Spillemyndigheden har offentliggjort tallene for det danske spillemarked for andet kvartal, og her fremgår det, at danskerne oddsede for 5,617 milliarder kroner. BetXpert har taget et kig på tallene. 

En samlet tilbagebetalingsprocent for væddemål på 90,7 til spillerne var resultatet af årets andet kvartal for spiludbyderne på det danske marked. Det viser nye tal fra Spillemyndigheden. 

Danskerne spillede for 5,617 milliarder kroner på væddemål - både online og offline - og det gav en samlet bruttospilleindtægt (BSI, indskud minus gevinster) til spiludbyderne på 522,4 millioner kroner. 

"Det er bemærkelsesværdigt, at kvartals BSI var mere eller mindre uændret i 2. kvartal 2017 sammenlignet med 2. kvartal 2016, hvor der blev afholdt sports megaevents bl.a. EM i fodbold," skriver Spillemyndigheden i kvartalsrapporten. 

Hvis man kigger på Spillemyndighedens fire fokusområder, som er væddemål, onlinekasino, landbaseret kasino og spilleautomater, så var den samlede bruttospilleindtægt (BSI) på 1,462 milliarder kroner. Med cirka 5,8 millioner mennesker i Danmark svarer det til, at hver eneste dansker i gennemsnit tabte 254 kroner på spil i andet kvartal. 

Onlinespilleautomater er populære

Hvis man kigger på, hvor meget der bliver omsat for, så er onlinekasino mere populært end væddemål. På onlinekasino blev der nemlig i andet kvartal omsat for 11,6 milliarder kroner, og det gav en BSI på 457,5 millioner kroner til spiludbyderne.


Der tegner sig også en klar tendens af, hvilken type onlinekasinospil der er mest populær blandt danskerne. Her står spilleautomaterne for hele 67,1 procent af omsætningen, mens blackjack udgør 8,4 procent og roulette 8,3 procent. 

Spillemyndigheden gør dog opmærksom på, at omsætningen for onlinekasino "bliver pustet op", da omsætning og gevinst beregnes for hver gang, der trykkes på knappen og et spin på automaten foretages, og ikke nødvendigvis er et udtryk for en spillers saldo. 

"En spiller, der starter et spil med 100 kr. og stopper med 40 kr., har typisk omsat for 1.000 kr.  og fået 960 kr. i gevinster - uden at spilleren nogensinde har haft meget mere end de 100 kr. som saldo," forklarer Spillemyndigheden i rapporten. 

Antallet af selvudelukkede stiger hver måned

I kvartalsrapporten fremgår det også, hvor mange spillere der har tilmeldt sig ROFUS (Register Over Frivilligt Udelukkede Spillere). 1. september 2017 var tallet på 11.367 spillere. I begyndelsen af året var det tal 8.822, og der har altså været en vækst i antallet af registrerede på cirka 2.500 i indeværende år. 

I ROFUS kan man både vælge at udelukke sig selv midlertidigt eller endeligt. I starten af 2017 blev det også muligt at udelukke sig selv fra landbaserede kasinoer via ROFUS. Det er også muligt at tilmelde sig en "reklamer nej tak"-ordning, hvor man giver samtykke til, at spiludbyderen kan tjekke med ROFUS, inden der blev sendt markedsføringsmateriale ud til spillerne. 


Ordningen er dog ikke påtvungen for spiludbyderne, hvilket betyder, at tilmeldingen som forbruger ikke er ensbetydende med, at man ikke modtager spillereklamer fra udbydere i Danmark.

Af de 11.367 registrerede spillere i ROFUS er 7.777 af dem endeligt udelukket, mens de resterende er midlertidigt udelukket. 

Hele rapporten for andet kvartal kan læses her. 

Tallene er baseret på afgiftsangivelser til SKAT og på løbende indberetninger til Spillemyndigheden. Tallene dækker kun spil på det licenserede marked. 

Grundet afrundinger går alle procenttal ikke nødvendigvis op i 100.