I disse dage - fra den 2. til den 14. december - afvikles kvindernes EM i Makedonien. Flere af de store nationer har taget afsked med en række rutinerede spillere efter OL. Tilbage står Norge som storfavorit til at snuppe EM-guldet. Det bliver desuden spændende at følge det unge danske landshold. Der er dog ikke forventninger om, at de kan hjemtage medaljer, da mange af spillerne er med for at lære, og holdet skal faktisk først toppe om 2 år, når EM afvikles på hjemmebane.

Casper Larsen og Esben Billum vil her på BetXpert sørge for en tæt dækning af EM og løbende komme med analyser og tip. De første er allerede lagt ud på denne side.

Du kan også følge turneringen: Danmarks og en række andre kampe vil nemlig blive vist i fjernsynet. Hvornår og hvor kan du få overblik over via vores TV-guide

EM-turneringens officielle hjemmeside finder du her.

Forneden følger Casper Larsens præsentation af turneringens hold.

Turneringsform
EM har deltagelse af 16 hold, som er inddelt i 4 grupper. De 3 bedste fra hver gruppe går videre – medbringende de point de har fået i kampene mod de andre kvalificerede - til et nyt gruppespil, hvor gruppe A blandes med gruppe B, og C med D. I mellemgruppespillet spiller hvert hold altså yderligere 3 kampe, hvorefter de 2 bedste hold fra hver gruppe går videre til semifinalerne og derefter enten bronzekamp eller finale.

Gruppe A

Danmark
Rumænien
Frankrig
Ungarn

Gruppe A må betegnes som dødens gruppe, hvor 4 af de bedste hold mødes. På forhånd er det ikke oplagt, hvilket af de 4 hold, der må forlade turneringen allerede efter 3 kampe. Ud fra oddsene burde Rumænien være den største favorit til at gå videre fra denne gruppe. Og det ville jeg også have ment for et par måneder siden, inden den nye træner Voina tog over efter Tadici. Tadici var set ude fra en meget strid træner, der kunne køre sine spillere helt ned under gulvbrædder. Så umiddelbart så det lyst ud, da han stoppede, men den nye træner Voina skulle efter forlydender være endnu værre, hvilket har skabt en del intern uro på holdet, og ført til at en række af de bærende spillere har meldt fra til landsholdet. Det gælder bl.a. Bese, Stanca, Varzaru, Olteanu, Luca og Pislaru. Holdet har dog stadig en række gode spillere, som Maier, Ardean, Negeau og Dinu i målet. Resultaterne i træningskampene har været noget blandet, og så sent som ugen op til slutrunden, tabte de til Serbien, der ikke ligefrem er blandt favoritterne.

Ungarn stiller med et stærkt hold til denne slutrunde ført an af stjernen Anita Görbitz. Og på trods af de mange gode spillere, så står og falder holdet mange gange med Görbitz. Rammer hun topformen så kan Ungarn meget vel blande sig i medaljekampen. Op til EM har Ungarn vundet en lille træningsturnering, der blev afviklet på hjemmebane. Det blev til 3 sejre over Makedonien, Østrig og Kroatien. Ungarn må undvære Timea Toth der er ude med en skade.

Frankrig stiller med et meget ungt hold, da mange af de rutinerede spillere stoppede på landsholdet efter OL. Det er faktisk anden gang, at mange af dem stoppede; de stoppede allerede for 2-3 år siden, men blev hentet ind til VM på hjemmebane sidste år, for at forstærke holdet, da det kneb lidt med kvaliteten. Det bliver spændende at følge det unge franske hold, som absolut ikke er uden chance for at drille de andre hold i denne gruppe.

Danmark stiller som Frankrig med et ungt spændende hold. Mange af de danske spillere er med ved denne slutrunde for at lære, og holdet skal først toppe til EM på hjemmebane om 2 år. Holdet indeholder dog også en række rutinerede spillere som Karin Mortensen i målet, Katrine Fruelund og Rikke Skov. Holdet kommer på en hård opgave allerede her i indledende gruppespil. Kommer de igennem her, bliver det næppe med 4 point, så det kan blive svært for holdet at komme hele vejen til semifinalen. Optakten til EM har været ganske lovende, med enfinale plads i GF World Cup på hjemmebane i oktober, og i sidste uge blev det til uafgjort mod Rusland og sejr over Island, mens Norge igen var for stærk for det unge danske hold.

Gruppe B

Norge
Spanien
Ukraine
Portugal

Gruppe B indeholder Norge, der er den helt store favorit til at hente guldet ved denne slutrunde. Holdet vandt for 4 måneder siden OL i sikker stil. Siden har Gro Hammerseng og Katja Nyberg meldt fra, for at blive skånet for det hårde program. Jeg tror også Ikast efterhånden er ved at være træt af, at få deres 2 stjerner skadet hjem fra en slutrunde, som det er skete flere gange de seneste sæsoner. Selv uden de 2 har Norge et meget stærkt hold, med mange rutinerede spillere. De har vundet de 2 opvarmnings turneringer GF World Cup og Møbelringen Cup i overbevisende stil.

Spanien har gennem en årrække tilhørt klassen lige efter de bedste nationer. Der ligger de stadig, og bør i denne gruppe ikke have problemer med at kvalificere sig til næste gruppespil. Holdets stjerne Marta Mangue spiller til dagligt for Esbjerg i den danske liga, hvor hun er en af holdets mest scorende spillere. Spanien har som opvarmning spillet en træningsturnering i Frankrig, hvor de slog værtsnationen og Portugal, men tabte til Sverige.

Ukraine har ligesom Spanien i en årrække ligget lige efter de bedste hold. Sidste år var Ukraine med til VM på bekostning af Danmark, og der røg de ud allerede i det indledende gruppespil, da det blev til nederlag til Tyskland og Sydkorea. Denne gang bør de dog gå videre fra indledende gruppe, da Portugal er med i gruppen. I træningskampene op til EM har de slået Tyskland, hvilket må give noget selvtillid.

Portugal er et ubeskrevet blad i damehåndbold, og for at være ærlig kender jeg ikke det store til holdet. Op til EM deltog de i træningsturneringen i Frankrig, hvor det blev til klart nederlag til Sverige, efterfulgt af en overraskende uafgjort mod Frankrig. I sidste kamp blev det til nederlag til Spanien. Helt ringe kan Portugal dog ikke være, da de slog Polen ud i play off-kampene, da de kvalificerede sig til EM. Første kamp tabte de med 9 i Polen, hvorefter de vandt med 11 hjemme. Meget overraskende, da Polen har en ganske udmærket hold, der på gode dage kan drille de store nationer. På trods af de fine resultater, vil det være en stor overraskelse, hvis det skulle lykkedes Portugal at gå videre fra denne gruppe.

Gruppe C

Rusland
Sverige
Østrig
Hviderusland

Rusland er umiddelbart favorit i denne gruppe, selv om de stiller med et næsten nyt og meget ungt hold. Således er blot 5 spillere tilbage fra det hold, der spillede OL i Kina i august måned. Mange af de bærende spillere er stoppet på landsholdet, og på det seneste er Bliznova og Postnova blevet skadet , og de er dermed ikke med. De unge russiske spillere har dog gjort det ganske udmærket i træningskampene, og de bør heller ikke få de store problemer med at gå videre fra denne gruppe.

Sverige har i mange år tilhørt klassen lige under de bedste, hvor de stadig befinder sig. Flere af de svenske spillere spiller til dagligt i den danske liga. Optakten har været ganske god for Sverige, da de for en uge siden vandt en træningsturnering i Frankrig foran værtsnationen samt Spanien og Portugal. Holdet bør være stærkt nok til at gå videre fra denne gruppe, men det rækker næppe til en plads i semifinalen.

Østrigs hold har igennem mange år bestået af en række nationaliserede spillere fra østeuropæiske lande. Det gør de ikke længere i helt så høj grad, men det har også betydet, at holdet er faldet en klasse i niveau. Til denne turnering må de undvære 3 af deres bedste spillere pga. skader (alle nationaliserede spillere fra tidligere østlande) Acimovic, Rotis og Spiridon. Uden de 3 kan Østrig godt få det svært i denne gruppe, og de kommer formentlig til at kæmpe med Hviderusland om at undgå sidstepladsen og dermed en tidlig hjemrejse.

Hviderusland er lidt en ukendt størrelse i damehåndbold. De er kommet til denne slutrunde ved at slå Slovenien over 2 kampe; en sejr hjemme på 4 mål og uafgjort i Slovenien. Slovenien er ikke noget helt ringe hold, så ganske godt gået af Hviderusland. Holdet har umiddelbart kun spillet 2 træningskampe, hvor det er blevet til 1 sejr og 1 nederlag til Ukraine. Skal holdet gøre sig forhåbninger om at gå videre, skal de satse på at holde Østrig under sig.

Gruppe D

Tyskland
Kroatien
Serbien
Makedonien

Tyskland må påtage sig favoritrollen i denne gruppe. De stiller med et ganske godt hold ført an af Grith Jurack og Nadine Krause, der til daglig er blandt profilerne hos Viborg og FCK. Holdet skuffede en del til OL, hvor de røg ud allerede i gruppespillet efter blot at have hentet 1 sejr i 5 kampe. Så de har noget at revanchere her til EM. Holdet har dog før vist, at de har klassen til at blande sig helt i toppen. Sidste år hentede de således bronze ved VM i Frankrig. Holdet bør ikke få problemer med at gå videre fra gruppen, og da de er havnet i den lette halvdel, står de med ganske gode chancer for at spille sig frem til en semifinale.

Kroatien har på papiret et ganske godt hold, men de har haft lidt problemer med at levere resultaterne. Sidste år ved VM kom de videre fra den indledende gruppe, men røg ud i mellem gruppespillet. En af holdets største profiler Arslanagic er til denne sæson skiftet til den danske liga, hvor hun spiller for KIF Vejen. Her har hun god succes, og er halvvejs i turneringen holdets topscorer. Kroatien har gjort det nydeligt i træningskampene op til EM hvor de er blevet til klare sejre over Østrig og Makedonien samt et nederlag på 3 mål til Ungarn. Holdet bør gå videre fra denne gruppe, mens mellemgruppespillet formentlig bliver endestation, da jeg forventer at Tyskland og Rusland snupper de 2 semifinalepladser.

Serbien blev for et par år siden delt fra Montenegro. Det betød desværre for Serbien, at de mistede en række gode spillere som Popovic, Savic og Batinic. Holdet har dog stadig et par kendte ansigter, som Medved der til dagligt spiller i SK Århus og Eric, der spiller for KIF Vejen. Holdet slog Holland ud i play off-kampene om at komme med til EM. I træningskampene har holdet noget overraskende slået Rumænien i sidste uge, samt tabt med 2 til samme modstander. Holdet er næppe så ringe som bookmakerne gør dem til, og jeg vil ikke blive overrasket, hvis det lykkedes dem at spille sig videre til mellem gruppespillet. I så fald kræver det formentlig en sejr over værtsnationen Makedonien.

Værtsnationen Makedonien er gået meget tilbage gennem de seneste sæsoner. Tidligere var landets flagskib klubholdet Kometel Skopje, der sæson efter sæson gjorde det rigtig godt i Champions League hvor de ofte var at finde i de afgørende kampe. Kometel Skopje spiller stadig med i Champions League, men med meget begrænset succes. Det samme kan siges om landsholdet, som ikke ligefrem har imponeret de seneste sæsoner. Det lykkedes dem dog at spille sig videre fra den indledende gruppe sidste år ved VM, men det var på en noget tynd baggrund, da de var i gruppe med Australien og Brasilien. De slog dog Brasilien, der ikke er så ringe et hold. I træningskampene op til EM har holdet lidt store nederlag til Kroatien og Ungarn, mens de slog et meget svagt østrigsk hold med 2 mål.