Det er naivt at tro, at Danmark ikke også på et tidspunkt rammes af en større matchfixing-skandale, lød det fra en række eksperter til en stor matchfixing-konference i København torsdag. Her gav den prisvindende journalist og forfatter Declan Hill også opskriften på, hvordan man nemmest fixer en dansk divisionskamp.
Det er fuldstændigt naivt at tro, at Danmark ikke er i farezonen og en dag bliver ramt af en stor og omfattende matchfixing-skandale. Også en som er noget større og mere omfattende end Hvidovre-sagen fra 2010, som der i maj blev fældet dom i.
Det var blandt andet budskabet fra den prisvindende og berømte journalist Declan Hill, der med bogen "The Fix" fra 2008 var med til at optrevle en stor asiatisk ring af matchfixere, der var forgrenet rundt i hele verden.
BetXpert var til stede på konferencen, hvor bl.a også professor Jack Anderson fra Queens University i Belfast, en repræsentant fra Unibets sikkerhedsafdeling og en repræsentant fra ESSA - spiludbydernes brancheorganisation - holdt oplæg. Konferencen var arrangeret af Unibet* i forbindelse med den igangværende "Stop matchfixing"-kampagne, der kører i Danmark i 2015.
Sådan fixer du en dansk divisionskamp
Declan Hill, hvis bog "The Fix" er oversat til 21 lande, er tidligere gået undercover og har fra tætteste hold set, hvordan syndikater fixer kampe overalt i verden.
Med sin erfaring og viden i bagagen havde han en simpel opskrift på, hvordan man kan fixe en dansk fodboldkamp baseret på lignende tilfælde i Finland og Sverige.
"Du skal få en armensk, serbisk eller kroatisk rigmand til at købe en dansk fodboldklub i en af Danmarks lavere divisioner. Få 7-8 spillere af kroatisk, serbisk eller bosnisk oprindelse med - og få dem til at fixe kampene på bestilling fra klubejerne. Ikke alle af dem, det er for oplagt - men nogle," sagde Declan Hill foran en bred skare af danske sportsjournalister.
"Men så vil vi jo stille spørgsmål. Til klubben, til ledelsen også videre," blev der indvendt fra en journalist.
"Det gjorde de ikke i Sverige, det gjorde de ikke i Finland," svarede Declan Hill og forklarede, at det hurtigt kan opfattes racistisk og anklagende, hvis man stiller alt for mange spørgsmål til en ny klub fuld af spillere fra Østeuropa eller Balkan-landene. Det kan hurtigt få en fremmedfjendsk undertone, og det var blandt andet problemet i Finland. Og muligvis derfor ingen opdagede, hvad der skete i klubben Tampere, som også blev overtaget af udenlandske rigmænd. Men her nåede ingen at stille de rette spørgsmål i tide.
Det endte desuden i en omfattende matchfixing-skandale, hvor Tampere blev smidt ud af den bedste finske række i 2011 og stribevis af klubfolk og spillere blev dømt.
Det er den moderne måde at fixe fodboldkampe på, og sådan syndikater rundt om i verden typisk bærer sig ad. For så snart en given klub er i hænderne på en rigmand - der selvfølgelig altid overtager klubben med påskud om at føre klubben til tops - og selv henter størstedelen af spillerne ind, så kan der forekomme matchfixing på en tilpas sofistikeret facon.
Fra konferencens afsluttende paneldebat. Fra venstre ses Anders Sigdal, ordstyrer, Eric Konings, betting integrity officer ved Unibet*, Gerke Berenschot, hollandsk jurist, Morten Rønde, formand for DOGA, Jack Anderson, professor fra Belfast, Khalid Ali, fra ESSA og sidst Declan Hill, journalist og forfatter. Foto: BetXpert.com
Stil spørgsmål igen og igen
Men her er det netop vigtigt, at journalister bliver ved at stille spørgsmål og sætte fokus på matchfixing, forklarede Declan Hill.
"Er den danske matchfixing-kampagne perfekt? Nej, men den er et skridt i den rigtige retning," sagde han og mindede om, at dette ikke er noget, som går væk igen. Det er noget, vi skal kæmpe med de næste mange år.
Det var også en af Jack Andersons pointer, der som professor fra Universitetet i Belfast, forsker i international matchfixing.
"Tidligere har vi set matchfixing som en "trussel fra øst", men nu skal vi også se det som en "trussel indefra," sagde han og nævnte eksempler på de lande, som har været ramt at matchfixing-skandaler. Her viser det sig, at alle regioner og verdensdele er ramt. I høj grad også vestlige lande.
Og hvis ikke der kommer styr på matchfixing-problemet, vil det kunne erodere visse sportsgrene. For hvis først publikum forsvinder og ikke længere har tillid til en sport, så forsvinder sponsorer, pengene og den almene interesse. Det er der eksempler på indenfor både boksning, cricket og cykling.
"Derfor er matchfixing den største trussel mod sportens integritet, som vi har i dag," sagde Jack Anderson.