I oktober viste en ny undersøgelse af Kantar Gallup adfacts, at der i dansk TV og radio i gennemsnit er 1.197 reklamer for spil i døgnet. Det er næsten en tredobling i forhold til 2012. Det tal kan dog blive sænket i den nærmeste fremtid. I hvert fald stopper visse medier nu med at bidrage til stigningen. 

TV-kanalen dk4 har netop meddelt, at man stopper med at vise spillereklamer, der ikke har et klart defineret almennyttigt formål. Ændringen sker på den anden side af nytår og begrundes med et behov for at stramme op på området. 

"Der er ny lovgivning på vej, og vi vil gerne være blandt de første til at flytte os på dette område, som vi kan forstå, der er behov for at stramme op på," siger Stig H. Hasner, indehaver og direktør for dk4, i en pressemeddelse.

I 2020 er det dermed slut med reklamer for de mest prominente spiludbydere i Danmark. TV-stationen oplyser dog, at man fremadrettet stadig vil kunne se reklamer for Danske Spil. 

Mediano tager skridtet videre

dk4 er ikke det eneste medie, der lukker ned for spilreklamer. Det samme gør det prominente fodboldmedie Mediano, der i det kommende år afbryder alt samarbejde med spilsider, både betting og casino, samt kviklån. 

Om Medianos fremtid skriver chefredaktør Peter Brüchmann i en blog publiceret i sidste uge: 

"Du vil i 2020 nemlig ikke længere møde betting- og casino-reklamer eller have partnere, der fortæller om kviklån. Den beslutning har været svær, fordi vi lige siden 2016 har arbejdet tæt med spiludbydere, som vores mest faste partnere, men det ændres pr.  1. januar og er en pænt stor beslutning."

I selvsamme blog erkender Peter Brüchmann, at Mediano selv har nydt godt af spilselskabernes reklamekroner men, at han og Mediano nu støtter en regulering af markedet. 

"Vi ønsker ikke at pege fingre ad spillebranchen eller dæmonisere nogen. Vi erkender, at nogen vil betragte os som hyklere, fordi vi selv i mere end tre år har haft spilleudbydere som centrale partnere. Men vi er kommet dertil, hvor vi støtter en regulering af markedet for spillereklamer," skrev chefredaktøren.

Debatten om spilreklamer fortsætter

I takt med det stigende antal reklamer for spil i de danske medier, er debatten om regulering af dette taget til i intensitet. 

Området falder under skatteminister Morten Bødskov (S), der også ønsker at regulere antallet af spillereklamer i de danske medier. 

"Hvis branchen ikke er i stand til at gøre mere, så er regeringen klar til at arbejde for at gennemføre den nødvendige regulering, så mængden af reklamer reduceres," skrev Bødskov til MediaWatch i sidste uge.

Enhedslisten, SF, De Radikale og Alternativet har alle tilkendegivet, at det støtter et forbud imod spillereklamer, imens Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Venstre er tilhængere af at begrænse antallet med imod et decideret forbud. Alex Vanopslagh fra Liberal Alliance og Konservative har erklæret sig som modstandere af et forbud imod spilreklamer.