En enig blå blok er klar til at sælge Danske Licens Spil, hvor bl.a. Tips og Oddset hører under. Ekspert siger, at et salg hurtigt kan blive effektueret, hvis først det vedtages i Folketinget.
Blå blok er klar til at privatisere dele af Danske Spil* og lægge spil som Oddset og Tips i hænderne på private aktører. Det er det såkaldte Danske Licens Spil, som i dag opererer på markedsvilkår, som skal sælges.
Det viser en rundringning til alle fire blå partier foretaget af BetXpert.com.
Hos Venstre mener man ikke, at det er statens opgave at drive et spilleselskab, som fungerer på kommercielle vilkår.
"Vi mener generelt, at staten skal fokusere på sine kerneopgaver, og så er der andre ting, som fungerer bedst på kommerciel basis. Og vi mener ikke, at en statsmyndighed skal være i konkurrence med private aktører," siger Jacob Jensen, fungerende politisk ordfører fra Venstre, til BetXpert.com.
Samlet blå blok
Et frasalg af Danske Licens Spil var også en del af det finanslovudspil, som Venstre præsenterede i efteråret 2014. Og nu efter valget synes der at være et politisk flertal for salget af en del af det gamle tipsmonopol.
Hos Dansk Folkeparti understreger man, at tingene først skal undersøges til bunds - og at man ikke vil sælge for enhver pris. Men grundlæggende bakker de et salg op.
"Vi er tilhængere af, at Lotto og andre monopoliserede spil bliver på statslige hænder, men det giver ikke mening, at staten skal drive et firma på et liberaliseret spillemarked," siger skatteordfører Dennis Flydtkjær til BetXpert.com
Danske Licens Spil er et selskab under Danske Spil* A/S, som bl.a. udbyder spillene Oddset, Tips, Casino og Poker. Og det er en del, som de blå partier nu er klar til at sælge. Mens altså at fx Lotto skal blive på statens hænder.
Ekspert: Et salg kan hurtigt blive virkelighed
Et salg kan hurtigt blive til virkelighed ifølge Carsten Greve, der er professor ved CBS og blandt andet medforfatter til bogen "Moderniseringen af den offentlige sektor."
"I princippet behøves der ikke gå så lang tid, hvis først der skabes et flertal i Folketinget. Så kan der måske gå et til to år. Men først laver man typisk diverse undersøgelser - hvem kan være interesseret i at købe, hvordan ser markedet ud, hvad skal prisen være," siger Carsten Greve til BetXpert.com
Og lige netop prisen er svær at spå om. Tidligere har et tal på 4 milliarder været nævnt. Ingen af politkerne vil dog give et bud. Om en evt. pris siger Carsten Greve:
"Det er som at sælge et hus - man ved aldrig rigtigt, hvornår det er det rigtige tidspunkt at sælge på. Der kan lige pludselig ske alt muligt, som ændrer prisen markant."
Danske Spil*: Vi er klar
Hos Danske Spil* tager man salgstankerne med ro, men siger, at man er klar til et salg, hvis det kommer.
"Det er jo et rent ejeranliggende, hvad man vil gøre med Danske Spil*. Men hvis det er det, man ønsker, så er det, man ønsker, og så strukturerer vi efter det," siger kommunikationschef hos Danske Spil*, Thomas Rørsig, til BetXpert.com.
Allerede i 2012 skete der store forandringer, da hele det danske spillemarked blev liberaliseret og udenlandske bookmakere nu også måtte reklamere og udbyde spil i Danmark.
"Da vi skulle forberede os til liberaliseringen 2012 var det en gigantisk opgave – det har vi klaret fint. Og hvis det her bliver en realitet, så kommer vi også til at klare det. Men det er klart, at det kræver et enormt forberedelsesarbejde," siger Thomas Rørsig.
Venstres Jacob Jensen siger til BetXpert, at han ikke kender tidsperspektivet, og at yderligere udspil skal komme fra Skatteminister Karsten Lauritzen. BetXpert arbejder på en kommentar fra Skatteministeren.