Denne uges ekspertinterview er med Degnovic, ekspert i tyrkisk og italiensk fodbold. Han kunne blandt andet fortælle, at han finder det taktiske aspekt i fodboldkampe for værende noget nær det mest interessante. Degnovic beskriver endvidere sig selv som en allrounder, der kan lidt af det hele. 

OBS: BetXpert har aftalt en række bettinginterviews med nogle af sitets eksperter. Det vides endnu ikke helt præcist, hvor mange interviews det kommer til at dreje sig om. Artiklerne vil komme ud én ad gangen de kommende fredage. Dette interview med Degnovic er det syvende i rækken. 

De syv andre interviews finder du her: ThePedeMads BSMick KristensenJesper NyenstadLasse Meineche og Loke Barrett

BetXpert-redaktionen har snakket med sitets Tyrkiet- og Serie A-ekspert, Degnovic. Hovedfokus i interviewet er på den tyrkiske del, men vi kommer også lidt ind på Serie A fra tid til anden. Degnovic kunne blandt andet fortælle om en meget stor kærlighed til det taktiske element i fodboldspillet. Herudover også lidt om sin baggrund som pokernørd, og hvordan han kan bruge det aspekt i sin betting i dag. Læs med, og bliv klogere på dét og meget andet. 

Interessen for tyrkisk fodbold begyndte med kæresten

Verden og livet er fuld af tilfældigheder, der er med til at forme vores liv. Sådan forholder det sig også, når det kommer til Degnovics interesse for tyrkisk fodbold. Var han ikke begyndt at flette fingre med en pige, der er halv tyrker, havde han med al sandsynlighed aldrig kastet sin kærlighed på den tyrkiske Süper Lig. 

Samtidig fortæller eksperten også, at han i sin tid gik imod strømmen af Premier League- og Manchester United-fans. Støvlelandets Serie A-turnering var mere ham. 

”Serie A var det første fodbold, som jeg sådan rigtig fandt interessant. Det skete tilbage i slut-90’erne. Alle de andre drenge holdt med Manchester United, mens jeg fortsatte mit fokus på Serie A.”

”Interessen for tyrkisk fodbold kom for fem-seks år siden, da jeg mødte min kæreste. Hun er halv tyrker og har familie i Tyrkiet. Det er jo et land, hvor man går rigtig meget op i fodbold, og jeg fandt det qua min kærestes familie meget naturligt at begynde at følge med i den tyrkiske liga. Herudover tænkte jeg, der nok ville være et marked for det. Ikke mindst i forbindelse med sider som BetXpert.”

”Sidst, men ikke mindst var det meget nemt at finde tyrkernes passion interessant. Det er lidt en kliché med deres passion, men klichéer er der som regel også af en grund. Med tyrkerne og deres fodbold er den i hvert fald helt lige i øjet.” 

Om at researche på tyrkisk og italiensk

Hvordan researcher du på tyrkiske medier?

"Jeg har de seneste fem år arbejdet på at lære sproget. Det er endnu ikke så godt, at jeg kan begå mig i en hvilken som helst samtale, men det er nok til, at jeg ved, hvad jeg skal lede efter - for eksempel på Twitter, hvor det er meget korte beskeder. Jeg kender de faste fraser, så når der lægges nyheder op, ved jeg som regel, hvad det drejer sig om.” 

”Skal jeg lidt mere i dybden, for eksempel med en lidt længere tekst, bliver det Google Translate eller min tyrkiske familie.” 

Hvad med det italienske sprog? Har du haft det i gymnasiet eller lignende?

”Nej, det er faktisk lidt den samme historie. Det har bare ikke været lige så intensivt komprimeret. Jeg begyndte at følge med i Serie A, da jeg var syv-otte år gammel og købte en italiensk-dansk parlør, da jeg var omkring ti år. Jeg kan langtfra snakke flydende italiensk, men jeg føler mig ret godt kørende i fodboldsproget.” 

”Jeg vil sige, at det generelt er ret nemt at tillære sig et ”fodboldsprog” på et nyt sprog. Du lærer hurtigt, hvornår det handler om skader, transfer, lønninger og så videre. Kan du nogle faste vendinger til din research, er du også godt på vej.”

”Eksempelvis hvis du vil vide noget om de forventede startopstillinger. På italiensk hedder det probabili formazioni. På tyrkiske hedder det muhtemel 11’ler. Når man lige kender de forskellige medier, der kommer med startopstillinger, lærer man hurtigt, hvilke der er bedst til at forudsige startopstillingerne. På den måde er det ret nemt at få en god og nyttig viden til sin betting.”  

Seriøs bettingtilgang havde afsæt i poker

Hvornår og hvorfor tænkte du, at du kunne lave penge på sportsbetting?

”Sportsbetting begyndte at blive interessant, da jeg var 18-19 år. Her begyndte jeg at skrive for det daværende site Pokernyhederne.dk. Først som journalist i en række år og senere også som redaktør. Jeg dækkede dermed pokerbranchen meget intensivt, hvilket også gav mig nogle redskaber til bettingbranchen. Som de fleste nok ved, så er de to brancher nært beslægtede. Når alt kommer til alt, er der tale om matematik kombineret med erfaring, rutine og intuition.”

”Da jeg var yngre, var min største motivation monetær, hvor den nu snarere er at bevise, at jeg har styr på min betting. En form for faglig stolthed. Faktisk vil jeg sige, at min motivation lige nu er større end nogensinde før. Derfor kan det også frustrere mig rigtig meget, når mine tal ikke er så gode her på BetXpert, hvilket de jo ikke er lige for tiden.”

Da du begyndte at spille, var det så med singler eller multikuponer?

”Det var multikuponer. Jeg var omkring de 16 år, og spillene bestod mest af multikuponer for en 10’er stykket. Der gik som nævnt dog kun et par år, inden jeg begyndte at interessere mig for poker og sportsbetting med en meget seriøs tilgang. Det gik hurtigt op for mig, da jeg kom ind i miljøet hos Pokernyhederne, hvor meget det egentlig kræver at blive en rigtig god pokerspiller eller sportsbettor. Jeg læste derfor alt, hvad der var værd at vide om spillebranchen.”

Allrounder med verdensomspændende netværk

På hvilke parametre eller områder adskiller du dig fra den gennemsnitslige ekspert udi særligt tyrkisk fodbold?

”Jeg er nok det, man kan kategorisere som en allrounder. Det vil sige, at jeg har efterhånden en rigtig god forståelse for taktik og fodbold som mekanisme. Jeg har også en god forståelse for tal, hvilket er mindst lige så vigtigt. Og ditto med sportsbettingmekanismerne, og hvad det kræver for at være god til dem.” 

”Mine egenskaber som allrounder kan også vise sig at være min svaghed. Jeg kan nemlig ikke udpege ét punkt, hvor jeg excellerer ekstra meget i forhold til andre. Mit fokus har bare altid været, at jeg ikke skal have nogle leaks, hvis jeg lige skal bruge et pokerudtryk. Der skal med andreord ikke være nogle steder, hvor jeg falder igennem.” 

”Mit informationsniveau om tyrkisk fodbold er tilmed rigtig højt. Jeg er meget seriøs med det her og har sparringspartnere rundtomkring i verden. Det er folk, der beskæftiger sig med tyrkisk fodbold rent journalistisk. Jeg vil også sige, at det kræver sådan et netværk, hvis man virkelig vil noget med det. Så er det ikke nok med et hyggeniveau.” 

Så det er ikke nødvendigvis folk, der har et bettingmæssigt perspektiv på tyrkisk fodbold?

”Nej, overhovedet ikke. De beskæftiger sig bare med tyrkisk fodbold på daglig basis via deres jobs.”

Så det er tyrkiske fodboldjournalister?

”Tyrkere, ja, men også andre folk, der ligesom jeg har fået en tyrkisk familie og ad den vej er begyndt at se tyrkisk fodbold. Det er folk, der bor i alt lige fra Storbritannien til Belgien, Tyrkiet og sågar også Myanmar, for at det ikke skal være løgn.” 

Ingen magisk formel, kun hårdt arbejde

At finde frem til et spil med værdi er næsten en videnskab i sig selv. Endnu er der ikke opfundet en formel eller model, der med sikkerhed kan fortælle dig, om der er værdi i et givent spil. I stedet må de fleste ty til hårdt arbejde i form af mange timers research. 

Süper Lig-eksperten er ingen undtagelse i den henseende, når han skal forsøge at finde sine værdispil. 

”Jeg kigger på kampprogrammet for næste spillerunde, umiddelbart efter en runde er slut. Her laver jeg nogle meget løse chancevurderinger af kampene. De er blandt andet baserede ud fra de skader og karantæner, som jeg lige umiddelbart kender til. Herefter kigger jeg på bookmakernes odds. På det her tidspunkt kan jeg som regel endnu ikke finde værdi. Her bliver jeg ofte blot bekræftet i, at mine og bookmakernes umiddelbare chancevurderinger er nogenlunde ens.”

”Hen ad ugen tjekker jeg så yderligere løbende op på trupnyt og kigger lidt mere på det taktiske og mentale aspekt i kampene. Det kan være, at sidste rundes resultater kan have noget at sige her. Det er heller ikke utænkeligt, der kan have været en trænerfyring. Dem ser man masser af i Tyrkiet.” 

”Herfra bliver det, for at sige det, som det er, lidt en omgang sjusseri vedrørende chancevurderingerne. Der bliver givet og taget lidt her og der, i takt med jeg finder frem til flere og flere ting. Det er en praksis, jeg bliver bedre og bedre til med erfaringen. Det er dog svært at perfektionere denne proces, men den er helt vildt spændende, synes jeg.”

”Når vi så nærmer os weekenden, er jeg ved at ramme min endelige chancevurdering for de enkelte kampe. Det er også ofte her, jeg begynder at lave mine egentlige analyser af kampene. Altså, hvor jeg virkelig begynder mig at nærme mig en form for konklusion. Det kan dog være en lidt frustrerende proces, fordi omtrent 50 procent af spillene er jeg nødt til at skrotte. Jeg finder simpelthen frem til, at markedet har styr på kampene, eller at der ikke er sket en stor nok udvikling af forskellige faktorer op til kampen.”

”Så det kan godt være en lidt tidskrævende og frustrerende tilgang, men jeg vil alligevel mene, det er den, der har fungeret bedst for mig. Når jeg hører andres tilgang, tror jeg også, at min er relativ normal.”

Så man kan ikke tale om en gylden form eller model, når du skal finde værdi? Det handler om erfaring, research og vurdering af alle aspekterne?

”Nej, der er ingen gylden formel eller noget. Der skal lægges rigtig mange timer i det. Jeg ved godt, vi har en relativt ny tennisekspert her på siden (Jesper Nyenstad, red.), som har et værktøj, men det er slet ikke sådan, min tilgang er. Og netop fordi det ikke er en tilgang, der tager udgangspunkt i en model, er det meget vigtigt at holde sig rigtig, rigtig skarp hele tiden.” 

”Jeg håber da også, at al min flid og hårde arbejde vil komme til udtryk i mine tal her på BetXpert. For det er da klart, at det, jeg har præsteret på det seneste, langtfra er tilfredsstillende. Det har da også affødt nogle spørgsmål til mig selv om, hvorvidt jeg har holdt mig skarp nok. Eller om det bare er varians. Det kan være sindssygt svært at komme med et entydigt svar herpå, men det er også med til at gøre det spændende.”

Der er dog kun én vej frem, hvis man vil ændre på en negativ spiral, og det er via hårdt arbejde. Der skal lægges mange timer i noget, hvis man vil være rigtig dygtig. Virkelig mange timer, siger Süper Lig-eksperten. 

”Jeg har fra en tidlig alder været i stand til at se, hvad det kræver at blive god til noget. Der er ingen mirakelkur, der kan gøre det for dig. Her kan jeg nævne den kendte 10.000-timers-regel. Den gør sig nok også gældende indenfor betting. Jeg skal da heller ikke være bleg for at erkende, at jeg nok mangler en del timer endnu, inden mit vidensniveau vedrørende tyrkisk fodbold er helt oppe i toppen. Ligesådan mangler jeg også noget endnu, inden mine analyser her på BetXpert er i nærheden af at være ”perfekte”.

Det taktiske aspekt appellerer

For Degnovic er det taktiske element i fodbold ikke blot et middel til at fange bookmakerne på det forkerte ben. Det er samtidig det, der gør fodbold interessant og seværdigt. 

Kan du se en fodboldkamp uden at tænke på det taktisk spil, de to hold udøver?

”Nej, det kan jeg ikke. Det har jeg heller ikke lyst til, for det taktiske er noget af det, der interesserer mig allermest indenfor fodbold. Det gør kultur og alt muligt andet også, men angående selve fodboldkampen er det faktisk det taktiske, jeg finder mest spændende. Jeg ville ikke synes, det var superinteressant at se en fodboldkamp, hvis jeg ikke rigtig kendte noget til mekanismerne. Det at vide, hvorfor spillerne gør, som de gør på banen, det er en kæmpe del af det for mig.” 

”Generelt vil jeg sige, at det er en meget intensiv oplevelse for mig at se en fodboldkamp. Jeg går så meget op i det. Derfor er det også yderst sjældent, at jeg ser det på en bar eller sammen med venner. Så skal det være, fordi at alt det udenom selve fodboldkampen gør det til en oplevelse. For eksempel ved en Champions League-finale.”

”I en helt tilfældig weekend sætter jeg mig ikke ned og ser en fodboldkamp uden at have et bettingmæssigt og analyserende formål med det.” 

Job, utallige timer og Evernote

Tyrkiet-eksperten forholder sig realistisk til spørgsmålet om, hvorfor og hvordan han kan slå markedet. Han mener ikke, at han ville være i stand til det, hvis han havde et arbejde, hvor han ikke beskæftigede sig med netop fodbold. 

”Jeg bruger sindssygt mange timer på fodbold. Vi snakker dag og nat. Primært tyrkisk og italiensk fodbold. Vi snakker så mange timer, at det er noget, jeg beskæftiger mig med professionelt. Og det er noget, jeg kan tillade mig at bruge så mange timer på, netop fordi det er noget, jeg bruger professionelt. Jeg ville ikke kunne gøre det, hvis jeg fik et fuldtidsjob, hvor jeg ikke beskæftigede mig med fodbold. Så ville jeg ikke kunne retfærdiggøre hverken overfor mig selv eller brugerne, at jeg kunne slå markedet.” 

”Den tilgang, jeg har, kræver så mange timer og et rigtig stort videns- og informationsniveau, så det ville ikke kunne lade sig gøre, hvis jobsituationen var en anden.” 

”Ellers kan jeg sige det, jeg sagde tidligere: Jeg er en allrounder, der kan lidt af det hele. Der er ikke et sted, hvor jeg falder igennem.”

De mange timer brugt på betting og fodbold indbefatter også en database med egne notater fra alle de tyrkiske hold. 

”Jeg har en mappe i noteprogrammet Evernote. Her har jeg, siden jeg begyndte at følge med i tyrkisk fodbold, skrevet notater ned om hvert hold i forbindelse med hver sæson. I begyndelsen var skriveriet dog endnu mere omfattende, end det er nu. Jeg gør det stadig, men det var mere nødvendigt med disse omfattende og grundige noter i begyndelsen. Nu er der mere, der sidder på rygraden.”

”I begyndelsen skrev jeg for eksempel mange notater om et hold som Istanbul Başakşehir, et af de nuværende tophold i Tyrkiet. De har et godt defensivt fundament, og det er ikke noget, de har ændret på i løbet af de seneste år. Derfor behøver jeg ikke skrive så meget om det mere. Nu er det mere, hvis der er ting, der skiller sig ud eller ændrer sig.”

Familieforøgelse og dyrt streamingabonnement

Når den tyrkiske liga kører på fuld drøn, hvor meget tid bruger du så om ugen på den kombineret med din betting?

”Uha, alt, alt, alt for meget. Nu er der imidlertid et nyt element i det. Jeg blev far for første gang, bedst som coronakrisen for alvor brød ud herhjemme. Inden faderskabet brugte jeg rigtig mange timer på det, men det er jo ikke sikkert, det kan vare ved på den anden side af krisen. Det kan det jo nok ikke helt i samme grad.” 

”Tidligere var det slet ikke unormalt, at jeg i weekenderne sad koncentreret med det fra den første middagskamp til og med den sidste aftenkamp. Det vil sige fra klokken 11-12 stykker og måske op til klokken 22.”

Hvor ser du de tyrkiske kampe?

”Jeg abonnerer på en tjeneste, der hedder Digitürk. Det er en tjeneste, der mest er tiltænkt udenlandstyrkere. Det er en rimelig dyr tjeneste. Jeg mener, jeg giver 40 euro (cirka 300 kroner, red.) om måneden. Her er vi tilbage til det, jeg snakkede om før: Jeg mener, jeg kan retfærdiggøre det (at bruge så mange penge på en streamingtjeneste, red.) overfor mig selv, fordi jeg bruger så mange timer på det og beskæftiger mig med det rent professionelt.”

Når du nævner ordet ”professionelt”, får jeg lyst til at spørge dig, om du har drømme om at lave af betting?

”Nej, det har jeg egentlig ikke mere. Jeg beskæftiger mig mest af alt med det, fordi jeg kan bruge det i mit professionelle hverv som journalist. Det holder mig skarp.”

Hvornår slutter et holds dårlige stime? 

De fleste bettore – hyggespillere såvel som de med mere professionel tilgang – har helt sikkert været der. Været i situationen, hvor man har kig på et hold, der er inde i en længere stime af negative resultater. 

Ender stimen i den næste kamp? Holdet møder bundproppen og så endda på hjemmebane, så nu må de da vinde? Eller er de mon så hårdt ramt på selvtilliden, at de end ikke kan vinde over agterlanternen? 

Det kan være pokkers svært at gennemskue den slags kampe. Det kan Degnovic i den grad tale med om. 

Nu har vi snakket en del om, hvad du kan, og hvad du er god til. Hvori ligger dine svage sider, som du skal udvikle dig på?

”Først og fremmest kan jeg ikke udpege én gren, hvor jeg er dygtigere end nærmest alle andre.”

”Herudover har jeg et svagt punkt, når det kommer til at vurdere de mentale aspekter som et af de mest tungtvejende argumenter. Her kan jeg se, at det har markedet nok mere styr på, end hvad jeg oprindeligt havde troet.”

”Mere konkret kan jeg sige, at jeg ikke har været god nok til at ramme spil, hvor et hold har været inde i en dårlig periode. Der er jeg ikke god nok til at se, hvornår den periode eventuelt vender. Jeg rammer forkert i, hvornår jeg tror, den vil vende. Eller omvendt, at jeg føler mig overbevist om, at den vil fortsætte. Det kan jeg se, når jeg efteranalyserer mine spil. Her rammer jeg ikke godt nok.” 

”Det er noget, jeg arbejder på, men det kan være en svær størrelse. For hvor skal man lige starte, og hvor skal man lige slutte. Derfor har jeg til at begynde med sat mig som mål, at jeg skal skære ned på de spil, hvor dét er det tungtvejende argument.”

Tyrkiet- og Serie A-eksperten er tilmed ikke for stolt til at række en hånd ud og bede om hjælp hertil. 

”Hvis der er nogen, der har nogle gode erfaringer og/eller gode skriftlige kilder eller værktøjer angående den slags, så ville jeg da finde det enormt spændende.”

Lad det hermed være en opfordring til at smide en kommentar til artiklen, hvis man ligger inde med sådanne kilder, erfaringer eller værktøjer. 

Pokerbaggrund giver stærk mentalitet

Hvordan takler du varians? God såvel som dårlig af slagsen. 

”Det føler jeg mig egentlig rimelig upåvirket af, og derfor kunne det også være én af mine styrker. Det er i hvert fald ikke én af mine svagheder, lad mig sige det sådan. Her kommer min pokerbaggrund mig også til gode. Jeg har nemlig læst bøger om mentaliteten i poker – bøger om varians, tilt og den slags. Heriblandt bøger fra en anerkendt fyr, der hedder Tommy Angelo. Grundprincipperne herfra kan man sagtens overføre til betting." 

Så du går ikke ind og analyserer dine spil, hvis du har tabt, lad os sige en fem-syv kampe i streg? Eller omvendt vundet en masse i streg …?

”Nej, for det er noget, jeg generelt gør meget løbende. Jeg gør det ikke, blot fordi jeg lige får en periode med enten mange tab eller gevinster. Jeg gør det løbende, uanset om det går godt eller skidt.”

Må vi få noget at vide om dit personlige regnskab?

”Nej, det holder jeg for mig selv. Jeg kan dog sige, at det er noget, der læner sig meget op ad det, mine tal viser på BetXpert. Desværre, kan man sige.” 

Oplevede fodboldfest i Barcelona på nærmeste hold

Denne uges anekdote bliver noget anderledes i forhold til de hidtidige af slagsen. Degnovic ligger ikke inde med en bettinghistorie, som han har fundet spændende nok til at få spalteplads i denne omgang. 

Til gengæld har han en fortælling om, at han i 2011 var udsendt til Barcelona som pokerjournalist.

Har du en bettinganekdote til os?

”Ikke som udgangspunkt. Jeg har forholdt mig meget analytisk og disciplineret omkring det her fag. Så jeg har aldrig rigtig lavet de der helt store multikuponer og deraf ramt et eller andet helt vanvittigt.” 

”Til gengæld har jeg haft en masse spændende oplevelser ved at dække store pokerturneringer for Pokernyhederne.dk. Det har jeg gjort i byer som for eksempel Prag, Barcelona, Paris og til VM i poker. Sidstnævnte fik jeg lov til i 2014. Det var en kæmpe oplevelse.”

”En af de bedre oplevelser var imidlertid at dække World Poker Tour i Barcelona tilbage i 2011. Det blev afholdt på et kasino, der ligger lige ned til havnefronten i kvarteret Barceloneta. Det blev jo heller ikke værre af, at FC Barcelona var i Champions League-finalen mod Manchester United. Det var en kamp, der blev spillet under pokerturneringen. Katalanerne vandt i øvrigt med 3-1.” 

”Faktisk holdt man pause i pokerturneringen under finalen, så alle havde muligheden for at se kampen på kasinoet. Efter kampen fejrede de lokale jo helt vildt i gaderne. Jeg har aldrig oplevet noget lignende før. Det var ret vildt. Virkelig fedt at se, hvordan ét af Europas allerstørste fodboldhold og største fodboldbyer fejrer en turneringssejr i den største klubturnering overhovedet. Virkelig en speciel oplevelse, som jeg slet ikke havde set for mig, inden jeg tog af sted.”

”Jeg ved godt, det ikke er nogen bettinganekdote, men det forener meget godt det, jeg har snakket om her: poker, betting og fodbold.” 

Ja, helt korrekt. Men for lige at vende tilbage til Champions League-triumfen: Katalanerne fejrede det vel i flere dage med fuld horn og det hele?

”Ja, der var folk ude på gaden og på stranden, og der var virkelig godt humør. Dejlig afslappet og nærmest mañana-mañana-stemning, som der jo er nede i Spanien, men bare på en meget festlig måde. Det var sgu en fornøjelse at være en del af. Den aften husker jeg rigtig godt.”

Degnovics statistik her på BetXpert vidner p.t. om en tilbagebetalingsprocent på 97 og et minus på 8,93 units. Dette for 294 spil. Eksperten har selv givet udtryk for, at det ikke er godt nok, og at han langtfra er tilfreds med de tal.

Med den meget seriøse tilgang og den store passion for sit felt er vi her på BetXpert-redaktionen da også helt overbeviste om, at den kyndige ekspert nok skal få vendt skuden til et plus. Hvis du vil følge Degnovic på hans rejse mod sorte tal på bundlinjen, kan du tilmelde dig hans ekspertmails.