Kilde: Shutterstock.com
Superligaen 2024/2025 - Optakt til sæsonen
Selvudelukkelse: rofus.nu | Spil ansvarligt | 18+
Superligaen 2024/2025 begynder 19. juli 2024. Her får du en stor optakt med fokus på samtlige 12 hold og spådomme om, hvordan det kommer til at gå dem. Hvem tager mesterskabet? Hvem rykker ned? Hvad skal man spille på? Læs med videre og få mine bud på, hvad der kommer til at ske i Superligaen 24/25.
Hvad kommer der til at ske i Superligaen 2024/2025?
I det følgende kommer jeg ind på de 12 hold i Superligaen 25/25. OB og Hvidovre er erstattet af SønderjyskE og AaB, som rykkede op fra 1. Division. Læs mine bud på, hvor de enkelte hold ender i tabellen, når Superligaen fløjtes af i maj 2025.
1. FC København - meget at rette op på
Der er virkelig meget at rette op på for FC København i den kommende sæsons Superliga. Det var nær endt med den helt store katastrofe for FCK i Superligaen 23/24. Man fik dog skrabet europæisk deltagelse i hus via en tredjeplads og sejr i playoff mod Randers FC.
Træner Jacob Neestrup har en stor opgave foran sig. Resultaterne for københavnerne skal i den grad blive mere stabile. Hele 9 nederlag i 32 kampe var ikke FCK værdigt. Det ved de godt i hovedstadsklubben. Derfor har man gang i et meget aktivt transfervindue. Defensiven skal bl.a. forstærkes væsentligt.
FCK skal vinde guld hver eneste sæson. Det er forventningerne. Man har da også et meget større budget at gøre godt med end de andre hold i ligaen. Kun FC Midtjylland har økonomiske muskler til at spille nogenlunde lige op med FCK, når der skal hentes spillere. De rigeste vinder mest i det lange løb, hvis klubben er veldrevet - og det må man jo sige, at FCK er.
Skader og ubeslutsomhed fra Jacob Neestrup gjorde sit i forhold til, hvordan FCK endte i forrige sæsons Superliga. Man fandt aldrig frem til en nogenlunde fast startopstilling - og det blev dyrt. I Europa brillerede man til gengæld ved at gå videre fra en meget vanskelig gruppe i Champions League.
Summa summarum kommer FCK fra en nat/dag sæson. Så store udsving må Danmarks flagskib på fodboldfronten ikke præstere. Det skal blive spændende at se, om indkøbene stempler ind fra dag 1 - eller der må en længere indkøring til. Der er i hvert fald rigeligt med kvalitet at vælge imellem.
Profiler
Denis Vavro, Rasmus Falk, Elias Achouri, Mohamed Elyounoussi.
Transfers
Spillere ind: Rodrigo Huescas (back), Munashe Garananga (midterforsvar), Nathan Trott (målmand)
Spillere ud: Oscar Højlund (Frankfurt), Karamoko Mamoudou (udlejet til Ujpest), Isak Johannesson (Düsseldorf), Kamil Grabara (Wolfsburg), Scott Mckenna (slut på udleje fra Nottingham)
Forventninger
FC København er klare favoritter til at vinde guld. Sådan ser bookmakerne på det - og sådan ser jeg også på det. Superligaen 23/24 var reelt en off-season for FCK. Den plet skal vaskes af i 24/25. Der skal nok blive kamp om guldet. Men FC København hæver pokalen til sidst.
FCK vinder Superligaen (odds 2.00 hos Unibet)
Der er i skrivende stund dobbelt op på FCK som dansk mester hos de fleste bookmakere. Det er den store favorit - og da også den mest sandsynlige vinder af Superligaen 24/25. FC København retter op på den fejlslagne Superliga 23/24 og vinder sit DM nummer 16.
2. FC Midtjylland - nu gælder det succes i Champions League
Anders Holch Povlsen er en af Danmarks rigeste og samtidig ejer af FC Midtjylland. Med mesterskabet i den forrige sæson er det muligvis tid til at træde endnu mere på speederen hos ulvene fra Midtjylland. Her kommer Anders Holch ind i billedet. Det kan være nu, man prøver at æde sig tættere på FC København.
Der er rigeligt med millioner til indkomne transfers i FC Midtjylland. Det store delmål for sæsonen hedder naturligvis gruppespil i Champions League. Sådan må det være, når man ser på, hvad FCK har præsteret i samme turnering. Derfor skal truppen på plads nogenlunde tidligt på sæsonen, så man har optimal styrke i de afgørende playoff-kampe til CL.
FC Midtjylland vandt i den forgangne sæson sit DM-guld nummer 4. Det blev en realitet efter en knivskarp slutspurt med Brøndby som den anden deltager. Målsætningen for Superligaen er i sagens natur at forsvare mesterskabet. Men det bliver helt sikkert ikke let, da man givetvis også skal ud i en del europæiske kampe i løbet af efteråret - og måske endda også tidligt i 2025.
Træner Thomas Thomasberg er lykkedes med at få en masse individualister til at fungere som et kollektiv. FC Midtjylland spillede sjældent prangende kampe i 23/24 - men man var bedst til at skrabe point sammen. Og det er som bekendt sådan, man vinder titler. Thomasberg vil hjertens gerne trykke på repeat.
Nu kan vi forvente en ny række store transfers ud og ind i FC Midtjylland. Man vil fortsætte med at hente markante spillere ind til at forstærke udtrykket på banen. Med dyre profiler oppe foran, kan man altid vinde en kamp på en enkelt genialitet - også selvom man reelt ikke spiller specielt godt. Sådan kan vi nok forvente at opleve FCM igen i 24/25.
Profiler
Emiliano Martinez, Oliver Sørensen, Cho, Franculino.
Transfers
Spillere ind: Kristoffer Askildsen (midtbane), Adam Buksa (angreb), Denil Castillo (midtbane), Pedro Bravo (midtbane),
Spillere ud: Henrik Dalsgaard (AGF), Armin Gigovic (slut på udleje fra Rostov)
Forventninger
FC Midtjylland skal nok blive rigtig svære at bide skeer med i den kommende sæson. Selvom man får en del europæisk på programmet, skal der også være overskud til kampene i den hjemlige turnering. Jeg forventer, at FCM henter flere point end i forrige sæson - men FCK gør det lige et hak bedre.
3. Brøndby IF - kontinuitet kan være nøglen til videre succes
Brøndby IF missede mesterskabet i sidste spillerunde af Superligaen 23/24. Anderledes kan det ikke udlægges, når man har en matchbold på hjemmebane mod AGF, der ikke havde andet end æren på spil. Det kan bekymre en smule, når man tager starten på den nye sæson i betragtning.
Fodbold spilles i høj grad også oppe i hovedet. Vi får at se, om Jesper Sørensens næsten-mestre er mentalt klar til den nye sæson. Kigger man på truppen, er det i skrivende stund så godt som status quo. Man har fået den østrigske landsholdskeeper Patrick Pentz ind på permanent basis. Det tæller absolut på plussiden.
Brøndby startede bedre end de sluttede i forrige sæson. Der var ingen europæiske kampe til at tage fokus i løbet af efteråret. I denne sæson har BIF kvalificeret sig til Conference League via andenpladsen i 23/24. Det vil dog overraske, hvis Brøndby kommer til at spille mere end 4-6 europæiske kampe på den konto. Et gruppespil ser meget vanskeligt ud at nå.
GFH har stabiliseret Brøndby IF økonomisk. Det har man kunnet aflæse direkte på den seneste række af transfers. Man har nu økonomisk råderum til at hente markant bedre spillere ind end tidligere. Det havde nær resulteret i et mesterskab. Med fastholdelse af den nuværende trup, kan man endda forvente et endnu bedre kollektiv. Hvis altså ikke det missede mesterskab har sat sig for meget mellem ørene.
Brøndby IF vil igen have en målsætning om at nå top 3. Alt derover vil være en bonus. Man har stadig lang vej op til de samme muskler, som FCK og FCM kan præstere på transfermarkedet. Men meget kan jo også opnås ved at have et fasttømret koncept. Det bliver op til Jesper Sørensen og resten af trænerteamet at bygge videre på.
Profiler
Patrick Pentz, Jacob Rasmussen, Daniel Wass, Nicolai Vallys, Yuito Suzuki.
Transfers
Spillere ind: Patrick Pentz (målmand)
Spillere ud: -
Forventninger
Det bliver næppe en lige så god sæson som i 23/24. Selvom man glippede mesterskabet på bitter vis, præsterede man reelt et pænt stykke over forventningerne. Hvis Brøndby kommer skævt fra start på den nye sæson, kan man falde dybt. Jeg forventer dog, at Brøndby lever op til sin ‘seedning’ som Danmarks tredjebedste hold.
4. AGF - mon Rösler blæser til angreb?
Det var skuffende for AGF at slutte som nr. 5 - langt efter de bedste fire hold i den forgangne Superliga. Man fik alligevel reddet noget af æren ved at slutte af med 3-2 over både FC København og Brøndby IF. Det var lidt af en øjenåbner, at man faktisk godt kunne byde de store trods, når man vovede sig frem på banen og spillede mere frit.
Det store spørgsmål før sæson 24/25 er således, om træner Uwe Rösler tør slippe håndbremsen og spille mere offensiv fodbold. Træneren er ellers kendt for at sætte en stærk defensiv op - og så må offensiven tage de muligheder, der byder sig til. Måske venter der et retningsskifte i AGF. En hæmsko bliver dog, at man må spille på et midlertidigt stadion i Vejlby i 2025, indtil det nye Aarhus Stadion står klar.
19 point op til de danske mestre er alt for meget. Det er der ikke to meninger om i AGF. Man fik klaret sig med i mesterskabsslutspillet. Men man spillede aldrig med om medaljer og dermed europæisk deltagelse. Læg dertil, at man tabte pokalfinalen til Silkeborg. Det endte alt i alt som en skuffende omgang.
Der har været stor udskiftning i truppen hos AGF. En god sæsonstart er ofte springbræt til en tilfredsstillende sæson. Der venter en vigtig opgave for Uwe Rösler i at få blandet kortene nogenlunde rigtig fra start. Ellers får man ikke redet videre på den opløftende afslutning på sæson 23/24, som trods alt ikke ligger særlig langt tilbage.
AGF vil op og spille med i toppen af rækken. Det handler om medaljer og deltagelse i Europa. Mere kan det næppe heller blive til, da der er langt op til den økonomi, som Danmarks rigeste klubber opererer med. AGF må nøjes med at handle fornuftigt ind på sekundære hylder - og så ellers være så besværlige som muligt at spille imod.
Profiler
Frederik Tingager, Gift Links, Mikael Anderson, Patrick Mortensen.
Transfers
Spillere ind: Richmond Gyamfi (angreb), Leopold Wahlstedt (målmand), Henrik Dalsgaard (forsvar)
Spillere ud: Benjamin Hvidt (Esbjerg), Julius Beck (slut på udleje fra Spezia), Magnus Knudsen (slut på udleje fra Rostov), Bailey Peacock-Farrell (slut på udleje fra Birmingham), Mats Knoester (slut på udleje fra Ferencvaros), Mikkel Duelund (slut på udleje fra Dynamo Kiev),
Forventninger
Jeg tror, at slutningen på sæson 23/24 kan være starten på noget bedre i AGF. Uwe Rösler må omstille sig og blæse mere til angreb. På den måde kan man også drage større fordel af den store opbakning fra fans af AGF. Det bliver næppe overfaldsfodbold - men mindre kan også gøre det. AGF går en sæson i møde, som de godt kan være bekendt.
5. FC Nordsjælland - ny mand i front for talenterne
Johannes Hoff Thorup er fortid i FC Nordsjælland, da træneren er ny mand i front for engelske Norwich. FCN har igen valgt at forfremme en assistent. Jens Olsen er således den nye cheftræner i klubben fra Farum. Det er naturligvis den store ubekendte for FCN inden Superligaen 24/25 sparkes i gang.
FC Nordsjælland har et fast koncept, som de ikke afviger en tomme fra. Det handler om at bringe en del unge spillere ind på holdet fra sine akademier. Derudover spiller man possesion-orienteret - og halvdelen af kampene på eget kunstgræs. Jens Olsen skal sådan set ‘bare’ føre den formel videre.
Der købes spillere for store beløb i FCN - og sælges spillere for endnu flere penge. Vi må igen forvente, at nogle af de bedste på holdet er fortid, når transfervinduet lukker i ved udgangen af august måned. Det skal blive interessant at se, hvem man så har i ærmet som nye profiler på holdet.
FC Nordsjælland deltog i gruppespillet i Conference League i efteråret 2023. Det kostede en del kræfter og deraf point i den hjemlige liga. Foråret forløb langt bedre, omend talenterne ikke rakte til medaljer i sidste ende. Det vil man meget gerne lave om på i 24/25. Her bliver der så heller ikke tale om europæiske kampe.
Man har igen og igen set, at FCN erstatter tidligere bærende spillere med nye fra sine talentskoler. Der er en meget stærk fødekæde af spillere, som kommer nedefra. Men det betyder ikke, at det bare kan lade sig gøre sæson efter sæson. Den nye træner skal også lige stemple ind som chef i Superligaen.
Profiler
Andreas Hansen, Jeppe Tverskov, Daniel Svensson, Conrad Harder.
Transfers
Spillere ind: Peter Ankersen (back)
Spillere ud: Ibrahim Osman (Brighton), Lasso Coulibaly (Auxerre), Andreas Schjelderup (slut på udleje fra Benfica), Christian Rasmussen (slut på udleje fra Ajax), Mohamed Diomande (Rangers), Martin Frese (kontraktudløb),
Forventninger
Ingen Osman, Schjelderup eller Frese i FCN længere. Og så er der kommet en ny mand i cheftrænersædet. Det kan ikke undgå at sætte sine spor. Men det kan da være, at FCN bare smider nogle nye supertalenter i spil. Hvorom alting er, så tror jeg på en mellemsæson i FC Nordsjælland.
6. Randers FC - små skridt fremad
Rasmus Bertelsen og Randers FC fik sluttet udmærket af i sæson 23/24. Man fik godt nok ikke skovlen under FC København i kampen om Europa. Til gengæld vandt man det nedre slutspil og viste generelt fremgang på banen.
Nu har man godt nok mistet Fuseini, som var en herre med mål i støvlerne. Danho er hentet ind til at lukke hullet. Ellers kan det også give nogle panderynker at skulle spille en ny førstemålmand ind på holdet i form af Oskar Snorre.
De har det med at finde løsninger på udfordringerne i Randers FC. Man har efterhånden fået skabt sig et solidt fundament at agere ud fra. Afgangen af Thomas Thomasberg til FCM blev ikke det frygtede dybe fald. Bertelsen viste sig som en kapabel afløser på posten.
Randers FC er ikke et hold, der trækker de store overskrifter. Man får mere eller mindre lov til at arbejde med tingene i fred og ro. Dette kan vise sig som en fordel i den kommende sæson, hvor der sagtens kan opstå stormvejr i klubber som AGF, Brøndby m.fl.
Det bliver sandsynligvis til nok en sæson på Superligaens mellemklasse. Måske kan man tilmed snige sig med i Mesterskabsslutspillet, hvis brikkerne bliver fordelt helt rigtigt på taktikbrættet. På den måde kan man sige, at det hverken bliver fugl eller fisk i Randers. Men det er der heller ikke nogen, der forventer af de blå heste.
Profiler
Daniel Høgh, John Björkengren, Florian Danho, Stephen Odey.
Transfers
Spillere ind: Paul Izzo (målmand), Florian Danho (angreb), Nikolas Dyhr (forsvar),
Spillere ud: Mikkel Kallesøe (Horsens), Mohamed Fuseini (slut på udleje fra Sturm Graz), Lasso Coulibaly (slut på udleje fra FC Nordsjælland), Marvin Egho (Horsens), Patrick Carlgren (kontraktudløb), Mads Albæk (Weiche Flensburg 08)
Forventninger
Randers FC kan gå en solid sæson i møde. Rasmus Bertelsen har nu fået noget tid til at sætte sit præg på omgivelserne i den kronjyske klub. Stabilitet er vejen frem for midterklubberne i Superligaen. Derved kan der være mange point at hente. Jeg spår, at Randers akkurat får sneget sig med i top 6 efter de første 22 runder.
7. Silkeborg IF - et muligt europæisk eventyr venter
Det var som sådan lidt af et mirakel, at Silkeborg endte i top 6 i den forgange Superligasæson. Efter en rigtig god start på sæsonen kunne man slet ikke få det til at fungere. Man fik dog skrabet lige akkurat nok point sammen til en placering i Mesterskabsslutspillet og dermed i sikkerhed fra nedrykning.
Kent Nielsen og drengene fra Søhøjlandet vandt så tilmed sin første titel siden 2001 i form af pokalturneringen 23/24. På den måde blev sæsonen en stor succes for SIF. Man kunne naturligt ikke nå noget i slutspillet. Men det levede man fint med, da der kom sølvtøj i pokalskabet.
Silkeborg IF har i den seneste række af år skabt en model med at hente billige spillere ind - eller gratis - og gøre dem til profiler i Superligaen. Det prøver man igen - der er allerede godt gang i transfervinduet. Det er naturligvis lettere sagt end gjort. Man må forvente en vis fejlmargin med sådan en tilgang.
Det er en rigtig stor ting, at man i Silkeborg igen skal prøve kræfter med europæiske kampe. Det vil helt sikkert tage en del fokus i starten af sæsonen. Derfor skal man nok ikke forvente, at SIF kommer lige så godt fra start igen. Man må forvente et efterslæb, der skal indhentes senere på sæsonen.
Silkeborg har - som FCN - fordel af at spille på kunstgræs i sine hjemmekampe. Det kom der nogle bemærkelsesværdige resultater ud af i 23/24. De senere danske mestre fra FCM fik fx ørene noget så gevaldigt i maskinen. Det ser flot ud, når Kent Nielsens kombinationsmaskine folder sig ud.
Profiler
Oliver Sonne, Mark Brink, Pelle Mattsson, Alexander Lind.
Transfers
Spillere ind: Pedro Ganchas (midterforsvar), Younes Bakiz (angreb), Andreas Poulsen (back), Ramazan Orazov (midtbane)
Spillere ud: Stefan Thordarson (Preston), Joel Felix (Bielefeld), Lubambo Musonda (slut på udleje fra Horsens), Kasper Kusk (Vendsyssel)
Forventninger
De europæiske kampe gør, at Silkeborg denne gang lige akkurat ikke sniger sig med i top 6. Man er dog alt for gode til at flirte med nedrykningsstregen. 7. pladsen giver som bekendt en chance for at komme i Europa igen via playoff. Den kamp kan Silkeborg muligvis blive en del af. Det bliver en okay sæson for en klub af Silkeborgs kaliber.
8. Viborg FF - de grå mus leverer igen som forventet
Den tidligere landsholdsspiller Jakob Poulsen har for alvor fået skudt gang i trænerkarrieren i Viborg FF. Det endte middelmådigt i 23/24 - men trods alt i sikkerhed fra nedrykning. Man manglede ganske lidt for at nå 7. pladsen og dermed en sjov playoff om deltagelse i europæisk fodbold.
Viborg FF er ofte blevet kaldt Superligaens grå mus. Det er ikke et hold, der stjæler de store overskrifter. Man er dog igen blevet en fast bestanddel af Superligaen. Det ligner ikke en kandidat til de to nedrykningspladser. Omvendt er det også svært at forestille sig, at Viborg skulle gøre sig gældende til placeringer i den sjove ende af tabellen.
Det bliver endnu en omgang hårdt arbejde kamp for kamp. Man har ikke det helt store budget til transfers, hvilket begrænser mulighederne. Spillere på leje og dem, der ikke rigtigt har slået til i andre klubber, kan måske få succes for de grønne fra Viborg.
Stabilitet er nøgleordet for Viborg FF. Det var således alt for svingende, hvad man præsterede i 23/24. Den ene weekend så det rigtig fornuftigt ud med 3 point til følge. Næste weekend hang det slet ikke sammen og man måtte gå fra banen med 0 eller 1 point. Den slags batter ikke det helt vilde i det lange løb.
Ledelsen i Viborg har en opgave foran sig ift. at give trænerteamet optimale arbejdsbetingelser. Der er huller at fylde ud, før transfervinduet smækker i. Det handler i høj grad om at sørge for bredde, hvis bærende spillere bliver skadet eller dykker i form. Fundamentet i VFF kan synes en anelse skrøbeligt - men der er også et flot topniveau, når det kører.
Profiler
Oliver Bundgaard, Serginho, Jeppe Grønning, Anosike Ementa.
Transfers
Spillere ind: Isak Jensen (angreb), Oscar Hedvall (målmand)
Spillere ud: Nico Mantl (slut på udleje fra Salzburg), Malik Abubakari (slut på udleje fra Malmö)
Forventninger
Jeg forventer status quo fra Viborg FF. Man slutter i tilpas afstand til nedrykningsstregen. Men kvaliteten på holdet rækker ikke til mere end en mellemplacering i den nederste halvdel af ligaen. Der skal mere til for at sparke døren ind til top 6. De grå mus præsterer nok en sæson i relativ anonymitet.
9. SønderjyskE - så er de tilbage i det gode selskab
Haderslev kan igen præsentere Superliga-fodbold. Det har i den grad været savnet i landsdelen. SønderjyskE var i mange år kendt som holdet, der bare ikke kunne rykke ud - en dag gik det så alligevel galt. Men nu er man tilbage.
Træner Thomas Nørgaard fik forløst det potentiale, der er i klubben, og rykket dem op fra den knap så sexede 1. Division. Nu handler det om at bide sig fast i ligaen. Det ser bestemt ikke let ud. Der er således ingen forventede nedrykkere som Hvidovre at pege på.
Måske har man netop det store trumfkort i form af træneren. Nørgaard høstede i sin tid erfaring fra Superligaen i Lyngby. Siden gik turen over B.93, før SønderjyskE kaldte. Han er forholdsvis ung og kan blive et navn, større klubber overvejer i fremtiden.
Lidt overraskende klarede SønderjyskE sig faktisk bedre i 1. Division end de faldne giganter fra AaB. Oprykningen blev da også sikret i god tid før afslutningen på sæsonen. Men selvom man var ret så suveræne i 1. Division, betyder det ikke, at man klarer frisag i Superligaen. SønderjyskE er naturligvis en af favoritterne til at rykke ned.
SønderjyskE fremstår som en godt trænet enhed uden de helt store profiler. Et sådant hold skal nok blive en mundfuld for de fleste i Superligaen. Der ligger mange point og venter, hvis man kan fortsætte takterne fra den flotte oprykningssæson.
Profiler
Maxime Soulas, Sefer Emini, Mads Agger, Kristall Ingason.
Transfers
Spillere ind: Haidara Mohamed Cherif (midtbane), Ivan Djantou (angreb), Alexander Lyng (angreb), Jakob Busk (målmand),
Spillere ud: Christoffer Remmer (BK Frem), Emil Berggreen (kontraktudløb), Troels Kløve (slut på udleje fra OB)
Forventninger
Jeg tror, SønderjyskE kommer op som et frisk pust fra 1. Division. Man er meget afklarede i forhold til, hvordan man ønsker at gøre tingene. Manglen på profiler kan blive opvejet af en god holdånd. SønderjyskE tager ikke turen tilbage til 1. Division i denne omgang.
10. AaB - en ny start i Aalborg
AaB er tilbage i Superligaen efter en sæson i skam. Nu ser man fremad i det nordjyske og gør det i selskab med sin nye træner - hollandske Menno van Dam. De ser ud til at satse på ungdommen i AaB. Der er i hvert fald allerede hentet flere nye og unge herrer ind til truppen.
Det var tydeligt, at flere spillere hos AaB reelt var alt for gode til 1. Division. Netop det faktum sikrede klubben oprykning - for man spillede aldrig særlig godt. Oprykningen kom i hus alligevel og med betydelig afstand til nummer 3 i ligaen. Det er også en stor kvalitet, at man kan vinde, selvom man ikke spiller godt.
Den helt store ubekendte er Menno van Dam, der var en stor succes som ungdomstræner i Brøndby IF. Nu gælder det voksenfodbold på øverste danske niveau. Mon træneren kan omstille sig hurtigt nok og sikre AaB en god tilbagevenden til Superligaen? De er ikke kendt for at være vanvittigt tålmodige i Aalborg.
AaB har en fin trup med masser af kvalitet. Det, der har manglet igennem længere tid, er en fasttømret spillestil og klar retning. Måske får man greb på den side af sagen med en ny træner ved roret. Forventningerne til AaB er, at man holder sig oppe i Superligaen. Sådan må det være, når man er oprykker.
Publikum i Aalborg er som sagt meget kritisk. Der kan hurtigt opstå turbulens omkring van Dam, hvis man kommer skidt fra start. Omvendt kan en fin start give det unge mandskab vinger og tro på tingene. Men AaB befinder sig altså stadig et skrøbeligt sted.
Profiler
Rasmus Thelander, Malthe Højholt, Mathias Jørgensen, Nicklas Helenius.
Transfers
Spillere ind: John Iredale (angreb), Mylian Jimenez (midtbane), Andres Jasson (angreb), Vincent Müller (målmand), Kelvin John (angreb),
Spillere ud: Josip Posavec (slut på udleje fra Rijeka), Daniel Ask (slut på udleje fra Västerås), Richard Odada (slut på udleje fra Philadelphia Union), Younes Bakiz (Silkeborg), Jakob Ahlmann (karrierestop)
Forventninger
Jeg spår, at AaB går en svær sæson i møde. Man skal op imod mandskaber, som er langt mere afklarede og har været det gennem længere tid. Det kræver nok en periode at finde sine fødder som træner i Superligaen for Menno van Dam. Men jeg tror, at AaB alligevel holder sig oppe. Med nød og næppe.
11. Vejle Boldklub - de må undvære to markante profiler
Træner Ivan Prelec får sit at se til i Vejle Boldklub. To af de helt store profiler er nemlig væk. Målmand Nathan Trott er fortid sammen med forsvarsstyrmand m.m. Raul Albentosa. De to bliver svære at erstatte. Læg dertil fortsat turbulens udenfor kridtstregerne i VB. Bliver klubben solgt eller ej?
Vejle Boldklub fandt det gode spil frem på det helt rette - og nødvendige - tidspunkt af forrige sæson. Dermed klarede man frisag i bunden af rækken. OB og Hvidovre rykkede ned i stedet. Nu venter endnu en kamp for overlevelse - og den ser ikke lettere ud end i 23/24.
Det vil være en kæmpe præstation, hvis Vejle Boldklub holder sig over stregen igen. Klubben er således kendt for at tage elevatoren mellem Superligaen og 1. Division ret ofte. Med AaB og SønderjyskE som oprykkere peger pilen igen ret meget på Vejle.
VB har de seneste år hentet spillere ind fra både øst og vest. Det vil man givetvis fortsætte med i det kommende transfervindue. Det haster med at få formet den trup, der kan skaffe de nødvendige point. Ellers kan man risikere at sakke langt bagud fra start på sæsonen.
Et nyt ejerskab af klubben kan betyde både det ene og det andet. Dog må man sige, at danske klubber er blevet bedre til at spotte faresignaler i den seneste tid. Sporene skræmmer, og VB reddede sig da også fra en katastrofal overtagelse af en udenlandsk fupmager. VB må ikke komme på tvivlsomme udenlandske hænder.
Profiler
Denis Kolinger, Hamza Barry, Dimitrios Emmanouilidis, German Onugkha.
Transfers
Spillere ind: Luka Hujber (forsvar), Masaki Murata (midtbane), Damian van Bruggen (forsvar)
Spillere ud: Victor Lind (slut på udleje fra FC Midtjylland), Tyrese Francois (slut på udleje fra Fulham), Nathan Trott (slut på udleje fra West Ham), David Colina (slut på udleje fra Augsburg), Raul Albentosa (kontraktudløb),
Forventninger
Vejle Boldklub går endnu en sæson i møde, der kun vil handle om én ting: Overlevelse. Med to markante profiler væk fra klubben og to stærke oprykkere tegner det meget svært. Omvendt kan man kigge på afslutningen af den forrige sæson og finde trøst. Jeg tror alligevel ikke, det rækker. VB må en tur ned i 1. Division.
12. Lyngby Boldklub - elevatoren peger ned
Der venter en sæson af de sædvanlige, når Lyngby Boldklub er at finde i Superligaen. Morten Karlsen er blevet udpeget som træneren, der skal sikre de kongeblå endnu en sæson blandt Danmarks bedste fodboldklubber.
Det så længe ud til at gå helt galt i løbet af 23/24. Magne Hoseth blev fyret efter kort tid. Siden trådte David Nielsen til og reddede skærene. Den karismatiske træner skulle dog ikke være fast mand som chef for nok en periode.
De har ikke den store økonomi at rutte med i Lyngby. Man må sætte sin lid til gode holdpræstationer og en dygtig (samt heldig) hånd på transfermarkedet. Lyngby er også historisk kendt for at give unge spillere chancen. Der kan komme nye op nedefra, som bidrager med et frisk pust.
Det vil ikke overraske nogen, hvis Lyngby må finde sig selv under nedrykningsstregen, når sæsonen fløjtes af. Denne gang skal man næppe sætte næsen op efter så svage præstationer, som dem OB og Hvidovre leverede i 23/24. Lyngby er nødt til at hente flere point end i forrige sæson, hvis de vil blive i Superligaen.
Lyngby ligner sammen med Vejle, AaB og SønderjyskE kandidaterne til at rykke ned. Det skal blive interessant at se, om man igen kan finde værktøjerne frem til at skrabe resultater hjem, når det virkelig snerper til.
Profiler
Kolbeinn Finnsson, Dani, Marcel Rømer, Frederik Gytkjær.
Transfers
Spillere ind: Mathias Hebo (midtbane)
Spillere ud: Parfait Bizoza (Haugesund), Andri Gudjohnsen (Gent), Tochi Chukwuani (Sturm Graz)
Forventninger
Det virker en anelse tyndbenet i Lyngby Boldklub. Med endnu en ny træner i spidsen for klubben, er det i hvert fald heller ikke kontinuitet, man kan hænge sin hat på. Lyngby kommer til at slås for hvert et point i 24/25. De rykker ikke ned med et brag - men elevatoren peger ned i 1. Division.
Se også odds på Superligaen.
Auto-created group |