Danske Spil* har denne uge lukket for visse håndbold-specials hos forhandlere rundt i Danmark. Det skyldes, at tabene simpelthen er blevet for store, siger Thomas Rørsig, kommunikationschef ved Danske Spil*.
Indtil i mandags kunne man hos Danske Spil-forhandlerne rundt i landet spille de såkaldte håndbold-specials - fx om en given spiller scorer over/under 5,5 mål. Det kan man ikke længere. Nu er disse typer af specialvæddemål kun muligt online.
Til morgendagens håndboldkamp mellem Ribe-Esbjerg og Skjern kan man fx spille på, om Kasper Søndergaard scorer over eller under 4,5 mål. Men fremover kan det ikke længere ske i den lokale kiosk. Og det er der en ganske bestemt grund til, erkender Danske Spils kommunikationschef Thomas Rørsig, da BetXpert ringer og spørger til en forklaring.
Tabene er for store
"Det er en forretningsmæssig beslutning. Tabene er for store på offline-markedet," siger Thomas Rørsig.
Men er der ikke plads til, at man som kunde kan vinde hos Danske Spil*?
"Jo, det er der åbenlyst, men vi er nødt til at tage nogle forretningsmæssige dispositioner," siger han og forklarer, at spillene som sådan stadig kan spilles, men at det skal ske online.
Om det er offline eller online er måske ligegyldigt, kan man tænke. Men for dem, der spiller for større beløb, er der stor forskel. Der er nemlig en grænse på 1.000 kroner på disse håndbold-specials, når man spiller online ved Danske Spil*.
I kioskerne - på det såkaldte offline-marked - kan man derimod spille for langt mere. Væddemålene bliver dog som regel altid suspenderet ved indsatser på 2.000 og oddset justeret, men herefter kan man så igen sætte 2.000 kroner, hvis man stadig mener, at oddset er attraktivt. Og så fremdeles.
Godt at oddssætterne udfordres
Danske Spil* var i starten af september ude med halvårsregnskab, som viste et anseeligt millionoverskud. Det store overskud synes dog ikke at spille ind på beslutningen om at lukke ned for denne type spil hos kioskerne.
Danske Licens Spil havde en bruttospilleindtægt (BSI) på 744 millioner i første halvår af 2015. Er det ikke bare småpenge, der er tale om her?
"Det er sådan set ligegyldigt, hvor mange penge der er i overskud. Alle bookmakere sidder og træffer nogle beslutninger, så man kan føre en forsvarlig forretning. Og det synes jeg dybest set er fair nok," siger Thomas Rørsig.
Så disse kiosk-spillere er altså bare bedre end jeres oddssættere?
"Det må de da gerne bryste sig af. Der er en del spillere, som er dygtige. Den må de gerne få."
Skal jeres oddssættere ikke bare blive bedre?
"Jo, det skal de hele tiden. Det er vores ambition hele tiden at blive bedre. Og jeg vil også sige, at det kun er godt, at spillerne ind imellem er bedre end vores oddssættere, for det er med til at skabe en dynamik."