Alt imens en af årets helt store turneringer er godt undervejs, major-turneringen i Krakow, tørner de bedste hold fra anden række sammen ved Dreamhack Atlanta 2017. Læs vores Dreamhack Atlanta 2017 optakt, der er skrevet af BetXperts nye CS:GO-ekspert, den tidligere Counter-Strike-topsspiller Il_Falco.

Dreamhack Atlanta har deltagelse af otte hold fra sub-toppen af CS:GO, heriblandt danske Heroic. Bookmakerne har danskerne som turneringens 2. favoritter, mens HellRaisers er de absolutte favoritter – mest i kraft af en markant lettere pulje i forhold til danskerne. 

Dreamhack Atlanta 2017 har som nævnt deltagelse af otte hold og indrømmet; det er ikke verdens bedste hold, der stiller til start (PGL Major Krakow foregår samtidigt med Dreamhack Atlanta), men jeg syntes alligevel, er det er et stærkt felt. Hvis vi er lidt grove - og det tillader vi os at være - så kan feltet deles over på midten. Fire stærke hold og fire knap så stærke hold.

HellRaisers, Heroic, GODSENT og EnVyUs ligger alle sammen med stort set samme chance for at vinde turneringen, mens de fire resterende hold, NRG, Misfits, Renegades og Binary Dragons ikke spås de helt store chancer hos bookmakerne. Og det er jeg sådan set enig i. Det ville være en gedigen overraskelse, hvis ikke en af de fire favoritter løber med titlen.

Grupperne har udartet sig lidt pudsigt, og der er markant forskel på de to grupper. Den ene er ekstremt stærkt besat, mens HellRaisers har lidt af en walkover i den anden gruppe. I hvert fald på papiret.

Dreamhack Atlanta 2017 - Odds & Tips

Jeg vil løbende komme med tips og analyser til turneringen, og hvis det ikke bliver i direkte form af spilforslag, så hold øje med forummet, hvor jeg under alle omstændigheder vil ligge op til debat til de forskellige kampe.

Odds på vinderen af Dreamhack Atlanta 2017

Bedste odds Bookmaker
HellRaisers 3,00
NordicBet
Heroic 4,33
Bet365
EnVyUs 5,00
Bet365
GODSENT 6,00
Unibet
NRG 15,00
Betsafe
Renegades 15,00
888sport
Misfits 21,00
Bet365
Binary Dragons 26,00
Unibet

Kan GODSENT eller Renegades overraske?

Generelt synes jeg, at favoritterne måske er gjort til lidt for store favoritter ved Dreamhack Atlanta 2017, og det leder mig til at kigge mod nogle af outsiderne. Her virker GODSENT  til odds 6,00 hos Unibet* eller Renegades til odds 15,00 hos 888sport interessante. Jeg vil muligvis komme med en analyse/spilforslag på ét af de hold, når jeg har studeret tingene endnu nærmere.

Formatet ved Dreamhack Atlanta 2017

Otte hold deltager i turneringen, og de inddelt i to grupper. Kampene starter fredag d. 21 juli. Der er seks inviterede hold, mens Binary Dragons og Misfits måtte igennem en online-kvalifikation. 

Gruppe A
Binary Dragons
HellRaisers
Renegades
Misfits
Gruppe B
GODSENT
EnVyUs
Heroic
NRG


De første kampe i grupperne bliver spillet som bedst af én, mens eliminations- og decider-kampe bliver spillet som bedst af tre. Semifinaler og finale spilles ligeledes som bedst af tre. To hold går altså videre fra hver gruppe til semifinalerne. Gruppekampene bliver spillet fredag, mens eliminations- og decider-kampe bliver spillet lørdag. Semifinaler og finale spilles søndag aften.

De fire favoritter: Danskerhold har gode chancer

HellRaisers

HellRaisers er de største favoritter, i hvert fald hvis man kigger på odds hos bookmakerne. Om de ligefrem er et bedre hold en de tre andre favoritter, er jeg ikke nødvendigvis sikker på. Det lave odds på HellRaisers skyldes udelukkende, at de er kommet i den klart letteste gruppe. De undgår altså de tre andre forhåndsfavoritter, og de skal dumme sig noget så gevaldigt, hvis ikke de er at finde i en de to semifinaler søndag.

Lidt overraskende kvalificerede de sig ikke til major-turneringen i Krakow, efter at de skuffede en smule i den afgørende kvalifikation. Holdet har ellers haft et ganske fint forår, hvor det er blevet til flere flotte resultater.

Ange1 er holdets ingame-leader, og lidt atypisk for en ingame-leader er han også holdet bedste fragger (evnen til at skyde modstanderne). Generelt er han ret respekteret på scenen i kraft af sine firepower – noget mange ingame-leaders mangler. Hvis Ange1 spiller op til vanligt niveau, og de resterende fire ikke falder igennem, så står HellRaisers med en fin chance for at løfte trofæet søndag.

EnVyUs

Det franske hold opstod for et stykke tid siden efter en stor fransk shuffle (noget der opstår, når flere hold skifter spillere indbyrdes imellem), og de bedste franske spillere lavede holdet G2. "Resterne", hvis vi kan tillade os at kalde dem det, blev så formet til EnVyUs.

EnVyUs missede ligesom HellRaisers også kvalifikationen til PGL Major Krakow, men franskmændene tabte på et tidligt stadie af kvalifikation, og de var aldrig for alvor tæt på at kvalificere sig. I stedet deltog de i Dreamhack Valencia, hvor de måtte se sig slået i semifinalen af NiP.

Holdets vel nok største stjerne, ScreaM, er en dygtig aimer, men mangler efter min mening lidt taktisk snilde. Happy er ingame-leader, og for nogle år tilbage blev han betragtet som en af de dygtigste på det felt. Det er han dog ikke mere. Langt fra. EnVyUs virker til tider idéforladt og afhænger ofte af, at spillerne præsterer deres ypperste. Sixer og XMS mangler lidt niveau for at følge med de bedste, og netop de to spillere kan godt blive en hæmsko for EnVyUs chancer til Dreamhack Atlanta, men også fremadrettet.

GODSENT

Det svenske hold er svære at blive kloge på. De har dygtige individualister og en af scenens mest legendariske ingame-leaders i Pronax, der tidligere har vundet store turneringer med Fnatic. Niveauet er dog ikke, hvad det har været, og det virker nogle gange som om, at han trækker holdet gevaldigt ned. Man skal dog ikke undervurdere hans taktiske snilde – den er nok ikke forsvundet helt.

Ligesom mange andre missede svenskerne kvalifikationen til PGL Major Krakow, men jeg syntes egentlig, at de spillede ganske fornuftigt ved den afgørende kvalifikation. For blot en uge siden tabte de til det upåagtede hold Outlaws, og det er generelt ekstremt svært at vurdere GODSENT.

Hold øje med Lekro og Twist. Især Lekro er en dygtig aimer, og hvis han er "on fire", så bliver de farlige. Bestemt. Men de ER meget op og ned, og det ville ikke overraske mig, hvis de også tabte til nogle af de upåagtede modstandere.

Heroic

Heroic er det eneste danske islæt ved turneringen. Og de har fine chancer, hvis de overlever den svære gruppe B. De har for nyligt skiftet ud på holdet, efter at Valde forlod dem. Ind er kommet den tidligere Tricked-spiller, es3tag. Valde var efter manges mening deres bedste spiller, men jeg syntes egentlig, at de har fået lappet hullet meget godt med es3tag.

De tabte i sidste uge lidt skuffende til Red Reserve i semifinalen ved Dreamhack Valencia efter at have vundet første map. De tabte de to efterfølgende maps med mindst mulig margin, og man kunne godt forestille sig, at det var lidt demotiverende. Lad os se – måske har det blot givet dem ekstra blod på tanden.

Snappi er ingame-leader, og en dygtig en af slagsen. JUGi er deres AWP’er, og han er efter min mening måske deres bedste spiller. Han er ligeledes en dygtig rifler, og hans store force må være hans alsidighed. Med Valde var man oppe og snuse til top 10 på HLTVs ranking, men er efterfølgende faldet til en 20. plads. Det kan der rodes bod på her.

Outsiderne: Venter her en overraskelse?

NRG, Misfits, Binary Dragons og Renegades 

De resterende fire hold har jeg valgt at klassificere som outsidere. De er på papiret ikke på samme niveau som de fire favoritter, men niveauforskellen på dagen er ikke nødvendigvis stor. Og slet ikke i bedst af én kampe, så derfor må outsiderne på ingen måde afskrives.

NRG har fået tilgang af danskeren AnJ - han er en rigtig dygtig spiller, der har valgt at prøve lykken hos et amerikansk hold. Spændende, bestemt, men mange mener, at han har niveau til mere. Det er i hvert fald en fin chance for ham at vise sig frem her i Atlanta.

Misfits bliver ledet af SeanGares, og lige så dygtig han er til det, lige så ringe er han til at skyde folk. Det er normalt ikke en ingame-leder’s fornemmeste opgave, men det trækker holdet ned i sådan en grad, at jeg ikke spår dem de store chancer.

Renegades er lidt spændende, synes jeg. De har før vist, at de sagtens kan drille hold, der på papiret er stærkere. Det australske hold fik for ikke længe siden tilgang af serberen Nexa, og det virker til, at det har løftet holdet. De kan måske overraske.

Jeg må indrømme, at jeg ikke kender Binary Dragons så godt som de andre hold. Holdet består af østeuropæiske spillere, og de er vel mest af alt kendt for at have superstjernen NiKos bror på holdet.