Torben N. Sørensen tager et kig på EM-historiens tendenser – herunder antallet af målfattige kampe i forhold til oddsene...

Her på tærsklen til EM-slutrunden 2112 i Polen/Ukraine er det helt naturlige spørgsmål at stille sig – hvad kan man forvente? Denne artikel vil ikke søge at spå om, hvilken nation, der vinder i Polen/Ukraine, ej heller hvordan det vil gå Danmark, eller noget som helst andet. Den slags konklusioner må man selv gøre sig. Hvad denne artikel i stedet søger er pege på nogle historiske facts og tendenser, som kan udledes af tidligere EM-slutrunder.

Der er grænser for, hvor langt tilbage i tiden, man bør gå. Statistik er en underlig størrelse, også i fodbold, for hvad er relevant at indregne, og hvad er ikke? Derfor er det nogle gange nødvendigt at tage nogle grundlæggende beslutninger for, hvad man vil inkludere, og i denne EM-slutrunde-gennemgang har jeg valgt at sætte en skille-linie ved EM-1996 i England som den første slutrunde man med rette kan sammenligne med 2012-udgaven i Polen/Ukraine.

Og hvorfor så det? Jo, fordi UEFA efter den danske triumf i Sverige i 1994 besluttede sig for at udvidde slutrunden til 16 nationer i stedet for de som tidligere blot otte (at UEFA så barsler med, at der skal 24 nationer med til EM-slutrunden om fire år er en anden ting). Man kan selvfølgelig sige, at det er lidt ”ærgeligt” set med rød/hvide briller, at jeg ikke inkluderer 1992 og finale-sejren over tysken, men klaphatten må vige for, hvad jeg anser som god logik.

Jeg vil i det følgende søge at undersøge en række ting, som måske kan agere rettesnor og inspiration for væddemål under den kommende slutrunde, men jeg vil ikke gå ind og decideret anbefale spil. Blot forsøge at bringe en statistisk bagrund for noge ting, som måske kan være interessante.

Inden jeg begiver mig ind i specifikke statistiske undersøgelser dog en hurtig gennemgang af slutrunderne siden 1996:

England – 1996

Der var – som altid, og nu især på hjemmebane – store forventninger til England, men de blev som altid skuffet. Mønstret var det samme, som englænderne på det tidspunkt efterhånden var blevet vant til, Tyskland agerede i semifinalen stopklods, og det efter straffespark-konkurrence.

Turneringens store positive overraskelse var Tjekkiet, som eliminerede Frankrig i deres semifinale, også efter straffesparkkonkurrence, og længe i finalen på et Patrik Berger-mål så ud til at trække det længste strå. Til sidst slog Tysklands never-give-up-fightervillje dog igennem. Store Oliver Bierhoff fik mod slutningen af de ordinære 90 minutter udlignet, og så scorede han oven i købet igen i extra time med et afgørende ”golden goal” (en regel, som heldigvis siden er blevet droppet). Tyskland var sammen med England forhånds-favoritten til at vinde turneringen.

Danmark var også med, og ikke fordi vi var forsvarende EM-vindere, for UEFA droppede til 1996 reglen om, at den forsvarende vinder var automatisk kvalificeret, men gruppespillet blev ikke nogen succes. Uafgjort mod Portugal og sejr over Tyrkiet var godkendt, men i den tredje kamp gjorde Davor Suker og Kroatien det onde ved os, og så røg kroaterne sammen med Portugal videre fra gruppen.

2000 – Belgien/Holland

Frankrig havde i disse år et nærmest ustoppeligt stærkt hold, og det blev til favorit-sejr (omend også Holland var stærkt tiltroet), da franskmændene på lidt af en tysk kopi fra fire år tidligere tog finalen med 2-1 over Italien på et ”golden goal” i forlænget spilletid. Ligesom det var ondt for Tjekkiet fire år tidligere var det også ondt for Italien at se Sylvain Wiltord i sidste sekund af den ordinære spilletids udløb udligne Marko Delvecchios førings-mål for så derefter i den forlængede spilletids anden halvleg at se David Trezeguet sætte det afgørende ”golden goal” ind.

Ligesom fire år tidligere sluttede begge semifinaler uafgjort efter 90 minutter. Frankrig gik derefter videre på ”golden goal” (en regel, franskmændene virkeligt profiterede af i disse år) mod Portugal, mens Italien nærmest mirakulæst holdt værterne Holland fra fadet, bl.a. brændte Holland i den ordinære kamp to straffespark, inden italienerne tog det længste strå i straffesparkkonkurrencen.

Den anden værtsnation, Belgien, skuffede og røg ud af gruppespillet efter ganske vist at have besejret Sverige, men tabt til Italien og Tyrkiet. Danmark var også med, men 2000-deltagelsen blev barmhjertigt hurtigt glemt. Det blev til tre nederlag til Holland, Frankrig og Tjekkiet.

2004 – Portugal

Mens det ikke kunne karakteriseres som nogen overraskelse, at Tyskland vandt i 1996 og Frankrig i 2000, så kom der i Portugal-2004 et gigant-chok af dimensioner. Hvis nogle regnede med, at den danske outsider-sejr i 1992 ville være et enkeltstående tilfælde, og at slutrunderne tilhørte udelukkende de store fodbold-nationer, så blev den forestilling bombet sønder og sammen, da upåagtede Grækenland satte resten af Europa til vægs.

Bortset fra Letland var grækerne det mindst tiltroede hold i slutrunden, Otto Rehhagel havde sammensat en ærke-defensiv hårdt-arbejdende græsk maskine, som det viste sig næsten umuligt at score imod. På den baggrund kommer man langt, hvis man selv kan nette bare én gang. Semifinalen mod Tjekkiet blev vundet på et ”silver goal” i første halvleg af den forlængede spilletid, og finalen mod de portugisiske hjemme-favoritter blev vundet 1-0 på en scoring af Angelos Charisteas. I den anden semifinale havde Portugal besejret Holland 2-1.

Danmark præsterede en godkendt slutrunde. Efter 0-0 med Italien og en 3-0-sejr over Bulgarien kunne Danmark og Sverige sende Italien ud i mørket, hvis den sidste gruppekamp mellem de to skandinaviske nationer sluttede i point-deling med minimum to scorede mål til hvert hold. Det blev, som de fleste sikker husker... da-da-da-dah..!: 2-2. I kvartfinalen blev Morten Olsens mænd dog sat eftertrykkeligt på plads af et kontrastærkt tjekkisk hold, som enkelt vandt 3-0.

2008 – Schweiz/Østrig

Ingen dansk deltagelse i Alperne, hvor slutrunden vil blive husket som året, hvor Spanien – endeligt! – vandt en slutrunde (som viste sig at være en forløber for deres VM-titel to år senere). Det spanske hold var favoritter til EM-titlen, inden slutrunden gik i gang, og de var faktisk aldrig på noget tidspunkt i rigtig krise, omend de i kvartfinalen mod et endnu engang defensivt orienteret italiensk mandskab måtte ud i straffesparkkonkurrence, før billetten til semi’en blev sikret.

Finalen mod Tyskland blev taktisk flot kontrolleret, og en stor-spillende Fernando Torres nettede efter en godt en halv time, hvorefter Tyskland aldrig reelt havde noget at komme med. På daværende tidspunkt som det ud som om, Torres hurtigt ville kandidere til titlen som verdens måske bedste angriber, men siden blev karrieren sat i stå i den engelske Premier League.

Spanien havde i semifinalen smadret Rusland 3-0, mens Tyskland i deres semi var noget heldigere med at slippe forbi Tyrkiet med 3-2.

De to værtsnationer, Schweiz og Østrig, gjorde ikke noget godt indtryk. Begge måtte forlade turneringen i gruppe-spillet. Schweiz tabte sine to første kampe mod Tyrkiet og Tjekkiet, hvorefter en afsluttende ligegyldig sejr over allerede videre-kvalificerede Portugal ikke rigtigt kunne bruges til noget, mens Østrig sluttede med ét point efter nederlag til Kroatien og Tyskland samt uafgjort mod Polen.

EM-vinder

Med kun fire slutrunder at konkludere på, bliver grundlaget spinkelt, men det kunne være interessant fra et gambler-synspunkt om det kan betale sig at bakke op om favoritterne, eller i stedet måske gå efter odds-mæssige langskud?

Til det er der at sige, at man ikke kan konkludere noget som helst.

I løbet af de fire seneste slutrunder har vi oplevet favoritten – Spanien – vinde én gang, to næst-favoritter (næst-laveste vinder-odds på markedet) vinde to gange – Frankrig og Tyskland – samt også et gevaldigt langskud. Grækenland stod i EM-2004 i Portugal til et vinder-odds omkring 150 gange pengene, hvilket ikke forhindrede Rehhagels tropper i at præstere en imponerende slutrunde og tage trofæet.

Tankevækkende er det, at de nu er sket to gange indenfor de seneste 20 år (Danmark er den anden), at en af turneringens to mest under-tippede mandskaber har vundet. Det kunne for hardcore-statistikere måske indikere værdi i de største underdogs, vi kan finde, og kigger vi på odds-markedet, så kan man i Polen/Ukraine score sig mere end 100 gange pengene på tre hold. De tre er Irland... Grækenland!... og Danmark! Ligner en tanke, gør det ikke? ;-).

Alvorligt talt, så mener jeg dog ikke man kan konkludere noget som helt, hvad angår vinder-spil på slutrunden.

Men mens det ikke lader til, at man med rette kan konkludere ret meget om evt. odds-værdi ved vinderspil på en kommende EM-sejrherre, så mener jeg at have gravet et par andre ting værd, som det måske kan være statistisk interessant at underkaste en nærmere analyse.

Dem vil jeg sætte fokus på i det følgende.

Knald-eller-fald-fasen - uafgjorte

Her er vi muligvis fremme ved noget, hvor konklusionen bliver mere ligetil. Der er to ting, jeg gerne vil kigge på, når vi taler kampene fra kvartfinalerne og frem, nemlig ”uafgjort-frekvensen”, samt ”under/over”. Lad mig starte med de uafgjorte kampe, dem som går i forlænget spilletid.

Dem har vi haft ganske mange af siden 1996. I England for 16 år siden sluttede fem af de syv knald-eller-fald-kampe uafgjort. I Belgien/Holland fire år senere er tallet tre af syv, i Portugal-2004 er tallet igen tre af syv, og for fire år siden i Schweiz/Østrig var det samme, tre af syv.

Det giver i alt 14 af 28 kvart-, semi- eller finaler, som er sluttet uafgjort efter 90 minutter, altså halvdelen. Med et X-odds typisk på minimum 3,30 lugter det af, at der kan føres statistisk belæg for, at X-spil, når vi når frem til kvartfinalerne, kan vise sig en ganske god idé...

Knald-eller-fald-fasen – under/over

Jeg har her besluttet mig for at undersøge under/over 2,5 mål-linien, da det er den typiske bookie-linie. Dog skal man være opmærksom på, at i kampe som disse (med rigeligt af undtagelser dog) så er under 2,5 mål-oddset typisk noget lavere end over 2,5-oddset. I 1996 sluttede massive seks af syv af kampene fra kvartfinalerne og frem med under 2,5 mål. I 2000 var tallet fem af syv, i 2004 fire af syv, og i 2008 det samme, fire af syv. Det giver ud af 28 kampe i alt 19 kampe = 68 % sluttede i under 2,5 mål, og ni kampe = 32 % sluttende over 2,5.

Oversat til odds giver det udfra det statistiske materiale et fair gennemsnits-odds på under 2,5 på 1,47 og for over 2,5 odds 3,13.

De tal kan være værd at holde sig for øje, for det statistiske belæg for ”under’e” i knald-eller-fald-fasen lader til at være til stede.

Gruppe-spillet – uafgjorte

Nu kunne det være nærtliggende at kigge på, om disse uafgjorte og under-tendenser også er fremherskende i gruppe-spillet, men her er det trods det større antal kampe vanskeligere at konkludere.

Kigger vi på antallet af uafgjorte kampe i gruppespillene siden 1996 viser der sig følgende tal:

I England-1996 sluttede syv af de i alt 24 gruppekampe uafgjort. I 2000 var antallet fire, i 2004 sluttede otte gruppespils-kampe i pointdeling, og for fire år siden var tallet tre. Det giver ud af i alt 96 gruppespils-kampe de seneste 16 år i alt 22 uafgjorte = 23 procent svarende til et fair X-odds på 4,35, hvilket som regel er langt fra den betaling, man kan score sig på markedet.

Gruppe-spillet – under/over

Billedet, hvad angår under/over 2,5 er lidt det samme. I 1996 i England sluttede 14 af de 24 gruppe-kampe med under 2,5 scoringer, i 2000 var antallet 11, i 2010 var der 10 under’e, og for fire år siden i Schweiz/Østrig 15 af 24 kampe gående i under.

Det giver sammenlagt 50 ud af 96 gruppe-kampe i under 2,5 mål = 52 % svarende til et fair odds på 1,92. Modsat svarer 46 af 96 over’e = 48 % til et fair over-odds på 2,08. Disse odds ligner formentligt mere markedet, som det vil komme til se at ud de kommende par uger.

Gruppe-spillet vs. knald-eller-fald-fasen

Hvorfor egentligt disse ganske markante forskelle, når det kommer til antallet af uafgjorte kampe samt antallet af under/over’e, når vi snakker om gruppespil kontra knald-eller-fald-fasen fra kvartfinalerne og frem?

Som jeg ser det, er der to forklaringer.

Den første er, at holdene er mere ”lige” fra kvartfinalerne og frem. Det i hvert fald, hvis man ser logisk på det, idet de otte dårligste hold jo her vil være frasorteret, og at der alt andet lige vil være større forskel på nummer 1 og 16 ved en slutrunde, end der vil være mellem nummer 1 og 8.

Det kunne til en vis grad forklare de tættere, mere mål-fattigere kampe, jo længere vi kommer frem i turneringen, men man bør alligevel passe en smule på med at overdrive denne konklusion. Holdene i et EM er meget tættere på hinanden end til et VM, og det er erfarings-mæssigt langtfra givet, at outsiderne ryger ud allerede i gruppespillet. Ét eller andet sted skal denne forklaring, at holdene vil være mere ”lige”, jo længere vi når frem, dog nok passe, så den skal tilskrives noget vægt.

En anden og i mine øjne måske lige så vigtig forklaring er, at et mål imod vil være ødelæggende for et hold.

Det er aldrig rart at indkassere mål imod sig, men når det gælder vind-eller-forsvind-fasen, så risikerer det meget vel at være direkte turnerings-eliminerende. Samtidigt vil der i disse knald-eller-fald-opgør alt andet lige være større nervøsitet for at dumme sig, og ofte vil trænerne lægge en mere defensiv taktik udfra devisen, at okay, selvom vi ikke scorer, så kan vi i hvert fald ikke ryge ud af turneringen så længe, modstanderne bare heller ikke scorer...

Meget lige til, men jeg tror, at denne faktor spiller lige så meget ind som den første – den større niveau-forskel mellem holdene – og min konklusion er, at det er en kombination af disse to ting som gør, at uafgjort-chancen, samt de forøgede antal kampe med færre mål, stiger, når gruppe-spillet er overstået.

Storfavoritter – i første kamp

Nu vil jeg generelt ikke anbefale hverken at spille på storfavoritter eller imod dem, men er man til favorit-spil, er der måske grund til at advarsel. Det i hvert fald, hvis vi taler gruppe-spillets første spillerunde.

Der er nemlig en tendens til, at der indtræffer pænt mange overraskelser i holdenes første kamp.

Jeg har taget et kig på samtlige første spillerunde-kampe siden 1996, og de ser således ud (storfavoritten altid nævnt først – oddset på favoritsejr har altid være under 1,75):

1996 – England:
England – Schweiz 1-1
Spanien – Bulgarien 1-1
Holland – Skotland 0-0

2000 – Belgien/Holland:
Frankrig – Danmark 3-0
Holland – Tjekkiet 1-0
Spanien – Norge 0-1
Jugoslavien – Slovenien 3-3

2004 – Portugal:
Portugal – Grækenland 1-2
Italien – Danmark 0-0
Tjekkiet – Letland 2-1

2008 – Schweiz/Østrig:
Tyskland – Polen 2-0
Frankrig – Rumænien 0-0
Spanien – Rusland 4-1

Når vi når frem til gruppe-spillets anden og tredje spillerunde, kan man ikke udfra tidligere udfald og odds konstatere, om det gennemsnitligt er en god idé at spille på favoritter eller imod dem, men det lader til, at første spillerunde er noget andet. Otte gange ud af 13 første runde-opgør i de seneste 16 års EM-slutrunder, hvor vi havde en stor-favorit, er denne kikset. Og det er meget, ganske meget endda.

Der lader til at være en udpræget tendens til, at de under-tippede mandskaber er i stand til at over-præstere i deres første kamp, hvorefter alt (gennemsnitligt, nogenlunde svarende til odds-forskellene) udjævner sig.

Kigger vi på den kommende slutrunde i Polen/Ukraine, så finder vi kun én, måske to, af disse storfavoritter, nemlig Holland imod Danmark, og til dels Spanien imod Italien. Statistisk set kunne det måske være en god idé at gøre indskud på, at Danmark og Italien ikke taber...

EM vs. VM

Ikke for nødvendigvis at være ”europæisk”, men der ér to store slutrunder at regne med i en fire års-cyklus, VM og EM. Europemesterskabet er langt, langt ”større” end nogen anden slutrunde, når fraregnes verdensmesterskabet, og en sammenligning mellem EM- og VM-slutrunderne er derfor naturlig.

Og så alligevel. Der er væsensforskelle, som skal indregnes, hvis man søger at sammenligne de to ting.

For det første, så ligner det, at det i et VM er direkte penge-spild at satse på, at titlen vil gå til en nation udenfor den inderste favorit-kreds. Det er ganske enkelt aldrig sket, mens man i to af de seneste fem EM-slutrunder har set gedigne underdogs (Danmark og Grækenland) løbe med mesterskabet.

Forklaringen er tofold. De små nationer skal i et VM gennem en knald-eller-fald-fase mere (ottendedelsfinalerne), end de skal ved et EM, hvilket gør sandsynligheden for en super-overraskelse mindre, og derover har vi også et par stærke sydamerikanske nationer, som byder ind på VM-titlen, hvilket også gør tingene vanskeligere for ”de små”. Derudover skal vi også have med, at de dårligste deltagere ved et EM altid er langt stærkere end de dårligste deltagere ved et VM.

Sammenlignet med et VM, så kan man til en EM-slutrunde også konstatere, at hjemmebane-fordelen er af klart mindre betydning. Okay, Sydafrika floppede ganske vist for to år siden på egen grund, men det var første gang nogensinde i den lange VM-historie, at en værts-nation ikke kom videre fra gruppespillet.

Forklaringen er ligetil. Der er en verden til forskel på at spille under vante forhold (og med gennemsnitligt flere egne tilhængere) end i en anden verdensdel, hvor klima- og kultur-forhold måske er ganske anderledes, end man er vant til. Denne ulempe er mindre for ”udeholdene” i en EM-slutrunde.

Stor-favoritterne kikser oftere, og turnerings-choks indtræffer oftere i et EM. Igen pænt klart, og lidt af forklaringen har jeg allerede givet. Der er ganske enkelt ingen ringe nationer til stede ved en EM-slutrunde af den slags, som man næsten hver gang en håndfuld af til et VM. Forskellen mellem de bedste og resten er ganske enkelt mindre ved et EM, end den er det ved et VM.

Håber, det ikke har været spild af tid at læse denne EM-historik igennen. Go’ slutrunde ønskes til alle.