I denne weekend afvikles Dansk Hoppe Derby (lørdag) og Dansk Trav Derby (søndag). Løbene er de mest prestigefyldte at vinde overhovedet, og alle de bedste danske 4-åringer er til start.
Den ene af BetXpert.com's traveksperter Thomas Jørgensen har lavet nedenstående grundige analyse af samtlige 12 deltagere i Dansk Trav Derby.
Både Thomas Jørgensen og Alex Christensen vil desuden komme med spilforslag til weekendens løb på Charlottenlund Travbane. Følg med på denne side.
1 Nero Shadow
Kusk: Jeppe Juel
Kommentar: Nero Shadow er hesten, der aldrig vinder. Én sølle sejr i 21 starter er facit inden søndagens Derby, og sejren kom i øvrigt i et almindeligt løb, og ikke i et veldoteret årgangsløb. Ikke desto mindre har Nero Shadow knap 700.000 kr. på præmiekontoen, og de er tjent via andenpladser i storløbene Ulf Thorensens Minnelopp (Norge) og Dubois Hingste Grand Prix (Ålborg). De to starter gav tilsammen over halvdelen af Nero Shadows indtjening. I sin Derbyprøve var Nero Shadow ude mod Neo Holmsminde, som den ikke kunne besejre. Kom tæt på til slut, og ved første øjekast så det ud som om kusken Jeppe Juel angreb for sent. Men i reprisen var det tydeligt, at Steen Juul bag Neo Holmsminde vidste, hvor målstregen var, og ikke forlangte ekstra af sin hest. Nero Shadow plejer at gå godt på lange distancer og formkurven er opadgående. Det inderste startspor er dog elendigt på 3000 meter startstedet.
Forventet placering: 3-5
2 Nimble
Kusk: Preben Kjærsgaard
Kommentar: Vandt noget overraskende Jydsk 4-årings Grand Prix i Århus i starten af juli, hvor Kjærsgaard sendte sin hest til spids, men slap til Neo Holmsminde efter få hundrede meter. Sad og lunede sig i ryggen på denne indtil der manglede 250 meter af løbet, hvor Kjærsgaard vred Nimble ud fra ryggen, og en fantastisk duel udspillede sig ned gennem opløbet. Eller "op" faktisk, for banen i Århus har en stigning i opløbet, som knækker mange heste. Men ikke Nimble som efterfølgende har bekræftet formen via femteplads i et stayerløb i Malmø og en sikker start-til-mål sejr i sin Derbyprøve. Det var dog i billigt selskab, hvor anden og tredje var Next Dance og Need For Speed. Kjærsgaard måtte vælge startspor som nummer fem og kunne vælge mellem 2 og 7. Han tog startspor 2 og det kan blive en fælde. Nimble er rigtig hurtig fra start, men på 3000 meter er de bedste startspor altså 4, 5 og 6.
Forventet placering: 1-3
3 News Of Hanke
Kusk: Erik Adielsson
Kommentar: News Of Hanke var vel den af prøvevinderne, som imponerede mindst. Havde sandsynligvis heller ikke vundet, hvis ikke Nevada F H havde galopperet med 100 meter hjem. Tror det var sejren, der røg der, men News Of Hanke holdt da New Photo Guy væk til slut, og det må man have respekt for. Er hurtig fra start, og kan muligvis snyde Nimble for spidsen. Steen Juul har fire heste med i Derbyet, men når der er SÅ mange penge på spil (1.380.000 kr. i samlet præmiesum), så er det svært at forestille sig, at der vil blive kørt staldkørsel. I sulkyen sidder den svenske topkusk Erik Adielsson, og så bliver det næsten ikke bedre.
Forventet placering: 5-7
4 Nero Toft
Kusk: Casper Jensen
Kommentar: Choksejrede i sin Derbyprøve, hvor den let gik forbi Neo Smed i opløbet, og sejrede i toptiden 1.14,6/2500 meter autostart - den hurtigste tid af alle Derbyprøverne. Vandt til 23 gange pengene, og dét odds kommer den sikkert også til at stå i søndag eftermiddag. Ingen tror på, at hesten som kom ud af ingenting kan fuldbyrde sensationen og vinde det største løb af alle. Heller ikke selv om ejeren Ivan Thorsager scorede en masse sympati efter sin "optræden" ved sejrsinterviewet efter sejren i Derbyprøven. Lad os bare kalde Thorsager for en vaskeægte bonderøv (det tror jeg i øvrigt han bliver stolt over), men stjernelykkelig var han i hvert fald i vindercirklen. Nero Toft vandt Jydsk 4-årings Grand Prix Trøstløb i starten af juli, og har et helt perfekt startspor her, men alligevel er det svært at tro på mere end en mindre placering.
Forventet placering: 5-7
5 Nice Little Ært
Kusk: Johnny Takter
Kommentar: Hesten med det skøre navn Nice Little Ært har altid været omgivet af store forventninger. Både dengang Paul-Erik Jensen (hvis kælenavn er "ærten", deraf navnet på hesten) ejede hesten, og måske især senere, hvor den svenske træner Tomas Malmqvist købte hesten. Nice Little Ært har galopperet mange sejre væk, og burde have stået med en del flere penge på kontoen. I Derbyprøven galopperede den også, og satte 60-80 meter til. Kusken Johnny Takter satte dog efter feltet, og i opløbet var der ingen tvivl om, hvem sejren skulle gå til. Nice Little Ært kom blæsende med dobbelt fart ude i banen, og vandt let foran Niller. Distancen er sikkert en fordel for denne hest, men der er ikke plads til galop denne gang. Feltets helt klare outsider!
Forventet placering: 2-4
6 Neo Holmsminde
Kusk: Thomas Uhrberg
Kommentar: Mange har undret sig over, at Lundens mangedobbelte trænerchampion Steen Juul ikke valgte at køre Neo Holmsminde, som helt objektivt ligner Juuls bedste chance ud af kvartetten News Of Hanke, New Photo Guy, Nelson Derm og altså Neo Holmsminde. Men ejerne har efter sigende bedt om at Thomas Uhrberg skulle køre hesten i Derbyet, og ejerkredsen har da også gode erfaringen med kusken i hvidt og blåt, idet Uhrberg førte hesten til sejr i det største løb for de 3-årige heste; Dansk Trav Kriterium. Netop foran New Photo Guy i øvrigt - hesten som Steen Juul selv kører. Neo Holmsminde har i år vundet Sprintermesteren i Billund (endda i sæsondebuten), 4-års Eliten på Copenhagen Cup dagen og var anden i Jydsk 4-årings Grand Prix efter spids det meste af vejen. Derbyprøven vandt den uden problemer, selv om Nero Shadow kom tæt på til slut, og da startspor 6 er ganske godt på 3000 meter, så kunne Neo Holmsminde godt tænkes at blive trykket af fra start.
Forventet placering: 1-3
7 New Photo Guy
Kusk: Steen Juul
Kommentar: New Photo Guy var som nævnt anden i Dansk Trav Kriterium sidste år, hvor Neo Holmsminde gik forbi kort før mål. Var derefter anden til Neo Smed i Grand Circle 4-års Championat i Ålborg, hvorefter hesten blev skadet, og først kom til start i Grand Prix trøstløbet i Århus i juli måned, altså en pause på otte måneder. New Photo Guy skuffede i Århus, hvor den mødte konkurrenter, som den normalt spiser med mælk på til morgenmad. Gangen efter var den også helt under isen på Lunden, hvor den gav sig helt fra spids i et løb som Neo Smed vandt. var dog godkendt i sin Derbyprøve, hvor den var anden til News Of Hanke. Det så ikke ud til, at Steen Juul kunne køre for fuldt ned gennem lige bane, men manden med syv Derbysejre i bagagen har helt sikkert New Photo Guy klar på søndag, når starten går lidt over kl. 16. Kan stadig fåes til 15-20 gange rundt omkring hos diverse bookmakere, og det kunne være et sjovt lille spil at stå med. God lir, selv om det nok er svært at forestille sig New Photo Guy være SÅ meget forbedret, at den kan vinde det største løb overhovedet.
Forventet placering: 2-4
8 Nick Nock
Kusk: Christoffer Eriksson
Kommentar: Nick Nock kom med i Derbyet via pointberegningslisten, og fungerer nok allerbedst på sprint. Det vil sige godt halvdelen af dagens distance, og faktisk kunne Nick Nock godt være en hest, der opgav fejlfrit i løbet. Det er tidligere set, men selvfølgelig kører kusken sin chance med Nick Nock, der ganske vist er havnet meget uheldigt til med startspor otte. Men sådan er det jo, når man kommer med på point. Den anden pointhest er 12 Nelson Derm, som har lige så ringe startspor. Nick Nock er bestemt feltet mindste chance, og det vil overraske mig ekstremt meget, hvis Nick Nock slutter i den bedste halvdel.
Forventet placering: 10-12
9 Niller
Kusk: Birger Jørgensen
Kommentar: Kusken Birger Jørgensen er regerende verdensmester, og vinder flest løb i Danmark hvert eneste år. Men lige præcis Derby har den gode Jørgensen det svært med, og faktisk har han kun vundet én gang. Det var i 1988, hvor han vandt med Lancelot Broholm. Det havde han dog sikkert ikke gjort, hvis fynske John K. Hansen havde været vågen og angrebet i tide med kæmpefavoritten Levelet Tax. Sådan er der så meget. Birger Jørgensen kører i dette løb hesten Niller, som er stærk og stabil, men ikke særlig speedy. Trak her et fint startspor, hvor Niller har ryg på News Of Hanke og Nero Toft direkte. Den første kører fremad og den anden køres ned til inderbanen direkte, så der kan faktisk vise sig et fint hul direkte efter start. Niller har dog svært ved at afgøre til sin egen fordel, men tjener altid gode penge, og har været mellem de tre første i 12 af 17 starter hidtil i karrieren.
Forventet placering: 4-6
10 Next Dance
Kusk: Staffan Nilsson
Kommentarer: Next Dance blev i sin Derbyprøve suget med til andenpladsen bag Nimble, og var skyldig i at kvalificere sig. Det er min påstand, at hesten ikke havde haft skyggen af chance for at komme med i Derbyet, hvis den havde været ude i hvilken som helst af de andre prøver fra et andet startspor end det perfekte spor 1, som gav ryggen på Nimble hele vejen. Fra startspor 10 får Next Dance ikke med udfaldet at gøre.
Forventet placering: 10-12
11 Neo Smed
Kusk: Flemming Jensen
Kommentarer: Før Derbyprøverne fremstod Neo Smed som en af de tunge favoritter til sejren. Men efter en halvskidt optræden - hvor Neo Smed dog var anden i den næstbedste tid OVERHOVEDET i samtlige prøver - og med et kedeligt startspor 11, så nedsættes chancerne selvfølgelig. Det mener bookmakerne dog ikke, og de har tydeligvis ikke lyst til at få mere spil på Neo Smed og Flemming Jensen, idet de holder odds meget lavt. Neo Smed vandt Grand Circle 4-års Championat i Ålborg i november sidste år, og sæsondebuten i Skive 26/4 gav sejr i et af de store løb på dagen efter føring fra start til mål. Derefter vandt hesten fra tillæg i Ålborg, men den mest imponerende præstation var på Lunden, hvor Neo Smed maste New Photo Guy fra positionen udvendigt for, og forsvandt væk til let sejr. I Derbyprøven mente træneren efterfølgende, at Neo Smed havde noget i halsen, men dén undskyldning står vist i forordet i den store bog med dårlige travundskyldninger. Kusken Flemming Jensen skal man ALTID se op for, og jeg bliver ikke overrasket, hvis Neo Smed vinder her.
Forventet placering: 1-3
12 Nelson Derm
Kusk: Henrik Lønborg
Kommentarer: Nelson Derm kom med på alleryderst mandat. Faktisk var den ikke kvalificeret til start, men da Neptun Damhus trak sig, så blev der plads til den brunskimlede hest alligevel. Nelson Derm er stærk som få, men fra startspor 12 mod årgangens allerbedste heste bør det ikke kunne blive til mere end en mindre præmie. Vandt let forrige gang trods dårligt startspor i Odense, og kusken kender hesten fra en tidligere optræden sammen i Grand Prixet i Århus.
Forventet placering: 7-9
Annonce - Denne side indeholder reklamelinks*. Spillemyndighedens hjælpelinje: stopspillet.dk
Selvudelukkelse: rofus.nu | Spil ansvarligt | 18+
Selvudelukkelse: rofus.nu | Spil ansvarligt | 18+