Med start denne tirsdag (og løbende frem til den 19. december), afvikles kvindernes EM i håndbold - i Danmark og Norge. Det er første gang i historien, at en EM-slutrunde deles mellem 2 lande.
Det er dog ikke første gang, at Norge og Danmark deler et værtskab, da det nemlig også var tilfældet ved VM i 1999. Den gang endte det med norsk guld, hvilket også kunne blive tilfældet her, da Norge stiller med et meget stærkt og bredt hold, som tilmed er 3-dobbelt regerende europamester. De norske kvinder er da også turneringens klare favoritter - mens danskerne ligger et stykke længere nede på bookmakernes forventningsliste.
Men modsat VM i 1999, hvor finalen blev afviklet i Norge, afvikles finalen denne gang i Danmark i den nye multihal i Herning. Så måske det kan animere de danske kvinder til at yde det ekstra, som kan give en medalje, hvilket i givet fald vil være den første siden EM i 2006 i Ungarn, hvor det blev til sølv.
Tips
BetXperts håndboldeksperter, Casper Larsen, Esben Billum og Kenneth Bech, vil levere tips under slutrunden. I skrivende stund har de udlagt 9 spilforslag, dels til turneringens første kampe, dels til turneringsspil (fx topsorer-tips).
BetXperts eksperttips kan følges på de nævnte eksperters sider (hvor man også kan skrive sig på en mailingliste).
Man kan også tjekke analyseoversigten på forsiden af BetXpert.com
Før turneringen går i gang kan det desuden anbefales at man læser nedenstående optakt, skrevet af Casper Larsen, der gennemgår alle deltagende hold.
Links
Tjek hvor og hvornår kampene kan ses i BetXperts TV-Guide
Den officielle turnerings-hjemmeside: http://www.ehf-euro.com/index.php?id=1411
Topscorer-liste finder man fx på TV2s EM-side: http://emkh2010.tv2.dk/
Optakt: EM i kvindehåndbold 2010
Odds
Vinder
Norge: 2,05 William Hill
Rumænien: 8,0 Bet24, Centrebet
Rusland: 9,0 bwin*
Montenegro: 12,0 Centrebet
Danmark: 17,0 Bet24
Tyskland: 31,0 Bet24
Spanien: 51,0 Sportingbet, William Hill
Kroatien: 500,0
Sverige: 501,0 Centrebet
Ukraine: 501,0 Centrebet
Serbien: 750,0 Unibet*
Slovenien: 750,0 Unibet*
Holland: 1500,0 Unibet*
Island: 1500,0 Unibet*
Top 3
Norge: 1,12 Bet24, Unibet*
Rumænien: 1,85 Bet24
Montenegro: 1,9 Unibet*
Rusland: 2,15 Bet24
Tyskland: 3,6 Bet24
Frankrig: 4,5 Unibet*
Danmark: 4,6 Unibet*
Ungarn: 5,4 Bet24
Sverige: 22,0 Unibet*
Kroatien: 41,0 Bet24
Ukraine: 41,0 Bet24
Slovenien: 50,0 Unibet*
Serbien: 100,0 Unibet*
Island: 360,0 Bet24
Holland: 360,0 Bet24
Turneringsform
EM har deltagelse af 16 hold, inddelt i 4 grupper, hvor alle møder alle, dvs 3 indledende gruppekampe til hvert land. De 3 bedste fra hver gruppe går videre til et nyt gruppespil (mellemrunden), hvor gruppe A parres med gruppe B, og C slås sammen med D. Fra indledende gruppespil medtager holdene de point, som de har hentet mod de 2 øvrige hold, der går videre fra deres gruppe. I mellemrunden spiller hvert hold altså yderligere 3 kampe, hvorefter de 2 bedste hold fra hver gruppe går videre til semifinalerne og derefter bronzekamp eller finale.
Da værtskabet delt mellem Danmark og Norge, spilles gruppe A og B i Danmark (henholdsvis Aalborg og Århus), mens gruppe C og D spilles i Norge (Larvik og Lillehammer). I mellemrunden mødes holdene fra gruppe A og B i den nye multihal i Herning, Jyske Bank Boxen, mens holdene fra gruppe C og D spiller i Haakons Hall i Lillehammer. Semifinaler og finalekampe afvikles alle i Jyske Bank Boxen i Herning.
Grupperne
Gruppe A i Aalborg
Danmark
Rumænien
Spanien
Serbien
Værtslandet Danmark spiller i gruppen A, der afvikles i Aalborg. Her venter der god opbakning i Gigantium, hvilket der kan blive brug for, da Danmark er havnet i en meget stærk gruppe.
Danmark stiller op til EM her på hjemmebane med et relativt ungt hold, som gennem de seneste par år er blevet bygget op til at skulle levere en god præstation her på hjemmebane. I takt med, at vi kom nærmere på EM, har et par rutinerede spillere meldt sig klar til landsholdet. Således er Mette Meldgård og Rikke Skov med i Pytlicks trup, hvilket er en stor styrkelse af ikke mindst det danske midterforsvar.
Landstræner Jan Pytlick har dog haft svære arbejdsbetingelser op til EM, da flere af de bærende spillere har været ude med skader og tvivlsomme lige til det sidste. Både Rikke Skov og Mette Meldgård har været ude. Meldgård var dog med i sidste weekends træningsturnering i Norge, hvor Rikke Skov stod over. Begge ser dog ud til at være med når EM starter tirsdag. Udover de 2 har playmaker Lærke Møller været ude det meste af et år, siden hun ødelagde sin ene akillessene under en afsluttende træning op til VM i Kina i 2009.
Danmark er kommet i en svær pulje med Rumænien, Spanien og Serbien, men med god opbakning på hjemmebane, vil alt andet end en plads i mellemrunden være en skuffelse. Der skulle være mulighed for det, eftersom det formentlig er nok med kun een sejr, som meget vel kan komme mod Serbien i den første kamp.
Serbien tabte klart til Danmark - med 13 mål - i Norge sidste weekend. Dette er dog en åbningskamp, hvor danskerne nu er store favoritter efter den klare sejr, og med nerverne uden på trøjen, kan det hurtigt blive en tættere kamp end ønsket.
Jan Pytlick har meldt ud, at målet er en plads i top 4. Det kan dog godt blive svært at opnå, da Danmark er havnet i den sværeste halvdel. I mellemrunden venter formentlig 3 hårde kampe mod Rusland, Kroatien og Montenegro.
Rumænien har i mange år haft et på papiret meget stærkt hold med stor bredde, men har skuffet gang på gang. For 2 år siden ved EM i Makedonien blev det til en 5.-plads, mens det sidste år ved VM i Kina blev til en skuffende 8.-plads efter et stort nederlag til tyskerne i placeringskampen. Vi skal tilbage til 2005 og VM i Rusland for at finde sidste rumænske medalje ved et større mesterskab. Den gang blev det til nederlag til værterne i finalen.
Rumænerne bør være rigeligt stærke til at gå videre fra denne gruppe, men med de stærke modstandere der venter i mellemgruppen, kan det meget vel blive til en skuffende placering igen til Rumænien, da det langt fra er sikkert de får point med over i mellemgruppen. Holdet fik dog en rigtig god optakt til EM, da det for en måned siden blev til en samlet sejr i GF World Cup i Århus efter finalesejr over Norge.
Spanien har gjort det rigtig godt på kvindesiden de seneste år. Tidligere lå de 1-2 niveauer under de bedste hold, men er nu hoppet helt op i toppen. Første gang de overraskede positivt var for 2 år siden ved EM i Makedonien, hvor de hentede sølvmedaljer. At det ikke var en tilfældighed, beviste de sidste år ved VM i Kina, hvor de igen kom i semifinalerne, men til slut måtte nøjes med en 4.-plads.
Holdet lever højt på en meget solid defensiv, og i offensiven er det især Marte Mangue fra Team Esbjerg, der scorer målene. Spanien bør efter de seneste slutrunders gode præstationer have gode chancer for at gå videre fra denne gruppe.
Serbien må betegnes som det svageste hold i denne gruppe. Efter som jeg har skrevet ved de 3 ovenstående hold at de bør gå videre, ja så skal Serbien jo overraske positivt, hvis de skal videre fra denne gruppe. Holdet kvalificerede sig relativt sikkert til EM, de var i en let gruppe, som Spanien vandt klart, mens Grækenland og Tyrkiet ikke havde de store chancer. Holdet består primært af spillere fra den hjemlige liga.
Gruppe B i Århus
Rusland
Montenegro
Kroatien
Island
Den anden indledende gruppe der afvikles i Danmark (Århus), består af Rusland, Kroatien, Montenegro og Island. Igen en gruppe med 3 klare favoritter, da Island næppe kan stille meget op her.
Rusland har tilhørt verdenstoppen de seneste mange år. Det gør de stadig, til trods for at de har gennemgået et større generationsskifte de seneste år, og holdet nu består af mange unge spillere. Optakten til EM har dog ikke været alt for overbevisende, og har bl.a. budt på nederlag mod Brasilien og Spanien samt kun en kneben sejr over Holland.
Holdet har stadig den karismatiske træner Trefilov, som til tider synes at terrorisere holdet med sine udskiftninger og skideballer. Resultaterne kan man dog ikke tage fra ham, da russerne har hentet medalje ved de seneste 6 slutrunder i træk. De er da også blandt topfavoritterne ved denne slutrunde.
Montenegro er med til en slutrunde for første gang siden landet blev selvstændigt i 2006 (tidligere Serbien-Montenegro). Selvom montenegrinerne er debutanter, kan de godt gå hen og hente en medalje, da de har et på papiret meget stærkt hold, som er ført an af verdens bedste håndboldspiller Bojana Popovic.
Holdet består primært af spillere fra Buducnost, som har været meget overbevisende i årets Champions League. Der vandt de bl.a. både ude og hjemme over de regerende CL-mestre fra Viborg og var dermed med til at sende dem ud. I kvalifikationen til EM var de også i gruppe med Rusland, som de besejrede ude og spillede uafgjort med hjemme.
Kroatiens kvinder kan ikke helt matche det mandlige landshold på kvaliteten. Holdet består primært af spillere fra klubholdet Podravka, som er fast deltager i Champions League uden de dog spiller med i slutkampene. Holdet har en stærk defensiv som udgangspunkt. Holdet leverede en overbevisende indsats i kvalifikationen, hvor de vandt gruppen klart foran Holland, Makedonien og Litauen.
Kroatien bør være en klasse over Island og dermed i stand til at sikre sig 3.-pladsen i gruppen, der giver en plads i mellemrunden. Montenegro og Rusland, kan de nok ikke gøre meget ved.
Island har et meget stærkt herre-landshold, der er med helt i verdenstoppen. Det samme er dog langt fra tilfældet på kvindesiden. Her ligger de i bedste fald 2-3 niveauer under de bedste hold. Det islandske hold består primært af spillere fra den hjemlige liga tilsat et par spillere fra den danske liga. Islændingene deltager her ved deres første slutrunde, og at de overhovedet kvalificerede sig, var noget overraskende. Det skete på bekostning af Østrig, som de slog hjemme og tabte til ude. Østrig er dog ikke hvad de har været.
Island deltog som optakt i sidste weekends Møbelringen Cup i Norge hvor de i første kamp fik stryg af værterne, der vandt med 21 mål, mens de dagen efter spillede helt lige op med Danmark i 50 min før Danmark trak fra. Sidste kamp blev tabt til Serbien.
Alt andet end 3 nederlag til Island i denne stærke gruppe vil være en overraskelse.
Gruppe C i Larvik
Tyskland
Sverige
Ukraine
Holland
Gruppe C der afvikles i Larvik i Norge, er nok den mest åbne af de 4 grupper. Tyskland er favoritten, men de 3 øvrige hold virker meget jævnbyrdige, med Sverige et lille skridt foran.
Tysklands kvinder har de sidste mange år tilhørt toppen eller lige under. Holdet er ført an af storskytten fra Viborg Grith Jurack. Udover hende er der et par andre profiler fra den danske liga, nemlig Viborgs Anja Althaus og Sabine Englert, der gør det godt i målet for FCM.
Holdet har ikke ligefrem den største bredde, men rammer de bedste 7-8 spillere formen i de 1½ uge EM varer, kan det blive til medalje. Omvendt kan de også slutte som nr. 6-8 stykker. Holdet er placeret i den letteste af de 4 grupper, hvilket taler til deres fordel mht. at nå en semifinale. Tyskland står med gode chancer for at tage 4 point med over i mellemgruppen.
Sverige har gennem de seneste år med jævne mellemrum leveret gode resultater mod de gode nationer, men samlet set over en hel slutrunde holder det ikke. Bedste slutrundeplacering hentede de ved EM på hjemmebane for 4 år siden, hvor det blev til en 6.-plads.
Holdet har en del spillere, som til dagligt slår deres folder i den danske liga. Sverige står med fornuftige chancer for at gå videre. Svenskerne har den fordel at de spiller i Larvik, som ikke er alt for langt fra den svenske grænse, og de kan derfor håbe på pæn opbakning.
Ukraine vækker dårlige minder for Danmark, da de for 4 år siden slog et dansk landshold ud over 2 kval-kampe til VM i 2007. På trods af den bedrift, er Ukraine langt fra nogen stormagt inden for kvindehåndbold. Holdet er som regel med ved slutrunderne, men ligger som regel i den tunge ende.
Ukraine overraskede dog meget i kvalifikationen til denne slutrunde, da de vandt deres gruppe foran Rumænien. De tabte end ikke en eneste kamp, da de vandt med 1 i Rumænien og spillede uafgjort hjemme mod dem. Det kan blive alt fra en 1.- til en 4.-plads for Ukraine i denne gruppe.
Holland og kvindehåndbold forbinder jeg med Olga Assink, og den invasion af hollændere der kom i GOG for 6-8 år siden. De spillere blev godt integreret i den danske liga og gjorde det ganske fornuftigt. Siden hen har man dog ikke hørt det helt store til Holland, som håndboldnation, men det kan være det er på vej. Første skidt på vejen er denne slutrunde, som er den første de deltager i siden EM i 2006.
Profilerne på holdet er Maura Visser der til dagligt spiller i KIF Vejen, og Nycke Groot fra Team Tvis Holstebro. Begge gør det rigtig godt i den danske liga. På holdet er stadig også Pearl Van Der Wissel, der var med i den hærskare af hollandske spillere, der kom til GOG i sin tid. Holland kvalificerede sig til EM på bekostning af Makedonien, som ellers har et ganske godt hold. I kvalifikationsgruppen hentede de flere gode resultater, med en sejr over Kroatien og 2 x uafgjort mod Makedonien. Holland har alt at vinde her ved EM, da ingen regner med dem.
Gruppe D i Lillehammer
Norge
Ungarn
Frankrig
Slovenien
Værterne fra Norge spiller deres indledende kampe i Kong Haakons Hall i Lillehammer, hvor de helt sikkert får massiv opbakning. Norges mellemrundekampe (de går med stor sandsynlighed videre fra den indledende gruppe) spilles ligeledes i Lillehammer, inden de (også sandsynligt) rykker til Danmark for at spille semifinaler.
Norge er, som det har været tilfældet seneste mange år, den største favorit ved denne slutrunde. Holdet har dels fordel af hjemmebanen et langt stykke hen af vejen, og så har de en meget stor bredde. I Katrine Lunde har de tilmed en af de allerbedste målvogtere i verden. Ved de seneste 7 slutrunder, har Norge vundet de 4, heraf de seneste 3 Europamesterskaber. Ganske imponerende, og det kan meget vel ende med guld igen, når finalen er spillet i Herning den 19. december.
Norge viste gode takter i opvarmningsturneringen Møbelringen Cup sidste weekend på hjemmebane. Danmark fulgte dog i perioder med Norge i den sidste kamp, men Norge virkede alligevel til at have et ekstra gear, og kunne stramme op og trække fra, når det var nødvendigt. På papiret er de havnet i en rimelig stærk gruppe med Ungarn og Frankrig, men med den trup de stiller med, har de gode chancer for at komme videre til mellemrunden med 4 point, og så er vejen til semifinalen banet, da de i mellemrunde møder top 3 fra den svageste gruppe - gruppe C.
Ungarn har i mange år tilhørt toppen på kvindesiden. På papiret har de ved flere slutrunder haft holdet til at gå hele vejen, men holdet skuffer næsten altid ved disse slutrunder. Problemet er, at holdet er meget svingende og sjældent får det til at fungere en helt slutrunde igennem - ja faktisk af og til bare en hel kamp igennem.
Ungarerne er pænt svækkede til denne slutrunde, da de mangler deres altafgørende spiller Anita Görbitz. Hun er nok den spiller, der som person betyder mest for et landshold. Det selv om hendes afløser på sigt - stortalentet Kovacsics - gør det ganske nydeligt. Ungarn har ikke vundet en slutrunde siden år 2000, hvor de vandt EM i Rumænien. Det gentager de næppe her, men de bør dog gå videre til mellemrunden. Alt andet vil være en stor skuffelse, da holdet trods alt stadig har mange gode spillere, som Katalin Palinger i målet og Timea Toth på backen.
Frankrig gennemgik et stort generationsskifte efter VM på hjemmebane i 2007. Indtil da, havde de kørt med de samme spillere i rigtig mange år. Det var derfor ventet, at der ville komme et tomrum efter den slutrunde, men sådan er det langt fra gået. Allerede ved OL i 2008 hentede de en 5.-plads og ved VM sidste år i Kina hentede det unge hold en overraskende sølvmedalje.
Frankrig levede tidligere højt på et meget stærkt forsvar, mens de spillede meget langsomt i angrebsspillet, og var virkelig et fysisk stærkt hold. Med de nye unge spillere er der kommet noget mere flow over det franske angrebsspil, og forsvaret er fortsat pænt stærkt. Frankrig har måske en af de bedste trænere i Olivier Krumbholz, som har været med i mange år og er taktisk meget dygtig.
Frankrig skal langt fra afskrives ved denne slutrunde. Med lidt held kan de godt nå en semifinale, om end det næppe bliver nemt med Norge, Ungarn og Tyskland i samme halvdel. Optakten til EM har ikke været alt for imponerende med nederlag til Rusland, Kroatien og Sverige. Man skal dog ikke lægge alt for meget i disse træningskampe.
Slovenien deltager i deres første slutrunde siden 2006. De stiller med et meget ungt hold tilsat et par enkelte rutinerede spillere. De er placeret i en svær pulje, så alt andet end 3 nederlag vil være en overraskelse. Slovenien kvalificerede sig foran Hviderusland (á point) og Italien, så ikke de sværeste modstandere.
Optakten til EM har været plaget af skader for Slovenien, og det bærer resultaterne i træningskampene også præg af. Her har de mødt Montenegro over 3 kampe, som alle blev tabt med 9-10 mål, samt Rusland som de tabte til med 22 mål. Det er nok heller ikke de modstandere, de skal måle sig med her ved EM.