Siden 1952 har man på Solvalla banen i Stockholm afviklet det internationale Elitlopp og hvor man i begyndelsen kørte om 30.000 i førstepræmie får vinderen i dag 2,5 millioner i præmie. En pæn sjat. Men for deltagerne er præmien ikke det vigtigste – det er nemlig æren og al den omtale der følger med en sejr i Elitloppet.

Hvem er favorit, hvem er dark horse i årets udgave af dette traditionsrige løb...? Læs denne optakt og bliv klædt på til en spændende trav-weekend.

Selve Elittloppet køres søndag og er "blot" højdepunktet i en weekend der tæller nogle fantastiske travløb både lørdag og søndag. Desuden varmer Solvalla-banen lige op med 7 Lunchløb om fredagen. Jo travfolket skal nok få stimuleret travhjertet over weekenden.

Sidste år: Doping-affære

Sidste år blev Elitloppet skæmmet af at både nummer 1 og 2 over mål efterfølgende blev fældet af dopingtesten. Sejren blev herefter tildelt tredjehesten, Conny Nobell, der ikke har kunnet finde formen til år og ikke deltager. Thai Tanic fik skrivebordsafgørelses-andenpladsen sidste år, og denne hest forsvarer farverne for stald Goop.

Kvaliteten på hestene i år er ikke den bedste vi har set, men omvendt ser det meget åbent ud. Favoritten Going Kronos er urutineret i dette selskab, og den er absolut ikke nogen oplagt vinder af Elitloppet 2007 (og oddsene for Kronos-sejr frister ikke på nuværende tidspunkt).

Internationalt snit – uden Danmark

Derimod er det internationale snit over løbet forbedret i år, og igen er der en australsk født hest med. Samtidig kommer en amerikansk hest i skikkelse af Mr Muscleman, som der er en del forhåbninger til. Franskmændene er igen repræsenteret med to heste og faktisk er hele 3 heste italiensk fødte. Hjemmeholdet Sverige stiller med en række heste, der kan overraske. Det ser i hvert fald spændende ud på forhånd.

På nuværende tidspunkt har vi i Danmark desværre ingen heste, der er i nærheden af at kunne begå sig mod de bedste heste i verden. Selve Elitloppet er uden dansk islæt. Med danske øjne kan vi dog se frem til Keep On Flying og In Cap´N Gown om lørdagen og Inzaghi samme dag i Harper Hanovers Lopp. Klart største mulighed har førstnævnte dog. Om søndagen får unge Anette Uglebjerg og Rikke Munk Sørensen en kæmpe oplevelse i montéløbet bag Knox Jenil og Eive Laday.

Elitloppet

Selve Elitloppet starter med 2 indledende heat, der også afvikles søndag. I hvert heat dyster 8 heste om 4 pladser til selve finalen, der løbes senere på dagen.

Ét er sikkert: Det bliver en fantastisk weekend og for dem som ikke har mulighed for at komme til Stockholm, kan det klart anbefales at følge med enten på Dantoto Racing Live eller Svensk TV4.

BetXperts travside: http://www.betxpert.com/ekspert/trav vil blive forsynet med forskellige tip til weekenden.

Nyttige links i forbindelse med Elitloppsweekenden:

http://www.solvalla.se
http://www.elitloppet.se
http://www.atg.se

Her følger en præsentation af felterne til de to indledende afdelinger i Elitloppet og ellers ønskes alle en god weekend og håber at der stor fornøjelse med travløbene.


Bud på slutplacering i Elitloppets indledende heat

Første indledende afdeling

1 L´Amiral Mauzun
2 Going Kronos
3 A Touch Of Flair
4 Super Light
5 Thai Tanic
6 Frullino Jet
7 Torvald Palema
8 Jocose

BetXperts bud: 2-4-8-1-7-5-6-3

Anden indledende afdeling

1 Kool Du Caux
2 Citation
3 Red Chili Pirat
4 El Nino
5 Giant Superman
6 Acclaim
7 Gentleman
8 Mr Muscleman

BetXperts bud: 2-8-7-1-3-5-4-6

Første indledende afdeling

1: L´Amiral Mauzun
Præmiesum: 8.412.460
Alder: 8 år
Kusk: Jean Michel Bazire
Fransk-hest der er blevet 8 år og måske trives bedst over de lidt længere distancer. Hesten var dog positiv i Oslo senest og kommer med god form. L´Amiral Mauzun har fået et godt spor, men kan måske få svært ved at forsvare en god position. Det gode spor 1 gør dog at hesten har mulighed for at liste ind på den sidste placering, der giver adgang til finalen.

2: Going Kronos
Præmiesum: 3.782.292
Alder: 4 år
Kusk: Lutfi Kolgjini
Året snak-hest op til Elitloppet i år har uden tvivl været 4-årige Going Kronos. Hesten har kun startet 17 gange i livet, men vundet de 15 gange. Imponerende tal og nu møder Kolgjinis stjerneeliten for første gang, og det bliver spændende at følge. Der har været meget tvivl om hesten skulle starte i Elitloppet, og det var første i sidste øjeblik beslutningen faldt. Om det har været medie-stunt eller beslutningen virkelig har været svær, skal være usagt. Måden Going Kronos har vundet sine løb på har typisk været i ensom majestæt og 30-40 meter foran sine konkurrenter. Det sker næppe i Elitloppet. Going Kronos skal være favorit, men kan falde.

3: A Touch Of Flair
Præmiesum: 2.802.589
Alder: 7 år
Kusk: Ron Pierce
Igen i år er der noget så eksotisk som en hest ”from down-under” til start i løbet, nemlig A Touch Of Flair fra Australien. Hesten er ukendt for os europæere, men denne type heste skuffer typisk i Elitloppet. Herfra er der ikke den store fidus til A Touch Of Flair.

4: Super Light
Præmiesum: 9.646.887
Alder: 9 år
Kusk: Jörgen Westholm
Den gode gamle lille slider Super Light indløste billet til Elitloppet via en flot sejr i Oslo for 14 dage siden. Hesten gør altid sit bedste i løbene, og det bringer typisk nogle gode præmier af sig. Formen er helt på top, og mon ikke også Super Light kommer videre til finalen. Sejr virker dog meget urealistisk.

5: Thai Tanic
Præmiesum: 8.082.867
Alder: 7
Kusk: Björn Goop
Sveriges mest vindende kusk, Björn Goop, har i år ikke så gode kort på hånden som sidste år og Thai Tanic er hans chance. Hesten sad fast med lidt sparet i Oslo og stalden melder om opadgående form, og måske kan det give adgang til finalen. Det bliver dog svært at forbedre sidste år andenplads.

6: Frullino Jet
Præmiesum: 2.659.199
Alder: 5 år
Kusk: Joseph Verbeeck
Frullino Jet er en meget interessant hest, der tidligere har givet publikum på Solvalla en stor oplevelse. Galopperede desværre tidligt i Oslo, og vi så ikke meget til hesten. Stalden er fortsat lidt i tvivl om hvordan Frullino Jet vil begå sig i denne konkurrence på nuværende tidspunkt. Joseph Verbeeck er kusken, og han er nærmest et kapital for sig selv. Monaco-playboyen kunne der skrives meget om. Et faktum er det dog at han er en fantastisk kusk, og det kan måske åbne for en lille overraskelse fra Frullino Jet.

7: Torvald Palema
Præmiesum: 4.413.013
Alder: 6 år
Kusk: Åke Svanstedt
Da Torvald Palema gjorde sæsondebut for Åke Svanstedt i marts, blev den hurtigt manges favorit til Elitloppet. Torvald Palema sejrede på imponerende vis, og mange troede at Svanstedt nu havde en ny elitehest. Derefter har det dog været knap så opløftende, men for 14 dage siden viste hesten igen sine evner og ikke mindst høj moral. Spor 7 nedsætter dog chancerne for den starthurtige hest; det ligner en svær opgave at komme blandt de 4.

8: Jocose
Præmiesum: 3.884.375
Alder: 5 år
Kusk: Örjan Kihlström
Jocose har altid vist store evner, og med sin store ejerkreds på mere end 400 mennesker er opbakningen helt sikkert i top. Spor 8 er dog det værst tænkelige og kun grundet én af de bedste kuske i feltet, Örjan Kihlström, skal Jocose have en chance for at komme videre. Kusken er en mester i at løse denne slags opgaver, og er der maksimalt held med positionerne, er Jocose en farlig outsider. I seneste start blev der vist enorm fart de sidste 250 meter, og formen virker helt på top.

Anden indledende afdeling

1: Kool Du Caux
Præmiesum: 10.745.857
Alder: 9 år
Kusk: Franck Nivard
En af de franske hædersheste er Kool Du Caux, der gør det godt konstant. Distance og startspor er dog ikke ligefrem en fordel. Desuden køres hesten af én kusk, der ikke er så godt kendt med de nordiske baner, der har anderledes form end de franske. Men kapaciteten er der, og det kan måske give den sidste billet til finalen.

2: Citation
Præmiesum: 3.277.949
Alder: 6 år
Kusk: Erik Adielsson
En af årets helt store outsiders til sejren i Elitloppet 2007 er Citation, der mere og mere virker til at kunne begå sig med disse heste. Nu har Citation også fået en god udgangsposition i indledende afdeling, og det øger mulighederne. Sidste år missede Citation lige nøjagtig finalen via en femteplads i indledende. Nu er hesten ét år ældre, og startsporet er helt anderledes. Citation skal være en god mulighed. både distance og 2 heat på én dag tæller til fordel for Citation. Kan vinde løbet!

3: Red Chili Pirat
Præmiesum: 3.085.500
Alder: 8 år
Kusk: Örjan Kihlström
Red Chili Pirat har altid vist det var en god hest, men alligevel er det lidt overraskende at hesten er at finde i året Elitlopp. Sejr i Åby Stora Pris sidste år har betydet at Red Chili Pirat har taget trinet opad af stigen og nærmet sig de bedste. Red Chili Pirat virker ikke til at have ramt formtoppen endnu, men meget kan være sket de sidste 15 dage. Kihlström har tidligere vist at han formår at styre Red Chili Pirat rundt, men da starterne i år ikke har været prangende, vil det være lidt overraskende om ”Piraten” kommer til finale.

4: El Nino
Præmiesum: 4.915.644
Alder: 6 år
Kusk: Enrico Bellei
Lille Enrice Bellei kører El Nino, der kommer med et godt rygte fra Italien og senest gik godkendt i Holland. Modstanden her virker dog en anelse for hård og det bør blive svært for El Nino.

5: Giant Superman
Præmiesum: 5.633.534
Alder: 8år
Kusk: Frederik B. Larsson
En hest der fik én af de absolut sidste invitationer til Elitloppet var Giant Superman, der via en godkendt præstation på Solvalla for 10 dage siden overbeviste arrangørerne om at hesten skulle med. Tidligere er det blevet til en andenplads i Elitloppet, og 2 heat på samme dag bør være en fordel for Giant Superman. Hvis den altså når i finalen. Fra spor 5 i indledende kan det dog blive svært at komme videre fra indledende heat.

6: Acclaim
Præmiesum: 3.294.900
Alder: 6 år
Kusk: Håkan ”hockey” Eriksson
Vinterens hest i Sverige har uden tvivl været Acclaim, der bl.a. har taget 5 sejre på stribe i Gulddivision. Nu virker formen dog til at være forsvundet, og modstanden er helt anderledes hård. Kusken undskyldte præstationen i Oslo med et løst banelegeme, men mon ikke bare Acclaim har det for hårdt mod heste af en vis standard.

7: Gentleman
Præmiesum: 4.115.262
Alder: 7 år
Kusk: Thomas Uhrberg
En hest der sad fast i seneste start skal man altid holde øje med i den kommende start, siges det indenfor trav. Holder det stik her, bliver Gentleman meget farlig og kæmper med om sejren. Efter at have Olympiatravet i april sad Gentleman nemlig håbløs indelukket sidst i Oslo, og de sparede kræfter kan passende anvendes her. Spor 7 nedsætter dog chancerne, men alligevel en hest der kan blande sig i løbet.

8: Mr Muscleman
Præmiesum: 23.588.305
Alder: 7 år
Kusk: Ron Pierce
Fra USA ankom Mr. Muscleman allerede søndag aften til den svenske hovedstad for at vænne sig til klimaet og forholdene. Mr. Muscleman starter med en helt fantastisk præmiesum og et utal af storløbssejre fra USA. Mr. Muscleman har en imponerende sejrsstatistik og yder stort set hver gang gode præstationer. Nu får vi endelig hesten at se i Europa, og det bliver interessant at se hvordan hest og kusk løser opgaven. Den er nemlig ikke blevet lettere af spor 8, og Mr Muscleman skal sikkert vise sine muskler for at vinde Elitloppet. Det er muligt at hesten er så god som rygtet siger, men det er vanskeligt at sætte Mr. Muscleman ind i denne sammenhæng. Løbets dark horse.