VM i fodbold er normalt en fest for danske tippere, med masser af væddemål til at give løjerne på TV-skærmen et ekstra pift. Men sommerens slutrunde i Sydafrika kan komme til at ligne en gabende 90-års-fødselsdag med letøl på bordet og muzak i højttalerne.
Fra juni og et halvt år frem har danskerne der i dag har alverdens bookmakere at boltre sig hos, nemlig kun eet sted at placere deres væddemål: Danske Spil*. Alle andre spiludbydere lukkes ude, via internet-blokeringer.
Farvel til gode odds og varieret spiludbud (og i øvrigt også farvel til poker og casino). Goddag til elendig tilbagebetaling og ditto udvalg.
I hvert fald hvis Regeringen får magt som den har agt. Og det ser umiddelbart sådan ud; der er indtil videre flertal i Folketinget.
Lovforslaget er dog ikke vedtaget endnu, måske kommer politikerne til besindelse, eller måske træder EU ind.
Og selv hvis internet-blokeringen bliver en realitet fra juni, behøver man ikke at fortvivle som dansk tipper. Det er nemlig relativt enkelt at omgå blokeringen.
Og dermed kan man altså trods alt hælde lidt sprut i frugtpunchen og gøre mormors dødkedelige komsammen lidt sjovere...
Blokering et halvt år før licenssystem træder i kraft
Regeringen har som bekendt fremlagt et forslag til en ny spillelov der fra januar 2011 skal nedlægge Danske Spils nuværende monopol på sportsbetting, poker og casino. Udenlandske spiludbydere skal have ret til at operere i Danmark - hvis de betaler en afgift til staten. Til gengæld skal firmaer UDEN licens lukkes effektivt ude, via internet-blokering og forbud mod bank-transaktioner.
Dette er ingen nyhed (læs artikel). Det nye er at de danske myndigheder - hvis lovforslaget vedtages - agter at iværksætte internet-blokeringen allerede fra starten af juni, altså et halvt år før licenssystemet træder i kraft (se artikel i Børsen).
Det vil i praksis give Danske Spil* et halvt år - hvor bl.a. VM i fodbold (13. juni til 13. juli) er på programmet - uden konkurrence på det danske marked. En situation som det gamle spilleselskab ikke har befundet sig i de seneste mange år, trods monopolet.
Via Internettet har danskerne nemlig nemt kunnet omgå Danske Spils monopol på at udbyde spil i Danmark; de har spillet lystigt hos bookmakere, pokerrum og casinoer i andre lande. Og det har været fuldt lovligt.
Men det vil Regeringen altså lukke for nu. Og hvad vil det betyde?
Sommer-blokering vil betyde...
- at danskere ikke kan spille online-poker eller -casino i et halvt år - fordi Danske Spil* endnu ikke har de produkter (DS har indgået en aftale med PartyGaming, men det er næppe på plads før januar)
- at danskere til VM og et halvt år frem kun kan sportsbette hos Danske Spil*, med hvad dertil hører af lave odds og elendigt spiludbud. Der vil være lukket for alle andre, inklusive firmaer som Bet24, Ladbrokes, Unibet*, Bet365*, Betsson*, Betsafe, Expekt*, ScandicBookmakers, Betfair*, Bwin, Danbook osv, osv - selv om flere af disse selskaber nok ønsker at få sig en dansk spillelicens.
Omgåelse af blokering
Faktisk er det relativt simpelt at omgå internet-blokering. Danske tippere kan bruge en såkaldt proxy-server og derigennem placere deres væddemål hos de udenlandske spiludbydere.
Man tilgår en særlig webside i udlandet (fx hidemyass.com) - og derfra kan man gå videre til sider der er blokerede af danske Internet-udbydere.
Simpelt. Sagen er dog at det store flertal af de danske tippere ikke kender eller stoler på denne løsningsmodel. Langt de fleste danskere vil altså være henvist til Danske Spil* under VM...
Hvad siger EU?
Regeringens planer om et licenssystem skyldes bl.a. et ønske om at tjene penge.
Antallet af danskere der spiller hos udenlandske bookmakere på internettet menes at have rundet 250.000 – og de spiller for mellem fire og seks milliarder kroner om året. Det er mange penge der dribler uden om den danske statskasse...
Men "liberaliseringen" af det danske marked skyldes nok også pres fra EU der mener at monopolet strider mod unionens princip om fri konkurrence.
Så hvordan kan et halvt år uden konkurrence til Danske Spil* være i tråd med EUs regler?
Tjah, det er spørgsmålet (spiludbyderne mener, ikke overraskende, at der er tale om konkurrenceforvridning). Så vidt BetXpert kan forstå, er Regeringens plan om en sommer-lukning af det danske marked endnu ikke godkendt af EU.
Vores kilder melder at EU først skal tage stilling til planen når lovforslagets høringsfase er overstået. Der var deadline d. 5. marts for høringssvar. I slutningen af marts sendes lovforslaget til behandling i Folketinget.
Der er med andre ord håb endnu.
Hold øje med BetXpert. Vi vil snarest bringe en artikel der belyser sagen nærmere og stiller kritiske spørgsmål til de forskellige parter.