Møntkast, indhegning og siddepladser. Hvordan sikrer man fodbolden som produktet samtidig med, at det skal være sikkert at færdes på stadion?
Fanuroligheder er langt fra et nyt fænomen, men over hele Europa tænkes der i øjeblikket over tiltag der kan minimere balladen på og udenfor stadion i forbindelse med fodboldkampe.
Problemet kom igen på dagsordenen i Danmark efter pokalkampen mellem FCK og Brøndby, der langt fra var et enestående tilfælde, men som alligevel var så voldsomt at det fra flere sider blev nødtvunget at gøre noget.
Det har nu resulteret i en handlingsplan med over 20 initiativer til at sætte en stopper for urolighederne. Planen har været et stykke undervejs, men den seneste tids ballade har sat gang i processen og parterne - der består af politiet, fanklubberne, DBU, Divisionsforeningen og Justitsministeriet - er nu nået til enighed.
En del af handlingsplanen gør det muligt for politiet at stille krav til den sikkerhedsmæssige afvikling af kampene, fx antallet af kontrollører.
- På nogle stadioner er der simpelthen for få kontrollører til at lave den effektive kontrol. Det er måske derfor, der slipper så meget pyroteknik med ind. Er der for få kontrollører bliver køerne også for lange, og det kan også medføre uro, fordi folk står og venter og hidser hinanden op, siger politiinspektør Allan Nyring fra Rigspolitiets Nationale Beredskabscenter til sporten.dk
Et andet punkt i handlingsplanen omhandler det omstridte hooliganregister, der justeres så den geografiske karantænezone udvides for udebanefans, så karantæneramte nu skal holde sig mere end tre kilometer fra stadion. Ligeledes bliver det lettere for kontrollører, at sætte folk i registret allerede efter første forseelse.
- Der er en præventiv effekt i, at man ryger i registret med det samme, hvis man laver noget groft. I dag støder det også andre folk, at personer, der har begået vold, ugen efter er til fodbold igen, siger Allan Nyring.
Tyske protester: Ohne Stimme, Keine Stimmung
Regler og regulativer kan blive for meget og være med til at ødelægge stemningen på stadion - og i sidste ende fodbolden som produkt. Det er argumenterne i en landsdækkende protest blandt de tyske fodboldfans i både 1. og 2. Bundesliga.
På tyske stadions har der i de seneste runder været stille under kampene indtil det 12. minut og 12. sekund, hvorefter stemningen er brudt ud. Dét for at signalere hvordan fodboldoplevelsen kan se ud i Tyskland hvis DFL (den tyske fodboldliga) og DFB (det tyske fodboldforbund) får held med at gennemføre de sanktioner der er på tegnebrættet.
Kort fortalt er regulativerne udarbejdet for at undgå pyroteknik og fyrværkeri til kampene; ét af punkterne gør det således muligt at nægte adgang til de fans, der med flag og bannere dækker for de fans der antænder fyrværkeriet.
Forslaget kommer efter stigende uroligheder både før, under og efter kampene. I det seneste rivalopgør mellem Dortmund og Schalke blev et rekordstort antal fans arresteret og Dynamo Dresden er netop blevet udelukket fra næste sæsons pokalturnering på grund af gentagende uroligheder til holdets kampe.
Der er grund til at være nervøs på tysk fodbolds vegne. I yderste konsekvens kan det ende med at ståpladser helt forbydes og at stadionerne laves om til all-seater som vi kender det fra England. Det er da også i høj grad det, de tyske fans protesterer imod, men DFL og DFB argumenterer, at man ikke kommer udenom nye regulativer; enten laves de i samarbejde med organisationerne og klubberne, eller også står politikerne for det.
Møntkast og sneboldskamp
I det nyligt overståede Manchester-derby var den så gal igen. I landet der har gjort mest for at komme hooliganismen til livs og - vil nogen mene - hvor stemningen i høj grad har taget et dyk i sikkerheden og tv-selskabernes navn, endte en mønt fra tilskuerrækkerne i hovedet på Rio Ferdinand. Ydermere måtte City-keeper, Joe Hart, stoppe en baneløber fra at rive fat i Manchester United-stopperen.
Det fik debatten til igen at blusse op i det engelske og fra flere sider var man ikke sene til at påråbe, at et net mellem fans og bane var den eneste holdbare løsning. Hvorfor ikke bare skrue billetpriserne en tand yderligere op, så tilskuerne til sidst slet ikke havde råd til at have mønter på lommen, lød det fra spydigere tunger.
Tilbage i Danmark havde man efter Brøndby/FCK-balladen taget netop denne net-foranstaltning i Brøndbys udekamp mod SønderjyskE. Det forhindrede dog ikke nogle Brøndby-fans i at sende snebolde ind over banen imod hjemmeholdets spillere. Knap så farligt, men ikke desto mindre sigende for problemstillingen.
For hvad gør man når man både har produkt, spillere og fanoplevelser at beskytte? Hvad gør man når enkelttilfælde ødelægger det for majoriteten? Og hvad gør man når enkelttilfælde i virkeligheden er gentagende brud på regler og love?
Den tyske stadionstemning er unik og sammenligner man med de andre store ligaer i Europa, er det intet under, at Bundesligaen med dets tusindvis af fans er en liga i rivende vækst både på og udenfor banen. Vil man virkelig risikere engelske tilstande, hvor billetpriser, siddepladser og flagregler har taget stemningen til et nulpunkt alt for mange steder? Vil man risikere tomme stadions som i Italien og Spanien, der kun kan præsentere acceptable tilskuertal hos de største klubber?
Og hvad med Danmark? Superligaens tilskuertal styrtdykker og klubkasser tømmes. Er flere regler og foranstaltninger ikke blot med til at dræne den sidste stemning på de i forvejen tomme sæder rundt omkring i landet, og gøre det danske fodboldprodukt endnu dårligere?
Det er en balancegang der er svær at håndtere. Ballademagere skal naturligvis håndteres, men er det overhovedet muligt at gøre uden det får konsekvenser for de resterende implicerede - og i sidste ende produktet på banen?