Etape-cykelløbet Post Danmark Rundt køres 3.-7. august. Fra Esbjerg til Frederiksberg. Læs optakten der gennemgår ruten og favoritterne...

Danmark Rundt startede tilbage i 1985, men formåede kun at køre i fire år, inden der kom en pause indtil 1996: Siden dengang har løbet dog været en tilbagevendende begivenhed, og løbet er kun steget i niveau – hvis man altså ser bort fra vinderlisten.

For de seneste tre år har vinderen været dansk og heddet Jakob Fuglsang, og skønt vi ser stort potentiale i danskeren, så er både Fabian Cancellara (2006) og Ivan Basso (2005) større vindernavne.

Men feltet er blevet betydeligt stærkere år for år: Det ses blandt andet ved at kigge på fx 2005, hvor Ivan Basso formåede at vinde fire etaper, herunder en enkeltstart – den præstation kan de færreste gentage i det nuværende felt; dertil er det for stærkt.

I år er der en række interessante navne. Rabobank stiller blandt andet til start med Matti Breschel, Steven Kruisjwijk og Bauke Mollema, Leopard–Trek har Jakob Fuglsang og Daniele Bennati med, mens Team Saxo Bank -SunGard stiller til start med Gustav Larsson og Richie Porte. Men også en række andre navne er klar til at nuppe sejren i Danmarks største etapeløb.

Løbet passer til en puncheur, men samtidigt en puncheur, der kan begrænse et tidstab på en enkeltstart. Jakob Fuglsang har begge egenskaber, og så har han en hel del ekstra motivation i form af sin nationalitet: Han stiller op igen, men i mine øjne er der mange ryttere man skal holde øje med: Særligt hos Team Saxo Bank og Leopard–Trek med deres mange danskere.

Danmark Rundt: Optakt

Løbets officielle hjemmeside: http://www.postdanmarkrundt.dk/

Tips

Hold øje med tips fra BetXperts cykeleksperter:

Jacob Nordestgaard

Jesper Sørensen

Esben Billum

Bemærk: Der plejer at komme (få) odds på Bet365*, og nogle gange følger øvrige bookmakers efter - men bookmakernes optagethed af Danmark Rundt kan naturligvis ikke sammenlignes med fx Tour de France. Vi kan altså ikke garantere en masse eksperttips...

Ruten

1. etape: Esbjerg – Esbjerg (175 km), 3. august.

Etapeløbet starter i år på vestkysten, hvor der venter en 175 km lang etape, der slutter samme sted som den begynder: Esbjerg. Rundturen sender dem forbi byer som Varde, Bramming og Ribe, men det er i og omkring Esbjerg, at etapen skal afgøres: Det må nemlig forventes at ende med en kuperet spurt, for etapen er forholdsvist flad bortset fra finaleopløbet, om end der kan komme lidt vind, der kan skabe problemer for enkelte hold.

Finalestrækningen er tre omgange i Esjberg – selve opløbet mod mål er ca. 300 meter, men der afsluttes på en mindre stigning, magen til den, de kørte på under DM 2006. DM kan dog ikke kontrolleres på samme måde, og dengang kom der afgørende angreb lidt før selve finalestigningen – i Post Danmark Rundt vil man formentligt se at feltet har kontrol på det indtil den afgørende stigning, og her kan der måske komme enkelte tidsforskelle.

2. etape: Grindsted – Aarhus (189 km), 4. august.

Århus er en hyppig genganger i løbet, og det er hovedsaligt på rundstrækningen i storbyen, at løbet for alvor folder sig ud med mange angreb. Der sluttes med 3 omgange, der ca. har en distance på 5 kilometer, og her skal bakken Oddervej passeres. Det kan måske dræne nogle folk for kræfter, og vi har blandt andet set at Nicki Sørensen tidligere har angrebet og sejret med 20 sekunder ned til feltet – og vi har set Matti Breschel (som er ret stærk på stigninger) tage sejren i en mindre gruppe foran blandt andet podiemanden fra Amstel Gold Race i 2010, Enrico Gasparotto.

Det kan blive en drilsk finale for mange, men hvis et hold kan kontrollere feltet, så er det meget sandsynligt, at det hele forbliver samlet – måske med få sekunder imellem enkelte grupper.

3. etape: Aarhus – Vejle (181 km), 5. august.

Her er løbets absolutte kongeetape. Man kører igennem kuperet landskab i Silkeborg, hvor blandt andet Yding Skovhøj og Ejer Baunehøj skal passeres. Det er dog kun med til at dræne folk, for det er i Vejle at det virkelig foregår: Her skal løbets hårdeste stigning nemlig passeres adskillige gange.

Nemlig Kiddesvej, der i gennemsnit stiger 11,1 %, men enkelte steder stiger op til +20 %. Fire gange skal stigningen passeres i finalestrækningen, hvor den tredje gang naturligvis er målstregen, selvom det dog flader en anelse ud. Kiddesvej er typisk med til at skabe store tidsforskelle i klassementet, men det er næppe her, at løbet for alvor afgøres.

4. etape: Sorø – Frederiksværk (111 km), 6. august.

Frederiksværk er en ny målby, hvorfor den kan være svær at analysere. Etapen er meget kort, og der venter en enkeltstart senere på dagen, hvorfor man kunne forvente at mange ryttere nok ville spare sig.

Men finalestrækningen måler 300 meter og stiger med 7 %, hvorfor der kan komme nogle små ubehagelige overraskelser for enkelte ryttere, der måske ikke besidder det helt store antrit.

5. etape: Helsingør – Helsingør (13,2 km), 6. august.

Selv om enkeltstarten kun er på 13,2 kilometer, så kan man sagtens tabe Post Danmark Rundt her. De kører hele ruten langs kysten, men det er tvivlsomt at vinden vil få alt for stor betydning.

Der er nogle ryttere, der kan hente meget tid her, men spørgsmålet er hvor stor effekt 4. etape har på rytternes præstationer – især hvis 4. etape bliver en klassementskamp?

6. etape: Hillerød – Frederiksberg (162,4 km), 7. august.

Finale-etapen er en spurtetape, hvor der afsluttes på Frederiksberg Allé. Men det helt store incitament for mange af rytterne til at deltage i Post Danmark Rundt skal også findes på denne etape: De passerer nemlig et stykke af VM-ruten, og for mange ryttere er det værdifuld erfaring, de får ved at køre denne etape.

I vaskeægte Champs Elysees-stil slutter de af med en hel del omgange på Frederiksberg Allé, inden det som forventet slutter i en massespurt.

Favoritter

Det er svært at komme uden om Jakob Fuglsang, når der skal kigges på favoritter. Danskeren skuffede godt nok i Tour de France, men det skulle angiveligt skyldes en skade. Og i øvrigt: hvis man fraser Dauphine Libere for et par år tilbage, så er det mest på små stigninger, som præger Post Danmark Rundt, at han for alvor har vist meget. Det beviste han i Ardennerne, og det har han faktisk vist hele året rundt.

Han kører normalt en god enkeltstart; men den ser ud til at være blevet endnu bedre. Ser man bort fra hans præstation i Tour de France, så har han i år kørt en enkeltstart lige under de bedste, og det er en disciplin han har arbejdet meget i. Derfor er han så meget mere interessant i år, for han er blevet en tand mere komplet.

Det kunne godt ende med en fjerde sejr. Også fordi han har et meget stærkt hold omkring sig hos Leopard-Trek, hvor Martin Pedersen, Anders Lund og Martin Mortensen nok også har egne klassementsambitioner, mens Bennati og Vigano hovedsaligt er der for at køre spurterne – men støtte, det har han masser af, hvis det presser på.

Hos Team Saxo Bank–SunGard har man et interessant hold. De to kaptajner er Richie Porte og Gustav Larsson, og her har jeg nok størst forhåbninger til dførstnævnte, fordi han trods alt har bevist en del mere på stigningerne end Larsson. Porte så stærk ud på den afsluttende enkeltstart i Tour de France, og kan han køre på samme niveau under Post Danmark Rundt, så ser det glimrende ud.

Spørgsmålet er om hans ’punch’ er godt nok på de små, korte stigninger, som der trods alt er en del af: Men pga en god enkeltstart er han en af favoritterne.

Han har et solidt hold omkring sig. Der er stærke hjælpere som Mørkøv, Steensen, Vandborg, Christensen og Cooke. Hver især har de også personlige ambitioner, men ligesom med Fuglsang, så skal han nok få støtte, når der er brug for det.

Larsson skal hovedsaligt have en portion held med sig, for jeg forventer at han smider lidt tid på stigningerne.

Hos Rabobank har man en dansk kaptajn i form af Matti Breschel. Breschel er dog kun lige kommet tilbage efter en skade, og skal bruge løbet som opvarmning, så det er tvivlsomt hvor meget han kommer til at præstere: Er han i topform, så er han bestemt en kandidat til både etapesejre og en podieplads, men hans enkeltstart er nok ikke god nok.

Udover Breschel har man Mollema og Kruiswijk, der er blevet snakket meget om, men udover at Mollema har Tour de France-form, så tror jeg ikke de kommer til at vise alverden: dertil passer løbet dem ikke fantastisk godt, og deres motivation kan vel højest begrænse sig til at hjælpe Matti Breschel. Havde Breschel været i topform, så havde han været farlig med så godt et hold omkring sig,; udover de nævnte, finder man også folk som Langeveld og Vermeltfoort på holdet.

Den andensidste favorit jeg vil gennemgå, er måske snarere et helt hold. For Team Sky stiller til start med en masse gode ryttere, herunder den dobbelte vinder, Kurt Asle Arvesen, der nok ikke helt har samme motivation som førhen, men han vil nok gerne bevise noget her, når karrieren så småt går på hæld.

Hans enkeltstart kan blive problemet, og han ser heller ikke ud til at have samme styrke som forhen. Så det er måske Tour de France-rytteren, Simon Gerrans, man skal sætte sin lid til. Han har stået lidt stille i et par år, men han viste nogle ting under Ardennerne, der understreger at han stadig har evner. Han er en dygtig puncheur, så der er et par etaper, der passer til ham, hvis han ankommer i topform, men hans enkeltstart er ikke vanvittig god.

Og så må man ikke undervurdere Russel Downing, der bestemt også kan ende med sejren, hvis alt flasker sig for ham. Herudover har man to gode sprintere i form af Christopher Sutton og Davide Appolonio, mens man også har Alex Dowsett, der kan vinde enkeltstarten.

Jeg kunne uden tvivl blive ved, men jeg stopper her med en hurtig gennemgang af fire danskere, der kører for hvert sit hold. Den første er Michael Rasmussen (Team Christina Watches-Onfone), der har fokuseret hele sin sæson på dette løb og sågar har lavet mere enkeltstartstræning end nogensinde før, for at kunne lave et topresultat i dette løb: Jeg tvivler dog på ham, for selvom han viste udmærket form i julimåned, så tror jeg simpelthen ikke han kan følge de hurtigste puncheurs og de bedste enkeltstartsryttere.

Lasse Bøchmann og Troels Vinther er interessante for Glud & Marstrand-LRØ Rådgivning-holdet. Begge kæmper hårdt for at få en professionel kontrakt med et ProTour-hold, og her er Post Danmark Rundt det helt store udstillingsvindue. Jeg tvivler på, at de kan vinde, men hvis alt flasker sig, så kan de begge ende i top10 – eller sågar top5.

Det samme kan Rasmus Guldhammer, der ser ud til at have fundet glæden ved cykling igen. Han gør det som regel rigtig godt i Post Danmark Rundt, og hvis han fortsætter stilen i løbet som normalt, så bør der vente en kontrakt hos et større hold, såfremt han ønsker at give sig i kast med det professionelle liv igen.

Øvrige interessante ryttere

Her følger en kort gennemgang af interessante ryttere, der måske kan være i spil om etapesejre eller sågar outsidere til klassementet:

Hos Vacansoleil sætter man sin lid til Pim Ligthart, der er forholdsvist hurtig og som i juli sikrede sig sejren ved de hollandske mesterskaber. Han har et par solide hjælpere omkring sig, blandt andre Petacchis tidligere lead-out, Alberto Ongaroto. Hans mål er en etapesejr, og holdet vil nok være ret opsat på at vise sig frem i Danmark.

Garmin-Cervelo stiller faktisk til start med en lille stjerneparade. Foruden folk som Cameron Meyer og Jack Bobridge, der kan vinde enkeltstarten, har man også erfarne folk som Murilo Fischer, Brett Lancaster, Daniel Lloyd og Roger Hammond. Herudover har man Tour de France-rytteren Ramunas Navardauskas, samt deres mulige klassementshåb, Michael Kreder, der har sin styrke på de små stigninger. Holdet har masser af kvalitet, men ikke en oplagt etapevinder.

Geox-holdet kommer med en række forholdsvist ukendte ryttere, men Marco Kump og Matteo Pelucchi er to interessante bekendtskaber. Matteo Pelucchi er et ungt sprintertalent, der kan ende med at nuppe en etapesejr, mens Kump også er hurtig, og han klarer ligeledes bakkerne rigtig godt, hvorfor han kan sidde med i finalerne og måske sprinte sig til en etapesejr. Meget afhænger dog af form og motivation.

Naturligvis skal den italienske sprinter Angelo Furlan nævnes. Han har allerede taget en hel del etapesejre i år, og Team Christina Watches–Onfone satser meget stærkt på at han kan fortsætte sin sæson og forhåbentligt tilføje mindst én sejr til CV’et.

Der kan dog komme konkurrence fra to øvrige italienere, Manuel Belletti og Sascha Modolo fra Colnago-holdet, der begge har bevist deres hurtighed. I øvrigt er det interessant, at langt de fleste hurtige folk er italienere. Foruden de tre fornævnte er Daniele Bennati og Davide Appolonio også til start, som tidligere nævnt.

Hos diabetes-holdet, Team Type 1, satser man på Laszlo Bodrogi. Med en god kørsel kan han blande sig på enkeltstarten, men meget mere kan han vist ikke hive ud af dette løb.