Af Andreas Kostakis, Texaspoker.dk

Full Tilt Poker har de seneste måneder være ’offer’ for milliard-store sagsanlæg og grove beskyldninger fra deres egne pro-spillere – herunder Phil Ivey, der truer med sagsanlæg på $150.000.000. Onsdag kom den foreløbige kulmination, da det verdenskendte brand mistede sin spillelicens fra Alderney Gambling Control Commission (AGCC) og spillerne kan nu hverken trække penge ud eller logge ind på deres konto. Er det slut for mægtige Full Tilt Poker?

Sagen omkring Full Tilt Poker har efterhånden udviklet sig til en farce. 15. april i år lukkede det amerikanske forbundspoliti, FBI ned for tre velkendte pokerbrands - Full Tilt Poker, Cereus Network (Absolute Poker /  UB Poker) og PokerStars.

Sagen startede fordi de tre aktører igennem længere tid har omgået en særlov fra 2006 om ulovlige banktransaktioner til amerikanske pokerspillere – men sagen indeholdt også anklager om mere klassiske, storkriminelle handlinger såsom hvidvaskning af penge og korruption.

Som ventet tog det ikke lang tid for Cereus at krakelere; PokerStars lader derimod til at have klaret sig ganske fornemt igennem krisen. I hvert fald når man tager den alvorlige situation i betragtning.

At Full Tilt er gledet længere og længere ud mod afgrundens rand, var måske ikke helt uforudset – men at de i går mistede deres licens fra den lille ø Alderney i den Engelske Kanal kommer alligevel som en overraskelse for mange, om end det var frygtet af de fleste pokerspillere.

Et mareridt for Full Tilt Poker

Spørgsmålet går nu på, hvad der sker med Full Tilt Poker. Indtil videre kan pokerklienten ikke tilgås, og dermed er der et stort antal spillere, der har penge i klemme. Full Tilt har proklameret, at man nu forsøger at få en Kahnawake (Quebec, Canada) licens, men om det lykkes, er meget uvist.

Det virker som udgangspunkt usandsynligt, at Kahnawake Gaming Commission vil røre den synkende skude med en ildtang, og een ting er sikker – tiden tikker ikke til Full Tilt Poker’s fordel. De øvrige pokersites vælter om sig med promotions her omkring 1. juli, da den vilde skattejagt er sat ind efter de tusindvis af løsgående pokerspillere, der endnu ikke ved hvor de skal gå hen. Et sandt mareridt for Full Tilt Poker.

Både BetXpert og Texaspoker.dk har naturligvis taget Full Tilt Poker af listen – om det skulle være gjort tidligere kan diskutere; vi har dog anbefalet spillerne ikke at have for mange penge stående på sitet.

Alt i alt tegner den næste måneds tid til at blive skæbnesvanger for Full Tilt Poker. AGCC har slået fast, at det tidligst er muligt at få suspenderingen ophævet efter en planlagt høring i London d. 26. juli.

Pokerspillere med millioner i klemme

Der er rigtig mange der håber på, at Full Tilt kommer oven vande igen – men det er formentlig i højere grad af hensyn til egen økonomi, end det er af ren symptati for sitet. Der er nemlig rigtig mange penge i klemme hos Full Tilt Poker – penge der er blevet forsøgt hævet i længere tid.

Således skriver poker pro’en Tom ”Durrr” Dwan på sin Twitter; "I'm pretty sick about all this. It’s ridiculous that players weren't paid weeks ago. I feel pretty sick to my stomach." Hvad det samlede beløb som spillerne har til gode hos Full Tilt Poker løber op i, er endnu uvist, men småpenge er det ikke.

Hvad med PokerStars?

Der er naturligvis mange der bekymrer sig for, hvorvidt samme skæbne med tiden skulle kunne overgå PokerStars – men indtil videre tyder alt på, at PokerStars holder sig fri for så drastiske anslag mod deres forretning. Der har gået forlydender om, at mange pokerspillere ikke ønsker at have store summer stående på PokerStars – men der er blevet gjort meget for at mane frygten til jorden.

I disse pressemeddelelser gør både PokerStars selv, samt spillemyndigheden på Isle of Man (IOM Gambling Supervision Commission) det klart, at PokerStars er i en helt anden situation end Full Tilt Poker.

Meget tyder således på, at PokerStars lige skal lade den værste bekymring og medfølgende forsigtighed ryste sig at spillerne, hvis de skal undgå varige konsekvenser af Full Tilt Poker’s foreløbige krak. Klarer PokerStars skærene, kan man forestille sig, at de efterfølgende sætter sig alene på toppen af tronen.

Farvel til Full Tilt?

Dugfriske rygter fra Los Angeles Time florerer om en europæisk investeringsgruppe, som angiveligt ønsker at overtage Full Tilt Poker’s moderselskab, Pocket Kings Ltd. Men alting lader endnu til at være usikkert – og uanset hvad, så vil der for den nye ejerkreds ligge en kæmpe udfordring i at samle stumperne fra et projekt, der ser ud til at være fanget i et seriøst stormvejr.

Det helt store spørgsmål bliver hvorvidt Full Tilt Poker – uanset hvem der til den tid ejer det – har en licens, når juli måned er omme. Og hvis ikke - betyder det så farvel og tak til en af de to absolutte giganter i den online pokerverden?

Vi følger naturligvis sagen tæt på Texaspoker.dk, hvor du også kan holde øje med alle de ekstra fede promotions i juli måned, som er en direkte konsekvens af den verserende udvikling med Full Tilt Poker. Midt i al alvoren tillader vi os at bringe et humoristisk indslag om Full Tilt Poker-affæren:

http://www.youtube.com/watch?v=y8IGtS_uglg&feature=player_embedded

Denne artikel er skrevet af Andreas Kostakis fra Texaspoker.dk 

Texaspoker.dk har eksisteret siden 2005, og er et af Danmarks største og mest aktive pokerfora, med speciale i rakeback, blogs og alt andet inden for online poker.

BetXpert kan varmt anbefale at man kigger forbi hos Texaspoker.dk