VM i fodbold begynder om et par måneder i Qatar. BetXpert har i den forbindelse interviewet Danske Spil om VM-forventninger, markedsføring af slutrunden og andet. 

Det udskældte VM i Qatar er under to måneder væk, og for Danske Spils vedkommende holder man sig langt væk fra Qatar, men man vil stadig promovere slutrunden herhjemme, lyder det.

Danske Spil har været sponsor for landsholdet siden 2017, og det er et partnerskab, de stadig er stolte af, fortæller Jens Nielsen, der er sportspilschef hos Danske Spil, i et skriftligt svar til BetXpert.

- Vi er stolte sponsorer af landsholdet og er danskernes spilselskab. Vi har et attraktivt udbud og en række specialspil, som vil give fodboldglade kunder en god og alsidig oplevelse hos os. Vi glæder os til at skabe en fodboldfest sammen med danskerne og til at følge landsholdets kampe og vejen – måske – mod et trofæ.

Marketing, specialspil og nye tiltag til VM

Hos Danske Spil er man klar med et væld af specialspil til VM i Qatar.

- Et VM i fodbold er altid stort, og vi glæder os til at følge fodboldverdenens største begivenhed sammen med danskerne. Vi kommer fx til at lave konkurrencer, hvor man kan vinde landsholdstrøjer og også en quiz op til VM-start, hvor man kan samle frit spil kroner, fortæller Jens Nielsen og fortsætter:

- Vi har hos Danske Spil ekstra meget fokus på de danske spillere. Vi vil have Kjær-, Eriksen- og Højbjerg-VM-specials og den slags. Og så kan det nævnes, at vi på alle kampene til VM kommer til at give kunderne mulighed for at spille forskellige live-specialspil, som f.eks om Eriksen scorer direkte på frispark eller om Kevin De Bruyne laver assist.

Danske Spil: Disse specialspil kan du forvente til VM i Qatar

  • Spillerspecials på de danske stjerner (f.eks.: Eriksen-mål, -assists, -kort)
  • VM’s mest målrige gruppekamp
  • Danmarks topscorer, flest assists for landet og flest kort
  • Turneringskombinationer (f.eks. Danmark kommer i semifinalen, Frankrig vinder VM, og Neymar bliver topscorer)
  • Landenes topscorer
  • Turneringens spiller og turneringens unge spiller
  • Landenes antal mål (over/under) i turneringen
  • H2H med stjernerne: Hvem scorer flest mål?
  • Antal hattricks ved VM
  • Antal 0-0-kampe ved VM

Danskernes indskud på VM

Danmark havde et fantastisk EM i fjor, og det har tilsyneladende vækket optimisme blandt kunderne hos Danske Spil, hvor mange har spillet på Danmark som VM-vinder. 

- Danmark til at vinde VM er vores mest spillede udfald. P.t. er 42 procent af alle indskud, vi har fået på VM-vindermarkedet, kommet på Danmark. Danske Spils kunder har altså store forhåbninger til, at Danmark kan gå hele vejen, hvilket lige nu giver odds 30,00, fortæller Jens Nielsen og fortsætter:

- Favoritten Brasilien til at vinde VM er det næstmest spillede udfald blandt vores kunder. Frankrig til at vinde VM er det tredje mest spillede udfald. Vi har franskmændene som næststørste favorit til VM-guldet.

Se vores odds-artikel for Danmark ved VM 2022 her

Danske Spils landsholdssponsorat og markedsføring

Danske Spil lavede under EM i fjor markedsføring til landsholdets kampe uden for Danmark, men i Qatar kommer det ikke til at ske, fortæller Jens Nielsen til BetXpert.

- Vi synes, det er dybt kritisabelt, hvad der foregår i Qatar, og vores sponsorat er ikke en blåstempling af værtslandet. Det er en opbakning til landsholdet og til fodbold i Danmark. Vi forventer, at mange danskere – ligesom til tidligere slutrunder – vil følge med i VM.

- Danske Spil vil derfor også tilbyde vores kunder et bredt udvalg af væddemål i forbindelse med det forestående VM, ligesom vi også kommer til at markedsføre turneringen i Danmark, men vi ønsker ikke, at vores forretning skal støtte værtslandet.

- Derfor har vi valgt ikke at være synlige eller til stede i Qatar, som vi for eksempel var det ved landsholdets kampe uden for Danmark under EM i 2021, lyder det fra sportspilschefen hos Danske Spil. 

VM i fodbold begynder den 20. november med åbningskampen mellem Qatar og Ecuador. Der er VM-finale den 18. december.