Fuld tilbagebetaling på seks EM-topscorere kostede Danske Spil* 5,5 millioner kr – en tilbagebetaling på 490% (EM gav dog samlet overskud). Men det er ikke et chok for den danske spiludbyder der kender følelsen fra VM-2010...
Hele seks spillere - herunder Fernando Torres og Cristiano Ronaldo - deltes om titlen som EM-topscorer, og det betød hos de fleste bookmakere at tipperne ikke fik udbetalt til det fulde odds hvis de havde spillet på fx Torres som topscorer.
Den slags dødt løbs-regler er kutyme i bookmakerbranchen.
Men ikke hos Danske Spil*. Ved EM-2008, VM-2010 og EM-2012 har den danske spiludbyder kørt med fuld udbetaling i tilfælde af dødt løb.
Kostede også i 2010
Politikken kostede ingenting i 2008 (hvor Villa tog topscorertitlen med 4 mål). Men ved VM i 2010 tabte Danske Spil* 2 millioner kroner på at der var fire topscorere: Müller, Villa, Forlán og Sneijer (5 mål hver).
Og endnu værre var det altså ved seneste EM hvor Danske Spil* måtte udbetale på seks topscorere. I alt 5,5 millioner kroner, svarende til en tilbagebetaling på 490%.
Tab ryster ikke DS
Topscorer-tabet får dog ikke Danske Spil* til at gå i panik. Som 2010-eksemplet viser, er det jo ikke fordi dødt løbs-muligheden ligefrem kommer bag på det danske spilleselskab.
Oddssætter Hans-Henrik Busk Stie siger:
”Før de seneste fodboldslutrunder: EM 2008, VM 2010 og dette EM har vi tænkt det mulige scenarie igennem mht. deling af topscorerværdigheden og udbetaling på flere spillere. Vi er dog indtil videre kommet frem til, at tilbyde vores kunder fuld udbetaling på alle udfald. Fremadrettet vil vi selvfølgelig internt evaluere på dette, men vi har altså ikke truffet nogen endelig beslutning endnu.”
Topscorer-odds hos DS
De seks topscorere, med hver tre mål, blev Gómez, Ronaldo, Torres, Balotelli, Dzagoev og Mandzukic. Inden EM gik i gang, gav de følgende odds hos Danske Spil*.
1 Mario Gómez, Tyskland 5.50
3 Cristiano Ronaldo, Portugal 18.00
8 Fernando Torres, Spanien 18.00
11 Mario Balotelli, Italien 50.00
36 Andre spillere 3.50
Især Gómez og Torres var populære hos Oddset-spillerne, og med scoringen til 3-0 i søndagens finale kvitterede sidstnævnte for tilliden. I hvert fald delvist – han kunne nemlig have scoret endnu et mål, men valgte at servere chancen til Mata der gjorde det til 4-0.
Samlet overskud på EM
Med til historien hører også at EM generelt var en succes for Danske Spil*. Det nøjagtige tal vil selskabet ikke ud med, men det blev til samlet overskud.
”EM var generelt set en stor succes for os – specielt omsætningsmæssigt. Vi endte på en EM-omsætning på Oddset/Tips på hele 346 mio. kr. i uge 23-26, altså langt over de 275 mio. kr. som vi meldte ud som mål for omsætningen. Dette tilskriver vi bl.a. det rekordstore spiludbud på Oddset under hele EM og Danmarks deltagelse i slutrunden - i en stærk gruppe med tre meget attraktive gruppekampe,” fortæller Hans-Henrik Busk Stie.