La primavera - foråret - nærmer sig, og det er det første sikre tegn på, at det store, brogede cykelfelt er ved at indfinde sig i Europa. Første rigtigt store løb bliver Paris-Nice 6.-13. marts. Det bliver samtidig første løb på en helt ny cykel-dagsorden, hvor den nye, og meget omtalte, ProTour skal stå sin prøve. Hvad ProTouren kommer til at betyde, kan I læse nærmere om lidt længere nede i optakten!
Selve løbskalenderen er der ikke ændret det store på, så vi kan endnu engang glæde os til de store forårsklassikere, Giro d´Italia i maj, Tour de France i juli og Vueltaen i august/september samt verdensmesterskaberne i Madrid sidst i september. Dertil kommer selvfølgelig mange andre interessante løb, og i det hele taget virker 2005 til at blive et meget spændende cykelår.
Lance Armstrong med i Touren
Set fra mit synspunkt var det en god nyhed, at Lance Armstrong igen stiller til start, når den 92. udgave af Tour de France ruller af sted den 2. juli. Touren er indiskutabelt årets højdepunkt, og selvfølgelig skal den forsvarende mester stille op. Lad os så håbe, at Jan Ullrich har smidt hvalpe-fedtet til tiden i år, så cowboyden fra Texas kan få kamp til stregen. Selvom Ivan Basso og andre nævnes som udfordrere, tror jeg stadig, at Ullrich er den eneste, som har styrken til at slå Armstrong, og forhindre dennes 7. sejr i træk. Og så er der jo altid noget fascinerende ved muligheden af at mesteren over mange år må strække våben. Vi så det senest med Miguel Indurain i 1996, og måske er det Armstrongs tur i år - vi bliver klogere til juli!Paris-Roubaix amputeret
Ellers må jeg begræde, at min absolutte yndlingsstrækning i forårsklassikere ikke er med på ruten i 2005. Brostensstykket i den legendariske Arenbergskov i Paris-Roubaix, er taget af programmet. Det kommer muligvis tilbage i 2006, men i år må vi undvære de 2400 meter, der har lagt sten til så mange dramaer. Brostensstykket er simpelthen blevet erklæret uegnet til cykelløb. Kritikere vil mene, at det var det også i forvejen, men nu er det åbenbart blevet for slemt. Ærgerligt og synd at dette spektakulære sceneri ikke kan opleves i år.Team CSC
Set med danske øjne bliver det spændende at følge Team CSC igen i år. De har vanen tro lagt hårdt ud med sejre rundt om i verden, og man må håbe, de kan fortsætte stilen året igennem. Team CSC har sagt farvel til Jörg Jaksche, Michele Bartoli og Frank Høj, men har stadig mange esser i ærmet i Ivan Basso, Jens Voigt, Carlos Sastre, Bobby Julich og nytilkomne David Zabriskie fra US Postal, som der sættes store forventninger til.Af nyheder om de danske ryttere er det mest bemærkelsesværdige Frank Højs skifte fra Team CSC til Gerolsteiner. Kan han træde det sidste stykke op af stigen og få et topresultat i en af forårsklassikerne? Ellers skal det blive spændende at følge Michael Rasmussen, der har indikeret, at han går efter bjergtrøjen i Tour de France, og selvfølgeligt også Jacob Piils jagt på flere etape-sejre i touren. Endeligt er der nogle nye danske navne, der bliver spændende at følge, specielt sidste års U23 VM-bronzevinder Mads Christensen, der har fået kontrakt hos Quick-Step, samt Matti Breschel, der kører for Team CSC.
ProTouren
Som nævnt i indledningen bliver ProTouren omdrejningspunktet for cykel-sporten fremover. Jeg vil kort ridse op, hvad ProTouren kommer til at betyde.ProTouren er en samling af alle de store løb i sæsonen, en slags cyklingens superliga, og World Cuppen forsvinder således. Løbene på ProTouren er blevet kategoriserede, og man optjener points ved at placere sig i løbene, samt ved at opnå etapesejre i de store etapeløb. Der er med andre ord flere points at hente for en samlet sejr i Tour de France end i Amstel Gold Race. På den måde kan man sige, at det minder en del om det system, man bruger på Race-listen i ATP-touren i tennis.
Løbskalenderen på ProTouren ser således ud:
Dato Løb Kategori
06/03 - 13/03 Paris-Nice C
09/03 - 15/03 Tirreno-Adriatico C
19/03 - 19/03 Milano - San Remo C
03/04 - 03/04 Flandern Rundt C
04/04 - 08/04 Baskerlandet Rundt C
06/04 - 06/04 Gent-Wevelgem D
10/04 - 10/04 Paris-Roubaix C
17/04 - 17/04 Amstel Gold Race D
20/04 - 20/04 Fleche-Wallone D
24/04 - 24/04 Liegé-Bastongne-Liége C
26/04 - 01/05 Romandiet Rundt C
07/05 - 29/05 Giro d´Italia B
16/05 - 22/05 Katalonien Rundt C
05/06 - 12/06 Dauphine Liberé C
11/06 - 19/06 Schweiz Rundt C
19/06 - 19/06 Holdtidskørsel i Eindhoven (Ingen points)
02/07 - 24/07 Tour de France A
31/07 - 31/07 HEW Cykel-Classic D
03/08 - 10/08 Benelux Rundt C
13/08 - 13/08 San Sebastian - San Sebastian D
15/08 - 23/08 Tyskland Rundt C
27/08 - 18/09 Vuelta a Espana B
28/08 - 28/08 Grand Prix Ouest France - Plouay D
12/09 - 18/09 Polen Rundt C
02/10 - 02/10 Meisterschaft von Zurich D
09/10 - 09/10 Paris-Tours D
15/10 - 15/10 Lombardiet Rundt C
Danmark Rundt har altså ikke fået plads i det fine selskab, og man skal nok videre med planerne om et fælles skandinavisk løb, hvis man vil med på ProTouren. Desuden er det værd at notere sig, at verdensmesterskaberne afholdes 21-25/09 i Madrid.
For en komplet oversigt over pointgivningen i de enkelte løb, kan man benytte dette link .
Tour de France makker ret
ProTouren har givet anledning til store diskussioner, da grundideen er, at 20 udvalgte hold SKAL køre alle løb på ProTouren. Det har givet dybe panderynker hos blandt andet Jean-Marie Leblanc, der føler, at man griber ind på hans magtområde, ved at diktere hvilke hold, der er sikre startere i f. eks Tour de France. Således kan man ikke udelukke Cipollinis hold, hvis man skulle have lyst!! Der er dog stadig mulighed for at invitere hold udenfor ProTouren til de enkelte løb, men disse ryttere/hold kan ikke optjene points på ProTouren.UCI´s præsident, Hein Verbruggen, har bastant udmeldt, at ProTouren er større end noget enkelt løb, selv Tour de France, og at ProTouren ville blive indført med eller uden touren! Leblanc har siden bøjet af, og ProTouren fremstår som et nyt flagskib indenfor cykel-sporten, hvor man især håber, den vil medvirke til, at de enkelte løb bliver mere attraktive for publikum, nu hvor alle de store hold skal stille til start. Samtidig har man sat en mere strømlinet pengemaskine i søen, hvor det bliver nemmere for investorerne at gennemskue hvilket produkt man køber, da man ved, at man er sikret deltagelse i alle store løb, og hvad hermed følger af presseomtale etc. Til gengæld bliver det svært for de mindre kendte ryttere og hold at bryde igennem muren til de store penge. ProTour licensen uddeles i op til max. 4 år for de enkelte hold, og der er således ikke tale om op/nedrykning.
Personligt tror jeg, at ProTouren bliver en succes på linie med Europa-Touren/PGA-Touren i golf og ATP/WTA Touren i tennis. Det er et godt koncept, og det bliver sjovt at følge den nye point-rangliste, som er udvidet med en del løb i forhold til den hedengangne World Cup. Og lad os så krydse fingre for, at dopingspøgelset bliver i skabet i år. Det har cykelsporten og ProTouren brug for.
ProTourens hold
De 20 hold, der er optaget på ProTouren, og derfor skal stille til start i alle løb på ProTouren, erDavitamon-Lotto (BEL)
Quickstep (BEL)
Team CSC (DEN)
Fundacion Ciclista Euskadi (ESP)
Illes Balears (ESP)
Liberty Seguros (ESP)
Saunier Duval-Prodir (ESP)
Bouygues Telecom (FRA)
Credit Agricole (FRA)
Cofidis (FRA)
Francaise des Jeux (FRA)
Gerolsteiner (GER)
T-Mobile (GER)
Domina Vacanze (ITA)
Fassa Bortolo (ITA)
Lampre-Caffita (ITA)
Liquigas-Bianchi (ITA)
Rabobank (NED)
Phonak (SUI)
Discovery Channel (USA)
Phonak har trods dopingsagerne mod Oscar Carminzind, Santiago Perez og Tyler Hamilton fået licensen, begrundet i en hurtig og professionel indgriben! Den vil jeg lade stå for sig selv…
Ellers er det mest bemærkelsesværdige på holdlisten ændringen af nogle holdnavne. US Postal er blevet til Discovery Channel, Lotto-Domo til Davitamon-Lotto og Brioches La Boulangere til Bouygues Telecom.
Hvert hold skal have mindst 25 ryttere i staben, hvilket skulle forhindre øget dopingmisbrug som en konsekvens af de mange løb.
Feltet 2005
Hvem har stillet cyklen i garagen, og hvad er de mest prominente holdskift? Jeg har lavet et lille sammenkog af situationen herunder.I 2005 må vi undvære gamle stjerner som Jacky Durand, Michele Bartoli, Andrea Tafi, Laurent Dufaux, Richard Virenque og Alex Zulle - de har alle indstillet karrieren. Til gengæld kan vi glæde os til at gense disse ryttere i nye farver:
Rytter, Fra -> Til
Igor Asterloa, Lampre -> Barloworld
Magnus Bäckstedt, Alessio -> Liquigas
Joseba Beloki, Saunier-Duval -> Liberty Seguros
Lazlo Bodrogi, Quick-Step -> Credit Agricole
Santiago Botero, T-Mobile -> Phonak
Sylvain Chavanel, Brioches La Boulangere -> Cofidis
Mario Cipollini, Domina Vacanze -> Liquigas
Stefano Garzelli, Vini Calderola -> Liquigas
Aitor Gonzalez, Fassa Bortolo -> Euskatel
Frank Høj, Team CSC -> Gerolsteiner
Jörg Jaksche, Team CSC -> Liberty Seguros
Floyd Landis, US Postal -> Phonak
Levi Leipheimer, Rabobank -> Gerolsteiner
Victor Hugo Pena, US Postal -> Phonak
Yaroslav Popovych, Landbouwkrediet -> Discovery Channel
Oscar Sevilla, Phonak -> T-Mobile
Gilberto Simoni, Saeco -> Lampre
Tom Steels, Landbouwkrediet -> Davitamon-Lotto
Alejandro Valverde, Kelme -> Illes Baleares
Frank Vandenbroucke, Fassa Bortolo -> Mr. Bookmaker
For en udtømmende liste over holdskifter kan dette link anbefales: http://www.cyclingnews.com/road/?id=2004/transfers04/riders
Så er det i arbejdstøjet!
Det vil være for omfattende at beskrive alle rytternes kompetencer og chancer i de enkelte løb i denne optakt, så det vil Jesper og jeg gøre når vi nærmer os løbene, og de gode fiduser skal findes.Jeg glæder mig utroligt meget til at trække i arbejdstøjet og finde nogle spilbare odds til Jer alle, og så glæder jeg mig til mange gode timer foran fjernsynet. God fornøjelse derude - vi høres ved inden længe!
Mvh
Thomas Foged