Så er det Derby-tid – årets travhøjdepunkt. Det foregår i denne weekend, og uanset om man vil iføre sig en hat og bevæge sig ud på Charlottenlund Travbane (kan varmt anbefales) eller bare vil spille på krikkerne hos en bookmaker, så er det en god idé at lade sig klæde på af følgende optakts-artikel, der gennemgår alle deltagende heste.

Selve derby-løbet afvikles søndag, og dagen inden varmes der op med hoppe-derby. De to hovedløb er dog ikke det eneste Charlottenlund Travbane kan byde på i weekenden. Bl.a. skal derbyvinderne fra 2003 og 2004, Good Guy DK og Home Blåbjerg, møde hinanden i et godt sprinterløb. Rigtig mange gode heste kommer til start fra hele landet og fra det svenske er der også besøg af nogle interessante gæster.

Åbent felt i årets derby

Feltet ser meget åbent ud på forhånd i årets derby, flere deltagere har reel vinderchance. Derby-årgangen tæller i år nogle rigtig gode heste og vi kommer utvivlsomt til at høre mere til flere af dem i fremtiden.

Keep On Flying er manges favorit, men også Kanonis Lobell, Keelan, Kejser Flamingo og Kassio Roland vil sikkert gøre sig bemærket i løbet. Der kan komme en pæn overraskelse i årets derby, men det kan være lidt svært at udpege sådan én på forhånd. Chancevurderingen er som løbet lidt åben, men der er en 4-6 heste der kan vinde løbet.

Festlig favorit i hoppe-derby

I dansk hoppe-derby er Keep On Party favorit. Hoppe-derby har kun været kørt siden 1981, men har allerede fået flere spændende vindere. Kiri Lykkegård virker som et kvalificeret modbud til favoritten, men hold også øje med Klokkeblomst.

Oplev stemningen

Løbene starter på Charlottenlund kl. 12:45 både lørdag og søndag, men kom bare på banen i god tid for at opleve den gode derby stemning. Denne weekend er uden sammenligning årets højdepunkt inden for dansk trav og stemningen er sædvanligvis helt i top.

Forneden gennemgås felterne i de 2 hovedløb, først hopperne og så ”det rigtige” derby, med grundige kommentarer og BetXperts chancevurdering.

TV2 sender fra herligheden søndag eftermiddag i 1 ½ time.

Ellers er det bare at ønske alle en fantastisk derby weekend og forhåbentlig nogle gode gevinster.

Tips til løbene findes på BetXperts travside:
http://www.betxpert.com/ekspert/trav/

Nyttige links:
http://www.travbanen.dk
http://www.danskespil.dk

Derby-historie og format

Det første derby i Danmark blev kørt i 1898 – med Clara Greenlander som første hest over målstregen. Siden har berømte travere som Tarok, Ejnar Vogt, Game Høgh, Macon, Rudolf Le Ann, Atom Tess, Frække Frederik, Home Blåbjerg og sidste års vinder I´M A Photo føjet sig til vinderlisten.

Derbyet er for 4-årige heste, og i år starter hestene med K (i Danmark er navne-tildelingen så praktisk at alle heste fra samme årgang skal starte med samme forbogstav). Distancen i et dansk derby er 3000 meter, og de færreste af hestene har tidligere prøvet denne uvante distance i én alder af kun 4 år. Starten afvikles med autostart, og spor 1 og 2 har normalt meget lidt fart på i selve startøjeblikket. De bedste spor er klart nummer 4 og 5.



Dansk hoppederby 2006


Klokkeblomst
Startnummer: 1
Kusk: Henrik Lønborg
Århus-træneren Henrik Lønborg har på fornemmeste vis kvalificeret heste til både hoppederby lørdag og derby søndag, flot af stald Lønborg. Klokkeblomst gjorde et positivt indtryk i prøverne og havde nok vundet med et bedre startspor. Lønborg har tidligere vundet hoppederbyet med billedskønne Alfa GT, og lad os bare håbe at Lønborgs ”fanklub” igen får lov til at sætte noget stemning på den ”åbne tribune”. Lønborg har altid udtalt at denne Klokkeblomst har god kapacitet, men nogle ustabile præstationer har til tider sat tvivl ved det. Ejeren, Svend Gerlif, har dog altid stolet på træneren, og belønningen kommer altså her i form af deltagelse i dette løb. Pas på Klokkeblomst!
BetXperts placerings-bud: 1-4

Kom Så Simoni
Startnummer: 2
Kusk: Jens Simoni
Den største overraskelse i prøverne var helt klart Kom Så Simoni, der via en fin spurt sejrede før Klokkeblomst. Jens Simoni er en ung Charlottenlund-træner, der efterhånden har bragt mange heste frem fra bunden. Stort arbejde af Simoni, og via flere og flere køreture bliver han også bedre og bedre som kusk. Kom Så Simoni har aldrig rigtig tilhørt den højeste klasse på hoppesiden, men får her plads i det vigtigste løb indtil videre. Jeg tror ikke helt at hoppen har klasse til at slå de allerbedste endnu.
BetXperts placerings-bud: 4-6

Kiri Lykkegård
Startnummer: 3
Kusk: Flemming Jensen
Fra den unge nordjyde, Niels H. Madsens træning kommer Kiri Lykkegård til start som en af forhåndsfavoritterne. I sædvanlig Flemming Jensen-stil angreb Kiri Lykkegård over de sidste 500-600 meter og fangede lige nøjagtig den førende Kaleidoscope på stregen. Efter at have været skadet en stor del af året er der glædeligt at Kiri Lykkegård er klar til derbyet. Hesten leverede nogle positive løb i forbindelse med 4-års Grand Prix´et i Århus i juli måned og jeg tror vi ser en Kiri Lykkegård i topform. Det kan meget vel tænkes at Flemming Jensen forsøger at tage spids og derfra styre løbet. Spørgsmålstegnet er dog om Kiri Lykkegård kan svare Kaleidoscope ud fra start. Jeg tror det lykkes, og får Jensen lov til at bestemme længe, kan Kiri Lykkegård vinde løbet.
BetXperts placerings-bud: 1-3

Keep On Party
Startnummer: 4
Kusk: Preben Kjærsgaard
Den svenske stor-stald Goop kommer med årets favorit til dansk hoppederby 2006 i form af Keep On Party. Måden hesten vandt sin prøve til derbyet, var ganske enkelt imponerende. Der har aldrig været tvivl om at hesten indeholder stor kapacitet. Desværre har mange problemer gjort at hoppen kun har startet 14 gange i karrieren indtil videre, men kommer Keep On Party i samme forfatning som tilfældet var i prøverne, får konkurrenterne noget at se til. Vi får desværre hverken Björn eller Olle Goop at se på Lunden denne lørdag, køreturen overlades til Preben Kjærsgaard. Dog næppe et problem da Kjærsgaard har rutine som meget få danske kuske, og han bliver i hvert fald ikke ramt af nerver. Jørgen Larsen, stald Saltum, har her en god mulighed for sin første derbysejr.
BetXperts placerings-bud: 1-2

Kaleidoscope
Startnummer: 5
Kusk: Birger Jørgensen
Kaleidoscope skuffede mange da hoppen i prøven ikke kunne stå imod Kiri Lykkegård efter at have styret totalt fra spids. Skive-amatøren, Peter Rudbeck, har endnu engang vist at han kan træne heste og Kaleidoscope er blot endnu et eksempel på et dygtigt stykke arbejde fra den kant. Kaleidoscope har næsten hele tiden tilhørt årgangstoppen på hoppesiden, men en sejr her vil være en mindre overraskelse. Dog er hesten en oplagt præmiekandidat.
BetXperts placerings-bud: 3-6

Kinetic
Startnummer: 6
Kusk: Steen Juul
Kinetic vandt dansk hoppekriterium som er det største 3-års løb for hopperne og kvalificerede sig også til derbyet på en fin vis. Mr. Derby himself, Steen Juul, kører denne fartfulde hoppe. Temperamentet har til tider spillet Kinetic et puds, men i fejlfri udgave er Kinetic farlig. I prøverne var Kinetic nærmest Keep On Party. Spor 6 er ikke helt optimalt, men kan Steen Juul finde en position i 2-3 par udvendig til Kinetic, med godt tempo undervejs, runder denne stærke hoppe mange til slut.
BetXperts placerings-bud: 2-5

Kind Of Game
Startnummer: 7
Kusk: Kent Friborg
Lidt overraskende lykkes det Kind Of Game og Kent Friborg at kvalificere sig til derbyet via en god afslutning, hvor hoppen gik forbi Kira Naturel. Hoppen trænes af Peter Rasmussen i Skive, der overlader køreturen til Aalborg-kollega Kent Friborg som i prøven. Det virker svært at tro helhjertet på Kind Of Game, og mon ikke man er tilfreds med en af de sidste præmier.
BetXperts placerings-bud: 10-12

Kira Naturel
Startnummer: 8
Kusk: Rene Kjær
Kira Naturel var førende i prøven, men måtte se Keep On Party gå forbi tidligt og siden også Kinetic og Kind Of Game. Fra spor 8 kommer kusken Rene Kjær på en stor opgave for at placere Kira Naturel optimalt undervejs og så søge en mindre præmie. Ikke noget bud herfra, trods dygtig kusk ligner det en af løbets mindre chancer.
BetXperts placerings-bud: 8-12

Kylie Cloc
Startnummer: 9
Kusk: Jörgen Sjunnesson
Endnu en deltager fra Henrik Lønborg er Kylie Cloc, der var tredje bag Kiri Lykkegård og Kaleidoscope i prøven. Stalden var inden sidste start lidt forbeholden med chancerne, men Kylie Cloc gjorde en positiv indsats. Fra spor 9 kan hoppen få et godt rygløb i inderbanen og så skal Sjunnesson forsøge at finde de rigtig huller over de sidste 700-800 meter. Kylie Cloc virker ikke som noget hedt vinderbud, men absolut en mulig præmietager.
BetXperts placerings-bud: 5-8

Kenzo d´Amerique
Startnummer: 10
Kusk: Bo Falsig
Fra Åby i Göteborg kommer Bo Falsig-trænede Kenzo d´Amerique til start via en tredjeplads i løbet som Kom Så Simoni vandt. Falsig har kvalificeret nogle af sine årgangsheste til de store løb, men mangler endnu en sejr i årgangsløbene. Det virker heller ikke som om sejren skal komme her, men får Bo Falsig kørt et fornuftig løb undervejs, er det en mulig præmietager. Hoppen er fortsat uden sejr og det vil være en kæmpe overraskelse hvis Kenza d´Amerique ender i top 3.
BetXperts placerings-bud: 7-10

Kandis
Startnummer: 11
Kusk: Morten Friis
Den unge skibonit, Morten Friis, får igen en stor travoplevelse når han kører Kandis i hoppederbyet. Det er ikke mange ting Morten Friis har gjort forkert de sidste 2-3 år og det er bare at tage hatten af for denne unge fyr. Kuskeegenskaberne er der efterhånden ingen tvivl om, men Friis får også behov for at vise det her med Kandis fra startspor 11. Største sejr for Kandis indtil videre var på hjemmebanen, da den vandt 4-års hoppechampionatet i Skive efter en flot spurt. Noget lignende kan her gøre sig gældende, men en præmie virker mest oplagt.
BetXpert´s chancevurdering: 5-8

Kimberly Blåbjerg
Startnummer: 12
Kusk: Seppo Kukkonen
Starthurtige Kimberly Blåbjerg er klart hæmmet af spor 12. En dårlig præstation i prøverne gjorde at den kun kom med i derbyet via sin høje rangering på pointberegningen. Fra denne udgangsposition skal kusken forsøge at finde en god position og så håbe på et hårdt tempo undervejs. Kimberly Blåbjerg har god kapacitet, og lykkes det at få hoppen helt klar til løbet, kan det trods startsporet blive til en fornuftig placering. Kimberly Blåbjerg vandt 1. juli i år Jydsk 4-års Grand Prix i Århus efter føring hele vejen.
BetXperts placerings-bud: 4-6

Dansk derby 2006


Kejser Flamingo
Startnummer: 1
Kusk: Steen Juul
Steen Juul er af nulevende kuske den mand med flest derby-sejre, og han formår altid at give sine heste optimale løb i disse storløb. Spor 1 er sikkert ikke nogen ønske startplads, da hesten ikke rigtig er oppe i fart i startøjeblikket, men Steen Juul er mand for at løse opgaven, og Kejser Flamingo kan sikkert drage nytte af hvis de andre kører lidt for stærkt undervejs. Kejser Flamingo trænes i Skive af succestræneren Jan Friis, der ganske enkelt gør det imponerende med disse ungheste. En meget sjov outsider til sejren, men det kræver lidt at de andre dummer sig.
BetXperts placerings-bud: 2-5

Kassio Roland
Startnummer: 2
Kusk: Rene Kjær
Skal de snart have en derby-sejr til Nordjylland, er det nok Kassio Roland, der skal sørge for det i år. Kassio Roland er som mange andre heste ejet af en anpartsstald, og ejerkredsen sørger i hvert fald for at hygge sig, og det er kun glædelig med så mange glade deltagere. ”Den røde hurtigløber” kaldes Kassio Roland af mange, og de smukke røde hest kan da også løbe stærkt. Med en imponerende sejr i Jydsk 4-års Grand Prix trådte Kassio Roland ind i årgangstoppen. Spor 2 er ikke helt optimalt over 3000 meter, men hesten er dog i andet spor fra start og forsøges vel kørt derfra i gode rygpositioner.
BetXperts placerings-bud: 1-4

Keelan
Startnummer: 3
Kusk: Thomas Uhrberg
Keelan vandt en lidt rodet prøve, men det tager selvfølgelig ikke noget fra præstationen. Keelan besejrede for godt en måned siden både Kassio Roland og Kanonis Lobell i Aalborg efter helt perfekt løb. Birger Jørgensen havde mulighed for at køre denne John Ø. Jensen-trænede Keelan, men Jørgensen valgte en anden hest og køreturen overlades til svenske Thomas Uhrberg, da ejerne har heste i begge stalde. Thomas Uhrberg vandt dansk travderby i 2004 og ved altså hvordan et derby skal køres for at få det helt rigtige udbytte. Fra spor 3 er der fare for at de udvendige kommer forbi Keelan fra start, og kusken forsøger sandsynligvis at finde 2-3 par udvendig. Keelan er blandt favoritterne. Det er svært at skelne de 4 bedste på forhånd, men Keelan ligner den mindste chance af de 4.
BetXperts placerings-bud: 2-5

Kanonis Lobell
Startnummer: 4
Kusk: Kenneth Nielsen
Vinder Kanonis Lobell årets derby, vil det uden tvivl være en kæmpe stor sejr for specielt træner Kenneth Nielsen, der under stor bevågenhed modtog en udelukkelsesdom fra Centralforbundet. Man valgte at sende Kanonis Lobell til lidt varmere forhold i Frankrig i vinters for at hesten skulle have optimale træningsforhold. Indtil videre ser det ud til at have båret frugt og Kanonis Lobell har set rigtig lækker ud i år. Et lille minus var dog prøven hvor hesten var lige hidsig nok, men Kenneth Nielsen mener det var friskhed. Det går dog ikke i derbyet over 3000 meter. Fra et perfekt spor 4 kan det tænkes at kusken kører efter spids og så forsvarer den så længe det går, måske helt til mål. Men Kenneth Nielsen har aldrig tidligere kørt derby og slet ikke med samme pres som her, og hvordan han tackler det er et godt spørgsmål.
BetXperts placerings-bud. 1-4

Keep On Flying
Startnummer: 5
Kusk: Birger Jørgensen
Hårdt satsende Team Flying har i form af Keep On Flying favoritten på forhånd, og de 2 starter i år har da også været imponerende. Der er dog fortsat tvivl om Keep On Flying kan være i absolut topform med så få starter i år. Danmarks oftest sejrende kusk, Birger Jørgensen, sidder som altid bag Keep On Flying, der hvis alt går vel fordobler hans antal af derby-sejre. Startspor 5 er helt perfekt over 3000 meter, og kusken bestemmer stort set selv taktikken fra start. Vi formoder at der vil blive kørt for fuldt for at komme til spids. Normalt ikke helt kuskens taktik, men man ønsker for alt i verden at undgå ”dødens” over denne distance.
BetXperts placerings-bud: 1-3

King Size Devil
Startnummer: 6
Kusk: Henrik Lønborg
Fra spor 6 er det meget spændende hvad Henrik Lønborg her gør med endnu en derby-deltager fra sin stald. Lidt overraskende gik King Size Devil godkendt i prøven, på afstand af Kassio Roland, og kom dermed med i derbiet. Dette startspor virker ikke helt optimalt for King Size Devil, og det er lidt et spørgsmålstegn hvor hesten havner, men mon ikke de forsøger sig indvendig og så håber på maksimal uddeling derfra.
BetXperts placerings-bud: 7-10

Kastro Epice
Startnummer: 7
Kusk: Christian Lindhardt
Skive-træner Peter Rasmussen, der igen har kvalificeret en hest til derbyet, overlader køreturen til sin unge kollega Christian Lindhardt. Kastro Epice har fået nedsat chancerne kraftigt ved at få startspor 7, da hesten er meget hurtig fra start og opnået gode placeringer ved at være med fremme i løbene undervejs. Det kan være en chance at satse for fuldt fra start for at komme til at sidde fremme, men det koster sikkert også til slut. Distancen synes ikke som en fordel for Kastro Epice, lille chance.
BetXperts placerings-bud: 9-12

Kundun Østervang
Startnummer: 8
Kusk: Johnny Takter
Skal sejren, som i de sidste to år, gå til en svensk træner fra Jägersro i Malmö, kræver det at Kundun Østervang vinder i år. Men træner Tomas Malmqvist har før haft en hest der konstant har gjort sig bemærket i årgangssammenhæng indtil 4-års sæsonen, og så kommer der lidt grus i maskineriet. Kundun Østervang har desværre haft alt for mange galopper i år og ikke fungeret helt tilfredsstillende. Fra spor 8 skal den svenske super-kusk Johnny Takter fremvise alle talenter, men med tanke på præstationerne tidligere i år er det svært at tro helt på Kundun Østervang.
BetXperts placerings-bud: 6-9

Kyras
Startnummer: 9
Kusk: Flemming Jensen
Kyras var overraskende positiv i sin derby-prøve og viste at styrken er tilstede. Hesten er amatør- trænet på Fyn og køres i løbet af Flemming Jensen. Olle Goop kørte i prøven, men er desværre forhindret, Jensen må siges at være en nogenlunde erstatning der kender Kyras fra tidligere. Alligevel virker det på forhånd som en mindre chance i løbet. Fra spor 9 forsøger kusken sikkert at liste Kyras med rundt undervejs, og bliver flere af modstanderne så trætte til slut, kan Kyras runde dem. Men det virker ikke som nogen stor chance, og bare deltagelse i derbyet må være stort for ejerne.
BetXperts placerings-bud: 8-11

Karl
Startnummer: 10
Kusk: Preben Kjærsgaard
Karl har i år tilhørt klassen lige under de allerbedste i årgangen, men en flot indsats i derbyprøven gjorde at Karl er klar til deltagelse. Preben Kjærsgaard har mulighed for at gentage sin derbysejr med Frække Frederik, men det vil være en stor overraskelse hvis det sker. Kusken giver sikkert hesten et godt løb og Karl løber via sin styrke sikkert forbi 2-3 konkurrenter over opløbet. Hesten har styrken som sit primære våben, men det er trods alt svært at tro helt på Karl.
BetXperts placerings-bud: 7-10

Kong Øland
Startnummer: 11
Kusk: Joakim Lövgren
Arne Normann er mest kendt som manden bag Rudolf Le Ann, men træneren har her formået at bringe Kong Øland til start i derbyet. Kong Øland har imponeret mange og virkelig lavet fine præstationer i 2005 og 2006. Kong Øland skal sikkert sniges med her for at få den optimale slutplacering. Svenske Joakim Lövgren kører og den høje svensker gør det fint, hvilket han også beviste i derbyprøven. Kong Øland synes dog at være en mindre chance i løbet, og bliver det til præmie vil det være en overraskelse.
BetXperts placerings-bud: 10-12

Kinto
Startnummer: 12
Kusk: Knud Mønster
Årets sidste deltager er Kinto og Knud Mønster, der starter fra spor 12. Det er desværre alt for ofte blevet til galop for Kinto og det gjorde det også i prøven. Bentøjet er lidt af et problem for Kinto og det er bare at håbe det er i orden til løbet. Kinto har tidligere gjort det godt i consolations løbene i Danmark, men det virker fortsat som om at hesten endnu er lige et stykke under de bedste i årgangen. Det blev dog det til en flot andenplads i Jydsk 3-års Grand Prix, og i Europa Derbyet for 3 årige heste endte det med en fjerdeplads i hestens vel nok bedste løb. En mindre præmie må være maksimal uddeling for Kinto, der dog kan skralde til med en overraskelse.
BetXperts placerings-bud: 5-8