Emmy Awards 2018 er tv-seriernes pendant til Oscar-showet. Serie-eksperten Jesper Carstens guider dig igennem Emmy Awards 2018 i denne oddsoptakt.

Vi lever i tv-seriernes guldalder. Det skriver jeg år efter år i mine optakter til Emmy Awards, men det er sandt - der er aldrig blevet produceret så mange kvalitetsserier, som det er tilfældet lige nu. Man kunne fylde hele ugen ud med fantastiske serier, hvis man ønskede det. 

Det fejrer tv-industrien den 17. september amerikansk tid (men showet starter på den anden side af midnat i Danmark, dvs. den 18. september), når hele industrien er samlet i Microsoft Theater i Los Angeles til den 70. udgave af Emmy Awards. 

Emmy Awards 2018 afholdes på baggrund af alle de serier, der har kørt mellem den 1. juni 2017 og frem til den 31. maj 2018. Det er noget af et spænd, særligt i en tid hvor streamingtjenesterne sætter dagsordenen. Det kan således spille ind, at nogle serier blev afsluttet for omkring 12 måneder siden. 

I denne optakt går jeg i dybden med de seks største kategorier (bedste serie, bedste skuespiller og bedste skuespillerinde i både drama og komedie). Det er nemlig i de seks kategorier, at flest bookmaker udbyder odds. Jeg vil dog, såfremt jeg finder interessante odds i andre kategorier, dele spillene i enten optakten eller som et forsidetip.

Senest odds-opdateringer: 8. september 2018

Odds & Tips - Emmy Awards 2018

Hold øje med tips fra BetXperts serie-ekspert, Jesper Carstens, der vil udgive spilanalyser om Emmy Awards 2018. Der plejer som regel at komme forsideanalyser, mens de øvrige tips vil befinde sig i optakten. Det skyldes, at Emmy Awards-markedet ikke altid er voldsomt stort. Som udgangspunkt vil odds, hvor der er værdi hos to eller flere bookmakere, medføre et forsidetip, mens odds med værdi hos kun én bookmaker blot får et optaktstip. 

Det er fjerde år i streg, at Jesper leverer en optakt med dertilhørende spiltips til Emmy Awards. Siden 2015 er det blevet til seks forsideanalyser, hvoraf fem er gået hjem til et overskud på 4,25 enheder og en tilbagebetalingsprocent på 170,83 %. 

I de efterfølgende seks afsnit gennemgås de vigtigste kategorier ved Emmy Awards 2018.

Bedste dramaserie: Vanvittigt stærkt felt - men én favorit

Emmy Awards: Bedste dramaserie

Bedste odds Bookmaker
The Handmaid's Tale 1,33
Game of Thrones 4,25
The Americans 21,00
The Crown 36,00
Westworld 41,00
This Is Us 41,00
Stranger Things 51,00

Syv stærke serier er blevet nomineret i kategorien bedste dramaserie, og det er syv serier, der alle holder et uhyre højt niveau. Faktisk er det stort set de samme nominerede som sidste år, men dog med to undtagelser. Game of Thrones er tilbage i Emmy-ræset, ligesom også The Americans får lidt kærlighed på falderebet. Herunder følger en kort gennemgang af serierne.

Først er der Stranger Things, der for et år tilbage var delt favorit sammen med The Handmaid's TaleStranger Things var nyskabende og fantastisk i sin debutsæson, og selvom jeg overordnet godt kan lide sæson to af serien, så er jeg ikke længere solgt på samme måde. Det er fortsat det mystiske, der dominerer, og de charmerende børneskuespillere charmerer stadig. Men fortællingen er - for mig i al fald - ikke lige så stærk i anden sæson. Der er mange ting, der fungerer, men den overordnede fortælling er slet ikke lige så stærk som sin første sæson, og jeg vurderer den som én af de svageste i dette felt.

For et år siden havde jeg også stor fidus til This Is Us. Det er fortsat en serie, jeg ganske godt kan lide. Man følger en familie på tværs af tre søskende samt forældre. Og man følger dem virkelig. Man er med, når det går godt. Man er med, når det går fremragende. Man er med, når det går elendigt. Og man mærker følelserne. Man mærker glæden, lykken, angsten, frustrationen og depressionen. 

Sådan er serien nemlig designet. Hvert afsnit sluttes med en emotional cliffhanger, der kan mærkes.  Og det bliver lidt trættende i længden, hvorfor jeg har svært ved at se den vinde mere indpas, end den gjorde for sin første sæson. Det er en god fortælling med stærke skuespillerpræstationer, men der kan heller ikke være tvivl om, at serien er designet til at vække følelser hos seerne. Det blev ikke købt sidste år på baggrund af den stærke første sæson, og jeg tvivler på, at det bliver købt i år - i al fald i denne kategori. Måske i skuespillerpræstationerne. 

Westworld var HBOs store satsning til at erstatte Game of Thrones, der lakker mod enden, og serien har sådan set leveret varen. Det hele foregår i en forlystelsespark, hvor forlystelserne er de virkelighedstro robotter, der stille og roligt bliver mere og mere selvstændige. Hele vejen igennem serien er der twists og forvirring, der skal få seeren til at blive ved med at gætte, hvad der sker om lidt. Problemet er måske lidt, at det for nogle bliver for komplekst, mens de mange twists og forsøg på at forvirre for andre bliver for træls. Der vil være mange, der står af undervejs som følge af de forvirrende fortælleteknikker, herunder også dem, der skal stemme, og det kan koste.

Det er en god serie, og jeg er fan af den. Men ligesom Christopher Nolan har svært ved at fange Oscar-voternes interesse, så virker det, som om brormand Jonathan Nolan, der står bag Westworld, har samme problem med Emmy-voterne. 

Egentligt har jeg ikke meget at sige om The Crown. Det er ikke en serie, der fanger mig, og det virker heller ikke til, at den fanger de øvrige eksperter specielt meget. Den er fin, der er et par gode skuespillerpræstationer, men overordnet set tvivler jeg på den. Ser man bort fra al hypen om, at det er verdens dyreste serie, så er det primært Claire Foys præstationer, der bærer den.

Det efterlader tre serier. Den ene er The Americans, der aldrig rigtigt har fået nok Emmy-kærlighed. Serien følger et par under den kolde krig, der ligner en amerikansk kernefamilie, men der er dog en undtagelse: forældrene er russiske spioner, der skal forsøge at skaffe informationer, de kan sende hjem til moderlandet. De har boet i landet i mange år og har efterhånden et par voksne børn. Serien bæres af rigtig gode skuespillerpræstationer og et - synes jeg - ganske godt plot. Det er seriens sidste sæson, der er nomineret.

Det giver af og til lidt ekstra kærlighed til en serie - nogle gange i form af statuer. Det sker næppe her, fordi serien aldrig rigtigt har vundet Emmy-voternes gunst, men det er en anbefalelsesværdig serie, der ifølge de fleste formår at holde sit niveau i samtlige af seriens seks sæsoner. Det er ganske bemærkelsesværdigt i sig selv.

Efter et års fravær er Game of Thrones tilbage ved Emmy Awards. Det sker på baggrund af sæson syv, der for mig står tilbage som den svageste sæson hidtil. Game of Thrones har været en fantastisk serie, fordi den tog sig tid til at bygge tingene op, skabe et fantastisk univers og lave nogle komplekse karakterer. Men siden serien har overhalet bøgerne, og afsnittene er ved at løbe ud, virker det - for mig at se - som om serien har ændret fortællemåde.

Vi nærmer os klimaks, og selvfølgelig gør det, at tingene sker hurtigere, og at de ting, der er blevet skabt, pludselig bliver smadret. I min optik bliver store dele af fortællingen i syvende sæson forceret. Det hele sker lidt for hurtigt og lidt for nemt. De nye karakterer, der kommer ind i serien, er knap så komplekse.

Det handler dog ikke om, hvad jeg synes. Det handler heller ikke nødvendigvis om, hvad voterne synes, men derimod hvad, de vurderer, er en god serie, og Game of Thrones har en popularitet, som ingen af de andre serier kan matche. De kan kompensere for en "ringe" sæson ved at være meget populær.

Favoritten er dog sidste års vinder The Handmaid's Tale. Seriens kvindelige hovedperson, Elisabeth Moss, fortsætter med at imponere, og det virker, som om den holder niveau i sæson to. Det er sådan en serie, som anmelderne - og voterne - elsker, mens seerne er en del mere delte: enten elsker man den, ellers så er man mindre vild med den. Jeg hører nok mest til i den sidste gruppe. Igen: Min holdning betyder dog ikke en fis.

For faktum er, at The Handmaid's Tale høster ros fra den ene anmelder efter den anden, ligesom sammenligningssiden Gold Derby har den som suveræn favorit. Ligeledes er det også den dramaserie, der med otte nomineringer har høstet flest af disse i de større kategorier. Samlet set er det dog Game of Thrones, der har fået flest nomineringer med 22 på tværs af primetime og daytime emmys.

Spiltanker for bedste dramaserie ved Emmy Awards 2018

Game of Thrones til odds 4,25 hos Nordicbet*

The Handmaid's Tale tog triumfen for et år siden, hvor Game of Thrones ikke var nomineret, men nu er den store stemmesluger tilbage, og netop seriens popularitet kan give dem et boost i prisen om endnu en Emmy. Siden regelændringen i 2015, der kan have gjort Emmy Awards til en popularitetskonkurrence, har de høstet priser. Anden sæson af The Handmaid's Tale var - ifølge kritikerne - en bedre serie end Game of Thrones' 7. sæson, og det er da også sandt (synes jeg), at niveauet faldt i syvende sæson af fantasy-serien. Men vi taler altså stadig om den mest vindende serie nogensinde (fraregnet Saturday Night Live), og overordnet set synes jeg, at odds 4,25 hos Nordicbet* er ganske spiseligt. 

Læs den fulde analyse her

Bedste komedieserie: Tid til noget nyt

Emmy Awards: Bedste komedieserie

Bedste odds Bookmaker
Atlanta 1,65
The Marvelous Mrs. Maisel 3,00
Barry 35,00
Black-ish 36,00
Curb Your Enthusiasm 51,00
Glow 51,00
Silicon Valley  51,00
Unbreakable Kimmy Schmidt  51,00

Efter at have domineret komediekategorierne i et par år, er det tid til at finde en ny vinder efter Veeps manglende nominering. Årsagen er, at serien ikke blev vist i perioden, da Julia Louis-Dreyfus tog en pause fra optagelserne kort efter sidste års triumf, da hun annoncerede, at hun havde brystkræft. Så der skal en ny vinder på banen.

Der er comeback til Curb Your Enthusiasm, der inspirerede Klovn. Den amerikanske serie har været nomineret til en Emmy Award hele 43 gange (men blot vundet to gange). Det er noget af en hæder, at serien bliver nomineret til en Emmy i en hel anden tv-epoke, så mange år efter at den sidst kørte i tv. Det er et kvalitetsstempel. Men den vinder nok ikke alligevel. 

HBO har også Silicon Valley, som jeg har hypet de seneste par år. Den nominerede sæson er ikke så stærk, og det er ikke engang sikkert, at HBO satser på denne serie, efter at Veep ikke er med i år: De har nemlig også Barry, der umiddelbart ser stærkere ud. HBO har bevist, at de om nogen kan finde ud af at vinde disse kategorier, men de mangler måske en kvalitetsserie på niveau med Veep.

Jeg tror ikke meget på Unbreakable Kimmy Schmidt. Den sorte komedieserie har haft bedre sæsoner, og genren deler vandene. Den høster store roser hos kritikerne, men jeg er ikke så sikker på, at den almene seer er lige så imponeret.

Black-ish er fin og sjov, men det er meget det samme i længden, og jeg har svært ved at se komedieserien gøre det i år. Heller ikke selv om der er et par gode individuelle præstationer iblandt. GLOW er Netlifx' store satsning, og det er lidt det samme: gode individuelle præstationer, men næppe nok til at vinde for bedste komedieserie.

The Marvelous Mrs. Maisel vandt ved Golden Globes i starten af året (samt Critics' Choice Awards), og Amazon-serien, der følger en kvindelig standupper i 1958, er både morsom og skøn. Jeg kunne sagtens se den vinde en Emmy Award også, men serien blev frigivet i slut-november 2017: det er efterhånden længe siden. Koster det?

Favoritten er måske Atlanta, der blev udpeget som Veeps store konkurrent sidste år. Den kan meget vel vinde, men jeg hæfter mig ved, at hypen for sæson 1 var en del større, ligesom den også var det for hovedpersonen Donald Glover. Til gengæld kan man sige, at det næppe har skadet ham, at han har været med i Spider-Man og Han Solo-filmene op til denne award-sæson. Ifølge Metacritic har anmelderne været mere begejstrede for anden sæson end første sæson, mens seerne var en tand gladere for sæson 1.

Spiltanker for bedste komedieserie ved Emmy Awards 2018

The Marvelous Mrs. Maisel til odds 2,75 hos Danske Spil*

Amazon-serien The Marvelous Mrs. Maisel er meget synlig i medierne, og med sejre ved både Golden Globes og Critics' Choice TV Awards er det en serie, der har bevist at den kan vinde statuetter.  Læs forsideanalysen her.

Bedste skuespiller i dramaserie: Godt bud på en goodbye-Emmy

Emmy Awards: Bedste skuespiller i drama

Bedste odds Bookmaker
Sterling K. Brown 1,60
Matthew Rhys 2,75
Milo Ventimiglia 17,00
Jeffrey Wright 21,00
Jason Bateman 36,00
Ed Harris 41,00

Ligesom de fleste andre kategorier må man også erkende, at skuespiller-kategorien i dramaserier er ganske stærk. Jeg ser op til flere realistiske vindere i dette felt.

Lad mig dog starte med de tre, jeg har mindst tiltro til: Jason Bateman fra Ozark samt​​​​​​, Ed Harris og Jeffrey Wright fra Westworld. Alle tre er dygtige skuespillere, og særligt sidstnævnte var imponerende i sin første sæson af Westworld, men jeg har svært ved at se denne sæsons Westworld overgå sidste sæsons ditto, hvorfor jeg har svært ved at se ham løbe af med sejren. Ligeledes er der mange karakterer i Westworld, hvilket udvander chancerne lidt i en hovedrollekategori.

Bateman er solid og får masser af tv-tid, og Ed Harris er henrivende - men jeg tvivler på, at det er nok til at få fingrene i en statuette.

Det efterlader tre kandidater herunder sidste års vinder, Sterling K. Brown fra This Is Us. Hypen er lidt nedadgående for den serie, men Sterling K. Brown er fremragende i en rolle, der synes skræddersyet til ham. Uge efter uge overbeviser og imponerer han, og han er såmænd også min favorit til at gøre det igen. 

Han kan dog hæmmes af Milo Ventimiglia fra samme serie. Milos karakter - faren Jack - er elsket af hele fanbasen og stort set samtlige anmeldere. Der er en fare for, at han "sluger stemmer" fra samme potentielle stemmeafgivere som Sterling K. Brown, og eftersom det er Milos karakter, der gennemgik den største udvikling, så kan han blive overraskelsen her. På den anden side er Milos karakter dog for perfekt, hvilket godt kan spænde ben for ham.

Og så er der Matthew RhysThe Americans er en fabelagtig serie, hvilket jeg nævner ved enhver lejlighed, og det skyldes blandt andet flot skuespil af hovedkarakterne, herunder særligt Matthew Rhys. Ser man bort fra to gæsteroller-priser, så har serien dog aldrig rigtigt vundet Emmy Awards, men det kan meget vel ændre sig i år. Det er nemlig seriens sidste sæson, og man ser ofte, at Emmy Awards siger farvel til serier på en smuk måde - nemlig ved at hædre dem med en Emmy Award.

Til den vinkel skal det dog nævnes, at The Americans aldrig for alvor har sat sit aftryk på awardshowet, så skal den vinde noget, skal vi ud i en situation, hvor akademiet bliver enige med en stor portion fans om, at serien har fået for lidt kærlighed i dens levetid, og derved kompenserer ved at give serien en stor award - og her føler jeg, at Rhys har de bedste chancer.

Spiltanker for bedste skuespiller i dramaserie ved Emmy Awards 2018

Matthew Rhys til odds 2,75 hos Bet365*

Chancevurdering: 43 % (Var tidligere: 38 %)

Sterling K. Brown vandt for et år siden, og han er fortsat en ganske glimrende skuespiller. Han kunne sagtens vinde, men generelt virker This Is Us-hypen til at være aftagende. Matthew Rhys har i årevis imponeret i spion-serien The Americans, og eftersom det er seriens sidste sæson, er det oplagt at give den lidt farvelkærlighed: her er Matthew Rhys umiddelbart det suverænt bedste bud.

Bedste skuespillerinde i dramaserie: Højodds på brite lokker

Emmy Awards: Bedste skuespillerinde i drama

Bedste odds Bookmaker
Elisabeth Moss 1,33
Keri Russell 8,00
Sandra Oh 8,50
Claire Foy 15,00
Evan Rachel Wood 51,00
Tatiany Maslany 51,00

Sidst hun var med, sejrede Tatiana Maslany for hendes præstationer i Orphan Black. Det er dog to år siden, og hypen synes at være lidt død omkring Tatiana Maslany, der spiller adskillige karakterer i kloningsserienOg uden at støde nogen så var hun oppe mod et svagt felt i 2016. Ganske vist var det dygtige skuespillerinder som Viola Davis og Taraji P. Henson, hun var oppe mod, men deres karakterer (og især serier) var meget svage efter den første sæson, og ingen af dem er nomineret i år. Så Maslany får svært ved at vinde i et stærkere felt.

Det gør hun, blandt andet fordi hun er oppe mod Evan Rachel Wood, der har en central rolle i Westworld, hvor hun giver liv til en robot. Det gør hun glimrende, men det var særlig i første sæson, at hun imponerede, synes jeg.

Sandra Oh er måske den, der har fået mest presseomtale op til dette show i denne kategori, fordi hun er den første asiatiske kvinde, der er nomineret ved Emmy Awards i denne kategori - nogensinde. Det har fået meget omtale. Jeg ved ikke meget om hendes serie, så jeg har svært ved at placere hende i denne kategori. Generelt er hun en god skuespiller, men min usikkerhed omkring hendes serie tilføjer lidt ekstra ubekendte faktorer i denne kategori.

The Americans siger tak og farvel, og mediedarlingen Keri Russell (der blandt andet tidligere har vundet en Golden Globe for sin rolle som Felicity i serien af samme navn) kan være den, der giver serien en velfortjent farvel-Emmy. Hun er elsket og dygtig i rollen som Elizabeth Jennings. Hun kan sagtens vinde, og hendes "forhindring" er, at det er et stærkt felt.

Man kan argumentere for at Claire Foy (The Crown) er en større favorit. Foy synes at være en superstjerne in spe, der virkelig kan brage igennem i 2018, hvor hun har en stor rolle i en formodet Oscar-kandidat (First Man) samt hovedrollen som Lisbeth Salander i The Girl in the Spider's Web. Hun er overbevisende og dygtig i The Crown, selvom jeg personligt finder selve serien kedelig. Efter første sæson syntes jeg, at hun var dygtig, men måske ikke bedre end resten af selskabet. I løbet af anden sæson er jeg dog for alvor blevet overbevist om, at hun er rigtig dygtig, og jeg har lidt større tiltro til hende end sidste år.

Men det er utvivlsomt Elisabeth Moss fra The Handmaid's Tale, der er storfavoritten her. Hun vandt sidste år, og der er ikke meget, der tyder på, at seriens award-succes bliver ringere i år. Hun er dygtig, har generelt fået meget Emmy-hæder i sin karriere (dog kun én statuette), og serien er stadig elsket. Svært at se forbi hende.

Spiltanker for bedste skuespillerinde i dramaserie ved Emmy Awards 2018

Claire Foy til odds 15 hos Nordicbet*

CV: 13-14 %

Claire Foy er en ganske talentfuld skuespiller fra den meget anmelderroste Netflix-serie The Crown. Hun har vundet et par priser hist og her (Golden Globe og SAG), så der er stor enighed om, at hun bestemt er med i feltet, hvilket et par store filmroller ude i nær fremtid vidner om. Moss er afgjort den store favorit, men oddset på Foy lokker mest.

Tippet findes kun her i optakten.

Bedste skuespiller i komedieserie: Det ligner Glovers pris

Emmy Awards: Bedste skuespiller i komedie

Bedste odds Bookmaker
Donald Glover 1,33
Bill Hader 4,00
Ted Danson 26,00
Anthony Anderson 36,00
William H. Macy 51,00
Larry David 51,00

Priserne i komedieserierne synes på forhånd afgjort. I al fald hvis man skal tro bookmakerne. Først tager jeg et kig på de mandlige skuespillere.

Larry David er nomineret for sin præstation i Curb Your Enthusiasm, der er vendt tilbage til tv-skærmene efter flere års pause. David er perfekt i rollen, der i den grad har inspireret Casper Christensen og Frank Hvam i forbindelse med Klovn. Jeg har dog svært ved at se ham gå hele vejen, men Larry David er elsket i store dele af USA. 

Det er efterhånden fast kutyme at se William H. Macy i nomineringsfeltet. Macy gør det fremragende i Shameless, som den fraværende, svigtende, forfærdelige og alkoholiske familiefar. Jeg er bare ikke overbevist om, at det er en rolle, han kan vinde en Emmy Award for.

Anthony Anderson (Black-ish) har været med i feltet i et par år, og hans serie er velsagtens den sjoveste af de nominerede kandidaters. Det betyder dog ikke alverden, og mange vil få "for meget" af Anderson. 

I favoritfeltet må man nævne Ted Danson (The Good Place). Danson vandt et par gange for sin rolle i Cheers for mange, mange, mange år siden, og nu er han så nomineret for sin rolle i The Good Place - og det er ganske fortjent, synes jeg. Det er lidt en speciel serie, men køber man dens præmis, så er den ganske god. Det kan overraske lidt, at han først bliver nomineret i år, eftersom serien og Danson også fik meget ros sidste år.

En anden newcomer er Bill Hader fra serien Barry. Hader er morsom og dygtig. Han er mest kendt fra sin tid hos Saturday Night Live, hvor han var eminent til at levere efterligninger af andre, og han er stadig forholdsvis populær fra den tid, hvorfor han på den baggrund kan høste mange stemmer. Og så er serien ganske god og har høstet store roser hos anmelderne, hvilket ofte er et godt tegn.

Man kan dog ikke løbe fra, at Donald Glover er den store favorit for sine præstationer i Atlanta. Han vandt for et år siden, og de fleste peger på, at han gør det i år igen, og det svækker ham næppe, at han har været med i store film på det seneste, hvorfor han for alvor har slået sit navn fast.

Spiltanker for bedste skuespiller i komedieserie ved Emmy Awards 2018

Værdien udebliver

Jeg har svært ved at se værdien her. Bill Hader er ifølge de fleste Donald Glovers eneste reelle konkurrent, og det er nok også rigtigt nok, men oddset lokker ikke rigtigt på nogen her. Det kan være, at jeg skifter mening op til showet, men lige nu er det et no bet herfra. 

Bedste skuespillerinde i komedieserie: Aftenens mest sikre pris...?

Emmy Awards: Bedste skuespillerinde i komedie

Bedste odds Bookmaker
Rachel Brosnahan 1,15
Tracee Ellis Ross 10,00
Allison Janney 17,00
Pamela Adlon 35,00
Issa Rae 41,00
Lily Tomlin 51,00

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg føler mig stærkere i drama-kategorierne end i komediekategorierne, og denne kategori vidner om det.

Jeg er helt enig med bookmakerne om at at Rachel Brosnahan fra The Marvelous Mrs. Maisel er favoritten i denne kategori, men jeg havde på forhånd håbet på et højere odds omkring odds 2,00. I stedet er vi nede omkring odds 1,10! I serien giver hun den som en komiker i 1950'erne, og hun gør det overbevisende og godt. Hendes timing er god, hendes skuespil er godt. Hun er en oplagt favorit.

Særlig fordi konkurrenterne ganske vist er gode, men ofte deler spotlightet med andre. Det gør sig gældende for Lily Tomlin (fra Grace & Frankie), der spiller den skøre Frankie, der står i kontrast til den mere beherskede Grace. Det er tilfældet for Tracee Ellis Ross (Black-ish), der spiller over for Anthony Anderson, og det er også tilfældet for Allison Janney (Mom), der ganske vist er Anna Faris overlegen, men som altså også deler sit spotlight med en anden. Og søreme om det ikke også sker for Issa Rae i Insecure.

Faktisk er det kun Pamela Adlon fra Better Things, der ikke for alvor deler spotlightet med andre. 

Der er ikke noget galt med at dele spotlightet med andre, og det behøver heller ikke nødvendigvis være en stopklods, men det kan det være. Der er også andre ting, der holder flere af kandidaterne fra at være favoritter, fx at de er med i serier, der ikke nødvendigvis har det let i Emmy Awards-sammenhænge. Her tænker jeg på serier som Mom og Black-ish og til dels også Grace & Frankie. Sjove, gode serier, men hvad har de på hjerte? 

I et år, hvor Julia Louis-Dreyfus ikke er blandt de nominerede, fordi Veep ikke har kørt i perioden, så er det vigtigt, at en afløser har noget på hjerte. Noget de vil fortælle. Det ville de førnævnte serier meget gerne i sine første par sæsoner, men i de senere sæsoner er det blevet fortalt - nu holder de bare historien i live. Det er for mig at se det tungeste argument mod Rachel Brosnahan.

Spiltanker for bedste skuespillerinde i komedieserie ved Emmy Awards 2018

Jeg finder ikke noget interessant i denne kategori.

Nikolaj Coster-Waldau kan vinde en Emmy Award 2018

Emmy Awards: Bedste mandlige birolle i drama

Bedste odds Bookmaker
David Harbour 1,75
Peter Dinklage 4,50
Joseph Fiennes 8,00
Matt Smith 35,00
Nikolaj Coster-Waldau 36,00
Mandy Patinkin 51,00

I kategorien "bedste mandlige birolle i en dramaserie" ved Emmy Awards 2018 finder vi en dansker i form af Nikolaj Coster-Waldau for rollen som Jaime Lannister i Game of Thrones. Hans vindersandsynlighed er dog nok ikke så stor.

Dels skyldes det, at David Habour fra Stranger Things anses som favoritten, og dels skyldes det, at HBO-serien Game of Thrones også har Peter Dinklage i spil, og selvom jeg egentlig synes, at danskerens karakter gennemgik en mere spændende udvikling end Dinklages ditto, så vælger HBO nok primært at promovere Dinklage i sidste ende. Og så er de øvrige kandidater også voldsomt dygtige. Både Joseph Fiennes og Matt Smith strålede som bad guys i deres serier, og det kan give kærlighed fra voterne.

Når jeg så alligevel har en lille tro på Nikolaj Coster-Waldau - trods et (meget!) stærkt felt - så skyldes det hans udvikling i den seneste sæson af Game of Thrones. Baserer man det udelukkende på den sæson, så synes jeg klart, at danskeren har gennemgået en mere spændende udvikling end Dinklages karakter, der i min optik stod lidt i stampe i syvende sæson. 

Spiltanker for bedste mandlieg birolle i dramaserie ved Emmy Awards 2018

Kan der være tale om dansk værdi?

Det er ikke voldsomt sandsynligt, men der sker overraskelser i de mindre kategorier, og jeg synes faktisk, at Nicolai Coster-Waldau er et stærkt bud. Det er et stærkt felt, og der er større favoritter, blandt andre kollegaen Peter Dinklage, der har vundet prisen et par gange tidligere og som nok frøst og fremmest bliver promoveret, men Nikolaj Coster-Waldau gennemgik en mere spændende udvikling i min optik. Jeg hælder til en procentsats mellem 2-4 % på danskeren.

OPDATERING: Oddset er siden steget til over odds 50 hos flere bookmakere. Det står nok også klart, at HBO satser alt på Peter Dinklage.

Spilforslag

Opdateret: 15. september, 13:00

De seks store kategorier (der alle er dækket i optakten) har kastet fire spilforslag af sig. Tre af disse har en forsideanalyse. Det drejer sig om følgende kategorier:

  • Bedste dramaserie: Game of Thrones til odds 4,25 hos Nordicbet*. Læs analyse.
  • Bedste komedieserie: The Marvelous Mrs. Maisel til odds 2,75 hos Danske Spil*. Læs analyse.
  • Bedste mandlige hovedrolle i dramaserie: Matthew Rhys til odds 2,75 hos Danske Spil*. Læs analyse.
  • Bedste kvindelige hovedrolle i dramaserie: Claire Foy til odds 15 hos Nordicbet*. Spilbar ned til odds 7,70 (13 %)
  • Bedste mandlige hovedrolle i komedieserie: Intet væddemål
  • Bedste kvindelige hovedrolle i komedieserie: Intet væddemål

De øvrige kategorier er ikke blevet gennemgået i optakten (med undtagelse af den mandlige birolle i dramaserie). Et kig på bookmakernes odds den 15. september har kastet følgende spilforslag af sig:

  • Bedste mandlige birolle i dramaserie: Peter Dinklage til odds 3,50 hos Danske Spil*. Spilbar ned til odds 3,03 (33 %). Også: Nikolaj Coster-Waldau til odds 51 hos Unibet*. Spilbar ned til odds 50,00 (2 %). Også værdi hos LeoVegas* og 888sport.
  • Bedste kvindelige birolle i dramaserie: Yvonne Strahovski til odds 3,00 hos Danske Spil*. Spilbar ned til odds 2,50 (40 %). Findes også med værdi hos: Unibet*, 888sport, LeoVegas*, Betsafe, Nordicbet*
  • Bedste mandlige birolle i komedieserie: Harry Winkler hos Nordicbet* til odds 1,52. Spilbar ned til odds 1,47 (68 %). Findes også med værdi hos Betsafe, 888sport, Unibet* og LeoVegas*
  • Bedste kvindelige birolle i komedieserie: Intet væddemål

De øvrige kategorier - såsom tv-film, realityprogrammer og lignende - har jeg ikke nogen spiltanker omkring. Der kan dog findes odds på disse kategorier hos Unibet*, 888sport, LeoVegas*, Nordicbet* og Betsafe.

Sådan vinder du en Emmy Award

For at være med i kapløbet om at vinde en Emmy Award skal din serie have haft en aktiv sæson i perioden fra 1. juni 2017 og frem til 31. maj 2018. Det har traditionelt set været i den periode, serierne har kørt, mens de var afhængige af gammeldags tv-kanaler, men i takt med at streamingstjenester er blevet meget udbredt, er der sket et skift her.

Blandt andet ser man, at nogle selskaber tager deres tid med serierne. Det sker blandt andet med Game of Thrones, der ikke død og pine udkommer med en ny sæson præcis et år efter, at den gamle er slut. I stedet har HBO kunne give plads til en anden storsatsning som Westworld, der har udfyldt tomrummet mens de har udviklet Game of Thrones. Vi ser altså i højere grad, at sæsonerne bliver udgivet, når de er klar, fremfor når en tv-kanal står og mangler en seriesatsning i sin programflade. 

Det betyder også, at nogle serier er udgivet kort inde i denne periode (fx primo juni), mens andre først lige er begyndt at køre over sendefladen, som Emmy Awards 2018 afholdes. Der kan være nogle taktiske overvejelser over, hvornår en serie "frigives" i forhold til at høste Emmy-stemmer.

Hvis man har formået at høste en nominering ved Emmy Awards 2018, begynder alt det politiske så. Serierne og skuespillerne skal ud og høste stemmer, og hvor der før kun var en udvalgt (og hemmelig) gruppe, der kunne stemme ved Emmy Awards, er det siden blevet ændret til, at alle medlemmer af Emmy-akademiet inden for sin genre (fx: skuespillere kan stemme på skuespillere, men ikke fx makeup) kan stemme, såfremt de ikke har en interesse i afstemningen. 

Det er en ændring i forhold til tidligere, og den trådte for første gang i kraft tilbage i 2015. Dengang frygtede jeg, at Emmy Awards ville ændre sig til en regulær popularitetskonkurrence.

Har det så det? Tja. Game of Thrones "snød" Mad Men tilbage i 2015 (men man kunne sagtens argumentere for at Game of Thrones var den bedre serie dengang), men ellers har jeg svært ved direkte at få øje på kåringer, hvor det i højere grad ligner en populær frem for en retfærdig vinder. Det er svært at spotte en tendens i regelændringen.

Kigger man på vinderne i de seks hovedkategorier siden regelændringen, så er det stort set favoritterne, der har gjort rent bord med enkelte undtagelser. Som fx da Tatiana Maslany (odds 21) vandt prisen som bedste hovedrolleindehaver tilbage i 2016. Det viser for mig, at akademiet fortsat hylder de stærke præstationer og ikke kun de populære.

Værterne ved Emmy Awards 2018

Emmy Awards 2018 bliver i år vist på NBC, hvilket betyder, at det er Saturday Night Live-skaberen Lorne Michaels, der er produceren bag programmet. Han har naturligvis peget på værterne fra SNL-segmentet Weekend Update, Michael Che og Colin Jost, til at være værterne på programmet. Det var det sikre valg for NBC, og de to populære nyhedsværter har også god kemi, men i sidste ende er det også det kedelige, sikre valg. Hvor havde det været fantastisk med fx Kate McKinnon i spidsen for programmet, for hun kan om nogen skabe det uventede. Mon ikke hun trods alt dukker op ved Emmy Awards 2018 i én eller anden rolle.

Che og Jost er dog som nævnt et godt makkerpar, og man kan forvente store dele ironi og sarkasme. I deres nyhedssegment plejer de at vende ugens begivenheder på en sådan måde, at joken når frem uden en decideret punchline - som de så alligevel har klar i ærmet. Herunder kan et eksempel på værterne ses (samt førnævnte McKinnon): 

Det er selvfølgelig slet ikke sikkert, at det er den stil, de vælger at bruge under Emmy Awards 2018, men det er den stil, som de er kendte for i USA.

En lille note om sammenligningssiderne

Afslutningsvis vil jeg lave en lille note om sammenligningssider som fx GoldDerby, der ofte nævnes i forbindelse med disse award-shows. De samler adskillige stemmer og giver dig en oversigt over, hvem der er favorit baseret på disse stemmer.

Ofte er de spot on. Det var de fx i 2017, hvor deres favorit i de enkelte, store kategorier stort set gjorde rent bord - det var kun The Handmaid's Tale, der overraskede, da lidt flere havde peget på Stranger Things. Overordnet set havde de en hitrate på 85 %, hvilket var utroligt flot.

Men året forinden hed det tal 47,22 %, mens det i 2015 var nede på 43,75 %. Med andre ord skal man altså ikke stole blindt på disse sammenligningssider. Det er dog korrekt, at tendensen synes at være, at de er ret skarpe i de seks store kategorier.

Det er dog ofte det grundlag man har, og det er tydeligt, at bookmakerne også skæver til disse sites i forbindelse med oddssætning. Der skal altså også kigges på andre områder, hvis man vil ind til værdien i disse væddemål.