FC Københavns chok-sejr over selveste Manchester United har gjort BetXperts gamle redacteur nostalgisk. Så her følger en sentimental tur ned ad Memory Lane for at genopleve en række andre danske klub-sensationer...
Det er nemlig ikke første gang, at et dansk hold vinder over en af de HELT store klubber. I de seneste 15 år er det, inklusive FCKs 1-0-sejr onsdag aften, sket fem gange:
1991: B1903-Bayern München 6-2
1994: Real Madrid-OB 0-2
1995: Liverpool-Brøndby 0-1
1998: Brøndby-Bayern München 2-1
2006: FCK-United 1-0
B1903-Bayern 6-2: Hajen og tvillingerne
Vi begynder i 1991, hvor B1903 på Gentofte Stadion skulle møde den tyske gigant Bayern München i 2. runde af UEFA Cuppen. I første runde havde nordkøbenhavnerne slået skotske Aberdeen med samlet 3-0, men nu gjaldt det altså de skræmmende sydtyskere.Fair nok, Bayern gennemgik på daværende tidspunkt lidt af en krise - der sågar medførte, at man i desperation hev Søren Lerby, klubbens gamle midtbane-indpisker, ind som træner. Lerby der ellers (hvis jeg husker ret) havde slået sig på kød-import efter fodboldkarrierens afslutning og altså ikke havde trænererfaring. Bayern håbede nok, at hans indpiskerevner ("Fodbold er ikke for de stumme!") også virkede fra bænken.
Selv et Bayern München-hold i problemer virkede dog som en meget stor mundfuld for lille danske B1903. Men da det kom til stykket, på Gentofte Stadion, var det tyskerne der kom i menneskehænder...
Bayern München kom planmæssigt foran 0-1 ved brasilianske Mazinho. Men så rullede B1903 afsted og pumpede 6 mål ind bag tyskernes keeper. De danske angrebs-bølger blev anført af den store stærke centreforward Michael "Hajen" Manniche og de to små rødhårede super-teknikere, Johansen-tvillingerne (blandt holdets profiler var også den gamle landsholdskæmpe Ivan Nielsen og den senere EM-vinder Torben Piechnick). De tre offensivfolk havde et genialt samarbejde og splittede konstant det tyske forsvar ad. Manniche nettede selv to gange, mens Johansen-brødrene ikke selv fik scoret, men lagde op til det meste. Til allersidst fik Mazinho reduceret, men skaden var sket. Bayern var blevet til grin i hele Europa, og Lerby sad og græmmede sig i sin store frakke - og var meget tavs...
Returkampen i München vandt tyskerne via et et straffesparksmål i næstsidste minut - naturligvis sat ind af Mazinho. Men det var igen kun af kosmetisk betydning.
B1903 var videre og havde skrevet fodboldhistorie på smukkeste vis.
I 3. runde slog B1903 endnu en storklub, omend af lidt mindre format: Tyrkiske Trabzonspor (1-0 hjemme, 1-1 ude). Desværre gik det galt i kvartfinalen, hvor italienske Torino var for snu og scorede sig en samlet sejr på 3-0.
Men skidt med det. Vi glemmer aldrig, da B1903 gav Bayern München bøllebank!
Året efter - i 1992 - gik B1903 i øvrigt sammen med KB og dannede FCK - og resultatet så vi i går...
Real-OB 0-2: Miraklet i Madrid
I slutningen af 1994 var fynske OB overraskende nået frem til ottendedelsfinalen i UEFA Cuppen efter bl.a. at have slået tyske Kaiserslautern (0-0 hjemme, 1-1 ude). Men så var det også slut. For nu hed modstanderen Real Madrid med blandt andre Michael Laudrup på holdet. Og det var altså i en sæson, hvor Real tog mesterskabet efter fire års Barca-dominans.Men de fandenivoldske fynboer var indstillet på et eventyr a là HC Andersen - og det fik de!
Den første kamp blev spillet i Odense, og her vandt spanierne 3-2 (hjemmeholdets mål scoret af angrebs-slideren Jesper Hjort og af forsvarskæmpen Michael Schönberg - og spaniernes sejrsmål sat ind i 90. minut af Michael L.). Bestemt en flot indsats af OB, men det har man sagt så mange gange om et dansk hold: Et ærefuldt nederlag...
I returkampen, derimod, var det en anden sag. OB gjorde nemlig det, som meget, meget få klubber har formået: At vinde på Real Madrids eget royale græs på San Bernabeu. Den elegante midtbanespiller Ulrik Petersen (i dag i Kolding)scorede i 71. minut. Og det var jo sig selv fantastisk, men selv med et 0-1-nederlag ville Real Madrid kvalificere sig til næste runde. Men i overtiden sørgede Morten Bisgaard (i dag er den teknisk fremragende og hurtige fløjspiller desværre gemt væk i engelske Derby) for sensationen ved at score til 0-2.
Flotte offensive detaljer. Men uden fænomenale Lars Høgh (8 år efter at han var med til at tabe 5-1 til Spanien i Mexico) var triumfen aldrig blevet til noget. OBs største legende nogensinde stod en pragtkamp og holdt simpelthen Laudrup, Ivan "Den Grusomme" Zamorano og co. fra fadet.
I kvartfinalen stødte OB ind i Parma (med Zola på holdet), og så gentog den sædvanlige italienske historie sig. Parma vandt 1-0 hjemme og holdt 0-0 ude. Men det er jo glemt i dag - hvorimod Miraklet i Madrid altid vil leve!
Liverpool-BIF 0-1: Den uforlignelige Eggen
Året efter OBs triumf i Madrid var det Brøndbys tur til at vinde på en af fodbold-Europas allerstørste helligdomme: Anfield Road.Det gjaldt UEFA Cuppens 2. runde (i første runde havde man bortviftet norske Lillestrøm), hvor BIF havde trukket Liverpool FC. På hjemmebane fik Vestegnens drenge 0-0 - igen et ærefuldt resultat. Men på udebane, på selveste Anfield Road, med The Kop truende bag det ene mål, var de ikke levnet mange chancer.
Men nogen burde have fortalt The Reds om Dan Eggen, Brøndbys norske midterforsvarer: EKSTREMT farlig på hovedstød...
Eggens mål faldt i 79. minut. For sent til at Liverpool kunne gøre noget (englænderne skulle have scoret to mål for at gå videre). Og dermed var endnu et kapitel i den danske fodboldsensations-historie skrevet.
I 3. runde mødte Brøndby italienske Roma - og gæt selv, hvordan det gik... BIF vandt faktisk på hjemmebane, med 3-2, men da det blev 3-1 (i øvrigt bl.a. på mål af en ung Totti) til romerne på eget græs, var det slut for danskerne.
Hvad er det med danske sensationer - hvorfor skal italienerne altid komme og stoppe festen? Hrmpf.
BIF-Bayern 2-1: Hvad skete der lige dér?
I 1998 havde Brøndby som det første danske hold (AaB kom også i det forjættede land, i 1995, men kun pga Dynamo Kievs korruptions-tåbeligheder) kvalificeret sig til Champions League-gruppespillet. Flot. Men med modstandere som Barcelona, Manchester United og Bayern München var der ingen der forventede andet end tørre tæv til de stakkels BIFere.Det fik de da også mod Manchester United (2-6 og 0-5), og faktisk blev 5 ud af 6 kampe tabt.
Men ét opgør blev vundet, den første gruppekamp: På hjemmebane mod Bayern München (noch ein mal!).
Umiddelbart var der intet der tydede på det. For Bayern bragte sig foran i 71. minut ved Babbel, og derefter trillede tyskerne rutinemæssigt sejren hjem. Troede de. I 87. minut scorede de et pudsigt selvmål. Og tre minutter senere begav en ellers dødsens udmattet Allan Ravn sig ud på et modigt drible-togt og befandt sig pludseligt midt på tyskernes banehalvdel... Men så var det også slut med kræfterne, kun desperationen var tilbage: Den hoppende bold fik en tonser i den generelle retning af Kahns mål. Og oh mirakel! Den gik over den olme Oliver og dumpede i mål...
20 sekunder senere fløjtede dommeren kampen af.
Fantastisk detalje af midtbaneslider Ravn - for den vil han altid være i BIF-tilhængernes og de fleste danske fodboldelskeres hjerter.