Fredag spiller Danmark mod Malta for at holde liv i det lille VM-håb. Men hvad med fremtiden? Den har vi taget et kig på. Se den rød-hvide ideal-11'er anno 2016...

På fredag gælder det Malta-Danmark (se kampanalyse her). Efter det forsmædelige 0-4-nederlag mod Armenien står Danmark desværre med meget små chancer for at kvalificere sig til VM-2014.

Der er dog håb forude. Måske ikke i denne VM-kvalifikation, og måske kommer kvalifikationen til EM i 2016 også for tidligt. Men så... En række store danske talenter er på vej frem, og før eller siden bør det manifestere sig i et slagkraftigt landshold.


Herunder kommer et bud på hvordan Danmarks landshold anno 2016 (med henblik på VM-2018) bør se ud. Et ærligt bud, men naturligvis også et debatoplæg. Så hvæs kløerne og pennen når du har læst denne artikel - og kom så med DIT bud på hvordan fremtidens landshold skal se ud.

Oplagt bud: Christian Eriksen

Jeg har valgt at pakke det lidt ind (bogstaveligt talt – der er tale om en slags pakkekalender) og undlade at afsløre alle navnene på een gang – men lad mig linde lidt på låget og hive een af mine idealstartere frem: Christian Eriksen (omend den plads jeg har udset mig til ham, er lidt anderledes end hans umiddelbare yndlingsposition). Apropos:

Christian Eriksen scorer mod Malta 2,88
Bet365

Er der værdi? Eriksen har kun scoret fire mål i 37 landskampe, men i august-træningskampen i Polen åbnede han endelig for posen med flot spil og en lækker frisparksscoring. Kunne man forestille sig at den nybagte Tottenham-spiller også viser hvor skabet skal stå mod Malta?

Hvem er ellers på 2016-landsholdet?

Christian Eriksen er naturligvis kun een ud af 11 i 2016-idealstartopstillingen. Hvad med de 10 andre?

Her er valgt en 4-3-2-1-formation. Den såkaldte juletræs-opstilling kræver to angrebs-ivrige og -dygtige backs, tre centrale midtbanefolk der både kan rydde op og tænke fremad samt to hængende angribere der både kan gå til baglinjen og gå ind i banen og afslutte. Plus helst en stor og stærk boksangriber.


Bemærk at på midtbanen er otteren placeret lidt foran sine to kollegaer, som den mest offensive (der dog også deltager i det defensive arbejde). Nr 6 og 7 er henholdsvis en tacklestærk oprydder og (ideelt set) en "Pirlo" – dvs en dybtliggende spilfordeler.

Udtaget er 11 spillere i alderen 18-26 år. I 2016 vil de altså være 21-29 år.

Klik på et nummer for at se hvem der gemmer sig bag tallet.

  9

  11        10

  8

  7     6
 3      5     4     2

   1

Morten Olsen og fremtidens folk

Spørgsmålet er selvfølgelig om DBU/Morten Olsen allerede nu burde fokusere på disse talenter og give dem mere spilletid? Tjah – det gør han faktisk allerede. Til dels, i hvert fald.

Ud af de 11 spillere fra denne artikels ønske-landshold anno 2016 er syv med i den trup Olsen har udtaget til september-kampene mod Malta og Armenien. Dvs fire fraværende. Men heraf er een skadet, og så er der to helt unge knøse der nok først er tilstrækkeligt modne om et par år (de er stadig et godt stykke fra en fast plads på deres klubhold). At de ikke er udtaget, giver derfor god mening.

Af de fire er der altså umiddelbart kun een spiller som kunne/burde have været med på nutidens landshold – og samme spiller var med i truppen til august-træningskampen mod Polen, så landstræneren har skam øje for ham.


Men måske kunne man ønske sig at Morten Olsen ikke bare udtog talenterne, men også i højere grad gav dem spilletid?

Mod Polen startede Morten Olsen med blot fire mand fra 2016-idealholdet. Yderligere tre sad på bænken fra start (to af dem kom ind i anden halvleg).


Landsholdet anno 2016: 4-3-2-1

OP

1: Målmand
Kasper Schmeichel


Reserver:

Frederik Rønnow

Mikkel Andersen

Martin Hansen

Kasper Schmeichel

5. november 1986
1,83 meter høj

Kasper (søn af Peter Schmeichel der i 1992 vandt EM-guld med Danmark) er ikke ret høj, men hans hurtige reaktioner overgås til gengæld af meget få, og han bliver bedre og bedre til at plukke høje bolde ned ude i feltet.

Pt spiller han for Leicester i den næstbedste række, men han bør lande i Premier League, enten med Leicester eller via klubskifte.


Med 26 år (29 i 2016) er han den ældste på dette landshold. Men målmænd er som regel langtidsholdbare, og mon ikke Schmeichel er brugbar i hvert fald til og med EM 2020?

På nutidens landshold står Schmeichel umiddelbart i skyggen af Stephan Andersen i kampen om Morten Olsens gunst – men Andersen varmer bænken i Betis, så måske får Schmeichel alligevel startpladsen mod Malta?


OP


2: Højreback

Peter Ankersen

Alternativ:

Lasse Vigen Christensen

Reserver: 

Daniel Wass

Frederik Sørensen

Peter Ankersen


22. september 1990

1,8 meter høj


Esbjerg-backen er god til at gå med frem og har en fremragende sparketeknik – med begge ben (scorede to mål mod Saint-Étienne, et på frispark med højre ben, og et fra højre side af feltet med venstre ben). Kan også spille venstreback.

Morten Olsen har da også fået øje for det vestjyske talent. Ankersen var med i Polens-truppen (fik anden halvleg), og han er også med i landsholdstruppen mod Malta og Armenien.



Lasse Vigen Christensen
15. august 1994

1,78 meter høj

19-årige Lasse Vigen befinder sig siden 2012 i engelske Fulham hvor han kommer tættere og tættere på en førsteholdschance.


Den tidligere FCM-udviklingsspiller er egentlig midtbanemand (og karakteriseres på Fulhams website som "bold and creative in possession"), men kan også udfylde rollen som højreback, og i et 4-3-2-1-system er det netop vigtigt med backs der kan udrette noget fremad.

Det varer dog nok lidt før han er klar til landsholdet...


OP


3: Venstreback

Nicolai Boilesen

Reserver: 

Daniel Wass

Jacob Barrett Laursen

Jonas Knudsen

Jeppe Juelsgaard

Peter Ankersen

Nicolai Boilesen

16. februar 1992

1,85 meter høj
Venstrebenet

Ajax-talentet slog allerede igennem på landsholdet i 2011, men blev skadet og har været igennem et sandt skadeshelvede lige siden. Nu er han tilbage og efter at have påbegyndt den nye sæson på bænken i Ajax, er han startet inde i de seneste to runder. Han var desuden med mod Polen og er også med i landsholdstruppen mod Malta og Armenien.

Boilesen er hurtig, teknisk stærk og dygtig til at gå med frem. Desuden generelt solid defensivt. Danmarks største backtalent.


OP


4: Midterforsvarer (højre)

Jores Okore

Reserver:

Andreas Christensen

Frederik Sørensen

Simon Kjær

Jores Okore
11. august 1992
1,83 meter høj

Københavneren med rødder i Elfenbenskysten er relativt lav for en midterforsvarer, men kompenserer med springkraft og stor fysisk styrke. Dette samt speed og en ganske god teknik gør ham til Danmarks nok største forsvarstalent.

Efter et par flotte sæsoner med FC Nordsjælland hvor han først blev dansk mester og derefter deltog i Champions League-gruppespillet, blev han i sommer solgt til Aston Villa. Her var han skadet i opstartsfasen og missede derfor åbningskampen mod Arsenal, men han blev skiftet ind mod Chelsea, imponererede stort, og startede efterfølgende mod Liverpool.

På landsholdet har det hidtil knebet det med at erobre en fast plads, men i takt med at han får Premier League-kampe i bæltet bør det bare være et spørgsmål om tid før han nupper Simon Kjærs startbillet. Okore missede Polen pga sin skade, men er med i truppen mod Malta og Armenien.


OP

5: Midterforsvarer (venstre)
Jannik Vestergaard


Reserver: 

Andreas Bjelland

Jacob Barrett Laursen

Jannik Vestergaard
3. august 1992
1,99 meter høj

 

Den tårnhøje københavner er halvt tysk og tog allerede i 2010 til Hoffenheim. Efter et år på reserveholdet, blev han indlemmet i førsteholdstruppen hvor han i 2011/12 og 2012/13 fik flere og flere kampe. I dag er han fast starter hos Bundesliga-klubben og er sågar vice-anfører.


Med sin højde er Vestergaard naturligvis meget markant i hovedspillet – i begge ender – men han kan også spille fodbold og bliver bedre og bedre. Og så er han venstebenet... Altså oplagt som afløser for Daniel Agger i venstresiden af midterforsvaret.

Heldigvis har Vestergaard takket nej til tyske følere og meldt ud at han går efter det danske landshold. Morten Olsen takkede for tilliden ved at give ham 30 minutter som indskifter mod Polen – men har ikke taget ham med i truppen mod Malta og Armenien.


OP


6: Defensiv midtbane
Patrick Olsen

Reserver:

Lasse Vigen Christensen

William Kvist

Niki Zimling

Patrick Olsen
23. april 1994

1,78 meter høj

Inters Patrick Olsen tilhører den lille håndfuld danske stortalenter der befinder sig i absolutte storklubber, men stadig er i udviklingsfasen, dvs nok et stykke fra en startplads (Pierre-Emile Højbjerg/Bayern, Andreas Christensen/Chelsea og Jacob Barrett Laursen/Juventus er de andre).

Olsen er et talent der ser ud til at kunne tage skridtet videre end Kvist og Zimling. Han er ikke superhurtig (dog klart hurtigere end Kvist), men er både fysisk stærk og teknisk dygtig. Læg dertil evner til at rydde op OG til at fordele boldene på konstruktiv vis, og vi står med fremtidens mand på Danmarks defensive midtbane.

Nu skal vi så bare have ham i gang i Serie A, enten for Inter eller lejet ud til en anden klub – og så bør landsholdet være et realistisk mål inden for et par år.


OP


7: Centralmidtbane
Christian Eriksen

Alternativ:

Pierre-Emile Højbjerg

Reserver: 

Casper Sloth

Christian Nørgaard

Marcus Bay

Niki Zimling
Mads Albæk

Christian Eriksen

14. februar 1992

1,77 meter høj

21-årige Eriksen har overblik, teknik og et knaldgodt frispark. Han regnes som eet af Europas største midtbanetalenter og skiftede for nyligt fra Ajax til Tottenham Hotspur for 101 mio kr.

Han har da også været fast starter på landsholdet siden 2011, men har haft lidt svært ved udløse sit store potentiale i rollen som offensiv kreatør.

Der var dog fremskridt at spore mod Polen (fint spil og endnu et frisparksmål; han satte også eet ind mod Georgien). Hvis han fortsætter i det spor, kan det godt være at jeg skal ændre holdning. Men lige pt vil jeg være stædig og sige:

Hvad med at finde en ny rolle til ham? Gøre ham til en ny "Pirlo" – dvs som en dybtliggende spilfordeler der går ned på egen banehalvdel og så sørger for at fodre medspillerne med fremadrettede afleveringer. Eriksen vil jo også kunne sparke frispark som "7'er"...


OP


8: Offensiv centralmidtbane
Pierre-Emile Højbjerg

Alternativ:

Christian Eriksen

Reserver:

Victor Fischer

Casper Sloth

Christian Nørgaard

Marcus Bay

Lucas Andersen

Pierre-Emile Højbjerg
5. august 1995
1,87 meter høj

Danmarks måske allerstørste håb. Han er kun 18 år og befinder sig i verdens lige nu stærkeste klub, Bayern München, blandt et væld af klassespillere, og alligevel er han ikke super-langt fra Guardiolas startellever (lige nu er han dog skadet).

Højbjerg er et kæmpe-talent der kan det hele. Erobre bolde, drible, sparke frispark. Defensiv midtbane, offensiv midtbane, højrefløj... På dette danske landshold er han udset sin yndlingsrolle – som den mest offensive på en tremands-midtbane.

Det varer dog nok lidt før det bliver aktuelt – Højbjerg er stadig meget ung og spiller endnu ikke fast på sit klubhold.


OP

10: Højrefløj
Martin Braithwaite

Alternativ:

Lucas Andersen

Reserver:

Yussuf Poulsen

Rasmus Falk

Osama Akharra

Kasper Kusk

Martin Braithwaite

5. juni 1991
1,8 meter høj


Den hurtige og teknisk stærke Esbjerg-højrekantsspiller (kan også ligge helt fremme) skiftede for nyligt til franske Toulouse. Her har han fået en god start, og det sammen med hans mål mod Polen (i hans kun anden landskamp) gør ham til den mest oplagte højrefløj på nutidens landshold (han er da også med i truppen mod Malta/Armenien). Og måske også på fremtidens hold?

Lucas Andersen
13. september 1994
1,85 meter høj

Efter 41 kampe og tre mål (plus mange assists) for AaB skiftede driblestærke og hurtige Lucas Andersen til Ajax i 2012. Her mangler den unge nordjyde stadig at slå igennem, men det skal nok komme – talentet er der.

Han kan ligge hvor som helst i den offensive linje bagved centreforwarden.

Indtil han slår igennem i Ajax, er det forståeligt at han ikke er med på landsholdet.


OP


11: Venstrefløj
Viktor Fischer


Reserver:

Yussuf Poulsen

Lucas Andersen

Emil Larsen

Baskhim Kadrii

Nicolai Jørgensen 

Viktor Fischer

9. juni 1994

1,8 meter høj


I modsætning til Lucas Andersen er jævnaldrende Viktor Fischer allerede slået igennem i Ajax hvor han i sidste sæson scorede 10 mål i 23 kampe – primært med venstreflanken som udgangspunkt (men han kan også ligge helt i front eller være hængende angriber).

Fischer er hurtig, teknisk dygtig – og så er han fræk som en slagterhund. Hvilket betyder kække bemærkninger til pressen, men også en imponerende kølighed i afslutningssituationerne. Kæmpestort angrebstalent.


OP


9: Centreforward
Andreas Cornelius

Reserver:

Viktor Fischer

Nicklas Bendtner

Yussuf Poulsen

Nicklas Helenius

Simon Makienok

Kenneth Zohore

Ronnie Schwartz

Nicki Bille Nielsen

Andreas Cornelius
16. marts 1993
1,93 meter høj

Navnet får ham til at lyde som en tegneseriefigur (fra Anders And), men Cornelius er bestemt ikke til grin. I 2012/13 scorede han 18 mål i 34 kampe for FC København, blev ligatopscorer og udfyldte dermed N'Doyes støvler.

Nu er han så skiftet til den nybagte Premier League-klub Cardiff hvor han stadig afventer spilletid. Han sad på bænken mod Man Citymen blev derefter skadet til træning – hvorfor han går glip af kampene mod Malta og Armenien. Morten Olsen har ellers øje for det store angrebstalent – og mon ikke han vender tilbage på et senere tidspunkt.

Den rødhårede angriber har højde, fysik og teknik med sig. Han kan det hele. Og så har han (i modsætning til fx Bendtner) efter alt at dømme en god mentalitet der får ham til arbejde hårdt og fokusere på fodbold.