Criterium du Dauphine 2015: Det er Froome, der skal slås

Chris Froome ligner den helt store favorit til årets Criterium du Dauphiné. Kan nogen slå ham? Læs vores optakt her, hvor Jesper Sørensen har kigget nærmere på ruten og rytterne i årets løb, der starter søndag.

Criterium du Dauphine er typisk en miniudgave af Tour de France. Sådan er tilfældet også i år, hvor der blandt andet skal køres en lille holdtidskørsel i det ugelange etapeløb.

De franske landeveje er atter igen klar til tusindvis af fans, der står langs vejen og hylder deres helte, og skønt hverken Contador eller Quintana stiller til start, så kan de få fornøjelsen af både Chris Froome og Vincenzo Nibali, der efter alt at dømme bliver to af hovedpersonerne i juli måneds Tour de France.

Odds & Tips

Hold øje med tips fra BetXperts cykeleksperter:

Jesper Sørensen 

Jacob Nordestgaard

Der er endnu ingen odds på det danske marked, men de kommer nok snart. Vi kommenterer i tråden til denne artikel, hvis vi finder nogle interessante spil.

Den store favorit

For mig at se er der én klar favorit – Chris Froome. Hverken Alberto Contador eller Nairo Quintana stiller op, mens Vincenzo Nibali virker til udelukkende at fokusere på Tour de France. Det efterlader Chris Froome som storfavoritten.

Chris Froome, Team Sky

Chancevurdering: 48 %

Det er ikke fordi, at Chris Froome har haft en fantastisk sæson. Han startede som lyn og torden i Ruta del Sol, hvor han vandt løbet foran Alberto Contador. De kørte begge på et meget, meget højt niveau, men det er så også sidste gang, at vi har set Froome så velkørende.

For han måtte efterfølgende melde afbud til Tirreno-Adriatico, og da han så kom tilbage igen, så han ud til at have mistet et skridt eller to. I Catalonien Rundt var han slet ikke med, hvor det var sjovt, og i stedet kørte holdet for Richie Porte.

Dernæst stillede han til start i Romandiet Rundt som den helt store favorit, men han manglede styrken i både bjergene og på enkeltstarten, og det endte med at Ilnur Zakarin vandt løbet foran Simon Spilak og Chris Froome.

Chris Froome bør dog være på sit højeste igen. Siden Romandiet Rundt har han trænet og trænet, og den afgørende del af sæsonen begynder nu. Han plejer altid at ramme et højt niveau i Criterium du Dauphine. I 2013 vandt han løbet, mens han i 2014 nåede at vinde to etaper, før han blev sat tilbage i klassementet på grund af styrt.

Det er svært at sige, hvordan hans form er, men jeg forventer afgjort, at han er på det niveau, vi kender ham fra på dette tidspunkt af sæsonen. Tour de France er hans helt store mål, og han plejer at køre sig fuldt ud i Criterium du Dauphine, så mon ikke han ender med at køre om de helt sjove placeringer.

De største konkurrenter

Efter Chris Froome er der et stort felt af ryttere, der har nogenlunde samme niveau. De er naturligvis ikke uden chance – se bare sidste år, hvordan Andrew Talansky gik hen og vandt løbet. Men hvis Froome rammer sit normale niveau, så er han bare mindst ét niveau bedre end konkurrenterne.

Vincenzo Nibali, Astana

Det gælder også Vincenzo Nibali. Italieneren var engang dominerende hele sæsonen lang, men sidste år skiftede han stil – og han var ringe gennem langt de fleste løb, før han endte med at tage Tour de France-sejren i juli.

Også i Criterium du Dauphine var han et skridt bag konkurrenterne. Det endte med en syvendeplads i løbet, og selvom han var aggressiv, så var han simpelthen ikke stærk nok. Det kan meget vel blive samme scenarie i år – der er i al fald ikke meget, der tyder på at Nibali har en anden tilgang til sæsonen i år. Det hele handler om Tour de France for ham.

Jeg holder ham alligevel højt. For hvis han pludselig beslutter sig for at køre sig fuldt ud, så er han en af de mest talentfulde ryttere her i dette felt. Det kan dog godt blive svært, selv i topform, for Chris Froome er en anden størrelse end Valverde, Peraud, Pinot og hvem han ellers slog sidste år.

Tejay van Garderen, BMC

Det har ikke rigtigt været en god sæson for Tejay van Garderen. Han blev nummer to i Tour of Oman, men lige siden har han været lidt ved siden af sig selv. Formen har egentligt været godkendt, men han har været dårligt placeret, involveret i styrt og mange andre ting, der har taget ham ud af flere løb.

Hvis han vil kæmpe med om sejren, så skal han undgå uheld og samtidigt være i rigtig god form. Tejay van Garderen er bare ikke helt på niveau med Froome, men han bliver langsomt bedre og bedre. Der er ingen enkeltstart her, og det kunne han godt mangle, men han er altså også ved at blive ret solid i bjergene.

Vi har før set ham angribe i bjergene, og hvis han kan få ramt det helt rigtige moment, så kan han såmænd godt ende med at løbe afsted med sejren. Men indtil nu mangler vi for alvor at se ham sammensætte et helt etapeløb på højt niveau. Kun i momenter har han bevist, at han kan matche de bedste.

Alejandro Valverde, Movistar

Alejandro Valverde vandt løbet i både 2008 og 2009, men har ikke for alvor kunne matche de resultater i ugelange etapeløb efter han vendte tilbage fra dopingkarantæne. I 2013 blev han nummer 7 i løbet, 3:12 efter Chris Froome.

I det hele taget har han ikke været særligt dominerende i etapeløb siden hans comeback. Han har vundet etaper, men de samlede sejre er udeblevet. I år er han blevet nummer 3 i Tour of Oman og nummer 2 i Catalonien Rundt, så det er omvendt heller ikke fordi han falder igennem – han vinder dem bare ikke så tit.

Kan han vinde her? Tja, måske. Valverde er en dygtig rytter, og han er en dygtig afslutter. Efter flere års fravær er bonussekunderne tilbage, og det er en fordel for en som Valverde, der kan vinde etaper på samlebånd.

Andrew Talansky, Cannondale-Garmin

Sidste år vandt Andrew Talansky Criterium du Dauphine. Det skete efter kløgtig kørsel på sidste etape, hvor han ikke var bleg for at angribe udefra, og mens Alberto Contador og Chris Froome lurpassede på hinanden, kunne Talansky køre sejren hjem på sidste etape.

Jeg er ikke altid imponeret af Talanskys egenskaber, men han er en klokkeklar fighter, som mange andre på holdet også er. Både ham og Dan Martin har lavet samme nummer med at angribe langt udefra og vende klassementet på hovedet. Det kan de gøre, fordi de umiddelbart ikke er blandt de største favoritter, men derimod har holdt sig godt til i klassementet.

Hans form i år har ikke været forrygende, men under de amerikanske mesterskaber viste han fremgang og aggressiv kørsel. Hvis han fortsætter kurven, så bør han så småt være med fremme og kæmpe om de sjove placeringer.

Rui Costa, Lampre-Merida

Måske det mest overraskende navn på startlisten. Rui Costa har nemlig vundet Schweiz Rundt tre gange i streg, men i år vælger han en anden vej. Han stiller nemlig til start i Criterium du Dauphine.

Rui Costa er en rigtig, rigtig dygtig rytter i disse ugelange etapeløb. Kan han matche Froome? Ikke som udgangspunkt, men han er altid i rigtig god form her i juni, og man har før set ham lave ret gode præstationer i Schweiz Rundt, om end konkurrencen i det løb er en noget andet end her i Criterium du Dauphine.

Jeg tvivler på, at han vinder, men med hans normale form på denne tid, så er han nok ikke helt tosset at holde øje med som en slags joker.

Outsidere

Der er mange ryttere, man sagtens kan nævne. En af dem er Joaquim Rodriguez (Katusha), der tidligere på sæsonen vandt Baskerlandet Rundt, mens han også kørte top5-placeringer hjem i Fleche Wallonne og Liege-Bastogne—Liege. Personligt synes jeg, at han har manglet et skridt eller to gennem hele sæsonen, men resultaterne er der stadig, så man må selvfølgelig ikke udelukke ham, især ikke nu hvor han satser på Tour de France i år – og ruten her er uden enkeltstart.

Ligeledes er der også Bauke Mollema (Trek). Han var dog ikke særlig imponerende i Tour of Norway, så spørgsmålet er hvordan hans form i det hele taget er. Han blev nummer to i Tirreno-Adriatico, så det er ikke fordi skiftet til Trek har hæmmet hans kørsel. Jeg skal lige se ham an, før jeg for alvor tror på ham.

Det samme gælder hans tidligere holdkammerat Wilco Kelderman. Han er stadig ung, og han har ikke helt niveauet til at udfordre de helt store endnu. Men på et eller andet tidspunkt bør hans helt store gennembrud komme. Det kunne måske være i år.

Franskmændene må undvære Thibaut Pinot, men både Pierre Rolland (Europcar) og Jean-Christophe Peraud (Ag2r) stiller til start. Her tror jeg mest på Pierre Rolland, der ikke er bange for at angribe og udfordre på specielle tidspunkter. Peraud mangler måske lige en enkeltstart, men han kan såmænd godt klare sig i bjergene – han vinder bare næppe et løb i bjergene.

Ruten

Criterium du Dauphine fungerer tit som en mini-udgave af det kommende Tour de France, og sådan er det da også i år. Ruten giver sprinterne deres chancer, mens der også er et par etaper til klassementsrytterne. Til gengæld er der ingen enkeltstart, men derimod et holdløb, som der også er på programmet i dette års Tour de France. Et relativt balanceret løb med andre ord.

Det er sprinterne, der får en chance på 1. etape, der kun er 131,5 kilometer lang. Der er ellers otte kategoriserede stigninger undervejs, så naturligvis har lykkeridderne en chance. Det meste af dagen foregår i den franske by, Albertsville, hvor de kører en rundstrækning. På den rundstrækning passerer de Côte du Villard (1,2 kilometer lang, 8,7 %), men den kommer sidste gang med 12 kilometer til mål, hvorfor det ikke for alvor bør presse sprinterne ud af kampen om etapesejren – men det kræver et godt samarbejde på tværs af holdene for at fange udbryderne.

Det ligner også en dag for sprinterne på 2. etape, der måler 173 kilometer. De sidste 60 kilometer er nærmest helt flade, men tidligere på etapen – efter 64 kilometer – skal rytterne op ad Col de Cuvery (8,7 kilometer lang, 6,7 %). Den kan presse mange ryttere, hvis der køres hårdt på den, men der er stadig langt til mål, hvorfor de fleste – hvis ikke alle – kommer tilbage til feltet igen.

Ikke siden 1980 har et holdløb været en del af Criterium du Dauphine, men det ændrer sig på 3. etape i år. Her venter et 24,5 kilometer langt holdløb fra Roanne til Montagny. Det er en forsmag på holdløbet i Tour de France, der strækker sig over en nærmest identisk længde. Der er nogle sving på ruten, men ingen voldsomt svære, og selvom der er lidt højdemetre på ruten, så er det langt fra det sværeste holdløb.

Sprinterne får en chance på 4. etape. Det er deres tredje chance på kun fire etaper, så måske skal nogle af de sprintere, der var med i Giro d’Italia, skal forsøge sig her i dette løb – her kan de nærmest få flere chancer, end de gjorde i det italienske løb. Etapen er relativt ukompliceret, men med 228 kilometer er den ret lang. Midtvejs på etapen er der nogle stigninger, men de sidste 50 kilometer er nærmest uden udfordringer. Med 13 kilometer tilbage kommer der dog en lille stigning, der måler 1,3 kilometer lang og stiger i snit med 6,7 %, men det bør blive sprinterne, der kæmper om sejren.

Men så skifter terrænet også. På 5. etape skal rytterne fra Digne-les-Blains til Pra-Loup. Etapen er kun 161 kilometer lang, men der er fire kategoriserede stigninger, og det går op og ned det meste af dagen. Det er dog kun de sidste to stigninger, der for alvor bør være relevante. Den næstsidste stigning hedder Col d’Allos (14 kilometer, 5,5 %), mens rytterne slutter etapen på toppen af Pra-Loup (6,2 kilometer, 6,5 %). Det er ikke de hårdeste stigninger, men dog hårde nok til at lave en udskilning blandt de bedste.

Det fortsætter i det kuperede terræn på 6. etape. Der er seks kategoriserede stigninger (men flere stigninger) fordelt over de 183 kilometer. Det er en hård etape, der kan ende med et udbrud holder hjem, eller at nogle af de hurtige klatrere kæmper om sejren på den sidste stigning, der er 2,2 kilometer lang og i snit stiger med 6,2 %. Det kan dog godt tænkes, at klassementsrytterne tager det lidt roligt.

For på 7. etape skal favoritterne i den grad være klar. 155 kilometer lang og hele fem 1. kategoriserede bjerg (og én enkelt 3. kategori). Ser man bort fra de første 27,5 kilometer, så går det op eller ned hele dagen. Med så mange bjerge kan der ske udskilning mange steder – men igen må man forvente, at al dramaet sker til allersidst.

Efter 145 kilometer topper Côte des Amerands-stigningen. Den er kun 2,7 %, men til gengæld stiger den med hele 11,2 %, så den gør i den grad ondt på favoritterne – og så kommer den lige før dagens sidste stigning, nemlig Montée du Bettex, der er 7 kilometer lang og i snit stiger med 7,7 %. Det er især den sidste halvanden kilometer, der er skrap – her hedder stigningsprocenterne 9-10 %.

Løbet slutter lidt utraditionelt med en 8. etape, der ikke rigtigt er en stor bjergetape, en enkeltstart eller en spurt. Det er til gengæld en små-kuperet rute, der slutter med en kategori 1-stigning, nemlig Modane Valfrejus (8,4 kilometer, 5,7 %). Den flader ret meget ud til sidst, men hvis klassementet er tæt, så kan eventuelle udfordrere angribe udefra og håbe, at det er nok. For det er en stigning, der kræver at man tør angribe et par kilometer ude.