Kun at holde ferie i den korte periode de engelske ligaer holder sommerpause, tror jeg ikke er nok for mig. Der skal lægges en pause yderligere ind for at optimere mit eget overskud, og dermed kan der i fremtiden herfra nok komme et tidspunkt, hvor jeg hiver en uge ud af programmet og ikke skænker betting eller BetXpert en tanke.

BetXpert og betting som arbejdsplads

Den sidste ting, jeg vil have fokus på i den næste lange periode, er, at jeg skal finde en måde, hvorpå jeg kan betragte bettingen endnu mere som et "arbejde".

Med det mener jeg, at på mit daglige job, har jeg skabt en enormt god og vigtig evne til at lade arbejdet ligge på arbejdspladsen. Således er det sjældent, at en god eller dårlig dag på arbejde vil påvirke mit humør hjemme ved familien.

Det samme ønsker jeg skal være tilfældet med betting og BetXpert. Jeg skal levere et stykke arbejde, og når analysen er færdig, og kampen er afgjort, skal jeg ikke være påvirket så mentalt af det, uanset om jeg har ramt 10 forslag forkert i træk eller er i en rigtig god periode.

Jeg mangler fortsat at skabe min egen psykologiske stålfasthed omkring, at varians er et arbejdsvilkår både den ene og den anden vej, og at det dermed ikke er noget, jeg behøver bekymre mig nævneværdigt om.

Målene for det næste år vil derfor i alt sin enkelthed bestå af følgende pinde:

  • Tage imod inputs og kritik med kyshånd, men holde hårdt fast i min egen bettingstrategi.
  • At tage en kort "ferie" ind imellem, tage en puster og lige se det hele "lidt fra oven".
  • At lade betting og ekperttjansen være et "job" – skarpt adskilt fra privatlivet (det kan godt blive en god og sjov weekend, selvom jeg taber samtlige spilforslag i den weekend).

Således, med en udfærdiget artikel, der havde den positive effekt at den skabte ro og rum til selvrefleksion, er det tid til at begive sig ud i kampen for at gøre bookmakernes overskud bare en smule lavere. Det vil blive gjort med fornyet energi og med en større sikkerhed omkring, hvad jeg gør rigtigt, og hvilke aspekter jeg skal være varsom overfor.

Personligt glæder jeg mig helt enormt til endnu et år på BetXpert, og jeg glæder mig særligt til at skabe endnu mere viden fra de adskillige brugerinputs, der forventeligt vil komme.