EMs Dag 1 og Dag 2 var som snydt ud af næsen på hinanden. Lørdag bød på et ufortjent nederlag til en værtsnation (Schweiz) og en sikker sejr til en gruppefavorit (Portugal). Og nøjagtigt det samme skete søndag, blot med Østrig og Tyskland i stedet for Schweiz og Portugal.

Nu er vi så nået til Dag 3, og det er blevet tid til Dødens Gruppe der indeholder fire af verdens 12 bedste landshold. Italien lægger ud mod Holland, mens Frankrig byder underhundene fra Rumænien op til dans.

Holland må stille op uden Arjen Robben og Ryan Babel og ser dermed markant svækket ud på venstrekanten. Italien har mistet anfører Cannavaro i midterforsvaret, men ligner alligevel et ok spil. Så længe oddsene er til det, naturligvis...

Frankrig er også favorit i sin kamp. Men uden Vieira og nok også Henry kan det muligvis blive svært at sætte sig igennem mod velorganiserede Rumænien.

Se vores EM-tip: http://www.betxpert.com/ekspert/euro08/

Tjek også Torben N. Sørensens tip: http://www.betxpert.com/ekspert/torben/


Synd for Østrig, ond stemning i Tyskland-Polen

Pudsigt. Lørdag spillede Schweiz en god kamp, men tabte alligevel 0-1 til Tjekkiet. Ufortjent og synd for værtsnationen. Og søndag gentog historien sig da den anden værtsnation Østrig i hvert fald i anden halvleg spillede klart bedre end Kroatien - der ikke desto mindre tog en 1-0-sejr hjem på et straffesparksmål af kreatørstortalentet Modric.

Søndagens anden kamp i Gruppe B stod mellem Tyskland og Polen, et opgør med historiske over- og undertoner, for at sige det mildt. Også fordi det tyske hold råder over flere spillere med polske aner, herunder angriberne Podolski og Klose. Og netop de to stod bag tyskernes første mål, sat ind af Podolski. Der også scorede det andet.

2-0-sejren var fortjent nok; tyskerne spillede bedst. Men polakkerne kæmpede godt og er bestemt ikke ude af EM endnu.

Der var i øvrigt tale om en kamp med en halvond stemning. Så vidt jeg kunne se, var det polakkerne der lagde ud - med blandt at træde på Podolski. Især Wasilewski var ude med riven. Podolski gav dog siden igen ved at stemple en liggende polak.